Gå til indhold

10 Arbejdsmiljø ved arbejde på tag

Ved arbejde og færdsel på tage er der en række arbejdsmiljøforhold, der skal iagttages. Disse er ofte: 
  • Gennemstyrtningsfare udvendig
  • Gennemstyrtningsfare indvendig, særligt ved renovering
  • Transport af byggematerialer til og på tag
  • Tunge løft og dårlige arbejdsstillinger.
Afhængigt af arbejdsmetoderne kan der også forekomme arbejdsmiljøforhold som skyldes:
  • Støv
  • Støj
  • Kemikalier.
Arbejdsmiljøforhold afhænger af de arbejdsprocesser, som vælges til at udføre arbejdet. 
Arbejdsmiljøforhold kan kortlægges og forebygges ved at sørge for god planlægning under projekteringen og ved at sørge for, at arbejdsmiljøet koordineres blandt de enkelte entreprenører. 
Arbejdsmiljøforhold kan håndteres ved at gennemtænke, hvordan byggepladsen indrettes, herunder hvordan ned- og gennemstyrtningsfare håndteres i fællesskab, fx ved etablering af rækværker og skærme. Rækværker og skærme skal opfylde specifikke kriterier med hensyn til dimensioner og styrke. Faldsikring kan kun anvendes, når det ikke er muligt at etablere kollektive foranstaltninger. De må kun anvendes for opgaver på ca. 4 timer i alt. Anvendelse af faldsikring kan være nødvendig på bygninger med skæve vinkler, halbyggeri mv. 
Ved renovering er det vigtigt at være opmærksom på underlagets bæredygtighed, særligt lægterne i forhold til tagets alder og tilstand.
Leverandører skal i deres brugsanvisning anvise, hvordan bygningsdele, fx spær og ovenlysvinduer, skal monteres. Denne information skal medtages ved projektering og planlægning af arbejdet. Man skal være opmærksom på, at nogle komponenter eller bygningsdele, fx spær, fungerer som ’tekniske hjælpemidler', fordi håndværkerne færdes på dem i forbindelse med tagarbejdet. 
Det er vigtigt at overveje, hvordan transport af byggematerialer til og på tag skal foregå, og hvilke tekniske hjælpemidler der kan lette arbejdsgangene.

10.1 Særlige krav ved arbejde på tag

Ved arbejde og færdsel på selve taget er der særlige krav til sikkerhedsforanstaltninger i forhold til nedstyrtning og gennemstyrtning afhængigt af tagets hældning. Ved ’tag’ forstås tagdækning og underlag for tagdækning, herunder fx lægter og brædde- og pladeundertag. Der skelnes mellem tag:
  • Med hældning under 15°
  • Med hældning 15°-34°
  • Med hældning 34°-60°
  • Med hældning over 60°.
De forskellige krav er beskrevet i At-vejledningen Fald fra højden ved arbejde på tage (Arbejdstilsynet, 2014a). 
For alle taghældninger gælder, at der skal sikres mod nedstyrtning ved tagkanten uanset højden, hvis der er særlig fare for nedstyrtning eller særlig fare for tilskadekomst ved nedstyrtning. Det kan både dreje sig om underlaget på taget, om genstande på terræn og beskaffenhed af terræn.
Anden risiko for nedstyrtning og gennemstyrtning på byggepladsen, fx ved arbejde på stillads, følger af At-vejledningen Fald fra højden på byggepladser (Arbejdstilsynet, 2014b). Disse regler gælder også konstruktioner, der bærer en tagdækning, fx spær og bjælker. Her skal der altid være sikkerhedsforanstaltninger, hvis der er nedstyrtningsfare, uanset højde over terræn.

10.1.1 Taghældning under 15°

På tage med hældning under 15 grader skal der sikres mod nedstyrtning ved tagkanten, når der er mere end 3,5 meter fra tagkant og til underlag. Højden kan hæves til 5 meter, hvis tagarbejdet foregår på et skridsikkert underlag og under gode vejr- og vindforhold. 
Dette gælder dog ikke, hvis der er særlig fare for nedstyrtning eller særlig fare for tilskadekomst ved nedstyrtning. 

10.1.2 Taghældning over 15°

Der skal sikres mod nedstyrtning ved tagkant, når der er mere end 2 meter fra tagfod til underlag, og der samtidig under arbejdets udførelse vil forekomme arbejde eller færdsel i en højde af mere end 5 meter over underlaget.
Dette gælder dog ikke, hvis der er særlig fare for nedstyrtning eller særlige fare for tilskadekomst ved nedstyrtning. I så fald skal der altid sikres.
Afhængigt af hældningen på taget og den lodrette afstand ved arbejde eller færdsel op ad tagfladen vil der være krav til ekstra skærme udover skærme ved tagkant.

10.1.3 Branchevejledninger og faktaark om tag

For mange tagarbejder findes der specifikke krav, som er udmøntet i branchevejledninger og faktaark blandt andet fra Branchefællesskabet for arbejdsmiljø i Bygge & Anlæg (BFA) (www.bfa-ba.dk) (tidligere Branchearbejdsmiljørådet for Bygge & anlæg – BAR). Branchevejledninger og faktaark har været til gennemsyn i Arbejdstilsynet for godkendelse af, at indholdet er i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen. Indholdet er normdannende for Arbejdstilsynets tilsyn.
Branchevejledningerne fra BFA omfatter blandt andet:
  • Branchevejledning om tagdækning (BFA, 2018) 
  • Tækkearbejde (BAR, 2015) 
  • Fakta om oplægning af undertag – banevarer (BAR, 2013)
  • Opstilling af gitterspær (BAR, 2011a)
  • Opstilling af hanebåndsspær (montering af top på terræn A) (BAR, 2011b)
  • Opstilling af hanebåndsspær (montering af top efter ophejsning B) (BAR, 2011c) 
  • Montage af saksespær (BFA, 2017a)
  • Montage af bjælkespær (BFA, 2017b) 
  • Montage af bjælkespær med kiprem (BFA, 2017c)
  • Montage af træelementer (BAR, 2016)
  • Oplægning af beton- og tegltagsten (BAR, 2002) 
  • Arbejde med isoleringsmaterialer (BAR, 2009).