8 RENOVERING AF TAGE

Renovering af tage omfatter alle arbejder, som udbedrer skader eller forbedrer eksisterende forhold i tagkonstruktionen. Renovering kan fx være efterisolering af et eksisterende loftrum eller udskiftning af tagdækning.

8.1 Bygningsreglementets krav ved renovering

Ved større indgreb vil taget normalt være omfattet af kravene i bygningsreglementet om, at der ved renovering skal efterisoleres op til dagens standard, eller så det er rentabelt og ikke medfører risiko for fugtskader (BR18, § 274).

Hvilke krav der er til energibesparelser ved renovering af tage, afhænger af om renoveringen består i en reparation, ombygning eller udskiftning, se afsnit 2.4.1, Bygningsreglementets energikrav.

Efterisolering vil ikke alene reducere energiforbruget, men også medføre bedre komfort, så det bør altid indgå i overvejelserne, om der skal efterisoleres, også selvom det måske ikke er rentabelt.

Ved udskiftning af tagdækning vil kravene til energibesparelser ofte føre til gennemgribende arbejder, hvor det kan blive nødvendigt at oprette spær, påfore konstruktionen (opad eller nedad) for at skaffe plads til varmeisolering, etablere dampspærre og udføre undertag.

8.2 Projektering af tagrenovering

Renoveringsarbejder skal generelt projekteres og udføres efter samme retningslinjer som nybyggeri. Der kan dog være mange forhold ved renoveringsopgaver, som er mere komplicerede end ved nybyggeri, fx fordi man er bundet af den oprindelige udformning af taget. Ved renoveringsopgaver skal vanskelige detaljer detailprojekteres – og de skal være bygbare.

Før renovering skal det overvejes, om det ønskes at ændre på tagets geometri (fald, udhæng mv.), og om det ønskes at skifte til en anden type tagdækning.

Inden renoveringsarbejderne igangsættes, bør der altid foretages en tilstandsundersøgelse af det tag, der skal renoveres.

I tilstandsundersøgelsen bør indgå:

Nuværende tagdækning – type, vægt, stand
Vurdering af bæreevnen af spær mv. Hvis der skiftes til en tungere type tagdækning, kan det medføre større krav til bæreevne. Hvis der skiftes til lettere type, skal forankringen kunne optage vindkræfter.
Er stabiliteten af den eksisterende tagkonstruktion i orden, eller er der behov for forstærkning/udbedring af eksisterende konstruktioner? Vedrørende vurdering af bæreevne og stabilitet henvises til fx SBi-anvisning 254, Småhuse – styrke og stabilitet (Cornelius, 2015), TRÆ 58, Træspær 2 – Valg, opstilling og afstivning (Træinformation, 2009b), TRÆ 60, Træplader (Træinformation, 2012), Træ 73, Tagkonstruktioner med store spær (Træinformation, 2017), Betonelementer (Betonelement-Foreningen, 1991) eller Stålkonstruktioner efter DS/EN 1993 (Bonnerup, Jensen & Plum, 2015).
Kan konstruktionen vurderes at være lufttæt (ingen risiko for konvektion af fugtig rumluft)?
Er der etableret dampspærre – og i givet fald, er den intakt og tæt?
Er der synlige tegn på skimmel eller fugtskader?
Skal der eventuelt foretages lufttæthedsprøve (Blower-Door-prøvning) for at kontrollere/vurdere tætheden? Se fx Lufttæthed i ældre bygninger – efter renovering og fornyelse (Byg-Erfa, 2016a).
Er der plads i konstruktionen til at efterisolere – og er det rentabelt?
Skal der ændres på isoleringen – i givet fald skal brændbar varmeisolering beskyttes?
Skal dele af den eksisterende varmeisolering udskiftes, fx fra isolering i pladeform til granulat? I givet fald skal det sikres, at eventuelt bidrag til etageadskillelsens brandmodstandsevne ikke forringes.
Eventuelle etageadskillelser med indskud og indskudsler må ikke ødelægges, ligesom gulvet skal bibeholdes, for at bibeholde brandmodstandsevnen. Hvis etageadskillelsen ændres, skal brandmodstanden reetableres på anden vis.
Skal der fores på konstruktionen indvendig eller udvendig for at kunne forbedre varmeisoleringsevnen – og er det rentabelt?
Medfører supplerende varmeisolering eller ændring af konstruktioner risiko for fugtskader?
Er der eventuelt utætheder, fx ved loftlemme eller gennemføringer, der skal udbedres?

Information og løsninger til brandsikring af tage i forbindelse med renovering kan fx findes i Gode & brandsikre tage – Vejledning om brandsikring ved renovering af tage (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2014) samt i TRÆ 71, Brandsikre bygningsdele (Træinformation, 2015).

Forhold vedrørende omdannelse af tagrum til boliger er fx beskrevet i SBi-anvisning 255, Etablering af tagboliger (de Place Hansen, 2009a) og SBi-anvisning 256, Tagboliger – byggeteknik (de Place Hansen, 2009b).

8.2.1 Ventilation ved tagrenovering

Ved renovering og efterisolering af ventilerede tage skal det sikres, at tagrummet er tilstrækkeligt ventileret, efter at renoveringsarbejderne er gennemført. Retningslinjerne for ventilation er de samme som for nye tage, se afsnit 2.3, Ventilation af tage.

For rejste tage er området omkring tagfoden især kritisk i forbindelse med efterisolering. Den sikreste måde at forhindre blokering af ventilationen er at opsætte en vindspærreplade/vindstopper, fx af krydsfiner eller hård isolering mellem spærene. Afstanden mellem undertag og vindspærreplade skal svare til højden af ventilationsspalter, dvs. mindst 45 mm for faste undertage og 70 mm for undertage af banevare eller træfiberplade, se 2.3.2, Generelle retningslinjer ventilation, og find yderligere oplysninger i afsnit 3.4, Detaljer ved tagfod. Hvis tagfoden udformes som en brandsikret tagfod, og spalten ved tagfod derfor betragtes som en åbning, skal denne være 30 mm (med insektnet indlagt), se figur 231. Ved udformning af tagfod for bygninger, hvor der er krav til sikring mod brandspredning via tagfod, fx etageboliger, skal det sikres, at ventilationsåbningen er mindst 300 mm lang og med en højde på højst 30 mm, se figur 47 og figur 48 (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2007).

Figur 231 viser, at sikring af ventilation ved efterisolering omkring spærfod på rejst tag i fritliggende enfamiliehus kan ske ved at opsætte et vindbræt af krydsfiner eller hård isolering mellem spærene.

Figur 231. Sikring af ventilation ved efterisolering omkring spærfod på rejst tag i fritliggende enfamiliehus kan ske ved at opsætte et vindbræt af krydsfiner (som vist her) eller hård isolering mellem spærene. Afstanden mellem undertag og vindbræt skal svare til højden af ventilationsspalter, dvs. mindst 45 mm for faste undertage og 70 mm for undertage af banevare (som vist her) eller træfiberplade. Vindspærrepladen kan også bidrage til at sikre mod, at der trænger kold luft ind under isoleringen. Hvis der ønskes en løsning, som også reducerer risikoen for brandspredning til tagkonstruktionen, skal der anvendes en ventilationsåbning mellem to pladestykker, se figur 47. Insektnet er her lagt over udhængsbrædder og ventilationsåbningen behøver derfor kun være 15 mm.

Flade, kolde tage fra 60’erne og 70’erne har typisk et lille fald mod indvendige afløb. Disse bygninger kan med fordel renoveres med et nyt fald på 1:20 eller 1:40 mod udvendige tagrender. Dette bevirker, at tagkanten ikke skal øges så meget, som hvis der renoveres mod indvendigt afløb. Disse tage kan renoveres med udvendig varmeisolering og omdannes til varmt tag, se afsnit 1.3.2, Varme tage, eller der kan fores på spærene, så taget kan varmeisoleres og bevares som ventileret tag, se afsnit 1.3.1, Kolde tage.

8.2.2 Undertag ved tagrenovering

Ved renovering af rejste tage vil det ofte i forbindelse med renovering være nødvendigt at etablere et undertag, især hvor en tagetage skal udnyttes.

Før oplægning af undertaget skal spærene kontrolleres for mulige skader og eventuelt oprettes. Af hensyn til påsømning af afstandslister og lægter udføres eventuel påforing med mindst 45 mm tykke planker, som normalt fastgøres på siden af spæret. Påfores der oven på spæret, skal det sikres, at udtræksstyrken af søm eller skruer er tilstrækkelig til at optage vindkræfterne på taget.

Eksempler på undertage og generelle retningslinjer for undertage er beskrevet i afsnit 3, Undertag .

8.2.3 Dampspærre ved tagrenovering

Ved renovering af tage skal der sikres et sammenhængende tæthedsplan sammen med de øvrige bygningsdele i klimaskærmen for at hindre konvektion af fugtig rumluft op i tagkonstruktionen. Tæthedsplanet består af lufttætte materialer, fx en dampspærre eller et intakt pudset loft. Bemærk, at ikke-intakte pudsede lofter ikke kan sikre lufttætheden.

Ved renovering af ældre tagkonstruktioner, som ikke er tætte, skal et nyt tæthedsplan etableres. Dette gøres typisk med en dampspærre.

Etablering af en dampspærre ved renovering af tage skal som hovedregel foretages efter samme retningslinjer som for tilsvarende nye konstruktioner. Det kan dog ikke forventes, at en dampspærre, der etableres ved renovering, opfylder de samme krav til lufttæthed, som findes ved nybyggeri, se afsnit 2.3, Lufttæthed.

Bemærk, at pudsede lofter kan betragtes som lufttætte, hvis de er intakte, dvs. uden revner eller huller. De kan derimod ikke anses for diffusionstætte (damptætte).

Der kan i konstruktioner med intakte pudsede lofter efterisoleres med fleksibel isolering, fx plader eller løsfyld af mineraluld eller cellulosebaseret fibermateriale, uden at der etableres dampspærre. Det er vigtigt, at der ikke er spalter mellem isolering og spær mv., som kan tillade opstrømning af fugtig rumluft. Tykkelsen af isoleringen er uden betydning. Det er en forudsætning, at:

Lufttætheden af loftkonstruktionen er tilstrækkelig. Dette kan kontrolleres ved at undersøge tagkonstruktionen, inden efterisolering påbegyndes. Hvis der ikke er synlige tegn på opfugtning eller skimmelvækst, kan luft-tætheden vurderes som tilstrækkelig.
De konstruktionsdele, som er omfattet, er tilgængelige for inspektion, dvs. uudnyttede tagrum, spidslofter, skunkrum mv.
Ventilationsforholdene i tagrummet efter efterisolering opfylder gældende retningslinjer for ventilation af den pågældende type tagkonstruktion.
Loftkonstruktionens lufttæthed ikke reduceres, fx ved perforeringer med spots, nedtagning af plader eller anden ændring af konstruktionen.

Såfremt der er tvivl om, hvorvidt fugtforholdene i tagkonstruktionen er i orden, herunder om der er forekomst af (synlig) skimmelvækst, kan der eventuelt foretages måling af fugt eller udtagning af skimmelprøver i de områder, hvor risikoen for fugt og skimmel vurderes at være størst, fx ved skotrender, grater og gennemføringer.

De fleste dampspærrer (folier) vil – selv i relativ tynd udførelse – være til-strækkelig damptætte, hvis de er intakte, men de skal håndteres forsigtigt, da de let kan skades. Tykke dampspærrer er mere robuste, men kan være vanskelige at håndtere, fordi de er stivere. Derfor skal dampspærrens tykkelse vælges, så den passer til arbejdet. Generelle forhold og krav til dampspærrer er beskrevet i afsnit 2.1.2, Dampspærre i tag.

Hvis der i forvejen er en dampspærre i konstruktionen, bør den kontrolleres – og eventuelle utætheder udbedres. Det er især vigtigt at kontrollere, at sam-linger er udført med gode overlæg og/eller er klæbede, at dampspærren er sluttet tæt til alle tilstødende bygningsdele og gennemføringer, og at damp-spærren i sig selv ikke er nedbrudt. Det skal særligt undersøges, om der er utætheder ved el-installationer i loftet.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt dampspærren er effektiv, er den sikreste løsning at etablere en ny dampspærre.

Alternativt kan det blive nødvendigt at kontrollere/vurdere lufttætheden af den eksisterende dampspærre ved en lufttæthedsundersøgelse, se afsnit 8.2, Projektering af tagrenovering.

8.2.4 Lufttæthed ved renovering

I nye bygninger er der krav om, at luftstrømmen ved trykforskel på 50 Pa (w₅₀) er under 1,0 liter/sekund pr. m² (BR18, § 263). Ved renovering er der ikke egentlige krav, men det er en god ide at fokusere på at forbedre lufttætheden i forbindelse med renoveringen. Ved forbedring af klimaskærmens lufttæthed vil energiforbruget blive reduceret, og der opnås et mere behageligt indeklima med færre trækgener, fordi der ikke er ukontrollerede luftstrømninger gennem tilfældige utætheder.

Der kan godt stilles krav til kvaliteten af bygningsdele, som renoveres, men det er normalt ikke muligt at stille krav til hele bygningen. Det er vigtigt at være realistisk og at afstemme forventningerne til lufttætheden, så det, der ønskes, også er opnåeligt i praksis. Den lufttæthed, der kan opnås, afhænger i høj grad af, hvor omfattende renoveringen er. Ved renoveringsopgaver bør de bygningsdele, som er omfattet af renoveringen, som minimum udføres efter god byggeteknisk skik, og som udgangspunkt bør de være bedre/tættere end de oprindelige. Hvis projektet ikke angiver krav til lufttæthed, kan der kun regnes med, at arbejdet skal være udført efter god håndværksmæssig praksis, og at det lever op til det aftalte kvalitetsniveau, dvs. så der ikke optræder store lokale utætheder.

Der er ofte flere muligheder for at udføre lufttætning, og her bør der vælges den løsning, som vurderes at være mest sikker og lettest at udføre. Skærpede krav til projektering og udførelse skal formuleres, før renovering igangsættes.

I forbindelse med forbedring af lufttætheden er det ofte nødvendigt også at forbedre ventilationen i bygningen for at undgå fugtproblemer, fx kondens på kolde overflader.

Tæthedsprøvning efter renovering

Hvis kun dele af en bygning er renoveret, kan en lufttæthedsprøvning (blower-door-prøvning) ofte anvendes til at vurdere tætheden af den renoverede del, se Lufttæthed i ældre bygninger – efter renovering og fornyelse (Byg-Erfa, 2016a).

Med blower-door-udstyr er det fx med en 2-zones prøvning muligt at eliminere alle bidrag fra et ikke renoveret bygningsafsnit.

Hvis fx en tagetage er renoveret, mens stueetagen er urørt, kan der opsættes to ventilatorer, som ’kører’ samtidig. Når der er samme tryk i stueetagen som på tagetagen, er der ingen trykforskel over etagedækket. Dermed er alle bidrag fra stueetagen elimineret, og kun måledata fra ventilatoren på tageetagen benyttes ved målingen.

Utætheder kan undertiden også lokaliseres ved hjælp af teaterrøg, se figur 232. Teaterrøg kan både bruges i forbindelse med under- og overtryk, der skal blot etableres en trykforskel mellem de to områder.

Figur 232 viser, at utætheder ved samlinger, gennemføringer og tilslutninger kan undertiden også findes ved at anvende teaterrøg.

Figur 232. Utætheder ved samlinger, gennemføringer og tilslutninger kan undertiden også findes ved at anvende teaterrøg, i forbindelse med at der sættes et lille overtryk på konstruktionen i forbindelse med lufttæthedsprøvning.

Detaljer

Udformning og udførelse af detaljer med dampspærrer er afgørende for tagkonstruktionens lufttæthed efter renovering. Ved tagkonstruktioner findes de største utætheder ofte ved tagfod og gavl – samt ved tilslutninger og knudepunkter, fx hanebånd og skunkstolper.

For at dampspærredetaljerne kan udføres korrekt og fungere, skal alle porøse og støvede flader, fx gamle spær, bjælker og puds, afrenses for løstsiddende materiale og støv. Før fastgørelse af dampspærre med folieklæber eller dampspærretape, skal overfladen primes for at sikre god vedhæftning. Bemærk, at selv små detaljer, fx vindridser i bjælker, som går gennem tætningsplanet, kan medføre trækgener, hvis utæthederne ikke lukkes.

Hvis kold udeluft kan trænge ind i tagkonstruktionen ved tagfod, kan det medføre egentlige trækproblemer (kold luft med høj hastighed) eller blot kolde overflader i konstruktionen, se figur 233.

Ved knudepunkter omkring bjælker ved tagfødder, skunkstolper og hanebånd skal der sørges for fast underlag for montering af dampspærren, så folieklæber eller tape har mulighed for at hæfte korrekt. Nogle pladematerialer kan i sig selv fungere som dampspærre, men som regel er det nødvendigt med en supplerende folie. Pladelaget benyttes som underlag for dampspærren, som føres ned gennem bjælkelaget. Vindridser i bjælker mv. lukkes bedst muligt, fx med fugemasse, se figur 234.

Figur 233 viser, at der kan strømme kold luft ind i bygningen og medføre trækgener ved utætheder i tagkonstruktionen.

Figur 233. Ved utætheder i tagkonstruktionen, kan kold luft strømme ind i bygningen og medføre trækgener, fx hvis murkronen er utæt og/eller etagedækket ikke er tæt ved tagfod. Varm luft kan desuden strømme ud af bygningen og medføre øget energiforbrug.

Figur 234 viser, at utæthed ed hanebåndsbjælke, som går gennem tæthedsplanet, kan medføre trækgener pga. kold luft med høj lufthastighed.

Figur 234. Utæthed ved hanebåndsbjælke, som går gennem tæthedsplanet, kan medføre trækgener pga. kold luft med høj lufthastighed. Tætning af vindridser kan fx ske med elastisk fugemasse.

Dampspærre ved gavlmur

Gavlspær er ofte placeret 20-40 mm fra gavlen, og her kan der trænge luft ind, fordi spalten mellem gavlvæg og spær normalt ikke er lukket, se figur 235.

I bjælkelaget ud mod gavlen er murværket ofte ubehandlet og utæt – især hvis der er hulmur. Ved gavle udført med hulmur bør tætheden ved første bjælke vurderes. Hvis der er utæt murværk bag bjælkelaget, kan det være nødvendigt, at en løsning omfatter hele gavlens bredde. Ved massive gavle skal der ofte kun fokuseres på detaljen ved tagfod.

Figur 235. Eksempel, der viser, at kold luft kan strømme ind i en bygning gennem spalte mellem gavlvæg og sidste spær. Spalten er typisk 20-40 mm og er ofte ikke lukket tæt.

Tilslutningen af en ny tagkonstruktion med dampspærre mod en eksisterende pudset væg kan erfaringsmæssigt medføre problemer.

Tætheden kan ofte forbedres, ved at dampspærren i tagkonstruktionen, fx på skunk- og skråvægge samt lofter, tilsluttes til gavlen via tape med armeringsstrimmel indlagt i et pudslag eller med klæber og klemliste, se figur 236 og figur 237.

Ved anvendelse af en tape med armeringsstrimmel placeres tapen i overgangen mellem den eksisterende konstruktion og den pudsede overflade med armeringsstrimlen ud på den pudsede overflade. Efterfølgende pudses der henover armeringsstrimlen, hvorved tæthed af samlingen sikres.

Tætheden mellem gavl og bjælke i etageadskillelse (spærfod) ved sidste spær kan forbedres ved at udfylde spalten med et stykke dampspærre-folie, der vikles omkring et stykke komprimeret fugebånd, som derefter kan føres ind og placeres i spalten. Når fugebåndet udvider sig igen, lukker det spalten mellem gavl og bjælke, se figur 238.

Figur 236 viser, at tilslutning af dampspærre i tagkonstruktion (her vist som skunkvæg) til en muret ydervæg, der afsluttes med puds, kan udføres med tape med indlagt armeringsstrimmel.

Figur 236. Tilslutning af dampspærre i tagkonstruktion (her vist som skunkvæg) til en muret ydervæg, der afsluttes med puds, kan udføres med tape med indlagt armeringsstrimmel. Der pudses efterfølgende hen over armeringsstrimlen, så der opnås tæthed.

Figur 237 viser, at tilslutning f en dampspærre i en tagkonstruktion (her vist som skunkvæg) til en pudset vægoverflade kan udføres ved at klæbe dampspærren fast til overfladen, som forinden er primet for at sikre klæbeevnen.

Figur 237. Tilslutning af en dampspærre i en tagkonstruktion (her vist som skunkvæg) til en pudset vægoverflade kan udføres ved at klæbe dampspærren fast til overfladen, som forinden er primet for at sikre klæbeevnen. Om muligt bør samlingen afsluttes med en liste eller lignende, så samlingen også kan klemmes. (Efter www.efterisolering.sbi.dk) (Kragh et al., 2014).

Vindridser og ikke fyldte fuger i murværket kan dog sjældent lukkes helt tæt ved denne løsning. De må tætnes bedst muligt på anden vis afhængigt af forholdene.

Sikring af, at dampspærren slutter tæt til ydervæggen ved tagfod, kan være vanskelig især ved lave taghældninger. Da træbjælker anses for at være tilstrækkeligt diffusionstætte, kan fastgørelse af dampspærren til remmen i nogle tilfælde være en mulighed for at sikre samlingens tæthed. Samlingen bør om muligt sikres ved både at klæbe og klemme dampspærren. Ved tagfoden vil arbejdet lettes, hvis tagdækningen fjernes (eller ved udskiftning, før den monteres).

Figur 238 Eksempel på udførelse af tætning mellem eksisterende, muret gavlvæg og bjælke. Tætning udføres, ved at et stykke komprimeret fugebånd omviklet med et stykke plastikfolie placeres i fugen. Når fugebåndet udvider sig igen, vil fugen lukkes. Mellemrummet kan eventuelt også lukkes med værk, som kan stoppes længere ind i mellemrummet. (www.efterisolering.sbi.dk) (Kragh et al., 2014).

Dampspærre i loft monteret nedefra

Hvis der ikke findes en dampspærre, eller hvis den eksisterende dampspærre ikke er tætsluttende og intakt, skal der etableres en ny dampspærre, som maksimalt må ligge indtil 1/3 inde i varmeisoleringen (målt fra den varme side). Det er ofte den simpleste og billigste løsning at montere en dampspærre på det underliggende loft og fastgøre den til de tilstødende vægge. Fordelen ved denne metode er, at dampspærren ofte kan føres ubrudt igennem fra væg til væg i modsætning til montering oppefra, hvor dampspærren skal afbrydes ved spærene.

Montering nedefra kan kræve indgreb i eventuel stuk og elinstallationer for at etablere et plant underlag til montering af dampspærren. I nogle tilfælde må en eksisterende loftbeklædning nedtages, fx listelofter, og skabe flyttes, inden ny dampspærre monteres.

Montering af dampspærren nedefra er arbejdsmiljømæssigt at foretrække frem for montering oppefra. Hvis rumhøjden tillader det, kan det være en fordel at montere ny loftbeklædning på forskallingsbrædder eller lægter anbragt under det oprindelige loft. Herved opnås, at el-installationer kan monteres i loftet, uden at det er nødvendigt at gennembryde dampspærren.

Der er risiko for utætheder ved indervæggene, men de vil normalt være af mindre betydning, hvis væggene er med intakt overflade, fx puds og tapet.

Det er ikke nødvendigt at fjerne en eventuel eksisterende dampspærre i loftkonstruktionen, hvis blot den ligger højst 1/3 inde i det færdige isoleringslag regnet fra den varme side, se afsnit 8.3.3, Efterisolering af ventilerede tagrum.

Dampspærre i loft monteret oppefra

Tagspær anses for at være tilstrækkelig tætte til at kunne udgøre en del af dampspærren, og derfor er det undertiden muligt at etablere en ny dampspærre mellem spærfødderne oppe fra tagrummet. Montering oppefra vil dog normalt kræve et stort tilpasningsarbejde for at sikre tætheden, og det vil medføre dårlige arbejdsbetingelser. Det bør derfor så vidt muligt undgås. Især detaljerne omkring spær og gennemføringer for kanaler, el mv. kræver omhu ved arbejdsudførelsen. Eventuelle etageadskillelser med indskud og indskudsler må ikke ødelægges, ligesom gulvet skal bibeholdes for at bibeholde brandmodstandsevnen. Hvis etageadskillelsen ændres, skal brandmodstanden reetableres på anden vis.

Montering oppefra sker efter følgende retningslinjer:

Om nødvendigt fjernes eksisterende varmeisolering.
Hvis der er risiko for ødelæggelse af dampspærren på grund af udstikkende søm mv., kan der udlægges et tyndt lag hård varmeisolering (mindst materiale klasse D-s2, d2 [klasse B materiale]) som underlag – tykkelsen må i boliger højst være 1/3 af den samlede isoleringstykkelse. Typisk anvendes 25 eller 50 mm tyk isolering.
Dampspærre lægges som baner mellem spærfødder.
Dampspærrebaner bøjes mindst 50 mm op ad spærføddernes sider og fastgøres omhyggeligt og så lufttæt som muligt, fx med butylbånd.
Samlingen bør yderligere sikres med en liste, så den også bliver klemt. Den resterende varmeisolering anbringes oven på dampspærren.

Eksempel på montering af damspspærre mellem spærfødder oppefra i skunkrum er vist på figur 239.

Eksempel på montering af damspspærre mellem spærfødder oppefra i ventileret tagrum er vist på figur 240.

Figur 239. Eksempel på montering af dampspærre mod spærfødder ved en kold skunk. Monteringen af dampspærre oppefra medfører dårlige arbejdsbetingelser og kræver tid og omhu ved tilpasning af dampspærren. Dampspærren er udlagt ovenpå et tyndt lag hård varmeisolering, som ligger på forskallingsbrædderne i loftet. Dampspærren skal tilsluttes tæt til rem på mur, til bjælker og til skot af krydsfiner nedsat mellem skunkstolper, se også figur 252. (www.efterisolering.sbi.dk) (Kragh et al., 2014).

Figur 240. Principskitse, der viser montering af dampspærre og efterisolering oppefra i ventileret tagrum. Dampspærre er monteret mellem spærfødder. Spærfødderne anses for i sig selv at være tætte, derfor behøver der kun være dampspærre mellem spærfødderne. Der indlægges eventuelt et tyndt lag hård isolering nederst for at optage ujævnheder, sømspidser og lignende fra det eksisterende loft. Dampspærren føres mindst 50 mm op ad spærsider og fastgøres, fx med butylbånd og efterfølgende klemning med en liste. (Møller, 2012).

8.3 Efterisolering af tage

Mulighederne for at efterisolere et tag afhænger af tagets opbygning. I det følgende behandles byggetekniske muligheder for efterisolering af de mest almindelige tagtyper, herunder varme tage, ventilerede tagrum, ventilerede paralleltage, uventilerede paralleltage og skunkrum.

Hjælp til at finde den mest rentable og energieffektive varmeisoleringstykkelse er fx beskrevet i SBi-anvisning 239, Efterisolering af småhuse – energibesparelser og planlægning (Møller, 2012).

8.3.1 Renovering af varme tage

Renovering af varme tage sker normalt med en ny tagdækning – og normalt også supplerende varmeisolering, der fastgøres mekanisk, se figur 241.

Det eksisterende isoleringsmateriale skal være tørt, idet der ellers er risiko for, at vand fra isoleringen kan trænge ned i konstruktionen gennem de huller, som opstår omkring de nye mekaniske fastgørelser. Undersøgelse af fugtindholdet i tagets eksisterende varmeisolering kan ske ved at foretage en skanning af taget med en tagskanner suppleret med opskæringer og veje-tørre-veje-prøver for at kalibrere skanningen. Ved mindre tage kan varmeisoleringen undersøges ved opskæringer alene.

Mindre mængder fugt, dvs. svarende til højst 0,5 volumenprocent vand i isoleringen kan accepteres (svarende til 1 kg/m² ved 200 mm isolering). Er der mere, må isoleringen skiftes.

Efterisolering oven på den eksisterende varmeisolering vil altid medføre en fugtteknisk forbedring af taget, og der er derfor ingen krav til varmeisoleringens tykkelse – bortset fra, at bygningsreglementets krav til den samlede konstruktions U-værdi skal være overholdt, se afsnit 2.4.1, Bygningsreglementets energikrav.

Der findes dog gamle, varme tage, som har en trykfordelende plade af træfiber oven på mineraluldsisolering. Her skal den udvendige merisolering følge reglerne i efterfølgende afsnit 8.3.2, Ændring af kolde tage til varme tage. Alternativt skal den eksisterende isolering med træfiberplade fjernes.

Figur 241 viser tre eksempler å renovering og efterisolering af eksisterende tag.

Figur 241. Eksempler på renovering og efterisolering af eksisterende tag.

Ændring af koldt tag til varmt tag. Den gamle tagdækning – som skal være luft- og diffusionstæt – fungerer efter renoveringen som dampspærre i taget. Der monteres isolering i en tykkelse, som afhænger af fugtbelastningsklassen af bygningen, jf. tabel 1 og tabel 28. Ventilationsåbningerne i det gamle tag lukkes efter ca. et år, når der er sikkerhed for, at der ikke er uacceptabel fugt i konstruktionen.
Renovering og efterisolering af varmt tag. Efterisolering oven på det eksisterende varme tag vil altid forbedre fugtforholdene, og der er derfor ikke krav til mængden af isolering, udover bygningsreglementets krav til U-værdi. Der anbringes kileskåret varmeisolering, og der etableres ny tagdækning. Herved sikres, både at vand på tagfladen kan løbe af, og at der ikke bliver opfugtning som følge af fugttransport indefra.
Udvendig merisolering af koldt tag med kileskåret varmeisolering for at forbedre faldet. Det er tykkelsen på det tyndeste sted, der skal opfylde kravene i tabel 28. Ventilation lukkes som i figur 241a.

8.3.2 Ændring af kolde tage til varme tage

Kolde tage med tagdækning af tagpap eller tagfolie kan ved renovering ændres til varme tage ved hjælp af udvendig efterisolering og ny tagdækning.

Den gamle tagdækning kommer herved til at fungere som dampspærre i det nye, varme tag. Det skal derfor sikres, at den gamle tagdækning er lufttæt omkring ovenlys, gennemføringer, tagkanter mv.

For at undgå opfugtning skal isolansen af den ny, udvendige isolering have en vis mindste værdi i forhold til den eksisterende isolans. Denne mindste værdi afhænger af hvilken fugtbelastningsklasse, taget skal anvendes i. I de fleste tilfælde svarer forholdet mellem isolanserne stort set til forholdet mellem tykkelserne af den nye isolering og den oprindelige isolering. Anvendes der ny isolering med væsentligt lavere λ-værdi end den oprindelige, kan tykkelsen af den ny, udvendige isolering reduceres i forhold til at anvende forholdet mellem isoleringstykkelserne. Er λ-værdien af den nye isolering kun lidt lavere end den oprindelige isolering, betyder dette blot, at det vil være på den sikre side at anvende forholdet mellem isoleringstykkelserne. Tabel 28 giver retningslinjer for forholdet mellem isolanserne af den eksisterende konstruktion og den ny isolering.

Tabel 28. Nødvendig isolans af ny isolering i forhold til isolansen af den eksisterende konstruktion ved ændring af koldt tag til varmt tag eller ved udvendig efterisolering af varmt tag. De angivne forhold er beregnet med baggrund i største fugtindhold i den pågældende klasse. Er der sikkerhed for, at fugtindholdet er mindre, fx ved brug af klimastyring, kan det eventuelt ved beregning vises, at den nødvendige isolans af den nye isolering kan reduceres.

	Fugtbelastningsklasse	Forhold mellem isolans af henholdsvis ny og eksisterende isolering
	1	1:1,5
	2	1,5:1
	3	3:1
	4	8:1
	5	Beregnes

Eksempel

For efterisoleringen af en traditionel tagopbygning som vist på figuren i tabel 28 betyder det, at minimumstykkelsen af efterisoleringen afgøres af fugtbelastningsklassen på følgende vis:

Opbygning:
Tagpap eller tagfolie
x mm efterisolering, λ-værdi = 0,036 W/mK
Eksisterende tagpap
22 mm krydsfiner
50 mm hulrum
100 mm isolering, λ-værdi = 0,039 W/mK
Spredt forskalling
Dampspærre
13 mm gips

Beregning af isolanser (der ses bort fra tagdækningen):

Materiale	Tykkelse	Varmeledningsevne	Isolans
	d	λ	R = d/λ
	m	[W/m∙K]	[m²K/W]
Udv. overgang			0,04
Isolering	x	0,036	x/0,036
Samlet isolans øverst			0,04 + x/0,036
Krydsfiner	0,022	0,11	0,20
Hulrum	0,05		0,16
Isolering	0,1	0,039	2,56
Spredt forskalling	0,019		0,16
Dampspærre	-
Gips	0,013	0,25	0,05
Indv. overgang			0,10
Samlet isolans nederst			3,24

Isoleringstykkelsen kan dermed beregnes ud fra isolansforholdet K_isolans beskrevet i tabel 28, hvor fx 1:1,5 svarer til værdien 2/3:

\frac{R_{øverst}}{R_{nederst}}=\frac{R_{se}+\frac{x}{\lambda}}{R_{nederst}}=K_{isola\textcolor{black}{ns}}\textcolor{black}{\Leftrightarrow x=\lambda\left(K_{isolans}\cdot R_{nederst}-R_{se}\right)}

Indsættes dette i ovenstående eksempel fås i fugtbelastningsklasse 2 (K_isolans = 1,5):

Ovenstående beregning kan vises grafisk for netop denne konstruktion som:

8.3.3 Efterisolering af ventilerede tagrum

Ventilerede tagrum forekommer typisk i uudnyttede tagkonstruktioner, fx konstruktioner med gitterspær, se figur 242, eller den øverste del (spidsloftet) over et hanebåndsspær, se figur 245.

Ved efterisolering af loftet mellem det opvarmede beboelsesrum og det overliggende, ventilerede tagrum skal både varme- og fugtforhold vurderes. Loftet mod et koldt rum skal typisk indeholde følgende elementer (beskrevet nedefra):

Loftbeklædning
Dampspærre
Spærfod (eller hanebånd)
Varmeisolering mellem og over spærfødder (eller hanebånd).

Ved lofter kan der forekomme kuldebroer, fx ved spærfod. Disse kan reduceres betydeligt, hvis det er muligt at forbinde efterisoleringen af loftet med varmeisoleringen i ydervæggen. Hvor der er udmuringer ved tagfod, kan sammenhængende isolering eventuelt etableres, når både loft og ydervæg efterisoleres. Hvis kuldebroen ikke brydes, kan efterisolering betyde, at væggen bliver koldere langs loftet. Det samlede varmetab vil dog mindskes som følge af efterisoleringen.

Figur 242. Principsnit i ældre tag med gitterspær med ventileret, uudnyttet tagrum uden efterisolering.

Efterisolering af tagrum oppefra

Hvis tagrummet ikke udnyttes, og der er plads, er efterisolering oppefra den letteste løsning. Ved lav taghældning kan det være vanskeligt at arbejde i tagrummet, derfor kan det af arbejdsmiljømæssige hensyn være hensigtsmæssigt at vælge at efterisolere med løsfyld.

Mulighederne for efterisolering oppefra afhænger af den eksisterende dampspærres kvalitet og dens indbygning, se afsnit 8.2.3, Dampspærre ved tagrenovering.

Eksempel på ventileret tagrum, der er efterisoleret oppefra er vist i figur 243.

Figur 243. Principsnit i tagfod af ventileret tagrum, der er efterisoleret oppefra. For at sikre ventilation ved tagfod er der monteret et vindbræt mellem spærrene. Dampspærre er monteret nedefra direkte på eksisterende loftbeklædning, og derefter er der opsat ny loftbeklædning. Dampspærren i loftet er samlet tæt mod tilstødende vægge ved klæbning med butylbånd og klemliste. En eventuel eksisterende dampspærre behøver ikke blive fjernet, da den ligger på den varme side af isoleringen, og der derfor ikke er risiko for opfugtning.

Efterisolering af tagrum nedefra

Ved efterisolering af tagrum nedefra er der normalt behov for at etablere en dampspærre, som skal sluttes tæt mod væggene. Ved vægge med en egentlig dampspærre, fx en folie, sikres tæthed bedst ved at klæbe loftets og væggens dampspærrer sammen.

Ved pudsede murstens- eller letbetonvægge bør loftets dampspærre både klæbes og klemmes mod væggen, fx med folieklæber eller butylbånd og en liste, se figur 244.

En eksisterende dampspærre eller et andet diffusionstæt lag skal normalt fjernes, inden der efterisoleres, da den vil ligge højt oppe i isoleringslaget, hvor der er risiko for lave temperaturer, se To dampspærrer ved nybyggeri og renovering (Byg-Erfa, 2018). Da det eksisterende loft ikke vil være synligt efter gennemførelse af efterisoleringen, kan en eventuel tæt malebehandling, fx oliemaling, på et pudset loft fjernes, så den ikke længere vil fungere som dampspærre. Herefter opsættes skelet med varmeisolering. Efterisoleringen kan med fordel ske i flere lag, så dampspærren kan placeres lidt inde i konstruktionen (maksimalt 1/3 oppe, hvis det er i bolig), så den er beskyttet. Nederst etableres ny loftbeklædning.

Loftbeklædning skal mindst være klasse K₁ 10 D-s2,d2 (klasse 2 beklædning) ved fritliggende enfamiliehuse og klasse K₁ 10 B-s1, d0 (klasse 1 beklædning) ved etageboliger, se afsnit 2.5, Brandkrav til tage.

Figur 244. Eksempel på opsætning af dampspærre mod væg (her vist med puds på mursten) ved efterisolering af loft nedefra. En bane dampspærre klæbes, fx med butylbånd, og klemmes til ydervæggen. Når dampspærren på den øvrige del af loftet er monteret, tapes banen sammen med den øvrige dampspærre. Tapening skal ske på fast underlag. Herefter kan der eventuelt monteres yderligere varmeisolering på undersiden, og til sidst monteres ny loftbeklædning.

8.3.4 Efterisolering af ventilerede paralleltage

De typiske ventilerede paralleltage er:

Paralleltage med ventilationsspalte – både flade og rejste
Det skrå loft i hanebåndstage
Ventilerede tagelementer.

I forbindelse med efterisolering af et ventileret paralleltag med diskontinuert tagdækning kan taget omdannes til et uventileret tag, dvs. tag med diffusionsåbent undertag. Derved vindes noget konstruktionshøjde, som kan udnyttes til merisolering. Den derved vundne højde vil dog sjældent være særlig stor, typisk maksimalt 70 mm. Et ventileret paralleltag med kontinuert tagdækning kan ved efterisolering omdannes til varmt tag.

I tagkonstruktioner, hvor der både er ventileret paralleltag og ventilerede rum, fx tag på hanebåndsspær med skunkrum og/eller spidsloft, se figur 245a, er der behov for at kombinere løsningerne beskrevet i dette afsnit med løsninger beskrevet i afsnit 8.3.3, Efterisolering af ventilerede tagrum, og afsnit 8.3.6, Efterisolering af skunkrum.

Hvis der ikke efterisoleres i alle dele af taget, skal det sikres, at en eventuel ny dampspærre er forbundet tæt til tilstødende bygningsdele i den ikke-efterisolerede konstruktion – også selv om denne ikke er diffusionstæt (damptæt), men kun lufttæt, fx en ældre pudset overflade.

Figur 245. Principsnit i to typiske ventilerede paralleltage inden efterisolering.

Et traditionelt tegltag på hanebåndsspær med udnyttet tagetage, hvor den midterste del med skråt loft udgør det ventilerede paralleltag, mens skunkrum og spidsloft principielt er ventilerede tagrum.
Et ventileret paralleltag (built-up-tag) med lille hældning og tagdækning med tagmembran.

Efterisolering udefra

Efterisolering udefra af ventilerede paralleltage med tagmembran, fx flade built-up-tage, er beskrevet under afsnit 8.3.2, Ændring af kolde tage til varme tage.

Udvendig efterisolering af ventilerede paralleltage med fx tagsten eller skifer sker især i forbindelse med, at tagdækningen alligevel skal skiftes. Ekstra plads til efterisolering kan etableres ved at påfore spærene udvendig, så den nye tagdækning bliver hævet i forhold til tidligere, se figur 246.

Ved udvendig efterisolering, hvor der fores på spærene, så taget hæves, vil tagfoden typisk skulle ændres, så der fortsat er den nødvendige ventilation af taget. Opbygningen følger samme regler med hensyn til ventilation som beskrevet under afsnit 2.3, Ventilation af tage.

Montering af dampspærre både oppefra og nedefra udføres som beskrevet under efterisolering af ventileret tagrum, se afsnit 8.3.3, Efterisolering af ventilerede tagrum.

Løsninger til udvendig efterisolering og montering af dampspærre udefra i tage, hvor det ventilerede paralleltag har forbindelse til et skunkrum er beskrevet i afsnit 8.3.6, Efterisolering af skunkrum.

Ved etablering af ny diskontinuert tagdækning, fx tagsten eller skifer, bør der som regel også etableres et undertag. Det skyldes, at der ved paralleltage ikke er mulighed for at inspicere og udbedre tagdækningens underside.

Figur 246. Princip for efterisolering udefra af ældre, ventileret paralleltag med nyt fast undertag og tagsten. Der er påforet en planke på siden af eksisterende spær for at skaffe plads til supplerende isolering. Ventilationsspalten under undertaget skal i gennemsnit have en højde på mindst 45 mm (fast undertag). Anvendes i stedet undertag af banevarer eller fleksible plader, fx træfiberplader, skal spalten derimod projekteres med en højde på mindst 70 mm, fordi undertaget vil hænge mellem spærene. I eksemplet er der etableret dampspærre nedefra på det eksisterende loft, og der afsluttes med en pladebeklædning.

Efterisolering nedefra

Ved indvendig efterisolering af ventilerede paralleltage er taghældning og tagdækning uden betydning for udførelsen. For alle taghældninger og tagmaterialer vil indvendig efterisolering betyde lavere lofthøjde.

Behovet for en ny dampspærre vurderes ud fra den eksisterende dampspærres placering og tilstand.

Hvis en eksisterende dampspærre er tætsluttende og højst kommer til at ligge 1/3 inde i varmeisoleringen målt fra den varme side (i fugtbelastningsklasse 1 og 2) efter, at efterisoleringen er udført, kan dampspærren normalt bevares, og der er ikke behov for en ny dampspærre. I øvrige fugtbelastningsklasser skal der anvendes mere isolering på den kolde side, se tabel 5 og tabel 28.

Hvis dampspærren er defekt skal der etableres en ny dampspærre. Ligeledes skal der etableres en ny dampspærre, hvis en eksisterende dampspærre kommer til at ligge mere end 1/3 inde i varmeisoleringen (i fugtbelastningsklasse 1 og 2) efter, at efterisoleringen er udført – og i dette tilfælde skal den oprindelige dampspærre fjernes !

Det er ofte lettest at placere dampspærren på den indvendige side af spærene, hvor den kan monteres sammenhængende. Tilslutning til tunge vægge, af fx mursten eller letbeton, skal udføres tæt. I praksis sker dette lettest ved at klemme og klæbe dampspærren til væggen svarende til princippet vist på figur 244, se også afsnit 8.2.3, Dampspærre ved tagrenovering. Ved tilslutning til lette vægge med dampspærre, bør den nye dampspærre i loftet tapes sammen med væggens dampspærre.

Indvendig efterisolering af ventileret paralleltag svarer i princippet til indvendig efterisolering af ventileret tagrum, se afsnit 8.3.3, Efterisolering af ventilerede tagrum.

Metoder til indvendig efterisolering af ventileret paralleltag med forbindelse til skunkrum er beskrevet i afsnit 8.3.6, Efterisolering af skunkrum.

8.3.5 Uventilerede paralleltage

Uventilerede paralleltage er typisk flade tage udført med tagelementer eller rejste paralleltage med diffusionsåbent undertag. Eksempler på opbygning af uventilerede tage er vist på figur 247.

Efterisolering af rejste tage med diffusionsåbent undertag sker på samme måde som for tilsvarende tage med ventileret undertag, se afsnit 8.3.4, Efterisolering af ventilerede paralleltage.

Efterisolering af uventilerede, flade paralleltage sker normalt som anført i afsnit 8.3.2, Ændring af kolde tage til varme tage.

Figur 247. Principsnit i to typer uventilerede paralleltage uden efterisolering.

Rejst tag med diffusionsåbent undertag og diskontinuert tagdækning, fx tagsten eller plader.
Uventileret paralleltag med tagmembran og fugtadaptiv dampspærre. Over varmeisoleringen kan der i ældre konstruktioner være et uventileret hulrum.

8.3.6 Efterisolering af skunkrum

I tagkonstruktioner med skunkrum er der behov for at varmeisolere skunkrummet på lige fod med resten af taget. Skunkrum er i princippet tagrum og findes typisk i tage med hanebåndsspær, se figur 245a. På grund af trange pladsforhold og en ofte kompliceret udformning af skunkrum, hvor mange bygningsdele mødes, er bygbarheden ofte afgørende for valg af efterisoleringsløsning.

Efterisolering af skunkrum kan udføres på to forskellige måder:

Isolering langs taget, hvorved der opnås en varm skunk, dvs. at skunkrummet ligger på den varme side af isoleringen
Isolering af skunkrummets gulv og væg, hvorved der opnås en kold skunk, fordi skunkrummet ligger på den kolde side af isoleringen.

Valg af løsning beror især på udformningen af spær og tagfod, pladsforhold i skunkrummet, placering af installationer, og om taget eller de indvendige vægge udskiftes i forbindelse med efterisoleringen. Blot fordi eksisterende varmeisolering har været ført lodret og vandret, behøver efterisoleringen ikke blive udført på samme måde.

Varm skunk må som hovedregel foretrækkes, fordi skunkrummet ofte bliver udnytteligt. Især hvor der er installationer i skunkrummet, er varm skunk en fordel, da mange installationer ikke kan tåle frost. Desuden bliver eventuelle installationer lettere at inspicere og vedligeholde, og eventuelt varmetab fra installationer kommer huset til gode.

Hvis der vælges kold skunk, må frostfølsomme installationer isoleres særskilt.

Da arbejde i skunkrum ofte sker på meget trang plads, skal man være opmærksom på arbejdsmiljøet i forbindelse med arbejdet, jf. afsnit 10, Arbejdsmiljø ved arbejde på tag. Da især efterisoleringsarbejder indefra som regel medfører vanskelige arbejdsforhold, anbefales det, at efterisolering af skunkrum så vidt muligt sker udefra.

Udførelse af dampspærre i skunkrum

Dampspærren i skunkrum skal forbindes til dampspærren/det lufttætte lag i den del af taget, hvor der er ventileret paralleltag. Hensynet til bygbarhed tæller højt for at sikre den bedst mulige udførelse af især dampspærren. I praksis er det vanskeligt at sikre tætheden af en ny dampspærre ved montering inde fra skunkrummet på grund af ofte meget begrænsede pladsforhold. Arbejdsbetingelserne kan forbedres, hvis tagdækningen over skunkrummet kan fjernes, så arbejdet kan udføres udefra, fx i forbindelse med udskiftning af tagdækningen.

Ved etablering af dampspærren er der følgende kritiske punkter:

Dampspærren skal slutte tæt til ydervæggens dampspærre/tæthedsplan
Dampspærren skal slutte tæt til tagets (eventuelle) dampspærre/tæthedsplan
Samlinger i dampspærren skal udføres tætte ved klæbning eller tapening af banerne over fast underlag.

Desuden skal der sikres tæthed mellem ydervæg og tagrem, så der ikke trænger udeluft under tagremmen og ind i opholdsrummene i stueetagen.

Forhold vedrørende udførelse af dampspærre ved efterisolering af tage er også beskrevet i afsnit 8.2.3, Dampspærre ved tagrenovering, og afsnit 8.2.4, Lufttæthed ved renovering.

Efterisolering udefra

Efterisolering af skunkrum udefra er især velegnet i forbindelse med udskiftning af tagdækning, da løsningen kræver, at den eksisterende tagdækning fjernes. Den ekstra plads til efterisolering kan ved udskiftning af tagdækning ofte skaffes ved at påfore spærene udvendig, så den nye tagdækning bliver hævet i forhold til tidligere.

Alternativt kan efterisolering udefra udføres ved kun at nedtage tagdækningen på den nederste del – der kan i så fald ikke fores på spærene udadtil.

Ved efterisolering udefra berøres det udnyttede tagrum ikke, og den indvendige væg- og loftbeklædning kan bevares.

Det skal sikres, at ventilationen ikke blokeres ved tagfod, under tagdækning eller undertag, se afsnit 8.2.1, Ventilation ved tagrenovering.

Varm skunk – udefra

Efterisolering udefra af paralleltag med varmt skunkrum udføres principielt som efterisolering udefra af ventileret paralleltag, se afsnit 8.3.4, Efterisolering af ventilerede paralleltage. Der skal dog etableres et underlag, fx af forskallingsbrædder, til fastholdelse af varmeisoleringen, hvis den eksisterende varmeisolering ikke før har været ført langs taget. Dampspærren kan monteres udefra mod forskallingen som baner i hvert spærfag. Dampspærren føres mindst 50 mm op ad spærsider og fastgøres, fx med butylbånd og efterfølgende klemning med en liste, se figur 239 eller figur 248. Dampspærren i skråvæggen skal samles lufttæt til ydervæggen, fx kan samling mod ydervæg ske til rem. Til sidst monteres isolering, eventuelt undertag og tagdækning.

Kold skunk – udefra

Efterisolering udefra af paralleltag med koldt skunkrum udføres principielt som efterisolering udefra af ventileret paralleltag, se afsnit 8.3.4, Efterisolering af ventilerede paralleltage. I skunkrummet føres dampspærren ubrudt mellem spær/skunkstolper i overgangen fra skunkgulv til skunkvæg, se figur 248.

Dampspærren kan monteres udefra mod forskallingen som baner i hvert spærfag. Dampspærren føres mindst 50 mm op ad spærsider og fastgøres, fx med butylbånd og efterfølgende klemning med en liste, se figur 248. Dampspærren i skråvæggen skal samles lufttæt til ydervæggen, fx kan samling mod ydervæg ske til rem. Til sidst monteres isolering, eventuelt undertag og tagdækning.

Figur 248. Principskitse af efterisolering udefra af paralletag med koldt skunkrum i tagkonstruktion med traditionel etageadskillelse med træbjælkelag med lerindskud og pudsede vægge og loft. Der efterisoleres udefra langs skunkvæg og -gulv i forbindelse med påforing af spær og etablering af ny tagdækning. Eksisterende skunkvæg og loft bevares, så dampspærre monteres udefra efter princippet beskrevet på figur 239 og figur 240. Isolering på skunkvæggen fastholdes med ståltråd eller brædder. Dampspærren på skunkrummets gulv og væg skal samles tæt, og ligeledes skal dampspærren på gulvet samles tæt med ydervæg/rem. Til sidst monteres isolering, eventuelt undertag og tagdækning (Møller, 2012).

Efterisolering indefra

Efterisolering af skunkrum indefra anvendes kun, hvor der ikke ønskes indgreb i eller udskiftning af tagdækning.

Efterisolering indefra medfører som regel dårligere arbejdsforhold end tilsvarende arbejder udefra pga. snævre pladsforhold.

Ved efterisolering indefra berøres tagdækning og eventuelt undertag ikke. Efterisolering indefra forudsætter, at den eksisterende tagdækning og eventuelt undertag er tæt for vand udefra.

Det skal sikres, at ventilationen ikke blokeres ved tagfod, under tagdækning eller undertag, se afsnit 8.2.1, Ventilation ved tagrenovering.

Varm skunk – efterisoleret indefra

Efterisolering af paralleltag indefra med etablering af varm skunk er mulig og er især simpel ved hanebåndsspær uden bærende skunkstolper. Dampspærren kan i det tilfælde føres ubrudt på indersiden af spærene til tagfoden. Hvis skunkstolper ikke kan fjernes, kan der anvendes manchetter eller damptæt skot, fx af krydsfiner, for at sikre tætheden af dampspærren omkring skunkstolperne, se figur 249.

I overgang mellem tagfod og ydervæg må dampspærren brydes på tværs af spærfoden for at kunne fastgøres til ydervæggen. Der kræves særlig omhu for at udføre tætte samlinger omkring spærfoden. Der kan fx laves et damptæt skot af krydsfiner, som nedsættes mellem spærene og føres hen over spærfoden, se se figur 249. Samlinger mellem skot og spær tætnes med elastisk fugemasse.

Den nye varmeisolering langs taget i skunkrummet anbringes mellem påforinger på indersiden af spær, og isoleringen fastholdes, fx med ståltråd.

Ventilationsforholdene i tagkonstruktionen i det efterisolerede skunkrum skal svare til det eksisterende paralleltag, dvs. enten ventileret, se afsnit 8.3.4, Efterisolering af ventilerede paralleltage, eller uventileret, se afsnit 8.3.5, Uventilerede paralleltage.

Eksempel på efterisolering indefra af ventileret paralleltag med varmt skunkrum er vist på figur 249 og figur 250.

Figur 249. Eksempel på efterisolering indefra af paralletag med varmt skunkrum i etagebolig med traditionel etageadskillelse med træbjælkelag med lerindskud. Der er foret på spærhovedet indefra for at skaffe plads til ekstra isolering. Ved tagfod fjernes eksisterende skunkgulv og indskudslag, så der kan tætnes med skot mellem spærhoveder ved tagfod. Skottet tætnes mod omgivende træværk med fugemasse, så det kan danne underlag for montering af dampspærre indefra. Der monteres også skot omkring skunkstolper. Det fjernede indskudslag skal efterfølgende reetableres for, at bevare etageadskillelsens brandmodstandsevne, se figur 250. Isolering monteres mellem spær og påforinger og fastholdes, fx med ståltråd eller forskallingsbrædder. Til sidst monteres indvendig beklædning. (Efter
www.efterisolering.sbi.dk) (Kragh et al., 2014).

Figur 250. Eksempel på færdigt efterisoleret paralleltag med varmt skunkrum i etagebolig med tagrum med traditionel etageadskillelse med træbjælkelag med lerindskud. Dampspærren i skråvæggen/taget skal samles lufttæt til ydervæggen (her vist som massiv murstensvæg). Eventuelt kan samling mod ydervæg ske til rem. (Efter www.efterisolering.sbi.dk) (Kragh et al., 2014).

Kold skunk – efterisoleret indefra

Efterisolering af koldt skunkrum indefra medfører, at der, efter at isoleringen er monteret, kun bliver lidt plads tilbage i skunkrummet. Det kan derfor være en fordel at fjerne skunkvæggen, mens isoleringsarbejdet pågår. Ved efterfølgende retablering af skunkvæggen skal det sikres, at den kan fastgøres forsvarligt.

Det er normalt vanskeligt at forbinde en ny dampspærre, som er monteret mellem spærfødderne i skunkgulvet, med dampspærren i skunkvæggen. I praksis kan dette udføres i flere tempi, som vist på figur 251.

Der monteres et damptæt skot, fx af krydsfiner, mellem spærfødderne under den kommende skunkvæg. Skottet sluttes damptæt mod spærfødderne med tape eller fugemasse.
Dampspærre monteres og fastgøres til ydervæg/rem og spærfødder, evt. på underlag af hård varmeisolering, som vist på figur 251 og figur 252.
Dampspærren på gulvet fastgøres til skot.
Varmeisolering monteres på skunkgulvet.
Der monteres forskallingsbrædder på bagside af skunkstolper eller på eventuel påforing til fastholdelse af isolering på skunkvæg.
Varmeisolering monteres i skunkvæg.
Dampspærre monteres på inderside af skunkstolper og skot, og der etableres tæt forbindelse til skot og skråloft.
Der monteres ny beklædning af skunkvæg.

Fastgørelse af dampspærre mellem spær og fastgørelse til ydervæg kan fx udføres som vist i afsnit 8.2.3, Dampspærre ved tagrenovering.

Ved boligbyggeri, hvor efterisoleringen er mindst dobbelt så tyk som den eksisterende varmeisolering, kan vandret dampspærre eventuelt lægges oven på den eksisterende varmeisolering og ved skunkvæg føres lodret op.

Eksempel på efterisolering indefra af ventileret tag med koldt skunkrum i henholdsvis fritliggende enfamiliehus og etagebolig er vist i figur 251 og figur 252.

Figur 251. Eksempel på skunkrum i fritliggende enfamiliehus med ventileret tag, der efterisoleres indefra langs skunkgulv og -væg. Der etableres ny skunkvæg og nyt skråloft. Dampspærre i skunkvæg og gulv samles på hver side af et skot, fx af krydsfiner, der monteres tæt mellem spærfødder under skunkvæg. Numrene på figuren henviser til beskrivelsen ovenover (Møller, 2012).

Figur 252. Eksempel på kold skunk i ældre etageejendom, der er efterisoleret indefra. Dampspærren i gulv er monteret på et lag hård varmeisolering i skunkrummet, hvor eksisterende lerindskud er erstattet med nyt indskudslag af gipsplader (monteret på lister på spærsider), så brandmodstandsevnen bevares. Dampspærrerne i skunkrummets gulv og på skunkvæggen skal samles tæt, så der er et gennemgående tætningsplan. (Efter www.efterisolering.sbi.dk) (Kragh et al., 2014).