5 TAGDÆKNINGER
Tagdækningen udgør tagkonstruktionens regnskærm og kan udføres af mange typer materialer. I det følgende gives anvisninger om udførelsen af en række almindeligt anvendte tagmaterialer. Anvisningerne er ikke fuldstændige med hensyn til udformning af alle detaljer, og derfor skal producentens anvisninger også altid iagttages.
5.1 Typer af tagdækninger
Grundlæggende kan tagdækninger inddeles i to hovedtyper, som har forskellig måde at sikre vandtæthed på:
- Kontinuerte tagdækninger
- Diskontinuerte tagdækninger.
5.1.1 Kontinuerte tagdækninger – banevarer mv.
Kontinuerte tagdækninger leveres i rulleform, som svejses eller klæbes vandtæt sammen på byggepladsen eller leveres som præfabrikerede belægninger. Med denne type tagdækning kan der opnås et vandtæt tag selv ved lave taghældninger.
Kontinuerte tagdækninger omfatter tagmembraner (tagpap og tagfolie). Både tagpap og tagfolie findes i flere materialesammensætninger, fx tagpap modificeret på basis af APP eller SBS og tagfolie af EPDM, PIB, PVC eller TPO.
Metaltagdækninger, fx zink og kobber, der samles mekanisk, fx ved falsning, henregnes også til gruppen af kontinuerte tagdækninger. For metaltagdækninger sker samling og dermed sikring af vandtæthed normalt ved falsning, som ikke sikrer vandtætheden så godt som svejsning eller klæbning af membraner. Metaltagdækninger kræver derfor lidt større fald end tagmembraner.
Tage med kontinuerte tagdækninger kan udføres med lav hældning, men det er dog en forudsætning, at vandet afledes forsvarligt, hvilket normalt sker til tagrender eller tagbrønde, jf. bygningsreglementets krav (BR18, § 328). Det er en forudsætning for god vandafledning, at taget har en hældning større end 1:40, jf. afsnit 1.4 i Bygningsreglementets vejledning om fugt og vådrum (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018c).
Kontinuerte tagdækninger oplægges normalt på et sammenhængende underlag, fx varmeisoleringsmateriale, krydsfiner eller høvlede brædder.
5.1.2 Diskontinuerte tagdækninger – tagsten, tagplader etc.
Diskontinuerte tagdækninger omfatter fx tagsten af tegl eller beton, cementbaserede bølgeplader, skifer (både cementbaserede og naturskifer) og metaltagdækninger, hvor vandtætheden opnås ved overlapsamlinger.
For denne type tagdækninger opnås den væsentligste del af vandtætheden ofte ved overlapsamlinger/overlæg mellem de enkelte sten eller plader, men også mekaniske samlinger anvendes, fx falsning eller klikfalse. Overlæg og samlinger kan have forskellig størrelse og geometrisk udformning.
For nogle typer af diskontinuerte tagdækninger kan vandtæthed ved større hældninger og/eller store overlæg opnås alene ved overlapsamlinger. Andre typer kræver undertag eller anden form for supplerende sikring af vandtætheden.
Undertage kan i en vis udstrækning kompensere for eventuelle åbninger i selve tagdækningen og skal derfor anvendes afhængigt af den ønskede type tagdækning og taghældning, se afsnit 3, Undertag .
Diskontinuerte tagdækninger kan kun anvendes på tage med relativt stor hældning. Mindre hældninger bør kun anvendes, når der er taget særlige forholdsregler for at sikre vandtætheden af konstruktionen, fx anvendelse af fast undertag, eller i henhold til leverandørens anvisninger. Generelt gælder, at større hældning og større overlæg forbedrer vandtætheden.
Bemærk, at den mindste hældning på tage af denne type ofte optræder ved tagfoden, og det er i så fald hældningen her, der er bestemmende for, hvilken type undertag der kan anvendes.
Diskontinuerte tagdækninger oplægges normalt på et underlag af lægter eller åse.
5.1.3 Taghældning og fladevægt
Tage kan klassificeres i tre typer afhængigt af vægten:
- Lette tage
- Tunge tage
- Særligt tunge tage.
Ved renovering, hvor der skiftes fra en tungere til en lettere tagdækning, skal det sikres, at forankringen af taget er tilstrækkelig til at sikre fastholdelsen med den lettere tagdækning. Skal der skiftes fra en lettere til en tungere tagdækning, skal det sikres, at bæreevnen af konstruktionen er tilstrækkelig.
Egenskaber for og eksempler på lette tage, tunge tage og særligt tunge tage fremgår af tabel 16.
Tabel 16. Eksempler på opdeling af tage i lette, tunge og særligt tunge, jf. TRÆ 59 (Træinformation, 2009) og TRÆ 65 (Træinformation, 2011).
Tagtype | Egenvægt | Eksempler |
|---|---|---|
Let tag | 0,25 kN/m² (inkl. lægter og undertag) | Tagmembran på krydsfiner eller brædder Metalplader på lægter, krydsfiner eller brædder Cementbaserede bølgeplader på lægter |
Tungt tag | 0,55 kN/m² (inkl. lægter og undertag) | Tagsten på lægter – alle former Stråtag – undtagen, hvis der er anvendt gipsbaseret plade som undertag (i så fald regnes med 750 N/m²) |
Særligt tungt tag | 0,80 kN/m² (inkl. lægter og fast undertag) | Græstørv, hvor tykkelsen eller vægten skal oplyses (c/c mellem spær er ofte mindre end 1,0 meter). |
Ved valg af tagdækning skal der tages hensyn til minimumskrav til hældningen på taget, for at vandtætheden kan sikres.
Eksempler på tagdækningsmateriale med angivelse af mindste taghældning og fladevægt fremgår af tabel 17. Det vil undertiden være muligt at anvende mindre taghældninger end anført, men det bør for at sikre vandtætheden kun ske efter aftale med leverandøren.
Tabel 17. Eksempler på tagdækninger med angivelse af mindste taghældning og omtrentlig fladevægt. I det konkrete tilfælde skal producentens oplysninger og retningslinjer vedrørende mindste taghældning følges. Omsætning mellem hældningsangivelser findes i Appendiks C.
Tagdækningsmateriale | Mindste taghældning [ ° ] | Omtrentlig fladevægt [N/m2] |
|---|---|---|
Tegltagsten – vinge med understrygning | 40 | 450 |
Tegltagsten – vinge med undertag | 20 | 450 |
Tegltagsten – fals med understrygning | 35 | 450 |
Tegltagsten – fals med undertag | 15 | 450 |
Betontagsten | 45 | 300 |
Betontagsten med undertag | 14 | 300 |
Betonstagsten med systemfuge | 20 | 380 |
Skifer (cementbaseret) med skiferkit | 34 | 200 |
Skifer (cementbaseret) med undertag | 18 | 200 |
Skifer (cementbaseret) diagonalt lagt med undertag | 18 | 200 |
Skifer (natur) med undertag | 20 | 400 |
Bølgeplader (cementbaseret) med tætningsbånd i vandrette overlægssamlinger | 14 | 180 |
Bølgeplader (cementbaseret) med undertag | 8 | 180 |
Tagpap | 1,4 | 100 |
Tagfolie | 1,4 | 20-30 |
Metal (baner til bearbejdning in situ, fx zink og kobber) m. tætningsmiddel i falsene | 3 | 20-100 |
Metalplader (præfabrikerede, fabrikslakerede plader) | 10 | 20-100 |
Strå | 45 | 50-100 |
Træspån | 45 | 25-35 |
Grønne tage | 1,4 | 500-2000 |
Glas | 2 | 400-600 |
5.2 Tagsten
Tagsten fremstilles af ler eller beton. Tagsten fremstilles i flere forskellige typer, hvoraf vingetagsten og falstagsten er de to mest almindelige. Der findes også andre, mindre udbredte stentyper, fx bæverhaler, romertegl og ’munk og nonne’.
Der er som hovedregel mange undertyper inden for hver stentype, og der kan til alle typer fås specialsten, fx rygningssten, dobbeltvingede tagsten, vindskedesten, tudtagsten og ventilationssten. Desuden findes et righoldigt tilbehør i form af bindere, tagfodselementer, ventilationsbånd mv.
Tætheden af tage med tagsten opnås ved simpelt overlap/overlæg mellem de enkelte tagsten. For at sikre vandtætheden suppleres normalt med undertag, understrygning eller tætningsbånd i overlapsamlingerne, se tabel 17.
Tage med tagsten hører sædvanligvis til kategorien tunge tage, se afsnit 5.1.3, Taghældning og fladevægt.
Brandklassificering af tagsten
Brandteknisk er tagsten af både tegl og beton forhåndsgodkendt som BROOF(t2), dvs. at de ikke medvirker til brand (EU-Kommissionen, 2000), se afsnit 2.5.1, Brand udefra.
5.2.1 Tegltagsten
Tegltagsten formes af æltet ler, som efter formning og tørring brændes ved ca. 1000° C. Derved opnås en stærk og frostfast sten.
Den traditionelle tegltagsten er en vingetagsten. Vingetagstenen har en enkel glat form med diagonalt afskårne hjørner og en knast på undersiden, så stenen kan hægtes fast på underlaget af taglægter, se figur 64.
Vingetagsten fremstilles ved strengpresning, hvor leret presses ud gennem et mundstykke, hvis åbning har form som tværsnittet på en tagsten. Leret afskæres i længde svarende til en sten og afskæres, så stenene får skrå hjørner.
Figur 64. Eksempel på vingetagsten af tegl, hvor vandtætheden sikres ved en simpel overlapsamling.
Falstagsten fremstilles i en tagstenspresse, hvor leret placeres mellem to halvforme, der trykkes mod hinanden, så den ønskede form opnås. Langs den ene side og i toppen er der en fals, som anvendes til at samle stenene. Falstagsten af tegl fremstilles med tilsvarende geometri som betontagsten, se figur 65.
Tegltagsten kan produceres i mange farver, fx røde, sorte, gule, gråblå, brune, og med mange typer overfladebehandling. Farverne afhænger af lerets kemiske sammensætning, men kan også fremkomme på anden vis, fx ved at teglstenen brændes uden tilførsel af ilt.
En tegltagsten uden overfladebehandling er diffusionsåben og fremstår mat i overfladen.
Overfladebehandling af tegltagsten sker normalt ved engobering eller glasering med eller uden farve, hvorved tagstenen får en mere tæt og glat overflade.
Engobering består i, at finkornede lermineraler brændes fast i overfladen. Engoberede tagsten fås med overflader, som spænder fra forholdsvis diffusionsåben overflade, som fremstår mat til mindre diffusionsåben og silkemat.
Ved glasering brændes en kvartsblanding fast i overfladen. Glaserede tagsten har diffusionstæt, blank overflade.
Gældende standarder for tegltagsten
Tegltagsten er omfattet af standarderne angivet i tabel 18. Prøvningsresultaterne skal opfylde kravene angivet i DS/EN 1304, Tegltagsten og tilbehør – Produktdefinitioner og specifikationer (Dansk Standard, 2005b). Der findes en nyere udgave af standarden fra 2013, men den er endnu ikke harmoniseret (Dansk Standard, 2013d).
Tolerancerne på tagsten vurderes ud fra et gennemsnit af ti tagsten. Middelværdien af tagstenenes længde og bredde skal ligge inden for ± 2 % af den deklarerede værdi. For vridning gælder, at middelværdien skal ligge inden for ± 1,5 % af summen af længde + bredde.
Tabel 18. Oversigt over prøvningsstandarder for tegltagsten.
Parameter | Nr. | Standard |
|---|---|---|
Bøjningsstyrke | DS/EN 538 | Tegltagsten til overlappende lægning. Prøvningsmetode for bøjningstrækstyrke (Dansk Standard, 1994) |
Vandgennemtrængelighed | DS/EN 539-1 | Tegltagsten til overlappende lægning – Bestemmelse af fysiske egenskaber – Del 1: Prøvningsmetode for tæthed (Dansk Standard, 2006) |
Frostfasthed | DS/EN 539-2 | Tegltagsten til overlappende lægning – Bestemmelse af fysiske egenskaber – Del 2: Frostprøvning (Dansk Standard, 2013e) |
Geometriske karakteristika | DS/EN 1024 | Tegltagsten til overlappende lægning – Bestemmelse af geometriske karakteristika (Dansk Standard, 2012b) |
5.2.2 Betontagsten
Betontagsten fremstilles af en beton med tilslag af sigtet grusmateriale. Stenene støbes i metalforme, så der opnås et ensartet og målfast produkt.
Betontagsten har omtrent samme dimensioner og form som tagsten af tegl og er ofte udført som falstagsten. I modsætning til falstagsten af tegl har falstagsten af beton dog ikke fals foroven og forneden. Betontagsten fremstilles ofte gennemfarvede og overflademalede – typisk i sort, skifer, koralrød og brun.
Betontagsten anvendes som tegltagsten, dvs. normalt med undertag. Da betontagsten er relativt målfaste, kan man uden videre regne med producentens opgivne lægteafstand.
Gældende standarder for betontagsten
Betontagsten er omfattet af standarden DS/EN 490, Betontagsten og tilbehør til tag- og vægbeklædning – Produktspecifikationer (Dansk Standard, 2011b). Prøvning af egenskaberne bøjningsstyrke, vandgennemtrængelighed, frostfasthed og geometriske karakteristika sker efter DS/EN 491, Betontagsten og tilbehør til tag- og vægbeklædning – Prøvningsmetode (Dansk Standard, 2011c).
Figur 65. Eksempel på tagsten af beton, hvor profileringen i falsen på den lange side bidrager til at sikre vandtætheden.
5.2.3 Opbygning af tagdækning med tagsten
Krav til mindste taghældning for tage med tagsten afhænger af typen af tagsten – især om det er vingetagsten eller falstagsten – og om der anvendes undertag i tagkonstruktionen eller ej.
Tage med tagsten og undertag kan generelt anvendes ned til taghældninger på 15-25° – afhængigt af stenmateriale og udformning. I det konkrete tilfælde skal leverandørens monteringsvejledning følges. Den maksimale hældning er normalt 85°. Enkelte typer tagsten kan anvendes på helt lodrette flader.
Tagstenstage kan udføres med understrygning i stedet for undertag. Hvis der anvendes understrygning, kan teglsten i form af falstagsten lægges på tage med en hældning ned til 35° og vingetagsten på tage med en hældning på ned til 40°. Der fås sten, hvor den acceptable taghældning er lavere. For betontagsten er det for nogle fabrikater muligt at anvende tagsten med understrygning ned til en hældning på 20°. Hvis understrygningen er udført omhyggeligt, kan den holde taget tæt i mange år. Understrygningen bør dog efterses ca. hvert femte år for at sikre, at den stadig dækker overalt og sidder fast. På tagflader, som er utilgængelige indefra, fx i paralleltage og ved skråvægge i udnyttede tagetager, bør understrygning ikke anvendes, da understrygningen ikke kan efterses og vedligeholdes.
Betontagsten med tætningsbånd indlagt i fugen kan ligeledes anvendes uden undertag ned til en taghældning på 20°.
Oversigt over typer af tagsten og krav til mindste taghældning fremgår af tabel 17.
Opbygning af tagdækninger med tagsten er principielt den samme for tegltagsten og betontagsten.
Tagsten oplægges normalt på en bærende konstruktion af træspær, fx hanebåndspær eller gitterspær.
Udover selve tagstenen indgår følgende elementer normalt i en tagdækning med tagsten:
- Undertag
- Afstandslister
- Taglægter
- Tagstensbindere.
Eksempler på opbygning af tagdækning med tagsten er vist i figur 66 og figur 67.
Figur 66. Eksempel på opbygning af tag med tagdækning af vingetagsten med ventileret, fast undertag.
Figur 67. Eksempel på opbygning af tag med tagdækning af betontagsten med ventileret undertag af banevare.
Undertag
Forhold vedrørende krav til undertage, herunder ventilation af undertage er beskrevet i afsnit 3, Undertag .
Afstandslister
Afstandslister anvendes ved tage med undertag for at:
- Hæve taglægterne, så vand og snavs kan passere under lægterne
- Sikre effektiv fastholdelse af undertaget
- Sikre god ventilation på undersiden af tagdækningen i sammenhæng med luftindtag ved tagfod og afkast ved kip.
Afstandslisten giver desuden plads til montage af bindere til fastholdelse af tagstenene.
Forhold vedrørende afstandslister er beskrevet mere udførligt i afsnit 3.1.2, Afstandslister.
Taglægter
Regler og retningslinjer for taglægter er anført i afsnit 2.6.1, Taglægter. Mere detaljeret beskrivelse findes fx i TRÆ 65 (Træinfomation, 2011)
De fleste tagstensleverandører opgiver lægteafstanden for den pågældende tagsten. Afstanden ligger normalt omkring 300 mm målt fra overkant lægte til overkant lægte. Undertiden udføres en prøveudlægning med de aktuelle tagsten for at bestemme lægteafstanden. Dette kræver, at alle sten leveres samtidig og er af samme batch.
Lægtningen udføres med en lægtningstolerance på ± 3 mm målt over spærene. Tolerancer må ikke ophobes i konstruktionen.
Tagstensbindere
Tagstensbindere anvendes til at fastgøre tagstenene til lægterne. Tagstensbindere skal være mærket med, hvilken tagstenstype og lægtedimension, de passer til, da de fremstilles specifikt til den aktuelle kombination af tagstensmodel og lægtedimension. Tagstensbinderne leveres sammen med tagstenene. Bindere til falstagsten findes som sidefalsbinder og nakkeklemmer, se figur 68. Til vingetagsten findes bindere og kramper, se figur 64.
Binderne skal være bestandige mod vejrliget, så de ikke korroderer. Tagstensbindere leveres typisk i en legering af aluminium og zink eller af rustfrit stål.
Tagstensbinderes modstandsdygtighed mod vindsug prøves efter DS/EN 14437, Bestemmelse af modstandsevne over for vindløft af oplagte ler- eller betontagsten til tagdækning – Prøvningsmetode for tagsystemer (Dansk Standard, 2005c).
Anvendelse af tagstensbindere er desuden beskrevet i afsnit 5.2.5, Udførelse af tag med tagsten.
Figur 68. Sidefalsbinder og nakkeklemme til binding af falstagsten til taglægter.
5.2.4 Ventilation af tage med tagsten
Tage med tagdækning af tagsten skal ventileres på undersiden af tagstenene for at minimere risikoen for et for højt fugtindhold i tagstenene og dermed risikoen for frostskader. Hvis der anvendes ventileret undertag, skal der desuden ventileres mellem undertag og varmeisolering.
Normalt udføres ventilation af tage med tagsten via ventilationsåbninger ved tagfod og kip.
For tage med tegltagsten skal der være et åbningsareal på mindst 200 cm2 pr. løbende meter ved tagfod, og mindst 100 cm2 pr. løbende meter ved kip, skotrender og grater for at sikre tilstrækkelig ventilation på undersiden af tagstenene. For husdybder op til 12 meter skal der være en gennemgående spalte under tagstenene på mindst 200 cm2 pr. løbende meter.
For at opnå tilstrækkelig åbning ved tagfod og samtidig forhindre indtrængende skadedyr bør der anvendes et insektnet/fuglegitter med indbygget ventilationselement i bunden, se figur 69a. Der findes specielle bøjler til fastholdelse af fuglegitteret, så det undgås at perforere undertaget ved fastgørelsen. Ved kip, skotrende og grater skal der være tilsvarende åbningsareal til sikring af ventilation af tagstenenes underside. Ved kip og grat anvendes ofte et ventileret grat-/rygningsbånd i form af et formbart inddækningsmateriale med perforeringer, som hindrer indtrængning af skadedyr og nedbør samt reducerer UV-eksponeringen af undertaget, se figur 69b.
For betontagsten er der ikke de samme krav til ventilation af betontagstenenes underside som for tegltagsten. Ved tagfod kan der derfor eventuelt anvendes almindeligt fuglegitter, dvs. uden ventilationselement. I det konkrete tilfælde er det leverandørens anvisninger for ventilation af tagstenens underside, der skal følges.
Generelle retningslinjer for ventilation af tage fremgår af afsnit 2.3, Ventilation af tage.
Figur 69. Undersiden af tegltagsten skal ventileres for at undgå for højt fugtindhold i tegltagstenen, som kan føre til frostskader; samtidig må skadedyr ikke kunne trænge ind i tagkonstruktionen.
- Eksempel på etablering af ventilationsåbning ved tagfod ved anvendelse af ventileret fuglegitter, som her er vist fastholdt med fuglegitterbøjle for at undgå perforering af undertaget.
- Eksempel på etablering af ventilationsåbning ved kip ved anvendelse af ventileret rygningsbånd, se også figur 72-figur 74.
5.2.5 Udførelse af tag med tagsten
Før oplægning af tagsten bør følgende opmærksomhedspunkter kontrolleres:
- Dækbredden ved en prøveoplægning. Herunder kontrolleres også, om tagstenenes dækbredde passer med tagfladens samlede bredde. Eventuelt må der justeres, fx ved at tilpasse udhængsbredden.
- Tagfladerne skal være vinkelrette, hvilket kan sikres enten ved at afsætte vinklen med en 3-4-5-trekant eller ved at undersøge, om diagonalmålene på tagfladen er ens, samtidig med at tagfladens længde ved tagfod og kip er ens.
- Lægteafstanden skal svare til stenene som oplyst af leverandøren eller fundet ved en prøveoplægning.
- Undertaget skal ligge korrekt, herunder være strammet op og ikke beskadiget.
- Undertaget kan føres op ad eventuelt vindskedebræt.
- Afstandslisterne er mindst 25 mm tykke og af trykimprægneret træ eller tilsvarende materiale.
Oplægning af tagsten
Oplægning af tagsten sker på taglægter, som udlægges med den oplyste og/eller ved prøveoplægning fundne lægteafstand. For tegltagsten anbefales en prøveoplægning, mens det for betontagsten ikke er nødvendigt med prøveoplægning, da de er mere målfaste end tegl. Tagfladens længde og bredde bør ved projekteringen være afpasset til den valgte tagsten, så skæring om muligt kan undgås. Ved gavle, hvor der anvendes vindskedesten eller dobbeltvingede tagsten, er skæring ikke mulig. Tilpasning af sten til tagfladens længde/højde kan om nødvendigt ske ved skæring af øverste række. Ved skæring af øverste række tagsten skal disse fastgøres under overlæg med rustfri skrue med pakning.
Den nederste lægterække monteres, så tagstenene målt vandret stikker 30-40 mm ud i tagrenden. Med udgangspunkt i første lægterække afsættes de øvrige lægters placering med den oplyste eller fundne lægteafstand, og så afstanden fra kip til overkant øverste lægte er i overensstemmelse med det af leverandøren oplyste mål. Yderligere information om prøveudlægning og lægteplacering findes fx i Tegl 36, Oplægning af tegltage (MURO, 2005 [under revision, red.]).
Inden tagstenene løftes op på taglægterne, afsættes markering på lægterne for hver 3. sten eller efter leverandørens oplægningsvejledning.
Oplægningen sker fra højre mod venstre, på følgende måde:
- Der startes i nederste højre hjørne og sluttes øverst til venstre. Efter oplægning af første række kontrolleres, at tagstenene:
- hvis der er anvendt dobbeltvingede tagsten, har det fornødne fremspring på ca. 30 mm ved gavlene, når vindskeden er monteret.
- hvis der er anvendt vindskedesten, mellem ’sværd’ og gavl er ca. 10 mm afstand.
- stikker korrekt ud i tagrenden.
- Efter at tre lodrette rækker tagsten er lagt til tagryg kontrolleres, at stenene ligger lige over hinanden.
- Øverste række langs tagryg lægges. Justering som ved nederste række.
- Lægning af resten af tagstenene startende nedefra og op. Hver 3. række kontrolleres, fx med retholt i forhold til markeringerne på lægterne. Tolerancen er ± 2 mm målt over et gennemsnit af 10 tagsten.
For falstagsten skal falsene falde tæt sammen som fer og not. Herved sikres tagfladens tæthed og stabilitet. Vingetagsten skal ligge tæt sammen, så de skrå hjørneafskæringer bliver mindst mulige.
Binding af tagsten
Binding af tagsten sker i forbindelse med oplægningen af tagstenen.
For tegltagsten bindes mindst hver anden tagsten i diagonale rækker, se figur 70, mens det for betontagsten ofte kun er hver tredje sten, der bindes. Dog skal alle tagsten bindes, hvis de er placeret i randzoner, herunder nederste eller næstnederste vandrette række, øverste række ved kippen, i yderste række ved gavl og alle sten langs skotrender, ovenlys og ved gennemføringer i tagfladen.
Det anbefales, at den projekterende ved udsat beliggenhed foretager vurdering af, om omfanget af bindinger skal øges under hensyntagen til bygningens beliggenhed (terrænklasse), udformning og lokale vind- og turbulensforhold. Som eksempler på særlig udsat beliggenhed kan nævnes:
- Kystnære områder
- Områder, der kan henføres til terrænkategori I og II efter Eurocode 1 – Del 1-4, Generelle laster – Vindlast (Dansk Standard, 2007c).
- Enkeltstående og høje bygninger (tre etager og derover)
- For enden af en gade med høje bygninger på hver side, hvor der dannes en slugt (tunneleffekt).
Figur 70. For tegltagsten bindes mindst hver anden sten i diagonale rækker (markeret med mørkerødt) samt alle sten i randzoner, fx kip og tagfod, samt alle sten ved gennembrydninger, fx ovenlysvinduer, gennemføringer mv. Ved at binde stenene diagonalt opnås, at hver enkelt sten fastholdes i tagfladen. For betontagsten er det ofte kun hver tredje sten, der bindes.
For tage med særlig udsat beliggenhed skal alle tagsten bindes, når der er tale om tegltagsten, mens leverandørerne af betontagsten ofte kun foreskriver binding af hver anden sten.
I særlige tilfælde vil det ikke være nok at binde tagstenene til lægterne, fx for mansardtage og andre stejle tage (med hældning over 60°) skal alle sten skrues fast med rustfri stålskruer som supplement til binderen.
Fastgørelse af specialsten til fx rygning og grat sker ofte med specielle beslag fra leverandøren. Små stumper skårne tagsten, fx ved grater og skotrender, kan limes til den bundne nabosten. For falstagsten skal falsen fuldlimes for at undgå vandopstemning og overløb.
5.2.6 Detaljer med tagsten
I dette afsnit vises eksempler på udformning af nogle typiske detaljer, som anvendes i tage med tagdækning af tagsten. Der henvises desuden til monteringsvejledninger og yderligere detaljer fra leverandørerne.
Ved udformning af detaljer i taget skal der tages hensyn til generelle retningslinjer for en række forhold, fx retningslinjer for ventilation og krav i bygningsreglementet vedrørende brandsikring og varmeisolering. Overordnede forhold vedrørende valg af tag er beskrevet i afsnit 1.1, Tagudformning.
Yderligere eksempler på udformning af detaljer i taget kan findes i afsnit 6, Kviste, ovenlys og tagvinduer, afsnit 7, Inddækninger – gennemføringer og tilslutninger og afsnit 9, Eksempelsamling.
Skotrende
Der findes to typer skotrender: hævet skotrende (monteret oven på spærene) og forsænket skotrende, hvor underlaget for skotrenden ligger i plan med spærenes overside. Sidstnævnte anses ofte for den mest sikre. Bredden af skotrenden bestemmes af tagets hældning, således at højden fra bunden til overkanten af skotrenden er mindst 100 mm, dvs. jo lavere hældning, desto bredere skal skotrenden være.
Eksempel på udformning af forsænket skotrende i tag med ventileret tagrum og tagdækning af tagsten med banevare undertag er vist i figur 71.
Detaljeret beskrivelse og yderligere eksempler på udformning af skotrender findes i afsnit 7.2.4, Skotrender.
Figur 71. Eksempel på udformning af zinkskotrende i tag med ventileret tagrum og tagdækning af tagsten med banevare undertag. Der er fast underlag under zinken, og underlaget er forsænket i forhold til stikspærene, så oversiden af underlaget flugter med oversiden af spær. Zinken går 400-450 mm ud til hver side afhængigt af tagets hældning. Højden fra skotrendens bund til overkant af zink skal være mindst 100 mm, se afsnit 7.2.4, Skotrender. Underlaget for zinken afpasses, så zinken bliver fuldt understøttet. Hvis der anvendes pladeunderlag, fx krydsfiner, bør der anvendes struktureret skillelag under zinken. Undertaget overlapper zinken med mindst 150 mm og fastklæbes til zinken, fx med en – eller gerne to – striber butylbånd.
Kip med ventilation
Figur 72. Eksempel på udformning af ventileret kip i tag med tegltagsten og ventileret undertag af banevare. Ventilation af undertag sker via ventilationsstudse for hvert spærfag placeret tæt ved spær for at forhindre indtrængning af vand oppefra. Kippen ventileres via et ventileret gratbånd under rygningsstenene, se også figur 74.
Figur 73. Eksempel på ventileret kip i tag med tagsten og undertag af banevare. Se også figur 72. Ventilation af undertag sker via ventilationsstudse for hvert spærfag placeret tæt ved spær for at forhindre indtrængning af vand oppefra. Kippen ventileres via et ventileret gratbånd under rygningsstenene. Det ventilerede gratbånd forhindrer også fugle og insekter i at trænge ind i tagkonstruktionen.
Figur 74. Eksempel på ventileret kip i tag med tegltagsten og fast undertag. Ventilation af undertag sker via ventilationshætte (fisk) for hvert spærfag nær kippen. Kippen ventileres via et ventileret gratbånd under rygningstenene.
Gennemføring af kanal
Figur 75. Eksempel på gennemføring af taghætte med præmonteret vinge tilpasset tagstenenes form. Tilslutning til undertag sker på fast underlag, der i dette eksempel er udført som fast undertag, se også figur 198.
5.3 Tagplader – fibercement bølgeplader
Tagplader fremstilles normalt af cementbaserede materialer armeret med fibre af kunststof og cellulose. Pladerne er tynde, ca. 6 mm, og det er bølgeformen og armeringen, som sikrer den fornødne styrke af pladerne. De fleste plader leveres med indbyggede strips, der virker som erstatning for trædesikkert underlag på det færdigt monterede tag.
Tætheden af tage med bølgeplader opnås ved simpelt overlap/overlæg mellem de enkelte plader i kombination med tætningsbånd indlagt i de vandrette overlæg. Undertag anvendes normalt ikke.
Tage med fibercement bølgeplader hører til kategorien lette tage, se afsnit 5.1.3, Taghældning og fladevægt.
Brandklassificering af fibercement bølgeplader
Brandteknisk er fibercement bølgeplader forhåndsgodkendt som BROOF(t2), dvs. at de ikke medvirker til brand (EU-Kommissionen, 2000), se afsnit 2.5.1, Brand udefra.
Gældende standarder for fibercement bølgeplader
Bølgeplader er omfattet af standarden DS/EN 494, Profilerede plader af fiber-armeret cement samt tilbehør – Produktspecifikation og prøvningsmetoder (Dansk Standard, 2012c).
5.3.1 Typer af bølgeplader
Tagplader af fibercement findes i flere forskellige størrelser og bølgeprofiler, se tabel 19. Valget af størrelse og profil til et aktuelt projekt afgøres af æstetiske eller funktionelle krav. Til tagpladerne findes et bredt tilbehørsprogram, fx til afslutninger ved kip, vindskeder og taggennemføringer.
Bølgepladers vandtæthed sikres ved overlap både vandret og lodret suppleret med tætningsbånd. For at sikre et godt overlæg er den sidste bølge lidt lavere end de øvrige, se figur 76.
Bølgeplader leveres ubehandlede eller med overfladebehandling i farver, fx røde eller sorte.
En bølgeplade uden overfladebehandling er diffusionsåben og fremstår med grå, mat overflade.
Tabel 19. Typiske egenskaber for bølgeplader i stort og lille format. Ved store pladestørrelser anvendes der ofte en eller to mellemlægter, men antallet kan ændres, afhængigt af om der anvendes trædesikkert underlag eller større lægtedimension end 38 × 73 mm, jf. leverandørens vejledning.
Type/størrelse | Ca. 1200 × 1000 mm | Ca. 600 × 1000 mm |
|---|---|---|
Vægt/stk. | 14-19 kg | 8-9 kg |
Forbrug/m2 | Ca. 1 stk. | Ca. 2 stk. |
Lægteafstand | 1070 mm | 460 mm |
Mellemlægte | 1-2 | 0 |
Figur 76. Eksempel på tagplade af fibercement med bølgeprofil. Bølgeplader af fibercement leveres både som fuldkantede og med afskårne hjørner afhængigt af placeringen på tagfladen.
5.3.2 Opbygning af tag med fibercement bølgeplader
Bølgeplader kan anvendes ved hældninger ned til ca. 14°. Ved lave hældninger eller udsat beliggenhed kan der suppleres med fugestrimler også i de lodrette overlæg.
Nogle leverandører tillader, at bølgeplader kan anvendes ned til en hældning på 8° med undertag. Taghældninger under 14° gør det dog vanskeligt at udforme tagfoden korrekt – herunder sikre, at vand afledes korrekt fra undertaget – og at opnå skorstensvirkning i forbindelse med ventilationsløsninger. I givet fald skal leverandøren af undertaget også tillade anvendelse ned til så lave hældninger.
Oversigt over typer af fibercementbølgeplader og krav til mindste taghældning fremgår af tabel 17.
Bølgeplader oplægges på en bærende konstruktion af træspær eller åse.
Udover selve bølgepladen indgår følgende elementer i en tagdækning med bølgeplader:
- Eventuelt undertag
- Eventuelt afstandslister – hvis der er anvendt undertag
- Lægter eller åse
- Skruer til fastgørelse
- Tætningsstrimler
- Trædesikkert underlag – hvis der er behov for det.
Tage med tagdækning af tagplader af fibercementbølgeplader skal ventileres i henhold til gældende retningslinjer, jf. afsnit 2.3.4, Retningslinjer for ventilation af rejste tage. Normalt udføres ventilation ved tagfod med åbninger med ilagt insektnet/fuglegitter og ved kip med enten hætter eller rygningsløsninger med integrerede ventilationsløsninger.
Eksempler på opbygning af tagdækning med bølgeplader af fibercement er vist i figur 77 og figur 78.
Figur 77. Eksempel på tagdækning med bølgeplader af fibercement på tagkonstruktion af gitterspær med lægter og ventileret tagrum. Ved lægteafstande over 460 mm skal der etableres faldsikring (Arbejdstilsynet, 2014).
Figur 78. Eksempel på tagdækning med bølgeplader af fibercement på paralleltag med ventileret undertag af banevare.
Undertag
Bølgeplader kan lægges med og uden undertag. Hvis der ikke anvendes undertag, skal vandtætheden sikres med tætningsstrimler i overlæggene mellem pladerne, se figur 77 og efterfølgende afsnit Tætningsstrimler.
Nogle leverandører foreskriver dog anvendelse af undertag ved meget små taghældninger. I givet fald skal undertagsleverandørens monteringsvejledning følges nøje – herunder skal det sikres, at undertaget kan anvendes ved den ønskede lave hældning.
Forhold vedrørende krav til undertage, herunder ventilation af undertage, er beskrevet i afsnit 3, Undertag.
Afstandslister
Afstandslister anvendes ved tage med undertag for at:
Hæve taglægterne, så vand og snavs kan passere under lægterne
Sikre effektiv fastholdelse af undertaget
Sikre god ventilation på undersiden af tagdækningen i sammenhæng med luftindtag ved tagfod og afkast ved kip.
Forhold vedrørende afstandslister er beskrevet mere udførligt i afsnit 3.1.2, Afstandslister.
Lægter/åse
Bølgeplader oplægges og fastgøres til lægter eller åse. Af hensyn til konstruktionens styrke og stivhed skal der anvendes styrkesorterede lægter eller åse mærket med styrkeklasse C18, jf. DS/EN 14081-1 (Dansk Standard, 2016c). Regler og retningslinjer for taglægter er anført i afsnit 2.6.1, Taglægter. Ved spærafstande på over 1000 mm målt fra midte til midte af spær kan dimensionen af C18-mærkede lægter fx findes i lægtetabel i TRÆ 65, Taglægter (Træinformation, 2011b).
Dimensionering af åse er bekrevet i TRÆ-rapport nr. 05, Beregning af tag-åse, (Træinformation, 2015b)
Leverandørerne opgiver understøtningsafstanden for deres bølgeplader. Afstanden afhænger af pladetype og tilhørende pladeformat.
Ved oplægning af lægter skal der anvendes tolerance på ± 3 mm målt over spærene, jf. www.tolerancer.dk og Træ 65, Taglægter (Træinformation, 2011b). Tolerancer må ikke ophobes i konstruktionen. Ved åsekonstruktioner kan afvigelserne være noget større, uden at det giver anledning til problemer med tætheden eller levetiden af pladerne.
Fastgørelse af plader
Der anvendes skruer til at fastgøre bølgepladerne til lægter eller åse, se figur 79. Pladerne fastskrues igennem bølgetop, og der anvendes skruer med tætningsskive, som passer til den aktuelle plade. Der bør anvendes plader og skruer fra samme leverandør, så der er størst mulig sikkerhed for, at plader og skruer passer sammen.
Der anvendes normalt to skruer i hver plade. Ved udsat beliggenhed anvendes der tre skruer ved tagkanter.
Skruerne skal være bestandige mod vejrliget, så de ikke korroderer.
Figur 79. Pladerne oplægges med sideoverlæg svarende til en bølge. Pladerne fastgøres med skruer med tætningsskiver. Skruer placeres altid i bølgetoppe. Se også figur 77 og figur 78.
Tætningsstrimler
Tætningsstrimler anvendes i de vandrette overlæg for at sikre vandtætheden, når bølgeplader lægges uden undertag. Tætningsstrimlerne monteres i forbindelse med, at pladerne lægges op. Derved klemmes tætningsstrimlen og fastholdes i overlæggene.
Ved lave hældninger og/eller udsat beliggenhed monteres også fugestrimler i de lodrette overlæg, se figur 77 og figur 80.
Figur 80. Tætning af tage med bølgeplader sker normalt ved anvendelse af tætningsstrimler i de vandrette overlæg. Ved udsat beliggenhed anvendes også tætningstrimler i de lodrette samlinger.
Trædesikkert underlag – færdigt monteret tag
Hvor c-c afstanden mellem lægterne er større end 460 mm, og der er over 2 meter fra tagflade til bæredygtigt underlag, skal der enten monteres et trædesikkert underlag eller anvendes plader, som er godkendt til brug uden trædesikkert underlag, fx bølgeplader med indstøbte strips, jf. At-vejledning 2.4.2 (Arbejdstilsynet, 2014).
5.3.3 Udførelse af tag med fibercement bølgeplader
Før oplægningen bør følgende opmærksomhedspunkter kontrolleres:
- Dækbredden ved en prøveoplægning, herunder kontrolleres også, om pladernes dækbredde passer med tagfladens bredde. Eventuelt må der justeres, fx ved at tilpasse udhængsbredden, eller ved anvendelse af vindskedeprofil.
- At tagfladerne er i vinkel, fx ved at undersøge om diagonalmålene på tagfladen er ens samtidig med, at tagets længde ved tagfod og kip er ens.
- At understøtningsafstanden svarer til den afstand, som leverandøren har oplyst
- At spær og lægter er rette. Ved kontrol med et 2 meter retholt bør afvigelser være jævnt fordelte og højst 15 mm
- At der ved konstruktioner, hvor varmeisoleringen ligger parallelt med pladerne, er mindst 25 mm mellem underkant lægte og overside varmeisolering. Ved åsekonstruktion måles fra underkant af tagplade (bølgedal) og overside varmeisolering
- At eventuelt undertag ligger korrekt, herunder er strammet op og ikke er beskadiget
- At undertaget kan føres op ad eventuelt vindskedebræt
- At der er anvendt mindst 25 mm høje, trykimprægnerede afstandslister mellem undertag og lægter.
Oplægning af bølgeplader
Oplægning af bølgeplader sker på lægter eller åse, som udlægges med den oplyste og/eller ved prøveoplægning fundne afstand. Tagfladens længde og bredde bør ved projekteringen være afpasset til den valgte bølgeplade, så skæring af plader så vidt muligt undgås.
Pladerne monteres vinkelret på tagfoden. Der kan med fordel opmærkes hjælpelinjer, som står vinkelret på tagfoden. Den første lægte- eller åserække monteres, så tagpladerne målt vandret stikker 30-40 mm ud i tagrenden – typisk svarende til at pladerne stikker ca. 60 mm ud fra underkanten af nederste lægte.
Med udgangspunkt i nederste lægte afsættes de øvrige lægters eller åses placering med den oplyste eller fundne afstand, så afstanden fra kip til overkant øverste lægte eller ås er i overensstemmelse med det af leverandøren oplyste mål.
Oplægningen sker fra venstre mod højre, på følgende måde, se figur 81:
- Der startes i nederste venstre hjørne og sluttes øverst til højre. Efter oplægning af første række kontrolleres, at pladerne ligger korrekt ved gavlen afhængigt af den valgte løsning, og at pladerne stikker korrekt ud i forhold til tagrenden.
- De øvrige plader lægges nedefra og op. For hver 3. række kontrolleres retheden af læggeretningen, fx med snor. Pladerne lægges med en bølges overlæg i de lodrette samlinger og mindst 110 mm overlæg i de vandrette samlinger.
Figur 81. Princip for montering af bølgeplader. Bølgeplader monteres fra tagkonstruktionens nederste venstre hjørne. Det er vigtigt, at pladerne oplægges helt vinkelret på tagfoden, hvorfor det er en fordel at markere en række lodrette hjælpelinjer langs lægter/åse. Alle plader fastgøres.
5.3.4 Detaljer med fibercement bølgeplader
I dette afsnit vises eksempler på udformning af nogle typiske detaljer, som anvendes i tage med tagdækning af fibercement bølgeplader. Der henvises desuden til monteringsvejledninger og yderligere detaljer fra leverandørerne.
Ved udformning af detaljer i taget skal der tages hensyn til generelle retningslinjer for en række forhold, fx retningslinjer for ventilation og krav i bygningsreglementet vedrørende brandsikring og varmeisolering. Overordnede forhold vedrørende valg af tag er beskrevet i afsnit 1.1, Tagudformning.
Yderligere eksempler på udformning af detaljer i taget kan findes i afsnit 6, Kviste, ovenlys og tagvinduer, afsnit 7, Inddækninger – gennemføringer og tilslutninger og afsnit 9, Eksempelsamling.
Tagfod
Ved tagfod er det vigtigt, at vand afledes til tagrende, og at der samtidig er de krævede ventilationsåbninger til at sikre ventilation af taget.
Figur 82. Eksempel på udformning af tagfod i tag med fibercement bølgeplader uden undertag. Der er lukket udhæng, hvor ventilation sker under fibercementpladernes bølger via specielt inddækningsprofil.
Rygning
Figur 83. Eksempel på udformning af rygning, hvor ventilation sker via specielt indækningsprofil over fibercementpladernes bølger. Rygningens overlæg over bølgepladen skal svare til bølgepladernes indbyrdes horisontale overlæg.
Gennemføring af skorsten og ventilationskanaler mv.
Figur 84. Eksempel på indbygning af taghætte med præmonteret vinge til ventilation. Hætten er tilpasset pladernes bølgeform.
Skotrende
Figur 85. Eksempel på udformning af hævet skotrende i tag med fibercement bølgeplader over ventileret tagrum. Skotrenden er udlagt på fast underlag monteret oven på spær. Bølgepladerne bør føres mindst 60 mm ind over skotrendens kant. Se også afsnit 7.2.4, Skotrender.
5.4 Skifertag
Skifertagsten er betegnelsen for tagdækning udført med plane og tynde tagsten. Skifrene kan enten være fremstillet af natursten (skifer) eller fibercement. Begge typer sten markedsføres i forholdsvis små formater. Til begge typer findes tilbehør, fx stormkroge, søm, ventilationsbånd mv.
Skifertagsten monteres med overlap mellem de enkelte skifre. For at sikre vandtætheden suppleres enten med undertag, eller der tætnes med skiferkit.
Tage med tagdækning af naturskifer og fibercementskifer hører normalt til kategorien lette tage, se afsnit 5.1.3, Taghældning og fladevægt.
Brandklassificering af skiftertag
Brandteknisk er skifertagsten af både naturskifer og fibercement forhåndsgodkendt som BROOF(t2), dvs. at de ikke medvirker til brand (EU-Kommissionen, 2000), se afsnit 2.5.1, Brandkrav til tage.
5.4.1 Naturskifer
Skifertagsten af naturskifer kløves af en finkornet, lagdelt stenart, som er dannet ved sammenpresning og hærdning af mudder aflejret i stillestående vand. Mudderet domineres af flageformede lermineraler samt fragmenter af forskellige mineraler, fx kvarts, feldspat og glimmer. Desuden kan der indgå varierende mængder organisk materiale, organisk dannede kalk- og kiselpartikler og eventuelt også vulkansk støv. Sammensætningen af skiferen er afgørende for dens egenskaber.
En af naturskiferens vigtigste karakteristika er dens kløvelighed, som hænger sammen med lagdelingen. Skiferen kan således ved kløvning fremstilles i ensartede tynde lag, som gør den anvendelig til tagdækning. Selvom skiferen ved kløvning fremstilles med ensartet tykkelse, vil der være en vis variation i tykkelsen mellem skifrene. Naturskifre sorteres inden oplægning i tre tykkelser. De tykkeste skifre anvendes nederst på tagfladen og de tyndeste øverst. Skifre fra forskellige paller bør desuden blandes for at undgå større farveforskelle på tagfladen.
Naturskifer har normalt lang levetid, men levetiden afhænger ligesom andre egenskaber af de materialer, skiferen er dannet af, herunder også indholdet af mineraler.
Naturskifer findes i flere farver, afhængigt af hvilket skiferbrud skiferen stammer fra. Naturskifer kan udskæres i mange formater.
Gældende standarder for naturskifer
Naturskifer er omfattet af standarderne:
- DS/EN 1469, Natursten – Sten til udendørs og indendørs beklædning – Krav (Dansk Standard, 2015b)
- DS/EN 12326-1, Skifer og andre naturstensprodukter til tagdækning og beklædning af ydervægge – Del 1: Specifikationer for skifer og kulstofholdig skifer (Dansk Standard, 2014b)
- DS/EN 12326-2, Skifer og andre naturstensprodukter til tagdækning og beklædning af ydervægge – Del 2: Prøvningsmetoder til skifer og kulstofholdig skifer (Dansk Standard, 2011d).
Generelle krav til naturskifer er:
- De skal være fri for årer og materialer, som kan forårsage brud i overfladens struktur
- Overfladerne skal være finkornede, glatte og jævne uden større afskalninger
- Kanterne skal være rette, og hjørnerne retvinklede
- De enkelte skifre skal være med ensartet tykkelse og plane. Højst en afvigelse på 1 % af skiferlængden (den hule side nedad)
- Ved slag på skiferen skal lyden være klar/porcelænsagtig.
Til anvendelse under danske forhold bør skifrene opfylde følgende:
- Vandabsorption bør højst være 0,4 % i gennemsnit.
- Bøjningstrækstyrke bør i gennemsnit være mindst 70 MPa i tør tilstand og 40 MPa i våd tilstand. Minimumstykkelse af den aktuelle skifer kan beregnes ud fra den nødvendige styrke.
- Indhold af kalciumcarbonat bør højst være 3 % i gennemsnit. Hvis skiferen indeholder pyrit, der iltes, må indholdet af kalciumkarbonat højst være 0,5 % (jævnt fordelt)
- Skifrene skal være frostfaste.
5.4.2 Fibercementskifer
Fibercementskifer fremstilles af cementmørtel, som er armeret med en blanding af uorganiske og organiske fibre. Produktionsmetoden betyder, at der kan fremstilles skifre med ensartet tykkelse – normalt ca. 4 mm.
Fibercementskifre fremstilles i flere forskellige dimensioner, fx 600 × 300 mm, 400 × 400 mm eller 600 × 600 mm. Skifrene kan leveres med eller uden afskårne hjørner.
Gældende standarder for fibercementskifer
Fibercementskifer er omfattet af standarden: DS/EN 492, Skifre af fiberarmeret cement samt fittings – Produktspecifikation og prøvningsmetoder (Dansk Standard, 2012d).
5.4.3 Opbygning af skifertag
Krav til mindste taghældning for tage med skifer afhænger af typen, dvs. om det er naturskifer eller fibercementskifer.
Naturskifer kan normalt anvendes ned til taghældninger på 20°, idet der generelt altid anvendes undertag.
Fibercementskifer kan normalt anvendes ned til taghældninger på 18°, idet der generelt anvendes undertag. For fibercementskifre i dimensionerne 600 × 300 mm kan der ved hældninger over 34° anvendes skiferkit til tætning mellem skifrene i stedet for undertag.
Der henvises til leverandørens monteringsvejledning for yderligere information.
Oversigt over typer af skifertag og krav til mindste taghældning fremgår af tabel 17.
Montering af skifertage af naturskifer og fibercementskifer følger i store træk hinanden, men der er mindre forskelle mellem metoderne.
En tagdækning med skifer monteres normalt på en bærende konstruktion af træspær, fx hanebåndspær eller gitterspær, eventuelt med undertag og afstandslister, samt lægter. Naturskifer kan dog også lægges på et fast underlag, se figur 89.
Udover selve skiferen indgår følgende elementer i en tagdækning med skifer:
- Eventuelt undertag
- Eventuelt afstandslister, hvis der anvendes undertag
- Taglægter, eventuelt fast underlag af brædder
- Skifersøm til fastgørelse og for fibercementskifer også stormklammer
- Skiferkit til tætning, hvis der ikke anvendes undertag.
Taget skal ventileres i henhold til gældende retningslinjer, jf. afsnit 2.3.3, Retningslinjer for ventilation af rejste tage. Normalt udføres ventilation ved tagfod med åbninger med ilagt insektnet/fuglegitter og ved kip med enten hætter eller rygningsløsninger med integrerede ventilationsløsninger.
Eksempler på opbygning af tag med tagdækning af fibercementskifer og naturskifer er vist i figur 86, figur 88 og figur 89.
Figur 86. Eksempel på opbygning af tag med fibercementskifer og ventileret fast undertag. Skifrene fastholdes med søm og såkaldte stormklammer, som placeres mellem skifrene, så den øverste del af klammen holder fast i to skifre, se figur 87.
Figur 87. Eksempel på udformning af stormklammer til fastholdelse af fibercementskifre.
Figur 88. Eksempel på opbygning af tag med naturskifer og ventileret undertag af banevare.
Figur 89. Eksempel på oplægning af naturskifer direkte på fast undertag med bræddeunderlag. Undertaget skal være udført med ’selvhelende’ materiale, fx tagpap, som lukker omkring sømhuller.
Undertag
Tagdækning af skifer lægges normalt med undertag, men supplerende tætning for fibercementskifer ved tage med hældning over 34° kan også udføres med skiferkit.
Forhold vedrørende krav til undertage, herunder ventilation af undertage, er beskrevet i afsnit 3, Undertag .
Afstandslister
Afstandslister anvendes ved tage med undertag for at:
- Hæve taglægterne, så vand og snavs kan passere under lægterne
- Sikre effektiv fastholdelse af undertaget
- Sikre god ventilation på undersiden af tagdækningen i sammenhæng med luftindtag ved tagfod og afkast ved kip.
Forhold vedrørende afstandslister er beskrevet mere udførligt i afsnit 3.1.2, Afstandslister.
Lægter/åse
Skifer oplægges og fastgøres normalt til lægter. Af hensyn til konstruktionens styrke og stivhed skal der anvendes styrkesorterede lægter eller åse mærket med styrkeklasse C18, jf. DS/EN 14081-1 (Dansk Standard, 2016c). Regler og retningslinjer for taglægter er anført i afsnit 2.6.1, Taglægter. Ved spærafstande på over 1000 mm målt fra midte til midte af spær kan dimensionen af C18-mærkede lægter fx findes i lægtetabel i TRÆ 65, Taglægter (Træinformation, 2011b).
Ved oplægning af lægter skal der anvendes en tolerance på ± 3 mm målt over spærene, jf. www.tolerancer.dk og Træ 65, Taglægter (Træinformation, 2011b). Tolerancer må ikke ophobes i konstruktionen.
Forhold vedrørende taglægter er også beskrevet i afsnit 2.6.1, Taglægter.
Leverandørerne opgiver understøtningsafstanden for deres skifre. Afstanden afhænger af skifertype og tilhørende skiferformat.
5.4.4 Udførelse af tag med skifer
Før oplægningen sker, bør følgende opmærksomhedspunkter kontrolleres:
- Dækbredden ved en prøveoplægning, herunder kontrolleres også om skifrenes dækbredde passer med tagfladens bredde. Eventuelt må der justeres, fx ved at tilpasse udhængsbredden eller ved at ændre placeringen af skifrene på tagfladen
- At tagfladerne er i vinkel, fx ved at undersøge om diagonalmålene på tagfladen er ens, samtidig med at længden af tagfladen ved tagfod og kip er ens
- At understøtningsafstanden svarer til den afstand, som leverandøren har oplyst
- At spær og taglægter er rette. Ved kontrol med et 2 meter retholt bør afvigelser være jævnt fordelt og højst 15 mm
- At undertag ligger korrekt, herunder er strammet op og ikke er beskadiget
- At undertaget kan føres op ad eventuelt vindskedebræt
- At der er anvendt mindst 25 mm høje trykimprægnerede afstandslister mellem undertag og lægter.
Oplægning af skifre
Oplægning af skifre sker normalt på lægter, som udlægges med den oplyste og/eller ved prøveoplægning fundne afstand. For naturskifer kan fastgørelse også ske direkte på et underlag af rupløjede brædder med tagpap eller andet ’selvhelende’ materiale, som lukker omkring de sømhuller, der vil komme ved fastgørelsen af skifrene. Brædderne lægges op med en indbyrdes afstand på 1-2 mm. Denne tagopbygning kendes fx fra ældre ejendomme i København, og er ofte anvendt i andre lande, fx Sverige. For at undgå fjedring ved sømning skal bræddetykkelsen være mindst 25 mm (og gerne 34 mm).
Tagfladens længde og bredde bør ved projekteringen være afpasset til den valgte skifer, så skæring af skifre så vidt muligt undgås. Hvis skæring er nødvendig, bør alle skårne skifre – typisk ved gavle og gennemføringer – være over en halv skiferbredde.
Skifrene monteres vinkelret på tagfoden, normalt med en indbyrdes afstand på 1-5 mm. Der kan med fordel opmærkes hjælpelinjer, som står vinkelret på tagfoden. Typisk afsættes linjer for hver tredje skifer.
Den første lægterække og (de ikke synlige) startskifre monteres, så skifrene målt vandret stikker 30-40 mm ud i tagrenden (typisk svarende til at skiferen stikker ca. 60-70 mm ud fra underkanten af nederste lægte). Startlægten skal klodses op svarende til en skifertykkelse, så den nederste række skifre får samme hældning som de øvrige. Vær opmærksom på, at der etableres den fornødne luftspalte mellem underkant lægte og eventuelt fodblik. Tilsvarende gælder ved kip.
Med udgangspunkt i nederste lægte afsættes de øvrige lægters placering med den gældende afstand og i overensstemmelse med det af leverandøren oplyste mål.
Oplægningen sker fra udgangslinjen mod gavlene. Hvis tagfladen ikke passer med et helt antal skifre, sikrer dette, at de yderste skifre ved begge gavle får samme bredde.
Skifre ved tagfod tildannes, så de passer med den valgte lægningsmetode. Tilsvarende er det nødvendigt at tildanne ved gennemføringer og kip.
Ved diagonalmontering af fibercementskifer anvendes ligeledes tildannede startskifre. Skifrene lægges med den øverste spids til overkant lægte og med en lille indbyrdes afstand mellem skifrene, som tillader placeringen af stormklammen. Fra række til række forskydes skiferpladerne en halv bredde.
Fastgørelse af skifer
Der anvendes skifersøm og stormklammer til at fastgøre skifrene til lægterne. Sømmene skal være bestandige mod vejrliget, så de ikke korroderer, fx varmforzinkede søm eller kobbersøm.
Fibercementskifre leveres normalt med forlokkede huller for at lette monteringen. For naturskifre lokkes huller for fastgørelse typisk fra stenenes bagside. Derved opnås kegleformede huller, som skifersømmene kan forsænkes i.
Fibercementskifrenes nederste kant fastholdes med en stormklamme, som monteres mellem de to nedenfor liggende skifre med spidsen op, se figur 86. Ved monteringen stikkes spidsen af stormklammen gennem det forlokkede hul og spidsen bukkes ned.
Ved tilslutninger og gennemføringer, fx ved ovenlys, fastgøres skifrene med rustfri skrue med EPDM-skive.
5.4.4 Detaljer med skifer
I dette afsnit vises eksempler på udformning af nogle typiske detaljer, som anvendes i tage med tagdækning af skifer. Der henvises desuden til monteringsvejledninger og yderligere detaljer fra leverandørerne.
Ved udformning af detaljer i taget skal der tages hensyn til generelle retningslinjer for en række forhold, fx retningslinjer for ventilation og krav i bygningsreglementet vedrørende brandsikring og varmeisolering. Overordnede forhold vedrørende valg af tag er beskrevet i afsnit 1.1, Tagudformning.
Yderligere eksempler på udformning af detaljer i taget kan findes i afsnit 6, Kviste, ovenlys og tagvinduer, afsnit 7, Inddækninger – gennemføringer og tilslutninger og afsnit 9, Eksempelsamling.
Kipløsninger
Figur 90. Eksempel på skifertag med fast undertag og ventileret kip. Ventilation sker via studse i undertag og rygningselement med ventilationsåbninger.
Figur 91. Eksempel på udformning af kipventilation i skifertag under opklodsede rygningsbrædder med zinkinddækning. Opklodsningen sker med afstandslister, der oplægges med mindst 600 mm afstand mellem listestykkerne (som højst bør være 250 mm lange).
Tagfod
Figur 92. Eksempler på tagfødder for skifertage med fast undertag. For løsning a) kan insektnet også placeres over udhængsbrædder. For løsning b) skal der være mindst 20 mm afstand mellem tagrende og væg, så der er fri adgang for ventilationsluft.
5.5 Metalplader
Metalplader benyttes her som betegnelse for tagdækning udført med plane og tynde, præfabrikerede metalplader/tagsten med forskellig profilering. Tagdækning med valsede plader af zink- og kobber samt aluminium behandles i afsnit 5.6, Zink og kobber (og aluminium).
Tagdækning med præfabrikerede, profilerede metalplader er ofte systemløsninger med forskellige typer af specialplader til løsning af detaljer i taget, fx ved tagfod, tagudhæng, kip og gavl, ligesom fastgørelse og samlinger mellem plader afhænger af det anvendte pladesystem. Leverandørens monteringsvejledning skal altid følges for at sikre et godt resultat.
Profilerede pladers maksimale spændvidde afhænger af profileringen. For lange plader kan der i visse tilfælde anvendes lægteafstande helt op til ca. 2 meter.
Tætheden af tage med metalplader opnås ved overlap/overlæg mellem de enkelte metalplader, der sammenholdes med skruer eller klikkes sammen (klikfals). For at sikre vandtætheden eller opfange kondens på undersiden bør metalpladetage udføres med undertag.
Metaltagplader er diffusionstætte og anvendes normalt kun i ventilerede tage, se afsnit 1.2, Ventilerede og uventilerede konstruktioner.
Tage med tagdækning af metalplader hører til kategorien lette tage, se afsnit 5.1.3, Taghældning og fladevægt.
Levetiden for metalplader afhænger både af det anvendte metal og af over-fladebehandling/-belægning.
Brandklassificering af metalpladetage
Metaltage med en tykkelse på mindst 0,4 mm oplagt på lægter er forhåndsgodkendt som BROOF(t2), dvs. at de ikke medvirker til brand (EU-Kommissionen, 2000), se afsnit 2.5.1, Brand udefra. Ved andre anvendelser, fx udlægning af tagdækning på underlag af isolering, skal leverandøren af tagdækningen kunne oplyse, på hvilke typer underlag tagdækningen kan anvendes for at beskytte underliggende materiale i tagkonstruktionen.
Gældende standarder for metalpladetage
Metalplader til anvendelse som tagdækning er omfattet af DS/EN 508, Tagbeklædning af tyndplader – Specifikation for selvbærende produkter af plader af stål, aluminium eller rustfrit stål – Del 1: Stål (Dansk Standard, 2014c).
5.5.1 Typer af metalplader
Metaltagplader findes i flere forskellige typer/udformninger, fx:
- Trapezprofilerede eller sinusformede plader i lange plader
- Tagstensformede plader i lange plader og korte plader
- Klikfalsplader med præfabrikeret fals.
Tagplader fremstilles af galvaniseret stål, aluminium eller i sjældnere tilfælde af rustfrit stål. Pladetykkelsen er normalt mellem 0,4 og 1 mm. Det anbefales, at der ikke anvendes plader tyndere end 0,5 mm.
Metalpladernes profiltype og dimension har betydning for opbygningen af taget, fx med hensyn til krav til lægteafstand, se afsnit 5.5.2, Opbygning af metalpladetage.
Eksempler på forskellige udformninger af præfabrikerede metalplader til tagdækning er vist i figur 93.
Figur 93. Eksempler på udformning af præfabrikerede metalplader til tagdækning.
Overfladebehandling
Overfladebehandlingen af metalplader til tagdækning vurderes i forhold til korrosionsbeskyttelse, ridsefasthed, UV-bestandighed og rengøringsvenlighed.
Stålplader til tagdækning er altid forzinkede (galvaniserede), og overfladebelægningen sker derfor på zinken, se figur 94. Der findes også galvaniserede plader, hvor zinklaget er tilført aluminium for at forbedre korrosionsbeskyttelsen (aluzink). Der findes også rustfri stålplader, som kan anvendes ubehandlede.
For stålplader er kvaliteten af overfladebehandlingen afgørende for pladernes levetid.
Overfladehandlingen er typisk polyester eller andre vejrbestandige materialer, fx PVF2, PVC eller PUR.
Aluminiumsplader kan overfladebehandles som stålplader, men kan også anvendes uden overfladebehandling, idet der dannes et tyndt lag aluminiumoxid (Al2O3), som beskytter overfladen. Anvendelse af ubehandlede aluminiumsplader forudsætter, at kvaliteten er egnet til fri eksponering, og at der ikke optræder galvanisk korrosion, fx på grund af fastgørelse med uegnede materialer.
Aluminiumsplader kan også overfladebehandles ved anodisering (eloxering).
Figur 94. Eksempel på typisk opbygning af overfladebehandling på stålplade til tagdækning.
5.5.2 Opbygning af metalpladetage
Tage udført med tagdækning af præfabrikerede metalplader kan anvendes ved forholdsvis små hældninger. Mekaniske samlinger i metalpladetage, fx udført som overlapsamlinger, er dog ikke tætte for vandtryk, og mindstehældningen for sådanne tage er derfor noget større end for tagmembraner. Hældningen for profilerede (korrugerede) stålplader vil fx ofte være 10-15°. Ved mindre hældninger – ned til ca. 5 ° – er det nødvendigt at anvende tætningsmidler i samlingerne og/eller undertag.
Nogle leverandører, fx af aluminiumsplader, der er falset på stedet, og klikfals-plader med præfabrikeret fals-løsning, tillader hældninger helt ned til 3°. Så små hældninger forudsætter, at der træffes særlige foranstaltninger, og at leverandørens forskrifter følges nøje.
Ved lav hældning anvendes struktureret skillelag under alu-plader, hvis de ligger på plader eller hård varmeisolering.
For metalpladetage forekommer der ofte kondens på undersiden på grund af kraftig afkøling af tagfladen ved udstråling til himmelrummet om natten. Metalpladetage bør derfor normalt udføres med undertage, som kan opfange kondensdryp. Undertaget tjener desuden som ekstra sikkerhed mod indtrængning af vand gennem pladesamlinger mv. Undertag bør ikke udelades ved renovering af ældre huse, hvor lufttætheden/dampspærrens tæthed er usikker.
Hvis undertaget udelades, skal der anvendes plader med kondensabsorberende underside (kondensfang), men disse har dog begrænset sugeevne og kan ikke klare store fugtbelastninger. Kondensfang på undersiden findes i form af filt eller absorberende maling. Filt kan optage op til ca. 1 kg kondensvand pr. m2, mens absorberende maling kan optage op til ca. 0,5 kg/m2, hvilket gør det muligt at anvende pladerne uden undertag i fugtbelastningsklasserne 1 og 2, dvs. over forholdsvis tørre rum, se afsnit 1.2, Ventilerede og uventilerede konstruktioner.
Metaltagplader kan medføre lydgener fra regn og hagl, hvilket skal vurderes i hvert tilfælde. Nogle profilerede plader kan fås med lyddæmpning på undersiden og giver derfor mindre lydgener.
På grund af metallernes forholdsvis store temperaturbevægelser skal det sikres, at der tages hensyn til termiske deformationer ved monteringen.
En tagdækning med præfabrikerede, profilerede metalplader oplægges på en bærende konstruktion af træspær eller åse.
Udover selve metalpladerne indgår følgende elementer i en tagdækning med metalplader:
- Eventuelt undertag
- Eventuelt afstandslister – hvis der er anvendt undertag
- Lægter eller åse
- Skruer til fastgørelse og eventuelt tætningmiddel
- Trædesikkert underlag – hvis der er behov for det.
Tage med tagdækning af metalplader skal ventileres i henhold til gældende retningslinjer, jf. afsnit 2.3, Ventilation af tage. Normalt udføres ventilation ved tagfod med åbninger med ilagt insektnet/fuglegitter og ved kip med enten hætter eller rygningsløsninger med integrerede ventilationsløsninger.
Retningslinjer vedrørende brug af undertag er beskrevet i afsnit 3, Undertag
Underlag af brædder kan fx bestå af 23 × 100 mm ru (egaliserede) brædder oplagt med afstand på 5-10 mm.
Hvis falsede aluminiumsplader oplægges på underlag af krydsfinerplader, skal der anvendes undertag ved lave hældninger, dvs. under 10°. Ved aluminiumsplader er det normalt ikke nødvendigt at bruge struktureret skillelag, men nogle leverandører anbefaler det dog ved lav hældning.
Eksempler på opbygning af tage med tagdækning af lange, profilerede plader er vist i figur 95-figur 97.
Figur 95. Eksempel på opbygning af tagkonstruktion med profileret metalplade og diffusionsåbent undertag. Pladerne er oplagt på lægter.
Figur 96. Eksempel på opbygning af tag med metalplader på lægter med diffusionsåbent undertag på bærende underlag af åse, der fx hviler af på en underliggende stålrammekonstruktion (ikke vist).
Figur 97. Eksempel på opbygning af tag med profilerede metalplader oplagt på gitterspær med lægter og undertag. Tagrummet er ventileret.
Tagstensprofilerede plader
Tagstensprofilerede plader findes i to typer: en type med længde svarende til lægteafstanden, se figur 98, og en type med sammenhængende tagstenprofiler, der spænder over flere lægter.
Figur 98. Eksempel på opbygning af tag med diffusionsåbent undertag og tagstensprofilerede metalplader, der spænder mellem to taglægter.
Falsede plader på fast underlag
Klikfalsplader og plader falset på stedet skal lægges på et fast underlag bestående af brædder eller krydsfiner. Med undertag kan disse typer anvendes med hældning ned til 3°.
Figur 99. Eksempel på tag med klikfalsplade af metal på krydsfiner og undertag. Ved lav hældning anvendes struktureret underlag mellem metalplade og krydsfiner, se også figur 100.
Figur 100. Eksempler på samling af tagplader ved hjælp af klikfals, se også figur 99.
- Samling med klikfals på underlag af brædder
- Samling med klikfals på underlag af krydsfiner med struktureret skillelag.
Figur 101. Eksempel på tag med falset metalplade på bræddeunderlag. Hvis der anvendes krydsfiner som underlag, skal der afhængigt af materiale og hældning anvendes struktureret skillelag, især ved lave hældninger.
5.5.3 Udførelse af metalpladetage
Da tage udført af metalplader findes i mange forskellige materialer og udformninger, kan der ikke gives generelle anvisninger vedrørende udførelsen/lægningen.
Det anbefales, at metaltage altid udføres med undertag både af hensyn til at sikre tætheden ved overlapsamlinger og af hensyn til at opfange eventuelle kondensdryp. Alternativt kan kondensdryp undgås med fugtabsorberende underside på tagdækningen, se afsnit 5.5.2, Opbygning af metalpladetage.
Dimensionering/projektering skal ske i overensstemmelse med leverandørens anvisninger – herunder med hensyn til maksimale spændvidder for pladerne, overlæg af plader både i vandrette og lodrette samlinger og fastgørelser. Pladerne bør være så robuste, at de kan tåle mindre mekaniske påvirkninger uden at få deformationer, og uden at overfladebehandlingen skades.
Fastgørelsen af pladerne skal ske, så vindlast på taget kan optages. Det kræver, at der er tilstrækkelig forankringslængde i den underliggende konstruktion, fx lægter eller åse.
5.5.4 Detaljer med metalplader
I dette afsnit vises eksempler på udformning af nogle typiske detaljer, som anvendes i tage med tagdækning af præfabrikerede, profilerede metalplader. Der henvises desuden til monteringsvejledninger og yderligere detaljer fra leverandørerne.
Ved udformning af detaljer i taget skal der tages hensyn til generelle retningslinjer for en række forhold, fx retningslinjer for ventilation og krav i bygningsreglementet vedrørende brandsikring og varmeisolering. Overordnede forhold vedrørende valg af tag er beskrevet i afsnit 1.1, Tagudformning.
Yderligere eksempler på udformning af detaljer i taget kan findes i afsnit 6, Kviste, ovenlys og tagvinduer, afsnit 7, Inddækninger – gennemføringer og tilslutninger og afsnit 9, Eksempelsamling.
Rygning
Figur 102. Eksempel på udformning af rygning med ventilation på tag med metalplader.
Sternkant
Figur 103. Eksempel på udformning af sternkant ved tagdækning med profilerede metalplader.
Inddækning mod mur
Figur 104. Eksempel på inddækning mod mur. Her vist med inddækning fastgjort til metaltagdækning og mur. Inddækningen er yderligere beskyttet af en løskant, som er monteret i en 30 mm dyb rille fræset ind i muren. Rillen lukkes med fugemasse.
Samling af metalplader
Figur 105. Eksempel på inddækning mod mur. Her vist med inddækning fastgjort til metaltagdækning og mur.
- Endeoverlæg ved taghældning større end 15°.
- Mindste endeoverlæg ved taghældning mindre end 15°.
Figur 106. Eksempel på sideoverlæg ved samling af profilerede metalplader til tagdækning. I nogle tilfælde placeres skruerne i bølgedalene, hvilket medfører større vandbelastning af gennembrydningerne i pladen omkring skruerne.
5.6 Zink og kobber (og aluminium)
Tagdækninger af zink og kobber udføres traditionelt af plademateriale, der leveres som valsede plader eller såkaldte coils (ruller), der efterfølgende bearbejdes til anvendelse som tagdækning. Tilsvarende anvendelse og udførelse er mulig med plader af aluminium. I det følgende omtales tagdækninger af denne type som zink og/eller kobber, som er de mest anvendte produkter af denne type.
Tætheden af zink-, kobber- og aluminiumstagdækninger opnås ved at false samlingerne mellem de enkelte baner/plader.
Tage med tagdækning af zink, kobber eller aluminium hører til kategorien lette tage, se afsnit 5.1.3, Taghældning og fladevægt.
Brandklassificering af zink-, kobber- og aluminiumstage
Zink, kobber og aluminium oplægges normalt på brædder eller ubrændbar varmeisolering, men denne konstruktionsopbygning er ikke dækket af forhåndsgodkendelsen som BROOF(t2) fra Kommisionen (EU-Kommissionen, 2000), se 2.5.1, Brand udefra. Leverandøren af tagdækningen skal derfor selv kunne oplyse, på hvilke typer underlag tagdækningen kan anvendes.
5.6.1 Zink
Zink har været anvendt til tagdækning i mere end 150 år. Zink fremstilles som en legering af næsten rent zink tilsat små mængder af kobber og titanium. Ved fremstillingen bliver zinken smeltet og valset til plader eller coils (ruller), se figur 107.
Zinkbaner til tagdækning er normalt mellem 470 og 670 mm brede. Dette giver en nyttebredde på 400-600 mm mellem falsene. Der bør ikke anvendes banebredder med større afstand mellem falsene end 600 mm.
Materialetykkelsen er normalt mellem 0,65 mm (zink 12) og 0,8 mm (zink 14).
Materialet er normalt ikke korrosionsbehandlet. Zinkplader er efter produktionen blanke (naturzink eller valsblank zink). Ved påvirkning af vejrliget vil zink-overfladen få en mat grålig belægning bestående af zinkkarbonat, som giver en naturlig beskyttelse af zinkoverfladen.
Zink kan også leveres i flere forpatinerede udgaver fra en lys grå farve til en mørk antracitgrå farve. Forpatineringen sker ved en kemisk overfladebehandling i produktionen, som ændrer overfladens farve.
Zink kan også leveres i flere lakerede udgaver.
Figur 107. Pladematerialer til tagdækning med zink og kobber leveres i plader eller ruller (coils).
Gældende standarder for zink
Zink til tagdækning er omfattet af de europæiske standarder:
- DS/EN 988, Zink og zinklegeringer. Specifikationer for valsede produkter til bygningsformål (Dansk Standard, 1996).
- DS/EN 506, Tagbeklædning af tyndplader – Krav til selvbærende produkter af kobber- eller zinkplader (Dansk Standard, 2008).
Nogle udvalgte egenskaber for zink er:
- Densitet (massefylde): 7200 kg/m3
- Smeltepunkt: 418 °C
- Udvidelseskoefficient for zink er 0,022 mm/(m °C)
- Zink kan blødloddes.
5.6.2 Kobber
Kobber til tagdækning fremstilles af næsten (99,9 %) rent kobber. Ved fremstillingen bliver kobberet støbt og valset som plader eller coils (ruller). Bredden er som regel 1 meter, og tykkelsen er normalt 0,6 mm eller 0,7 mm.
Kobberet bliver under brug iltet, hvorved det i reglen får en grøn overflade af basisk kobberkarbonat. I områder med meget svovlholdig luft er kobber dog tilbøjeligt til at blive sort.
Gældende standarder for kobber
Kobber til tagdækning er omfattet af standarden DS/EN 1172, Kobber og kobberlegeringer – Plader og bånd til bygningsformål (Dansk Standard, 2012f).
Nogle udvalgte egenskaber for kobber er:
- Densitet (massefylde): 8900 kg/m3
- Smeltepunkt: 1083 °C
- Udvidelseskoefficient: 0,017 mm/(m °C).
- Kobber kan blødloddes, slagloddes og svejses.
5.6.3 Opbygning af zink- og kobbertage
Taghældningen for falsede tage af zink eller kobber er ned til 5° taghældning. Dog kræver lave taghældninger, dvs. under 15°, og/eller udsat beliggenhed særlige forholdsregler for at hindre vandindtrængning, fx tætning i falssamlinger, samt særlig udførelse og placering af inddækninger. Nogle leverandører af zink tillader anvendelse ned til en hældning på 3°. I givet fald skal leverandørens monteringsvejledning følges nøje. Ved lave hældninger skal der udvises stor påpasselighed med at udføre detaljer vandtætte – især skotrender.
En tagdækning med zink eller kobber oplægges normalt på en bærende konstruktion af træspær, fx hanebåndspær eller gitterspær.
Udover selve zink- og kobberdækningen indgår følgende elementer i tagopbygningen:
- Eventuelt undertag
- Eventuelt afstandslister, hvis der anvendes undertag
- Underlag af brædder, plademateriale eller varmeisolering
- Eventuelt struktureret skillelag, hvis der anvendes underlag af plader eller varmeisolering
- Hafter og søm til fastgørelse og eventuelt falstætningsmiddel.
Udsat beliggenhed vil også kræve, at der indlægges tætningsmiddel i falsene for at sikre mod vandindtrængning.
Zink og kobber skal monteres på et plant, ventileret og pH-neutralt underlag.
Tage af zink eller kobber oplægges normalt på en ventileret tagkonstruktion med brædde- eller pladeunderlag. Oplægningen kan ske med eller uden struktureret skillelag afhængigt af underlaget og tagets hældning. Tagkonstruktioner med tagdækning af zink og kobber ventileres som angivet i afsnit 2.3, Ventilation af tage. Ved rejste tage, dvs. ved taghældning over 10°, anvendes ventilationsåbning både langs tagfod og ved kip.
Underlag af forskalling/ru brædder
Zink og kobber kan oplægges direkte på underlag af ru brædder af fyr eller gran. Brædder af træarter med pH-værdi mindre end 5 eller over 8, fx eg, cedertræ eller fugtigt trykimprægneret træ, er uegnede som underlag for zink. Der skal også tages hensyn til træarten ved detaljer, fx vandnæser, hvor zink kan komme i kontakt med disse træarter. Derimod anvendes kobber i vid udstrækning som inddækning på beklædninger med cedertræ.
Ru brædder oplægges med afstand på 5-10 mm, og brædderne skal have tilstrækkelig styrke til at sikre mod gennemtrædning. Ru brædder kan oplægges med spændvidde (c-c mellem spærene) på højst, jf. TRÆ-rapport 09 (Træinformation, 2015b):
- 0,6 meter for brædder med dimension på 23 × 115 mm
- 0,8 meter for brædder med dimension på 25 × 125 mm
- 1 meter for brædder med dimension på 28 × 125 mm.
Hvis spændvidden mellem spærene er for stor, kan der indlægges en mellemunderstøtning, fx et hjælpespær eller et tværbræt. Brædderne skal være fuldkantede og uden løse knaster. Den ru forskalling oplægges på langs ad taget. Brædderne må ved lægning højst have et træfugtindhold på 18 %, og de skal beskyttes mod opfugtning, eventuelt ved afdækning, indtil montering af zink eller kobber.
Hvis det af praktiske årsager, fx beskyttelse af konstruktionen i byggeperioden, ønskes at anvende undertag i forbindelse med underlag af ru brædder, skal det monteres under bræddeforskallingen, så fugt fra zinkens bagside stadig kan fjernes gennem brædderne. Der bør i så fald anvendes en diffusionsåben undertagstype – ellers skal der også etableres ventilation under undertaget.
Eksempler på opbygning af tagdækning med zink eller kobber er vist i figur 108-figur 112.
Figur 108. Eksempel på kobbertagdækning (eller zinktagdækning) lagt direkte på underlag af brædder i ventileret tagkonstruktion med diffusionstæt undertag af banevare. Undertaget kan også udføres som fast undertag eller diffusionsåbent undertag. I eksemplet er der ventilationsspalte mellem bræddeunderlag og undertag, som sikrer, at eventuel kondensfugt kan bortledes. I eksemplet er vist en tværfals, som kan optage ekspansion i metalbanerne, se figur 116.
Figur 109. Eksempel på zinktagdækning (eller kobbertagdækning) lagt direkte på underlag af brædder i ventileret tagkonstruktion uden undertag. I eksemplet er der ventilationsspalte mellem bræddeunderlag og varmeisolering, som sikrer, at eventuel kondensfugt kan bortledes. I eksemplet er vist en tværfals, som kan optage ekspansion i metalbanerne, se figur 116.
Underlag af pladematerialer mv.
Ved zink- og kobbertag på fulddækkende underlag, fx krydsfiner, varmeisoleringsmaterialer eller brædder med fer og not-samlinger, skal der udlægges et struktureret skillelag mellem underlaget og zink- eller kobbertagdækningen, se figur 110.
Zink kan leveres med coated/lakeret bagside. Anvendes zink med coated/lakeret bagside kan struktureret skillelag undertiden undværes, jf. leverandørens anvisninger.
Ved falset tag med lav taghældning og/eller ved udsat beliggenhed anbefales det, at det strukturerede skillelag lægges på et vandtæt underlag, fx en tagmembran.
Eksempler på opbygning af tagdækning med zink eller kobber med struktrureret skillelag er vist i figur 111 og figur 112.
Figur 110. Eksempler på struktureret skillelag med forskellig udformning. Det strukturerede skillelags opgave er at sikre adgang af ilt til undersiden af metaltagdækningen og at tillade, at eventuelt kondensvand kan undslippe.
Figur 111. Eksempel på zink- eller kobbertagdækning på ventileret tagkonstruktion. Tagunderlaget er krydsfiner. Mellem krydsfiner og zink er der lagt et undertag med struktureret skillelag, dels for at sikre adgang af ilt til bagsiden af metaltagdækningen og dels for at sikre, at kondensfugt fra bagsiden bortledes. I eksemplet er vist en tværfals, som kan optage ekspansion i metalbanerne, se figur 116.
Figur 112. Eksempel på zink- eller kobbertagdækning på ventileret tagkonstruktion. Tagunderlaget er krydsfiner med tagmembran, som normalt anvendes ved mindre taghældninger. Mellem tagmembran og zink er der lagt et struktureret skillelag, dels for at sikre adgang af ilt til bagsiden af metaltagdækningen og dels for at sikre, at kondensfugt fra bagsiden bortledes. I eksemplet er vist en tværfals, som kan optage ekspansion i metalbanerne, se figur 116.
5.6.4 Udførelse af zink- og kobbertage
Zink- eller kobberbanerne fastholdes til underlaget med hafter, se figur 113. Hafterne fastgøres til underlaget med kamsøm eller skruer i henhold til gældende standarder eller statiske beregninger. Længdesamlinger mellem banerne sker normalt ved dobbelt falsning. Herved fastgøres metalbanen til haften.
Udvidelseskoefficienten for kobber og zink er betydelig, hvilket der skal tages hensyn til ved projektering for at undgå, at metallet ødelægges, eller der opstår spændingsbuler i zinken. Der anvendes derfor to typer af hafter: fasthafter og glidehafter. Fasthafter anvendes, hvor taget skal ligge fast, mens glidehafter er beregnet til at optage dimensionsændringer i metallet som følge af temperaturændringer, dvs. de tillader mindre bevægelser af tagbanerne i tagets plan.
Figur 113. Eksempler på hafter til fastholdelse af metaltagdækninger. Hafternes højde afhænger af, om der anvendes underlag af brædder eller underlag med struktureret skillelag.
- Fasthafte, der fikserer banerne.
- Glidehafte, der tillader, at banerne kan bevæge sig i forbindelse med dimensionsændringer ved temperatursvingninger.
Som eksempel kan nævnes, at udvidelseskoefficienten i længderetningen for zink er 0,022 mm/(m °C). Det vil sige, at for hver grad temperaturen ændrer sig, vil zinkbanens længde ændre sig med 0,022 mm pr. meter. En 10 meter lang tagbane vil altså blive 0,22 mm længere for hver grad, den opvarmes. Med et temperaturspænd i brug på ca. 100 °C (fra ca. – 20°C til + 80°C) vil en tagbane på 10 meters længde altså kunne få en samlet dimensionsændring på 0,22 mm/°C × 100 °C = 22 mm.
Ved tage med stående dobbeltfalse anvendes derfor en kombination af fast- og glidehafter, der monteres, så ekspansion af lange baner kan optages. Fasthafter fastholder tagbanen på et forudberegnet sted – betegnet fastzonen – hvor banen ønskes fastlåst afhængigt af den aktuelle størrelse tag og taghældning. Fastzonen bør være mellem 1 og 2 meter lang. Glidehafter anvendes, hvor tagbanen skal kunne ekspandere frit i længderetningen.
En glidehafte med 50 mm spalte kan optage en ekspansion svarende til en banelængde på højst 8 meter. En glidehafte med 70 mm spalte kan optage en ekspansion svarende til en banelængde på højst 16 meter. Der findes specielle glidehafter med længere vandring, der kan bruges på længere banelængder.
Længdesamlinger mellem banerne udføres med stående dobbeltfalse, hvor metallet bukkes sammen om hafterne, eventuelt med indlagt tætningsmiddel, se figur 114.
Tværsamlinger mellem banerne udføres med false, som vist på figur 115. Hvor der er behov for, at samlingen skal kunne optage bevægelse på grund af temperaturændringer, anvendes en enkelt fals med påloddet ekstrafals, se figur 116.
Figur 114. Principskitse der viser udførelse af samling i længderetningen mellem baner af zink med stående dobbeltfals (c).
Figur 115. Principskitse der viser udførelse af tværsamling mellem baner af kobber som dobbelt tværfals (sammenlåsningsfals) (d).
Figur 116. Tværsamling mellem baner af zink udført som enkelt tværfals med ekstra, påloddet tværfals, som tillader, at dimensionsændringer i banerne kan optages. Denne type tværfals giver mulighed for at optage ekspansion i metalbanerne. Tværfalse kræver en vis taghældning for at være tætte – den viste tværfals kræver fx en taghældning over 10°.
5.6.4 Detaljer med zink og kobber
I dette afsnit vises eksempler på udformning af nogle typiske detaljer, som anvendes i tage med tagdækning af valsede baner af kobber eller zink. Eksemplerne gælder begge materialer. Der henvises desuden til monteringsvejledninger og yderligere detaljer fra leverandørerne.
Ved udformning af detaljer i taget skal der tages hensyn til generelle retningslinjer for en række forhold, fx retningslinjer for ventilation og krav i bygningsreglementet vedrørende brandsikring og varmeisolering. Overordnede forhold vedrørende valg af tag er beskrevet i afsnit 1.1, Tagudformning.
Yderligere eksempler på udformning af detaljer i taget kan findes i afsnit 6, Kviste, ovenlys og tagvinduer, afsnit 7, Inddækninger – gennemføringer og tilslutninger og afsnit 9, Eksempelsamling.
Tagfod
Figur 117. Eksempel på udformning af tagfod for zinktagdækning på underlag af brædder med ventilation af tagdækningen bag om tagrende gennem ventileret inddækning. Se også figur 118.
Figur 118. Tværsnit i tagfod af zinktagdækning direkte på bræddeunderlag. Der er ventilation under brædderne. I dette eksempel er der vist diffusionsåbent undertag under ventilationsspalten. Ventilationsåbningen er bag tagrende, og der er anvendt ventileret inddækning i form af en plade med huller. Der skal mindst være 20 mm fri åbning bag tagrende for at sikre adgang for ventilationsluft, se figur 119.
Figur 119. Eksempel på detalje ved tagfod, hvor der er ventilationsåbning bag tagrende. Der er anvendt ventileret inddækning i form af en plade med huller. Der skal mindst være 20 mm fri åbning bag tagrende for at sikre adgang for ventilationsluft.
Figur 120. Eksempel på udformning af tagfod for zinktagdækning direkte på bræddeunderlag med ventilation via tagudhæng. Se også figur 121.
Figur 121. Eksempel på udformning af tagfod for zinktagdækning på bræddeunderlag. Eksemplet viser tagfod med ventilation via tagudhæng. Der er indlagt insektnet i ventilationsåbningen. Insektnet kan alternativt placeres over udhængsbrædderne.
Figur 122. Eksempel på detalje ved tagfod. Ved afslutning af baner ved tagfod skal der sikres mulighed for ekspansion. Ventilation sker gennem udhæng (ikke vist).
Kip
Figur 123. Eksempel på udformning af kip i ventileret tagkonstruktion med tagdækning af zink eller kobber. Ventilation under rygningselement sker gennem perforeret specialprofil, der også anvendes til at fastholde rygningselementet. Ved fastgørelse af specialprofilet skal det sikres, at der er mulighed for langs- og tværgående ekspansion af zinkbaner. Se også figur 124.
Figur 124. Tværsnit i kip i zink- eller kobbertag med ventilationsåbning under tagdækning gennem specialprofiler, der også anvendes til at fastholde rygningselement. Ved fastgørelse af specialprofil kan der være behov for at sikre mulighed for langs- og tværgående ekspansion af zinkbaner. På figuren er vist løsning med diffusionsåbent undertag. Se også figur 123.
Stor gennemføring
Figur 125. Eksempel på placering af ventilationshætter (’fisk’) i zinktag under og over stor gennemføring, fx ovenlysvindue. Mulighed for ekspansion sikres ved placering af tværfalse med ekspansionsmulighed over, under og midt for gennemføringen, se også efterfølgende figur 126-figur 128.
Figur 126. Eksempel på udformning af tværfals med ekspansionsmulighed under stor gennemføring (detalje markeret med rød cirkel på figur 125). Zinkdækningen er lagt direkte på bræddeunderlag.
Figur 127. Eksempler på udformning af ventilationsstudse (’fisk’) til kobber- og zinktage. Se også figur 125 og figur 128.
Figur 128. Eksempel på ventilationsstuds i kobber eller zinktag med ca. 15 mm opkant til sikring mod indtrængning af fygesne og slagregn. Se også figur 125 og figur 127.
5.7 Tagmembraner
Tagmembraner findes i form af tagpap eller tagfolier. Begge typer findes i forskellige varianter. Tagmembraner leveres normalt i rulleform og kan fås i forskellige bredder. Nogle tagfolier kan i en vis udstrækning (mindre tage) leveres færdigkonfektionerede.
Til både tagpap og tagfolie findes et righoldigt udvalg af tilbehør i form af tagbrønde, fugeskinner, ventilationsåbninger, fx fisk eller dobbeltkip, kapsler mv.
Tætheden af tage udført med tagmembraner opnås ved at anvende materialer, som udover selv at være tætte også kan samles vandtæt. Tagmembraner kan derfor anvendes på tage med lav hældning, og der er ikke risiko for indtrængning af hverken slagregn eller fygesne i den færdige tagdækning. Tagmembraner kræver et kontinuert, bæredygtigt underlag, idet membranerne kræver fuld understøtning. Underlaget kan bestå af beton, brædder, krydsfinerplader, OSB-plader eller (trædefast) varmeisoleringsmateriale, se afsnit 5.7.4, Opbygning af tage med tagmembraner.
Tagmembraner anvendes også som vandtæt membran i grønne tage, omvendte tage og duo-tage, se afsnit 5.11, Grønne tage.
Tage med tagmembran på brædder eller krydsfiner-/OSB-plader hører til kategorien ’lette tage’, se afsnit 5.1.3, Taghældning og fladevægt.
Levetiden for tagmembraner afhænger både af tagdækningsmaterialet og den konstruktive opbygning af taget. Hældningen har betydning for, hvor lang tid tagdækningen eksponeres for fugt, og om der for direkte eksponerede tagmembraner er risiko for ophobning af snavs på tagfladen, fx ved lunker i flade tage. Anvendelse i varme tage medfører generelt højere temperatur på tagmembranen, mens anvendelse i grønne tage medfører længere tids eksponering for fugt. Alle de nævnte forhold kan medvirke til at nedsætte levetiden, hvis membranmaterialet ikke er egnet til formålet.
Membraner er forholdsvis tynde, og der bør derfor foreligge dokumentation for robusthed over for stød og slag (risiko for punktering). Der bør også foreligge oplysninger om, hvordan eventuelle ændringer eller reparation efter skader foretages.
Der bør sørges for uvildig dokumentation af de væsentlige egenskaber ved anvendelse af nye membranmaterialer.
Brandklassificering af tagmembraner
Tagmembraner er brændbare og kræver derfor dokumentation ved prøvning, medmindre de er dækket med enten 50 mm stenlag, 30 mm afretningslag, fx beton, eller 40 mm tykke fliser. Tagmembraner må kun anvendes, såfremt systemet – underlag og tagmembran – er klassificeret som BROOF(t2), jf. Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018).
Prøvning af tagpap og tagfolie udføres efter metode 2 i DS/CEN/TS 1187, Prøvningsmetoder til udvendig brandpåvirkning af tage (Dansk Standard, 2012e), hvor tagdækningen prøves på tre standardunderlag (spånplade, mineraluld eller polystyren) eller på det aktuelle underlag.
På basis af en bestået prøvning udstedes en klassifikation i henhold til DS/EN 13501-5 (Dansk Standard, 2016d), hvor tagdækningen klassificeres på et underlag som det anvendte med en densitet ned til 75 % af den, der blev anvendt ved prøvningen. Hvis tagdækningen kan bestå på polystyren, gælder klassifikationen på alle underlag med højere densitet. Brandegenskaberne af tagmembraner kan opnås ved tilsætning af brandhæmmere, anvendelse af glasarmering eller ændring af sammensætning.
5.7.1 Tagpap
Tagpap er membraner baseret på bitumen, som er beregnet til tagdækning i ét eller to lag.
Tagpap har sit navn på grund af tidligere tiders opbygning af materialet. Bitumener er tungtflygtige jordolier, som blødgøres gradvis ved opvarmning. Der findes flere forskellige undergrupper af tagpap afhængigt af den påtænkte anvendelse, fx med rodhæmmere til brug i grønne tage, se afsnit 5.11, Grønne tage.
Tagpap fremstilles i dag med stamme (armering) af polyester eller en kombination af polyester og glasfilt og med modificerede bitumener som belægning på begge sider af stammen. Tidligere anvendtes såkaldte oxyderede bitumener, men deres egenskaber er ringere, og de bør derfor ikke længere anvendes som overpap.
Tagpappen er armeret for at give tagpappen styrke og dimensionsstabilitet. Polyesterfilt har især god styrke og brudforlængelse, men begrænset dimensionsstabilitet. Glasfilt har god dimensionsstabilitet, men har til gengæld begrænset styrke og en beskeden brudforlængelse på 2-4 %. I nogle tilfælde anvendes en kombination af polyesterfilt og glasfilt som armering, eventuelt i to uafhængige armeringslag af henholdsvis polyesterfilt og glasfibervæv, så der opnås en kombination af de to materialers gode egenskaber, fx dimensionsstabilitet. Armering med glasfilt er især vigtig i produkter, som skal have gode brandtekniske egenskaber.
Bitumen nedbrydes af ultraviolet lys (UV-lys) fra solen. For at reducere nedbrydning anvendes beskyttelse af overfladen ved bestrøning med skifer eller lignende kombineret med anvendelse af modificerede bitumener, fx APP, som ikke nedbrydes så hurtigt af UV-lys.
Tagpap leveres normalt på ruller i bredde på 1 meter og længde på 7-8 meter. Tykkelsen af tagpap varierer mellem 2-3 mm for underpap og 4-6 mm for overpap og ét lags dækninger.
Typer af tagpap
Der er i dag to hovedtyper af tagpap, som begge er baseret på polymermodificeret bitumen. De to hovedtyper er:
- SBS-modificeret tagpap: Denne type tagpap er fremstillet med en bitumen, som er modificeret ved tilsætning af Styren-Butadien-Styren (SBS), hvilket giver det færdige produkt elastomere egenskaber. SBS-modificeret tagpap har derfor en vis elasticitet, som gør, at den kan genvinde sin oprindelige form efter mindre deformationer. Der er normalt tilsat 10-15 vægtprocent SBS til bitumenblandingen. Den tilsatte mængde har indflydelse på belægningens egenskaber. Tagpap af SBS-modificeret bitumen forsynes normalt med en skiferbestrøning for at beskytte den mod nedbrydning af UV-lys.
- APP-modificeret tagpap: Denne type tagpap er fremstillet med en bitumen, som er modificeret ved tilsætning af Ataktisk Poly-Propylen (APP), som giver det færdige produkt plastomere egenskaber, men dog har en vis elasticitet, som medfører, at det kan genvinde sin oprindelige form efter mindre deformationer. APP-modificeret tagpap kan derfor få blivende deformationer, hvis der er større bevægelser i underlaget.
For at opnå optimale egenskaber bør der være tilsat ca. 30 % APP til bitumenblandingen. Den tilsatte mængde har indflydelse på belægningens egenskaber. APP-modificeret bitumen af høj kvalitet er forholdsvis resistent over for UV-lys og bestrøning kan derfor undværes, hvis der i stedet anvendes en glasfilt som beskyttelse i overfladen af membranen. Tagpappen kan i så fald udføres med glat overflade. APP-modificeret tagpap uden bestrøning bør ikke anvendes sammen med fodblik og tagrender af zink, da der på grund af påvirkning fra UV-lys (solpåvirkning) vil blive fraspaltet sure nedbrydningsprodukter fra tagpappen.
Gældende standarder for tagpap
Tagpap er omfattet af standarden DS/EN 13707, Fleksible membraner til fugtisolering – Forstærket tagpap – Definitioner og egenskaber (Dansk Standard, 2013h).
De væsentligste egenskaber for tagpap sammen med tilhørende standarder for prøvningsmetoder er angivet i tabel 20.
For produkter til anvendelse i grønne tage, se afsnit 5.11, Grønne tage, kræves der tilsætning af rodhæmmere og prøvning efter DS/EN 13948, Fleksible membraner til fugtisolering – Bitumen-, plast- og gummimembraner til fugtisolering af tage – Bestemmelse af modstandsevnen over for gennemvoksning af rødder (Dansk Standard, 2007e).
Tabel 20. Oversigt over prøvningsstandarder for tagpap.
Egenskab | Prøvningsstandard | |
|---|---|---|
Nr. | Titel | |
Vandtæthed | DS/EN 1928 | Fleksible membraner til fugtisolering. Bitumen-, plast- og gummimembraner til fugtisolering af tage. Bestemmelse af vandtæthed (Dansk Standard, 2000b) |
Dimensionsstabilitet | DS/EN 1107-1 | Fleksible membraner til fugtisolering. Del 1: Bitumenmembraner til fugtisolering af tage. Bestemmelse af dimensionsstabilitet (Dansk Standard, 1999b) |
Trækstyrke og brudforlængelse: | DS/EN 12311-1 | Fleksible membraner til fugtisolering. Del 1: Tagpap. Bestemmelse af trækstyrke og brudforlængelse (Dansk Standard, 1999c) |
Fleksibilitet ved kulde før og efter ældning | DS/EN 1109 DS/EN 1296 | Fleksible membraner til fugtisolering – Bitumenmembraner til fugtisolering af tage – Bestemmelse af fleksibilitet ved lav temperatur (Dansk Standard, 2013i) Fleksible membraner til fugtisolering – Tagpap, plast- og gummifolier til tage – Varmeældning (Dansk Standard, 2001) |
Styrke af samlinger | DS/EN 12316-1 | Fleksible membraner til fugtisolering. Del 1: Tagpap. Bestemmelse af samlingers modstandsevne over for peeling (Dansk Standard, 1999d) |
DS/EN 12317-1 | Fleksible membraner til fugtisolering. Del 1: Tagpap. Bestemmelse af samlingers forskydningsstyrke (Dansk Standard, 1999e) | |
Varmestabilitet | DS/EN 1110 | Fleksible membraner til fugtisolering – Tagpap – Bestemmelse af sætningsegenskaber ved forhøjet temperatur (Dansk Standard, 2011e) |
5.7.2 Tagfolie
Tagfolier er plast- eller gummi-membraner beregnet til tagdækning i ét lag.
Tagfolier har forskellig kemisk sammensætning både af grundmaterialet, typen og mængden af tilsætningsstoffer samt armeringen, som kan være polyester eller glasfilt (sidstnævnte normalt kun under ballast). Opbygningen er ligeledes forskellig. Der er derfor stor forskel på tagfoliers egenskaber.
Ved valg og projektering skal der tages hensyn til typen af tagfolie.
Tagfolier leveres normalt på ruller med bredde på 1-2 meter og længde på 15-20 meter. Tykkelsen af tagfolier varierer sædvanligvis mellem 1,2 og 2 mm. I nogle tilfælde kan tagfolien leveres færdigkonfektioneret til det aktuelle tag.
Der kan skelnes mellem to hovedtyper af materialer til tagfolier:
- Termoplastiske materialer, der efter produktion i hovedsagen har plastiske egenskaber, men dog har en vis elasticitet, som medfører, at de kan genvinde deres oprindelige form efter mindre deformationer. De mest anvendte typer er:
- PVC (Poly-Vinyl-Chlorid), der er en udbredt type af tagfolier. PVC er tilsat 30-35 % blødgørere for at give de ønskede egenskaber. Blødgørerne medvirker til at gøre materialerne fleksible, og de er derfor vigtige af hensyn til tagfoliens levetid. Desuden tilsættes brandhæmmere, UV-stabilisatorer og farvepigmenter. PVC fremstilles i forskellige undergrupper afhængigt af den påtænkte brug, herunder fastgørelsesmetode. Hvis PVC skal anvendes i forbindelse med bitumenprodukter, fx tagpap, skal der anvendes en migreringsspærre for at undgå nedbrydning, ved at blødgørerne forsvinder ud af PVC’en. PVC har god bestandighed mod kemikalier.
- TPO (Thermoplastic Poly-Olefine), hvor folien fremstilles ved at kombinere materialerne eten og propen. Den færdige folie er blødere end sædvanlig polypropen, men dog ikke så blød som PVC. Folien tilsættes brandhæmmere, UV-stabilisatorer, pigmenter mv., men er ikke tilsat blødgører. TPO har god modstandsevne overfor UV-lys, ozon og kemiske påvirkninger.
- Elastomere materialer, der har elastiske egenskaber, dvs. at de i en vis udstrækning kan genvinde deres oprindelige form efter deformation. Af denne type findes følgende hovedtyper:
- EPDM (Eten-Propen-Dien-Monomer), der er en fællesbetegnelse for sammensætninger mellem eten-propen og forskellige dienmonomere. EPDM tilsættes carbon-black/aktivt-kul for at øge levetiden, men indeholder ikke andre tilsætningsstoffer eller blødgørere. EPDM har god modstandsevne mod UV-lys og ozon. EPDM er foreneligt med bitumenprodukter.
- PIB (Poly-Iso-Butylen), der fremstilles af polyisobutylen med høj molekylvægt. Det er det foliemateriale, der har været længst på markedet som tagfolie. PIB har selvhelende kanter.
Gældende standarder for tagfolie
Tagfolier er omfattet af standarden DS/EN 13956, Fleksible membraner til fugtisolering – Plast- og gummimembraner til tagdækning – Definitioner og karakteristika (Dansk Standard, 2013l).
De væsentligste egenskaber for tagfolier sammen med tilhørende standarder for prøvningsmetoder er angivet i tabel 21.
For produkter til anvendelse i grønne tage kan der være behov for at ændre den kemiske sammensætning af produkterne, se afsnit 5.11, Grønne tage.
Tabel 21. Oversigt over prøvningsstandarder for tagfolier.
Egenskab | Prøvningsstandard | |
Nr. | Titel | |
Vandtæthed: | DS/EN 1928 | Fleksible membraner til fugtisolering. Bitumen-, plast- og gummimembraner til fugtisolering af tage. Bestemmelse af vandtæthed (Dansk Standard, 2000b) |
Dimensionsstabilitet | DS/EN 1107-2 | Fleksible membraner til fugtisolering – Bestemmelse af dimensionsstabilitet – Del 2: Plast- og gummifolier til tagdækning (Dansk Standard, 2001) |
Trækstyrke og brudforlængelse: | DS/EN 12311-1 | Fleksible membraner til fugtisolering. Del 1: Tagpap. Bestemmelse af trækstyrke og brudforlængelse (Dansk Standard, 1999f) |
Fleksibilitet ved kulde før og efter ældning | DS/EN 495-5 | Fleksible membraner til fugtisolering – Bestemmelse af foldbarhed ved lave temperaturer – Del 5: Plast- og gummimembraner til tagdækning (Dansk Standard, 2013j) |
Styrke af samlinger | DS/EN 12316-2 | Fleksible membraner til fugtisolering – Bestemmelse af afskalningsmodstand i samlingerne – Del 2: Plast- og gummimembraner til tagdækning (Dansk Standard, 2013k) |
DS/EN 12317-2 | Fleksible membraner til fugtisolering – Bestemmelse af samlingers forskydningsstyrke – Del 2: Plast- og gummifolier til tagdækning (Dansk Standard, 2010a) | |
5.7.3 Taghældning for membrantage
Tage med tagmembraner kan anvendes både på rejste tage og flade tage. Faldet er vigtigt, da det reducerer risikoen for større skader i tilfælde af utætheder. Veldefineret fald reducerer også både ophobning af snavs og visne blade på tagfladen, som kan medføre tilstopning af tagbrønde og isdannelser, som kan nedbryde overlæg og for tagpap eventuel skiferbestrøning.
Fald på flade tage (taghældning < 10°)
Flade tage anvendes ofte med hældning helt ned til 1:40 svarende til 25 mm/meter. Tage med lave hældninger stiller særlige krav til projektering og udførelse for, at der kan opnås et veldefineret fald på hele tagfladen. Der skal tages hensyn til eventuelle forventede deformationer af tagkonstruktionen, når opbygning af fald på tagfladen planlægges. Der skal fx være opmærksomhed på faldet ved understøtninger (hvor der kan optræde vinkeldrejninger), på det resulterende fald ved nedbøjninger som følge af egenvægt (og sne) eller som følge af eventuelle pilhøjder, fx fra forspændte betonelementer, og ved spring mellem eventuelle elementer, se afsnit 5.7.4, Opbygning af tage med tagmembraner.
Det er især vigtigt at placere tagbrønde, så der er fald mod dem. Der kan tolereres enkelte områder – arealer op til 10 m2 – med mindre afvigelser, hvor det resulterende fald kun er 1:50 svarende til 20 mm/m. Desuden accepteres mindre fald i skotrende – typisk 1:100 – 1:165.
Faldet kan opbygges i selve konstruktionen, eller konstruktionen kan ved varme tage udføres med vandret overside, hvorefter faldet opbygges i varmeisoleringsmateriale, som er udlagt oven på konstruktionen, se afsnit 1.1.2, Tagtyper afhængigt af opbygning.
Ved opbygning af fald på flade tage skelnes normalt mellem følgende metoder, se figur 129:
- Fald mod skotrende, enten skotrendekiler med ensidigt fald eller modfaldskiler
- Fald mod kasserende
- Kuvertfald.
Ved udformning af tage med kuvertfald eller med skotrendekiler vil der opstå skotrender mellem de tagflader og kiler, som har fald mod afløbet. Hvis hovedfaldet på tagfladerne er 1:40, kan det ikke undgås, at faldet i skotrenderne bliver mindre end 1:40, men skotrenderne skal stadig have fald mod afløb, så vandet kan afledes fra taget. Større hældning af tagfladerne er en fordel, da det også giver større fald i skotrenderne og dermed mindre risiko for stående vand på taget.
Krav til afledning af vand fra tage og anbefalinger til taghældning er beskrevet i afsnit 2.2, Vandafledning fra tage.
For alle løsningsmodeller skal det sikres, at overlæg ved samlinger mellem baner af tagmembraner og inddækninger ikke medfører en forhøjning, som forhindrer, at vandet kan afledes korrekt.
Ved små taghældninger øges risikoen for, at der opstår lunker (lokale fordybninger – vandpytter) på tagfladen. På grund af udførelsestekniske tolerancer, overlæg af baner ved membransamlinger og ved inddækninger kan lunker på tage med meget små hældninger ikke undgås, men de skal begrænses mest muligt. Retningslinjer for acceptable afvigelser er anført i tabel 22.
Tabel 22. Tolerancer for lunker ved udførelse af flade tage (fald > 1:40) med membraner.
Tagflade | Skotrender og sammenskæringslinjer | Kasserender | |
|---|---|---|---|
Største vanddybde | 10 mm | 15 mm | 15 mm |
Største udbredelse af lunker | 1,5 m2 (enkelt lunke) Højst 10 % af tagfladen | 5 m2 (enkelt lunke) | 15 % af rendens længde |
Figur 129. Eksempler på opbygning af fald på flade tage (taghældning < 10°), se også figur 130-figur 133.
- Fald mod skotrende med modfaldskiler, der har fald i to retninger, se figur 130.
- Fald mod skotrende med kiler med ensidigt fald, se figur 131.
- Fald mod kasserende, som selv har fald mod afløb, se figur 132.
- Kuvertfald, se figur 133.
Fald mod skotrende
Faldet på tagfladen kan opbygges med kiler med ensidigt fald eller kiler med fald i to retninger (modfaldskiler), herved opstår der skotrender på tagoverfladen. Der skal også være fald i skotrenden, så det sikres, at vand kan afledes.
Modfaldskiler har fald i to retninger, fx 1:60 på langs og 1:15 på tværs, se figur 130. Ved anvendelse af sådanne kiler fås for et tag med hældning 1:40 et meget lille fald i sammenskæringslinjerne – typisk 1:165.
Ved skotrendekiler med ensidigt fald har kilerne sædvanligvis et fald, der er halvt så stort som faldet på tagfladen. For et fald på 1:40 anvendes fx kiler med et fald på 1:80, se figur 131. Faldet i sammenskæringslinjen bliver mindre. Denne løsning anvendes sjældent, men giver større fald i sammenskæringslinjerne og dermed mindre risiko for stående vand på taget end løsningen med modfaldskiler.
Figur 130. Fald på fladt tag med kiler med fald i to retninger mod skotrende (modfaldskiler). Hovedfaldet på taget er udført med kiler med hældning på 1:40 mod skotrenden. Modfaldskiler har et lille fald, som er forskelligt på langs og på tværs.
Figur 131. Fald på fladt tag med kiler med ensidigt fald mod skotrende. Hovedfaldet på taget er udført med kiler med hældning 1:40 i begge retninger.
Fald mod kasserende
Kasserender er rektangulære forsænkninger i tagfladen. Bunden af renden udføres med fald mod afløb, der er placeret nede i renden, se figur 132. Faldet i renden skal mindst være 1:100, men bør om muligt være større. Kasserender skal udføres tilstrækkeligt brede til, at montering og inddækning af tagbrønde kan ske uden problemer. Normalt anvendes en bredde på 600 mm.
Figur 132. Fald på fladt tag mod kasserende. Hovedfaldet på taget er mindst 1:40, og faldet i kasserenden mindst 1:100. Kasserendens bredde bør være mindst 600 mm af hensyn til arbejdsudførelsen. Afstanden mellem tagbrønde er højst 14,4 meter.
Kuvertfald
Ved kuvertfald opbygges tagfladen af fire plane flader, som skærer hinanden under en vinkel på 45°, og som alle har fald mod afløb, se figur 133. Sammenskæringslinjer mellem de enkelte tagflader skal altid være i vinkelhalveringslinjen for at undgå niveauspring i varmeisoleringstykkelse. Større tagflader kan bestå af en række flader med hvert sit kuvertfald. Ved fald af de enkelte tagflader på 1:40 bliver faldet i sammenskæringslinjerne for et kvadratisk tag 1:56. Større hældning bør foretrækkes, fx vil et fald på 1:20 give et fald i sammenskæringslinjerne på 1:28 og dermed mindre risiko for stående vand på taget. Dette medfører dog store isoleringstykkelser. Kuvertfald medfører et forholdsvis stort spild af varmeisoleringsmateriale.
Figur 133. Fald på fladt tag opbygget som kuvertfald opbygget af kileskåret varmeisolering med hældning på 1:40. Afstanden mellem tagbrønde er højst 14,4 meter.
Gennemføringer
Hvor der er gennemføringer på tagfladen med en bredde over 1 meter, fx ovenlys eller skorstene, skal det sikres, at vandet ledes uden om forhindringen, fx som vist på figur 134 ved opbygning af en såkaldt ’svineryg’ med modfaldskiler. Gennemføringer i tagfladen skal placeres med så stor afstand, at to nabogennemføringer hver især kan inddækkes korrekt, og så der mindst er 0,5 meter afstand mellem dem, se figur 134.
Der må ikke være gennemføringer, fx af rør eller kanaler, i skotrender eller kasserender, hvor vandbelastningen er stor, eller hvor der er en risiko for stående vand, ligesom afstanden til murkroner mv. skal være mindst 0,5 meter, se figur 135.
Forhold vedrørende indbygning af ovenlys i flade tage med tagmembran er beskrevet i afsnit 6.1, Ovenlys på flade tage.
Figur 134. Opbygning af ’svineryg’ bag stor gennemføring på tagfladen, så det sikres, at vandet ledes uden om gennemføringen – og der ikke er risiko for, at der opstår en vandpyt bag gennemføringen.
Figur 135. Eksempel på placering af gennemføring, fx ovenlyskuppel, på tag med tagmembran og opbygning af fald med modfaldskiler. Der skal være mindst 0,5 meter mellem bunden af skotrende og gennemføringen og tilsvarende mindst 0,5 meter mellem gennemføringen og murkronen.
5.7.4 Opbygning af tage med tagmembraner
Tage med tagdækning af tagmembraner kan opbygges på bærende tagkonstruktioner både af træ, stål og beton.
Tagmembraner kræver et kontinuert, bæredygtigt underlag, idet membranerne kræver fuld understøtning. Kravene til underlaget afhænger af, om der er tale om varme eller kolde tage. Detaljeret beskrivelse af generelle retningslinjer for opbygning af varme og kolde tage er beskrevet i afsnit 1.3, Varme og kolde tage.
Det gælder generelt, at underlaget skal være så plant og med veldefineret fald, at det sikres, at der overalt kan opnås korrekt fald på selve tagdækningen.
Der kan ikke ske opretning af faldet hverken med tagdækningen selv eller med varmeisoleringsmateriale, der udlægges på underlaget. Tagisolering kan også kun optage ujævnheder i underlaget i begrænset omfang. Hvis der anvendes kileskåret varmeisolering, kan underlaget under varmeisoleringen eventuelt udføres vandret.
Underlag, hvorpå tagmembraner monteres direkte, fx beton eller krydsfiner, skal desuden have jævn og glat overflade uden store spring, huller eller grater. Eventuelle grater må heller ikke være skarpe, idet de så kan skade membranen.
Som underlag for tagisolering eller tagmembraner alene kan anvendes et af følgende materialer:
- Beton støbt på stedet
- Betonelementer
- Brædder
- Krydsfiner
- OSB-plader (Oriented Strand Board)
- Tagelementer
- Profilerede stålplader med mellemlag af varmeisolering.
Beskrivelser og eksempler på opbygning af tage med tagmembraner på de forskellige typer underlag er vist i de efterfølgende figur 136-figur 140.
Betondæk som underlag for tagmembran
Betondæk, der skal være underlag for tagmembraner, skal have tør og fast overflade, som er ren og fri for støv. Udsparinger og gennemføringer skal være tilstøbt. Størrelsen af grater, spring og lunker må højst være 5 mm. Eventuelle grater må ikke være skarpe, så der er risiko for, at tagmembranen skades.
Den maksimale nedbøjning af betondækket må ikke være større end 10 mm på langs ad faldet og ikke større end 5 mm på tværs. Begge målt med et 2,4 meter retholt.
Der kan på mindre områder – ca. 10 m2 – accepteres afvigelse på betonoverfladens fald på højst 5 mm/meter, målt med 2,4 meter retholt (svarende til et resulterende fald på hovedtagfladen på 1:50 eller 20 mm/m).
Betondæk som underlag for isolering
For betondæk, der skal være underlag for tagisolering med tagmembran, må der ikke forekomme grater eller spring større end 8 mm. Der må ikke være lunker, der målt med et 2,4 meter retholt, er større end 10 mm.
For betondæk støbt på stedet bør tykkelsen ikke være under 100 mm.
For betonelementer skal montagebøjler være fjernet. Udstøbninger skal være jævne og i plan med den øvrige tagflade.
Betonelementsamlinger skal være udført, så der ikke kan foregå bevægelse mellem elementerne indbyrdes. Alternativt skal de være så stive, at differensnedbøjninger for halvdelen af den karakteristiske snelast er højst 5 mm.
Fald bør projekteres, så det går i betonelementernes længderetning. På langs ad faldet afhænger kravene af spændvidden, se tabel 23, og hvor på elementerne, der måles. Ved vederlag må højdeforskelle mellem elementerne ikke være større end 5 mm. Forekommer der større spring, skal overfladen afrettes, så tolerancekravene for lunker er overholdt, se tabel 22.
Hvis faldet er på tværs af elementernes retning, må der ikke være spring på mere end 5 mm mellem to naboelementer.
For spændvidder større end 6 meter kan højdeforskelle ved elementernes midte på op til 5 mm pr. 6 meter spænd accepteres, dog højst 30 mm. Højdeforskelle over 10 mm udlignes, fx ved overstøbning, så der opnås jævnt fald på overfladen i begge retninger, og så tagfladens fald stadig er i den rigtige retning.
Tabel 23. Krav til maksimale niveauforskelle mellem to nabobetonelementer, der skal anvendes som underlag for tagmembran eller tagisolering med tagmembran, afhængigt af betonelementernes spændvidde.
Spændvidde [m] | Maksimale niveauforskelle mellem to naboelementer [mm] |
|---|---|
< 6 | 10 |
6 – 12 | 15 |
12 – 18 | 20 |
18 – 24 | 25 |
24 – 30 | 30 |
Tagisolering
Tagisolering kan anvendes som underlag for tagmembraner i varme tage med bærende konstruktioner af både træ, stål og beton, se efterfølgende figur 136-figur 140.
Tagisolering til underlag for tagmembraner skal være trædefast, dvs. skal kunne modstå punktlaster fra gangtrafik mv. under udførelse og senere brug – svarende til en karakteristisk korttidstrykstyrke på mindst 20 kN/m², jf. DS/EN 826 (Dansk Standard, 2013f).
Taghældningen kan opbygges i tagisoleringen med kileskåret tagisolering eller i den bærende konstruktion, se afsnit 5.7.3, Taghældning for membrantage.
Tagisolering skal udlægges, så overfladen bliver plan, jævn og med den foreskrevne hældning.
Figur 136. Eksempel på opbygning af varmt tag med betonelementer. Dampspærren er udført som en tagmembran. Den primære varmeisolering er vist som brændbar, og derfor er der anvendt et mindst 25 mm tykt lag ubrændbar varmeisolering under tagmembranen for at opfylde brandkravene.
Plader af tagisolering skal skubbes tæt sammen. Eventuelle fuger skal efterfyldes med varmeisoleringsmateriale, fx mineraluld.
Spring i samlinger mellem to varmeisoleringsplader, der løber i faldets retning må højst være 10 mm. Spring i samlinger på tværs af faldets retning må højst være 5 mm. Tagisolering skal være så formstabil, at der ikke sker ændringer i springenes størrelse over tid.
Tagisolering skal være tør, og opfugtning på byggepladsen skal undgås.
Tagisolering fastgøres mekanisk i henhold til krav i gældende europæisk standard Eurocode 1 – Del 1-4 (dansk Standard, 2007c).
Anvendes tagisolering til klæbet eller svejst tagpap, skal isoleringen være egnet til klæbning, fx celleglas, og bør have en karakteristisk delamineringsstyrke på mindst 3 kN/m² efter fugt- og varmeældning. Delamineringsstyrken bestemmes på basis af DS/EN 1607 (Dansk Standard, 2013g). Se også efterfølgende afsnit 5.7.6, Fastgørelsessystemer til tagmembraner. Bemærk, at der for hvert tagisoleringsmateriale er en brandteknisk klassifikation (som afhænger af bygningens højde og anvendelse), som er afgørende for, hvordan det skal vurderes og beskyttes brandteknisk, se afsnit 2.5.1, Brand udefra.
Brædder (fyr/gran)
I kolde tage med trækonstruktion kan brædder anvendes som underlag for tagdækning med tagmembraner, se figur 137. I varme tage med trækonstruktion kan brædder anvendes som underlag for en tagmembran, der fungerer som dampspærre, se figur 138 (dog vist med træbaseret plade på figuren).
Brædder som underlag for tagmembraner anvendes også i faste undertage, se 3.3.1, Faste undertage.
Brædder til underlag for tagmembraner skal være af fyr eller gran og med fer-og-not-samlinger. Brædderne må ikke have større bredde end 115 mm (færdigt dækmål). Kvaliteten af brædderne skal være seksta eller bedre (svarer til klasse C efter ’Nordisk træ sorteringsregler’, 1994 eller klasserne G4-2 eller G2-2 efter DS/EN 1611-1 (Dansk Standard, 1999).
Brædderne skal være plane og fri for løse knaster, revner og større vankanter i oversiden. Mindre vankanter må forekomme på korte strækninger – dog højst på 1,5 % af brædderne. Der må heller ikke være vankanter, som kan svække fer-og-not-samlingen.
For at opnå tilstrækkelig styrke og stivhed af bræddeunderlag skal der anvendes dimensioner og maksimale spændvidder som angivet i tabel 24, jf. TRÆ-rapport nr. 09, Faste undertage og tagunderlag – Baggrund for dimensioneringstabeller (Træinformation, 2015b).
Tabel 24. Tykkelser og tilhørende maksimale spændvidder for tagunderlag af brædder med fer og not-samlinger afhængigt af spændvidden. (Træinformation, 2015b).
Tykkelse [mm] | Spændvidde [mm] |
|---|---|
21 | 800 |
23 | 1000 |
25 | 1100 |
34 | 1200 |
Samling af tagbrædder sker over underlag, men flyvestød kan tillades i hvert 3. bræt. For brædder med fer og not-samlinger også i endestød kan flyvestød anvendes uden reduktion af spændvidden i forhold til værdierne angivet i tabel 24. Er endestødene ikke med fer og not, skal spændvidden ved anvendelse af flyvestød reduceres med 20 %.
Figur 137. Eksempel på opbygning af koldt tag med tagunderlag af brædder. Med fer-og-not-samlinger også i endestød kan flyvestød accepteres i hvert 3. bræt uden reduktion af spændvidden i forhold til værdierne angivet i tabel 24.
Fugtindholdet bør ved oplægning være 14-16 % og må ikke overstige 20 %. Er fugtindholdet under 14 %, skal brædderne udlægges med fugeafstand på 2 mm. Er fugtindholdet 15-17 %, udlægges brædderne med 1 mm fugeafstand.
Brædder lægges, så feren vender op ad tagfladen. Brædderne sømmes til underlaget med varmgalvaniserede søm. Der bør sømmes med mindst ét søm pr. bræt pr. understøtning og bedst i den øverste tredjedel af brættet. I randzoner, langs sider, gavle og større gennembrydninger i tagfladen sømmes med to søm pr. bræt. Brædder, der er højst 25 mm tykke, sømmes med 2,8 × 50 mm ringede maskinsøm eller 2,8 × 65 mm firkantsøm. For bygninger med højde over 5 meter og bygninger med særlig udsat beliggenhed skal fastgørelsen eftervises.
Krydsfinerplader
I kolde tage med trækonstruktion kan krydsfinerplader anvendes som underlag for tagdækning med tagmembraner, se afsnit 1.3, Varme og kolde tage. I varme tage med trækonstruktion kan krydsfinerplader anvendes som underlag for en tagmembran, der fungerer som dampspærre, se figur 138.
Krydsfinerplader som underlag for tagmembraner anvendes også i faste undertage, se 3.3.1, Faste undertage.
Plader af krydsfiner til underlag for tagmembraner skal være CE-mærkede efter DS/EN 13986 (Dansk Standard, 2004b) og være mærket ’Roofing’ samt overholde reglerne for tagplader i det nationale anneks til Eurocode 5 (Dansk Standard, 2015c). Yderligere oplysninger om træplader kan fx findes i TRÆ 60, Træplader (Træinformation, 2012).
Krydsfiner til tagunderlag skal opfylde kravene til anvendelsesklasse som angivet i tabel 25. Definition af anvendelsesklasser findes i det danske nationale anneks til Eurocode 5 (Dansk Standard, 2015c).
Tabel 25. Anvendelsesklasser for tagkrydsfiner med angivelse af eksempler på anvendelse (Dansk Standard, 2015c).
Anvendelsesklasse | Eksempel på anvendelse |
|---|---|
1 | Varme tage |
2 | Ventilerede tage |
3 | Uventilerede tage |
Pladerne oplægges i henhold til leverandørens monteringsvejledning. Der skal anvendes 'halve' plader med en maksimal vægt på 18 kg, jf. Brancheaftale om træbaserede tagplader (Træinformation, 2010). Hele plader kan anvendes, hvor det er muligt at anvende hjælpemidler til håndteringen, fx på fabrik.
Fugtindholdet i krydsfinerpladerne bør ved oplægning være 12-14 % og må ikke overstige 20 %. Pladerne skal oplægges med fugebredder, som beskrevet i leverandørens monteringsvejledning, typisk 1-2 mm.
Krydsfinerplader skal være forsynet med fer og not på ikke understøttede lange kanter. Korte kanter må kun stødes over en understøtning og må ikke have fer og not. Pladerne skal ligge i forbandt. Der må ikke optræde spring på mere end 2 mm mellem to plader. Ved skotrende, samlinger ved kuvertfald og lignende detaljer skal alle pladekanter understøttes – eventuel ventilation skal sikres.
Figur 138. Eksempel på opbygning af varmt tag med trækonstruktion. Konstruktionen er udført med krydsfiner- eller OSB-plader som underlag for en tagmembran, der fungerer som dampspærre. Isolansen/tykkelsen af varmeisoleringen under dampspærren afhænger af fugtbelastningsklassen, se tabel 5.
For at begrænse nedbøjningen er den største spændvidde for pladerne – c-c – på 0,6 meter for 12 mm plader, 0,8 meter for 15 mm og 1,2 meter for 18 mm plader. Ved tagflader, som er synlige, bør der anvendes en plade, som er en klasse tykkere.
Ovenstående gælder generelt. Der kan være afvigelser, der i så fald vil fremgå af CE-mærkningen.
Pladerne sømmes til underlaget med korrosionsbeskyttede, ringede søm, fx varmgalvaniserede, pr. 150 mm langs pladekanter og pr. 300 mm ved mellemunderstøtninger. Plader med tykkelse til og med 15 mm sømmes med 2,8 × 50 mm søm. Plader med tykkelse til og med 18 mm sømmes med 2,8 × 65 mm søm. Tilsvarende maskinsøm kan anvendes.
OSB (Oriented Strand Board)
OSB-plader til underlag for tagmembraner anvendes principielt som krydsfiner og skal være CE-mærkede efter DS/EN 13986 (Dansk Standard, 2004b) og være mærket ’Roofing’. OSB-plader findes ikke til anvendelse i klasse 3, jf. tabel 25. Definition af anvendelsesklasser findes i det danske nationale anneks til Eurocode 5 (Dansk Standard, 2015c).
OSB-plader skal mindst være OSB/3, og pladerne skal være mærkede hermed. Yderligere oplysninger om træplader kan fx findes i TRÆ 60, Træplader (Træinformation, 2012).
Der skal anvendes 'halve' plader med en maksimal vægt på 18 kg, jf. Brancheaftale om træbaserede tagplader (Træinformation, 2010). Pladerne udlægges i henhold til leverandørens monteringsvejledning. Hele plader kan anvendes, hvor det er muligt at anvende hjælpemidler til håndteringen, fx på fabrik.
Pladernes fugtindhold bør ved oplægning være 10-12 % og må ikke overstige 20 %.
OSB-plader kan – medmindre strengere krav er beskrevet i leverandørens monteringsvejledning – uden restriktioner anvendes til varme tage (anvendelsesklasse 1) samt til kolde, ventilerede tage (anvendelsesklasse 2), under forudsætning af at kravene hertil er overholdt (dokumenteret). Dette vil typisk være tage over rum i boliger og tilsvarende. Klassificering af bygninger efter fugtbelastningsklasse fremgår af afsnit 1.2, Ventilerede og uventilerede konstruktioner.
OSB-plader skal oplægges med fugebredder, som beskrevet i leverandørens monteringsvejledning. Fugebredderne er typisk 2-4 mm, dvs. dobbelt så store som for krydsfiner. Der må ikke optræde spring på mere end 2 mm mellem to plader.
Af hensyn til at begrænse nedbøjningen er den største spændvidde for pladerne – c-c – på højst 0,6 meter for 12,5 mm plader, 0,8 meter for 15 mm plader og 1,2 meter for 18 mm plader. Ved tagflader, som er synlige, bør der anvendes en plade, som er en klasse tykkere.
OSB-plader fastgøres med søm og sømafstande, som angivet for krydsfinerplader i afsnittet Krydsfinerplader.
Tagelementer
Præfabrikerede tagelementer kan produceres med træbaserede plader som underlag for en tagdækning med tagmembran. Tagelementer bør leveres med tagmembran og strimles straks efter oplægning for at undgå opfugtning fra nedbør.
Tagelementer skal overholde de samme betingelser med hensyn til, understøtningsafstande for plademateriale mv., som er gældende for overpladen (krydsfiner- eller OSBplader) i elementet.
Underlaget for elementerne skal normalt overholde tolerancekrav til koten på + 5/- 15 mm, hvor der ikke monteres på murrem. Elementsamlinger skal være udført, så der ikke kan foregå bevægelser/nedbøjninger mellem elementerne. Alternativt skal de være så stive, at differensnedbøjninger for halvdelen af den karakteristiske snelast højst er 5 mm.
For elementsamlinger, der løber i faldets retning, må der ikke være højdeforskelle mellem elementerne vinkelret på faldets retning større end 5 mm for spændvidde op til 6 meter og 10 mm for spændvidde op til 12 meter.
Nedbøjning for den karakteristiske snelast må ikke overstige 1/350 af spændvidden.
Detaljeret beskrivelse af forhold vedrørende opbygning af tagelementer er beskrevet i afsnit 4, Taglementer.
Profilerede stålplader
Profilerede stålplader kan indgå som den bærende konstruktion i et varmt tag med tagdækning af tagmembran på underlag af varmeisolering. Dampspærren kan også udføres med tagmembran på varmeisolering, se figur 139. For at sikre, at underlaget er plant og med veldefineret fald, skal stålpladerne opfylde en række krav.
Stålpladernes tykkelse skal være mindst 0,7 mm. Stabiliteten og stivheden af de enkelte profiler skal være så stor, at de ikke kæntrer eller sætter sig, og så der ikke kommer buler som følge af let arbejdsfærdsel under montage- og tagdækningsarbejde.
Nedbøjning for den karakteristiske snelast må ikke overstige 1/200 af pladernes spændvidde.
Metalpladernes profil skal være udformet, så varmeisoleringen er understøttet på mindst 30 % af tagfladen. Varmeisolering skal udføres, så gennemtrædning over bølgedale og deformation på bølgetoppe undgås. Det maksimale spænd af isoleringen afhænger af isoleringsmaterialet og dets tykkelse.
Figur 139. Eksempel på opbygning af varmt tag med tagdækning af tagmembran på underlag af profileret stålplade. Dampspærren skal beskyttes mod brand indefra og er derfor placeret 50 mm oppe i isoleringslaget. Hvis der anvendes celleplastsisolering over dampspærren, skal det nederste isoleringslag udføres som 2 × 25 mm mineraluldsisolering med forskudte samlinger. Det skal sikres, at dampspærren er tæt, også efter at isoleringen er sat fast til konstruktionen med beslag. Dette opnås bedst ved at anvende en robust dampspærre, fx en tagmembran.
Ved åbninger for ovenlys og lignende skal der udføres forstærkninger/udvekslinger, der sikrer metalpladerne tilstrækkelig stabilitet og stivhed.
For at sikre et godt underlag for dampspærren og beskytte den mod brand indefra kan der eventuelt indlægges et plademateriale, fx to lag cementspånplader med forskudte samlinger, som også kan bruges til fastgørelse af beslag for tagmembranen, se figur 140.
Figur 140. Eksempel på opbygning af varmt tag med tagdækning af tagmembran på underlag af profilerede stålplader. Dampspærren skal beskyttes mod brand indefra og er derfor placeret over to lag cementspånplader med forskudte samlinger. Det skal sikres, at dampspærren er tæt, også efter at isoleringen er sat fast i konstruktionen med beslag. Dette opnås bedst ved at anvende en robust dampspærre, fx en tagmembran.
Dampspærren udføres af robust materiale af typen tagmembran, som giver størst sikkerhed for at opnå lufttæthed ved mekanisk fastgørelse af overliggende tagisolering og tagmembran. Et plademateriale under dampspærren medvirker også til at sikre lufttætheden.
For at beskytte dampspærren mod brand indefra kan der også indlægges 50 mm varmeisolering mellem dampspærre og stålplade. Ved anvendelse af celleplastsisolering over dampspærren skal det nederste isoleringslag udføres som 2 × 25 mm mineraluldsisolering med forskudte samlinger.
5.7.5 Dimensionering af fastgørelse
Tagmembraner og udvendig tagisolering skal fastgøres, så de kan modstå de forventede vindpåvirkninger på det pågældende sted. Vindpåvirkningerne afhænger af de stedlige terrænforhold og bygningens højde.
Dimensioneringen af fastgørelsen sker på baggrund af:
- Den regningsmæssige vindlast på taget fastsat ud fra bygningsgeometri og omkringliggende terræn/bebyggelse
- Fastsættelse af fastgørelsessystemets regningsmæssige styrke.
Ved dimensioneringen skal også fastgørelsen på de mest belastede områder – som tagkanter og hjørner – fastsættes.
Vindlast på taget
Vindbelastningen på flade tage medfører normalt undertryk over hele tagfladen, og tagdækningen skal derfor fastgøres forsvarligt for at undgå skader på taget.
Den regningsmæssige vindlast på taget bestemmes efter Eurocode 1 – Del 1-4, Generelle laster – Vindlast, med tilhørende nationalt dansk anneks (Dansk Standard, 2007c). Eurocode 1– Del 1-4 er udarbejdet med henblik på de egent-lige bærende konstruktioner, men finder også anvendelse på sekundære konstruktioner som beklædninger og tagdækninger, når der tages hensyn til den manglende evne til at fordele kræfterne og de deraf følgende højere lokale belastninger.
Der regnes med formfaktorer for udvendige tryk svarende til 1 m2. Der skal desuden tages hensyn til overtryk på tagdækningens underside, fx indre overtryk fra vindtryk via åbne porte, overtryk på undersiden af store åbne tagudhæng mv., hvis tagkonstruktionen ikke i sig selv er lufttæt.
Det regningsmæssige vindsug pr. m2 tagflade beregnes som:
hvor:
Det indvendige overtryk skal tillægges vindsuget på oversiden og svarer til en formfaktor på 0,2-0,9 afhængigt af størrelsen af portåbninger mv.
Fastsættelse af det maksimale hastighedsudtryk og terrænkategori
Den dimensionerende vindlast, som er det maksimale hastighedsudtryk, kan fastsættes ved følgende fremgangsmåde jf. Eurocode 1 – Del 1-4:
- Fastsættelse af basisvindhastigheden
- Beregning af ruhedsfaktoren, som bl.a. er afhængig af terrænkategorien
- Beregning af 10-minutters middelhastighedstrykket.
Hvis der er tvivl om terrænkategorien, anvendes den mest glatte, dvs. den, hvor bygningen er mest vindudsat.
Vindforholdene for en bygning kan ændre sig, hvis der sker ændringer i dens nære omgivelser, fx som følge af nedrivning af huse, opførelse af nye høje bygninger eller beplantning.
Det maksimale hastighedsudtryk kan – som funktion af bygningens højde, terrænkategori samt basisvindhastigheden – aflæses på figur 141.
Basisvindhastigheden er sat til 24 m/s, som anvendes overalt i Danmark, bortset fra en randzone på 25 km langs vestkysten af Jylland og ved Ringkøbing Fjord, hvor der regnes med 27 m/s (Energistyrelsen, 2015).
Figur 141. Karakteristisk maksimalt hastighedsudtryk med basisvindhastighed 24 m/s. Der skal regnes med en vis minimumshøjde af bygningen for de forskellige terrænkategorier – svarende til de lodrette dele af kurverne.
Opdeling af tagfladen – formfaktorer
De fleste stormskader opstår ved tagets randzoner, hvor vindsuget er størst, og det er derfor vigtigt, at tagisoleringen forankres særligt godt i disse zoner.
Taget kan normalt inddeles i tre hovedzoner: hjørnezone, randzone og midterzone. Zonerne er vist i figur 142 for et fladt tag uden murkrone.
Formfaktorerne, fx som vist i figur 142, gælder for det udvendige vindsug.
Desuden kan der optræde indvendigt overtryk, som kan påvirke tagdækning og fastgørelse, hvis tagkonstruktionen ikke er tæt, fx betondæk med åbne fuger eller profilerede stålpladedæk. På grund af det indvendige overtryk skal der regnes med en formfaktor cpi,1 mellem 0,2 (for åbninger, der er ligeligt fordelt i facaderne, fx vinduer og døre) og 0,9 (for bygninger med store porte eller andre tilsvarende åbninger).
Figur 142. Eksempel på formfaktorer på et fladt tag uden murkrone (hældning mindre end 5˚).
Størrelsen af zonerne afhænger af bygningens højde (h) og bredde (b), idet parameteren e fastsættes efter følgende:
– e1 er den mindste af b1 og 2h
og
– e2 er den mindste af b2 og 2h.
For flade tage med murkrone hele vejen rundt om taget kan der anvendes reducerede formfaktorer, som afhænger af murkronens højde i forhold til bygningshøjden. Tabeller for dette findes i Eurocode 1 – Del 1-4 (Dansk Standard, 2007c).
Størrelsen af zonerne afhænger af bygningens højde (h) og bredde (b), idet parameteren e fastsættes efter følgende:
– e1 er den mindste af b1 og 2h
og
– e2 er den mindste af b2 og 2h.
For flade tage med murkrone hele vejen rundt om taget kan der anvendes reducerede formfaktorer, som afhænger af murkronens højde i forhold til bygningshøjden. Tabeller for dette findes i Eurocode 1 – Del 1-4 (Dansk Standard, 2007c).
Udhæng
Ved bygninger med udhæng kan vindtryk på undersiden af udhænget i visse tilfælde også påvirke tagdækningen. Forankring af tagdækning over åbne udhæng skal derfor beregnes for summen af vindsuget på taget og overtrykket på undersiden af udhænget.
Ovenlys
Ovenlys får ofte en ekstra belastning fra det indvendige overtryk i bygningen. Dette skal der tages hensyn til ved beregning af fastgørelsen, og ovenlys og blændkarm bør derfor fastgøres forsvarligt til den bærende tagkonstruktion, fx ved anvendelse af vinkelbeslag.
5.7.6 Fastgørelsessystemer til tagmembraner
Fastgørelse af tagmembraner og udvendig tagisolering udføres traditionelt efter tre metoder:
- Mekanisk fastgørelse
- Ballast af sten, fliser eller andet tungt materiale
- Klæbning: varm- eller koldklæbning.
Klæbning var tidligere den mest anvendte metode, men i dag er mekanisk fastgørelse dominerende.
Ud over ovennævnte metoder har der i enkelte tilfælde været anvendt en metode, hvor tagdækningen fastholdes ved undertryk, som etableres på undersiden af tagdækningen. Denne metode kræver, at tagkonstruktionen er helt lufttæt.
Mekanisk fastgørelse af tagdækning og isolering
Den mest anvendte fastgørelsesmetode i dag er mekanisk fastgørelse af tagmembraner, som normalt også omfatter fastgørelse af tagisoleringen. Fastgørelsesmetoden afhænger af, om der anvendes 1-lags eller 2-lags tagmembran.
Karakteristisk for denne form for fastgørelser er, at tagisoleringens delaminering ikke indgår som brudmåde, idet tagisoleringen fastholdes mod vindsug af tagdækningen. Til gengæld stilles der særlige krav til tagmembranen – herunder samlinger mellem baner – som skal have tilstrækkelig trækstyrke og rivestyrke samt styrke overfor dynamiske påvirkninger, jf. DS/EN 16002, Fleksible membraner til vandtætning – Bestemmelse af mekanisk fastgjorte tagdækningers modstandsevne over for vindlast (Dansk Standard, 2010c), eller have dokumentation for egenskaberne efter prøvning iht. ETAG 006, Systems of Mechanically Fastened Flexible Roof Waterproofing Membranes (EOTA , 2013).
Mekanisk fastgørelse udføres normalt med beslag med skiver. På fast underlag, fx beton, træ eller celleglasisolering, anvendes simple beslag, mens der på eftergivelige underlag, fx varmeisolering af celleplast eller mineraluld, anvendes teleskopbeslag, se figur 143. Teleskopbeslag tillader deformationer af underlaget (varmeisoleringen), fx ved gang, uden at skruer eller søm presses op gennem tagmembranen. Teleskoplængden er typisk 2/3 af isoleringstykkelsen, dog ikke mindre end 15 mm. Ved tynde bærende underlag, hvor der anvendes dampspærre, skal der være mindst 30 mm afstand mellem teleskopdelen og dampspærren for at undgå risikoen for gennembrydning af dampspærren.
På brædder kan tagpap også fastgøres ved sømning.
Figur 143. Eksempler på udformning af beslag til mekanisk fastgørelse af tagmembraner.
- Teleskopbeslag til blødt underlag, fx varmeisolering af celleplast eller mineraluld.
- Beslag af metal til fast underlag, fx beton, træ eller celleglasisolering.
For nye tage med konstruktion af betonelementer, profilerede stålplader eller krydsfinerplader er kvaliteten af underlagets materialer fastlagt gennem standarder, og derfor kendes udtræksstyrken i disse underlag. Den regningsmæssige styrke af selve fastgørelsessystemet, dvs. tagmembran og tilhørende beslag, oplyses normalt af leverandøren.
For andre materialer, hvor kvaliteten af underlagets materialer og deres styrke ikke er kendt, er det nødvendigt at vurdere udtræksstyrken ved prøvning for at fastlægge, hvordan tagisoleringen skal fastgøres.
Minimumstykkelsen for mekanisk fastgørelse i beton er 40 mm. Mekanisk fastgørelse kan derfor ikke anvendes til renoveringsopgaver på TT-vaffelplader, der er produceret før 1989, da betontykkelsen på disse er under 40 mm.
Ved tagrenoveringer er der ofte behov for at supplere den eksisterende tagisolering, og derfor vil fastgørelsen normalt blive forbedret i forbindelse med sådanne renoveringer, se afsnit 8.3, Efterisolering af tage.
Ved merisolering oven på eksisterende tagopbygning kan klæbning eventuelt anvendes, men kun når den eksisterende tagopbygning har tilstrækkelig styrke. Det er derfor ofte nødvendigt med mekanisk fastgørelse, hvor beslag fastgøres gennem den eksisterende tagopbygning til den bærende konstruktion.
De mekaniske fastgørelsesmidler anbringes normalt i rækker med en afstand svarende til tagmembranens banebredde (nyttebredde), se figur 144.
Figur 144. Fastgørelse med beslag sker normalt i rækker svarende til nyttebredden af tagmembranen. Overlæggene skal være 100-150 mm og afpasset efter membrantype.
Ved mekanisk fastgørelse af 1-lags tagmembraner fastgøres tagmembran og tagisolering i en arbejdsoperation med beslag i tagdækningens overlæg, se figur 144, eller med særlige linjefastgørelser, se figur 145.
Figur 145. Fastgøring af tagmembran kan for nogle membrantyper ske med særlige linjefastgørelser, så det undgås at sætte beslag i selve membranen.
Ved mekanisk fastgørelse af 2-lags tagpapdækning fastgøres første lag tagpap (underpap) og tagisolering mekanisk i en arbejdsoperation med fastgørelse i tagpappens overlæg. Andet lag tagpap (overpap) fastgøres herefter, fx ved svejsning til første lag. Samlingerne i overpappen udføres forskudte i forhold til samlingerne i underpappen, se figur 146.
Figur 146. Eksempel på udførelse af varmt tag med tagdækning med to lag tagpap på underlag af tagisolering. Underpappen fastgøres mekanisk i overlæg med teleskopbeslag, så deformationer i tagisoleringen kan optages uden at skade membranen. Overpappen svejses til underpappen med forskudte samlinger.
Under påvirkning af vindsug kan tagdækningen suges op i en bue, se figur 147, hvilket især for lette/tyndere tagmembraner begrænser banebredden. Hvis den øvrige tagkonstruktion ikke er lufttæt, er der ved opbøjning i forbindelse med vindsug risiko for at fugtig rumluft ’suges’ op i tagkonstruktionen, da opbøjningen medfører undertryk i tagkonstruktionen under tagmembranen.
Figur 147. Ved vindsug er der især ved tynde tagmembraner risiko for, at banerne vil bøje op mellem beslagene på grund af trykforskellen mellem de to sider af membranen. Dette medfører undertryk i tagkonstruktionen.
Fastgørelse med ballast
For tagmembraner, der skal fastholdes af ballast, udlægges den vandtætte membran løst på underlaget, se figur 148. Membranen beskyttes eventuelt af en fiberdug inden udlægningen af ballast. For membraner, hvor der er risiko for, at materialet krymper, skal der tages hensyn til dette, fx ved fastgørelse ved alle kanter.
Ballast kan fx udføres af et mindst 50 mm tykt lag singels med stenstørrelse på mindst 16/32 mm. Stenene må ikke være skarpkantede og må ikke indeholde flint.
Ved rand- og hjørnezoner kan der lokalt opstå store vindsug og turbulens ved høje vindhastigheder, og her bør singelslaget afhængigt af bygningshøjde og terrænkategori erstattes af et materiale, som der ikke er risiko for bliver flyttet på grund af turbulens, fx betonfliser i størrelsen
500 × 500 × 50 mm (b × l × t).
500 × 500 × 50 mm (b × l × t).
Ved ekstensive grønne tage, hvor vækstlaget kun er 40-60 mm, skal tagdækningen fastgøres, fx mekanisk.
Ved intensive grønne tage – taghaver – kan fastgørelse normalt udelades, da vækstlaget normalt udgør tilstrækkelig ballast. Der kan dog være behov for fastgørelse i udførelsesfasen.
Figur 148. Eksempel på varmt tag med løst udlagt tagmembran fastholdt med ballast af sten.
Fastgørelse ved klæbning/svejsning
Tagmembraner kan fastgøres til underlaget, herunder eventuel tagisolering med tilstrækkelig delamineringsstyrke, fx PIR, udlagt oven på det egentlige bærende underlag, ved klæbning eller svejsning, se figur 149. Hvis der anvendes svejsning, skal arbejdet udføres i overensstemmelse med DBI Vejledning 10, Del 1 – Varmt arbejde – Brandsikringsforanstaltninger (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2008).
Tagisoleringen er normalt mekanisk fastgjort til den bærende konstruktion, men kan også være klæbet til denne.
Styrken af en klæbet fastgørelse afhænger af klæbemidlet, underlaget, herunder eventuelt isoleringstypen, og tagmembrantypen. Den svageste samling er dimensionsgivende. Ved klæbning af membran til underlaget skal delamineringsstyrken af underlaget, herunder eventuelt tagisoleringsmateriale, altid være større end den beregnede vindbelastning. Delamineringsstyrken er normalt det svageste led i et klæbet fastgørelsessystem. Der er ingen prøvningsmetode for klæbede systemer, og fastsættelse af styrken må derfor udelukkende baseres på leverandørens oplysninger.
Ved svejsning af tagpap til underlaget er det tagpappens svejsning, der skal sammenlignes med den regningsmæssige vindlast.
For tagpap, som er direkte fuldsvejst til beton, celleglas, brædder, krydsfiner eller OSB-plader, kan den regningsmæssige styrke ansættes til 40 kN/m2.
For stribe- eller punktsvejsning kan der kun regnes med et effektivt svejseareal på 15 % af den svejste flade svarende til en karakteristisk styrke på 6 kN/m2.
Figur 149. Eksempel på varmt tag med svejsbar tagmembran. Fastgørelse til underlaget (dampspærren) er sket ved klæbning, og membranen er udelukkende fastgjort til tagisoleringen ved svejsning.
5.7.7 Detaljer med tagmembraner
I dette afsnit vises eksempler på udformning af nogle typiske detaljer, som anvendes i tage med tagdækning af tagmembraner. Eksemplerne er en blanding af 1-lags dækninger med tagfolie og tagpap og 2-lags tagpapdækninger.
Der henvises desuden til monteringsvejledninger og yderligere detaljer fra leverandørerne.
Ved udformning af detaljer i taget skal der tages hensyn til generelle retningslinjer for en række forhold, fx retningslinjer for ventilation og krav i bygningsreglementet vedrørende brandsikring og varmeisolering. Overordnede forhold vedrørende valg af tag er beskrevet i afsnit 1.1, Tagudformning.
Yderligere eksempler på udformning af detaljer i taget kan findes i afsnit 6, Kviste, ovenlys og tagvinduer, afsnit 7, Inddækninger – gennemføringer og tilslutninger, og afsnit 9, Eksempelsamling.
Inddækninger
For inddækninger med tagmembraner mod tilstødende bygningsdele regnes der generelt med en inddækningshøjde på mindst 150 mm. Der gælder særlige retningslinjer for inddækninger med tagmembran i et grønt tag, se afsnit 5.11, Grønne tage.
Generelle principper for inddækninger med tagmembraner mod tilstødende bygningsdele er vist i figur 150.
Yderligere eksempler på inddækninger med tagmembraner er beskrevet i afsnit 7.3, Tage med kontinuert tagdækning.
Figur 150. Princip for inddækninger med tagmembraner mod tilstødende bygningsdele. Der regnes generelt med en inddækningshøjde på mindst 150 mm.
- Princip for inddækning med en 2-lags tagpapdækning. Dampspærren er normalt også af tagpap, så dampspærre og tagmembran kan svejses sammen.
- Princip for inddækning med en 1-lags tagfolie. Dampspærrren må klemmes fast (som vist) og/eller varmluftsvejses til tagmembranen.
Stern
Ved stern skal det sikres, at vand ikke kan trænge ind i konstruktionen. Ofte føres tagdækningen op over sternen og dækkes med en såkaldt kapsel af metal, fx aluminium.
På flade tage med ensidig hældning kan tagkanten på den højeste side af taget udføres med en sternkapsel/vindskede af metal, hvortil tagmembranen er fastgjort, se figur 151. Sternkapslen bør lappe mindst 100 mm ned over ydervæg/sternbræt (længere ved udsat beliggenhed) for at sikre, at slagregn ikke kan trænge ind under sternkapslen. Kapslen skal desuden slutte mindst 20 mm fra sternbræt/ydervæg og afsluttes med en drypkant 30 mm fra væggen for at sikre, at vandet ledes væk fra bygningen. (Byg-Erfa, 2016b). Se også afsnit 7.3.4, Inddækning af murkroner.
Ved varme tage skal det sikres, at dampspærren føres op langs indersiden af sternbrættet og samles tæt til tagmembranen.
Figur 151. Eksempel på inddækning med sternbræt med 2-lags tagpapdækning på trækonstruktion med varmt tag med hældning på mindst 1:5.
5.8 Stråtage
Stråtage opbygges på stedet af tækkerør, som udlægges og fastholdes til taglægterne. Stråene består normalt af tagrør fra danske eller udenlandske rørskove i vådområder.
Tætheden opnås ved rørenes overlæg og stråtagets tykkelse. Taghældningen bør være mindst 45°.
Stråtagets udformning er forskellig rundtom i landet afhængigt af gammel, lokal tradition. Det er særligt rygningsudformning og tagfod/tagskæg, der er forskellige. I nyere stråtage anvendes også rygninger af kobberplade.
Stråtage er diffusionsåbne, hvilket kan udnyttes i tagopbygninger. Et stråtag tillader således fugt at passere gennem taget ved diffusion. Der skal dog altid anvendes en lufttæt dampspærre i den underliggende konstruktion for at undgå risiko for fugtophobning.
Stråtage, som normalt tækkes med tykkelse på 250 til 300 mm, kan i sig selv være varmeisolerende. Afhængigt af tykkelsen af stråtaget svarer isolansen til 50-60 mm mineraluldsisolering (λ-værdi 37), hvis der er tækket på brandgodkendt glasfiberdug, og 90-110 mm mineraluld, hvis der er tækket på lukket underlag, fx krydsfiner. Ved åbent ventileret hulrum under stråtaget har stråtaget ingen isoleringsværdi.
Stråtage hører normalt til kategorien tunge tage, se dog afsnit 5.1.3, Taghældning og fladevægt.
Vedligehold/levetid
Et stråtag vil over tid nedbrydes af vejrligets påvirkning. Det nedbrudte materiale blæser af, og stråtaget bliver således tyndere gennem levetiden, indtil det skal udskiftes. Levetiden for et stråtag afhænger af taghældningen, orienteringen af tagfladerne, skyggevirkning fra omgivende bygninger eller træer samt kvaliteten af det anvendte materiale. Levetiden er længst, hvis stråtaget får lys og luft, så det kan tørre ud. Det kan derfor være formålstjenstligt at fjerne træer mv., som skygger for stråtaget.
Skotrender og tage over kviste har mindre hældning end den øvrige tagflade og nedbrydes derfor lidt hurtigere.
Vedligehold består i udbedring af mindre skader og fjernelse af større mos-angreb.
Brandklassificering af stråtage
Stråtage er brændbare, og traditionelle stråtage opfylder som udgangspunkt ikke de normale brandkrav til tagdækning om mindst klasse BROOF(t2), jf. Bygningsreglementetets vejledning til kapitel 5 – Brand (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018e).
Principper og retningslinjer for opbygning af stråtage, så de opfylder krav til brandsikring i henhold til Bygningsreglement 2018, beskrives nærmere i efterfølgende afsnit 5.8.1, Brandkrav til stråtage.
Gældende standarder for stråtage
Der findes ingen produktstandarder for stråtage, men de udføres normalt i henhold til branchevejledningen Veludført stråtag (Tækkelauget, 2019) og Tækkebogen – Materialer (Tarp, 2008).
Stråtagets udformning og opbygning er i høj grad baseret på en århundred gammel tradition, som er tilpasset dagens teknologi og myndighedernes krav til taget.
5.8.1 Brandkrav til stråtage
For at sikre mod brandspredning til andre bygninger er der ved anvendelse af stråtag skærpede krav med hensyn til afstand til skel og nabobygninger sammenlignet med bygninger med tagdækning, der opfylder krav til klasse BROOF(t2). Der er desuden særlige krav til brandmodstanden af underlaget for stråtaget samt sammenbygningen med andre bygningsdele.
Kravene afhænger af, hvilken anvendelseskategori, risikoklasse og brandklasse den påtænkte bygning kan henføres til, dvs. blandt andet hvilken anvendelse og højde bygningen har. Desuden kan forsikringsselskaber have særlige krav til brandsikring ved indgåelse af forsikringsaftaler. Se fx Brandsikring af stråtage (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 1998).
Regler og vejledning om indplacering af en bygning i anvendelseskategori, risikoklasse og brandklasse fremgår af kapitel 5, Brand, i Bygningsreglement 2018 (BR18, § 82-§ 158) med tilhørende vejledning (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018e).
Selvom tagdækning af strå ikke opfylder brandkravene til tagdækning som mindst klasse BROOF(t2), kan den dog normalt anvendes til bygninger, der henføres til anvendelseskategori 4 og risikoklasse 1. Der stilles dog særlige krav til afstand mod skel og nabobygninger.
Kravene til sikring mod brandspredning fra stråtage afhænger desuden af bygningstypen. Der skelnes mellem følgende tilfælde:
- Fritliggende enfamiliehuse (omfatter også sommerhuse)
- Sammenbyggede enfamiliehuse
- Andre bygninger i anvendelseskategori 4 (etageboliger, ungdomsboliger mv.)
- Andre anvendelseskategorier.
I alle tilfælde skal stråtaget være sikret mod nedskridning over yderdøre og andre redningsåbninger i tilfælde af brand.
Fritliggende enfamiliehuse
For fritliggende enfamiliehuse skelnes mellem brandsikrede og ikke-brandsikrede stråtage, jf. Bilag 1 – Præ-accepterede løsninger – Enfamiliehuse i vejledningen til kapitel 5 i BR18 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018b). Afstandskravene til nabobygninger afhænger af, om stråtaget er brandsikret eller ej.
Ved et brandsikret stråtag forstås et stråtag, som er tækket direkte mod en bygningsdel klasse EI 30 uden bagvedliggende hulrum, og bygningsdelen skal desuden være udført af materiale klasse D-s2, d0 (klasse B materiale). For enfamiliehuse med brandsikret stråtag er der et afstandskrav på mindst 7,5 meter til bygning med tagdækning af BROOF(t2) og 10 meter til anden bygning med stråtag (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018b).
Et ikke-brandsikret stråtag på et enfamiliehus, fx et tag med åbent uudnyttet loftrum, kan anvendes, hvis de tilsvarende afstande øges til henholdsvis 12,5 og 20 meter.
Loftkonstruktionen mod beboelsesrum skal i begge tilfælde udføres mindst som klasse EI 30, og de understøttende bygningsdele skal være mindst klasse REI 30.
Figur 152. Der skelnes for enfamiliehuse mellem brandsikret og ikke-brandsikret stråtag.
- Eksempel på et brandsikret stråtag med bygningsdel EI30 under stråtaget.
- Eksempel på ikke-brandsikret stråtag, som har uudnyttet tagetage og en bygningsdel EI 30 ned mod beboelsesrum.
Sammenbyggede enfamiliehuse
For sammenbyggede enfamiliehuse skal der være en bygningsdel EI 30 umiddelbart under stråtaget, og eventuelt hulrum mellem stråtag og bygningsdel EI 30 må højest være 100 mm. Hulrummet skal lukkes med materiale mindst klasse A2-s1,d0 (ubrændbart materiale), fx mineraluld, langs kanter og mod brandcelle-afgrænsning mod nabobygning. Adskillelsen ned mod beboelsesrum skal udføres mindst som bygningsdel REI 30, og de understøttende bygningsdele skal være REI 30.
Figur 153. Eksempel på stråtag over sammenbyggede enfamiliehuse med bygningsdel EI30 under stråtaget. Eventuelt hulrum mellem stråtag og bygningsdel EI 30 lukkes langs kanter med materiale klasse A2-s1, d0 (ubrændbart materiale), fx mineraluld, (vist med gult) (Energistyrelsen, 2016). Se også afsnit 5.8.5, Detaljer med stråtage.
Andre bygninger/kategorier
For andre bygninger i anvendelseskategori 4 må stråtag anvendes, hvor gulv i øverste etage er højst 5,1 meter over terræn. Umiddelbart under stråtaget skal der mindst være en bygningsdel klasse EI 30, og lodrette boligskel skal udføres som mindst bygningsdel klasse EI 60. Eventuelle hulrum mellem stråtag og brandsikker bygningsdel må ikke overstige 100 mm. Alle hulrum skal være lukket langs tagdækningens kanter med materiale mindst klasse A2-s1,d0 (ubrændbart materiale), fx mineraluld, som beskrevet for sammenbyggede enfamiliehuse. Alle lodrette brandcelle-adskillelser skal føres op i tæt forbindelse med EI 30-adskillelsen under stråtaget.
Kontorbyggerier
Kontorbyggerier kan udføres som bygninger i anvendelseskategori 4, mens undervisningsbygninger og forsamlingsbygninger kun kan udføres med tagdækning, som opfylder BROOF(t2).
5.8.2 Taghældning på stråtage
Taghældningen på stråtage bør ikke være mindre end 45°, og ved nye tage anbefales en taghældning på 50°.
Tagrørenes hældning bliver på grund af lægningsmetoden lavere end taghældningen, se figur 154. Hvis taghældningen reduceres til under 45o, reduceres holdbarheden i takt med den lavere taghældning.
Figur 154. Tækkerørenes hældning er afgørende for stråtagets levetid, og det anbefales derfor, at der anvendes en taghældning på mindst 45°.
Figur 155. Tækkerørene i taget har lavere hældning end taget, og jo lavere tækkerørene hældning er, jo længere kan vand suges op i stråene. Indtrængningsdybden i taget stiger derfor, jo lavere tækkerørenes hældning er.
5.8.3 Opbygning af stråtage
Stråtage oplægges normalt på en bærende konstruktion af træspær, fx hanebåndspær eller gitterspær.
Udover selve tækkerørene kan følgende elementer indgå i et stråtag:
- Taglægter eller pladeunderlag
- Branddug
- Stålstænger, tækkeskruer og bindetråd til fastgørelse.
Eksempler på opbygning af stråtage er vist i figur 156-figur 160.
Stråtag på branddug
Stråtage kan brandsikres med en branddug mellem tækkerørene og taglægterne, se figur 156. Hvis der anvendes branddug under stråtaget, kan der på basis af forsøg eventuelt tillades mindre afstand til nabobygninger, se afsnit 5.8.1, Brandkrav til stråtage.
Ved brandsikring med branddug skal dugen af fugttekniske hensyn have en Z-værdi, der er mindre end 3 Gpa s m2/kg.
Figur 156. Eksempel på opbygning af stråtag med uudnyttet tagrum. Der er brandsikret med branddug.
Stråtag på pladeunderlag
Stråtag kan også brandsikres ved at blive oplagt på pladeunderlag, fx krydsfiner, uden bagvedliggende hulrum på en bygningsdel klasse EI 30 udført af mindst materiale klasse D-s2, d2 som vist i figur 157.
Figur 157. Eksempel på opbygning af stråtag med udnyttet tagrum. Der er brandsikret ved oplægning direkte på pladeunderlag uden bagvedliggende hulrum på en bygningsdel klasse EI 30, der er udført af mindst materiale klasse D-s2, d2, fx krydsfiner.
Figur 158. Eksempel på brandsikret stråtag på bygningsdel REI 30 til fritliggende enfamiliehus med beboelsesrum under taget.
Ikke-brandsikret stråtag med uudnyttet tagrum
Figur 159. Eksempel på ikke-brandsikret stråtag, der kan anvendes ved uudnyttet tagrum, hvor etageadskillelsen er brandsikret ned mod beboeleserum, se figur 152b.
Figur 160. Eksempel på opbygning af stråtag på taglægter med bagvedliggende hulrum på underlag af en konstruktion EI 30.
5.8.4 Udførelse af stråtag
Stråtage kan monteres på taglægter, der oplægges med en indbyrdes afstand på 250-350 mm, se figur 161, eller direkte på et pladeunderlag, se figur 157.
Regler og retningslinjer for taglægter er anført i afsnit 2.6.1, Taglægter. Mere detaljeret beskrivelse findes fx i TRÆ 65 (Træinfomation, 2011).
Figur 161. Lægteafstande og udformning af tagfod for stråtage.
Fastgørelse af stråtag
Stråtaget fastgøres til taglægterne på en af følgende måder:
- Fastbinding med stålstænger (bundet tag)
- Syet tag.
Fastbinding med stålstænger udføres, ved at der indlægges stålstænger i stråtaget. Stålstængerne er 6 mm armeringstål, som lægges på tværs af tækkestråene og bindes fast til taglægterne med rustfri tråd, hvorved de fastholder tækkestråene. Stålstænger til fastholdelse af rør skal være varmforzinkede eller af rustfri stål. De fastholdes med kroge eller skruer, der bør være af rustfrit stål. Fastgørelse med bindetråd og skrue anvendes også ved fastgørelse af stråtaget til pladeunderlag.
Syet tag udføres med strå syet fast til lægterne med rustfri tråd.
Stråtaget skal være 250-300 mm tykt, og der skal være mindst 100 mm strå (slidlag) over stålstængerne, se figur 162.
Figur 162. Eksempel på tagopbygning for stråtag fastgjort til taglægter med stålstænger og bindetråd med skruer. Slidlaget over stængerne skal være mindst 100 mm tykt. Som brandsikring kan der fx monteres en såkaldt branddug under stråene.
5.8.5 Detaljer med stråtage
I dette afsnit vises eksempler på udformning af nogle typiske detaljer, som anvendes i stråtage. Der henvises desuden til monteringsvejledninger og yderligere detaljer fra leverandørerne og tækkelauget.
Ved udformning af detaljer i taget skal der i det konkrete tilfælde tages hensyn til en række forhold, fx retningslinjer for ventilation og krav i bygningsreglementet vedrørende blandt andet brandsikring og varmeisolering. Overordnede forhold vedrørende valg af tag er beskrevet i afsnit 1.1, Tagudformning.
Yderligere eksempler på udformning af detaljer i taget kan findes i afsnit 6, Kviste, ovenlys og tagvinduer, afsnit 7, Inddækninger – gennemføringer og tilslutninger, og afsnit 9, Eksempelsamling.
Det skal ved detaljer som valme, skotrender og kviste sikres, at stråene får så stor hældning som muligt af hensyn til levetiden.
Tagfod/tagskæg
Tagskæggets vinkel med tagfladen skal være spids for at sikre afdryp af regnvand. I nogle tilfælde udføres tagudhænget med tegl på det nederst stykke for at kunne aflede regnvand til tagrende.
Eksempel på tagfod med henholdsvis skjult og synlig skalk er vist på figur 163.
Figur 163. Eksempel på udformning af tagfod ved stråtag.
- Tagfod med skjult skalk.
- Tagfod med synlig skalk.
Figur 164. Eksempel på brandsikring af tagfod ved sammenbyggede enfamiliehuse med udnyttet tagrum.
Rygning
Rygningen (eller mønningen) på stråtage er egnstypisk og kan udføres som:
- Halmrygning med kragtræer af egetræ
- Syet rygning
- Lyngrygning
- Græstørvsrygning
- Kobberrygning.
Kobberrygninger ses særligt på nyere, moderne stråtage. Både halmrygning og lyngrygning er typisk fastholdt af trådvæv.
Eksempler på rygninger for stråtage er vist i figur 165-figur 167.
Figur 165. Eksempel på udførelse af halmrygning fastholdt med kragetræer.
Figur 166. Eksempel på udførelse af lyngrygning, der fastholdes med trådnet (kyllingenet).
Figur 167. Eksempel på påsyet kobberrygning.
Kviste
Kviste kan indbygges i stråtage, men kræver en underliggende trækonstruktion. Under kviste inddækkes typisk med skråtstillede brædder for at aflede nedbør, der drypper fra kvisttagets tagskæg.
Eksempler på udformning af kviste i stråtage er vist i figur 168 og figur 169.
Figur 168. Eksempler på udforming af kviste i stråtag.
Figur 169. Eksempel på opbygning af kvist. Taget på kvisten skal have en hældning på mindst 30°. Kvisttaget skal udformes med et ’tagdryp’, så vandet drypper af kvisten og ned på vandbrædderne.
Skorsten
Figur 170. Eksempel på gennemføring af skorsten i stråtag opmuret med udkragning over stråene og en såkaldt ’musetrappe’ over mønningen. Vandet fra skorstenspiben drypper af på vandbrædder.
5.9 Tagspån
Tagspån (også kaldt tækkespån) er træspån skåret med et kileformet tværsnit, så de kan oplægges i et tæt lag som tagdækning eller facadebeklædning.
Tagspån kan fremstilles af mange forskellige træarter, men erfaringsmæssigt opnås den bedste holdbarhed på tag og facader, når der anvendes kernetræ af western red cedar, robinie, eg, lærk eller fyr.
Fordelen ved tagspån er, at de enkelte spån (træstykker) er små og derfor lægger sig tæt op ad den form, de skal dække. Derfor kan tagspån anvendes til krumme overflader.
Tage med tagdækning af tagspån hører til kategorien lette tage, dvs. med en last på højst 0,25 kN/m2, se afsnit 5.1.3, Taghældning og fladevægt.
Træspån til tag og facader har været anvendt i Danmark siden vikingetiden og i varierende omfang op gennem tiden. I takt med den øgede opmærksomhed på bæredygtighed anvendes træspån i stigende omfang til tag- og facadebeklædninger, fordi træspån både er CO2-neutralt og et fornyeligt byggemateriale.
Holdbarhed og levetid
Levetiden for tage med tagspån afhænger primært af den valgte træart, tagets hældning og den anvendte lagtykkelse og for nogle træarter også af den løbende vedligehold.
Robinie, western red cedar og eg har god naturlig varighed. Robinie er klassificeret i varighedsklasse 1-2, der er henholdsvis den bedste og næstbedste klasse for naturlig varighed iht. den europæiske standard DS/EN 350-2 (Dansk Standard, 1995). Western red cedar og eg ligger begge i varighedsklasse 2, mens lærk er i klasse 3 og fyr i klasse 3-4.
I praksis betyder det, at spåntage af western red cedar og robinie kan anvendes uden overfladebehandling. Selvom eg kan have stor varighed, viser praktiske erfaringer, at spån af eg bør beskyttes mod nedbrydning. Lærk og især fyr har mindre naturlig varighed end de tre førnævnte træarter. Tagspån af lærk og fyr bør derfor behandles med et træimprægneringsmiddel for at opnå tilstrækkelig varighed, se afsnittet Træbeskyttelse og overfladebehandling.
Træbeskyttelse og overfladebehandling
Selvom tagspån af western red cedar og robinie ikke har behov for løbende vedligehold, kan de med fordel behandles én gang umiddelbart efter lægningen med en klar, mættende træbeskyttelse.
Træspån af eg anvendes ofte til tage, som skal fremstå med en tjæret overflade. Det øger holdbarheden betragteligt, at vakuumimprægnere egespån før oplægning. Imprægneringen fungerer som en svampedræbende grunding under en efterfølgende overfladebehandling, fx med trætjære. Trætjære skal påføres egespånene så hurtigt som muligt efter oplægningen for at beskytte vakuumimprægneringen mod udvaskning i regnvejr. Trætjære kan bl.a. være allergifremkaldende og miljøskadelig, så det er vigtigt, at vejledningen for produktet læses og følges nøje.
I stedet for trætjære kan spåntage behandles med en farveløs, oliebaseret træbeskyttelse eller bedre med et pigmenteret træolieprodukt. Pigmenterede produkter beskytter bedre end farveløse, men virkningen er begrænset.
Ubehandlede spån af lærk og fyr har ikke samme varighed som robinie og western red cedar, men trykimprægneres de med et kobberholdigt imprægneringsmiddel, forbedres holdbarheden betragteligt. Skal de efterfølgende behandles med trætjære, vil det ligesom med eg forøge effekten af imprægneringen og af spåntaget som helhed.
En overfladebehandling skal forhindre regnvand i at trænge ind i træet, samtidig med at fugt i træet skal kunne fordampe. En eventuel overfladebehandling skal derfor være diffusionsåben for at sikre, at taget kan tørre efter regn og snefald.
Afdækning af rygning og grater fx med en kobberafdækning kan forlænge levetiden betragteligt.
Brandklassifikation
For at overholde kravene om brandsikring i Bygningsreglement 2018 bør tage med tagspån som udgangspunkt brandsikres som anført i kapitel 5, Brand, (BR18, § 82-§ 158) med tilhørende vejledning (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018e).
Heraf fremgår det, at tagdækningen mindst skal være klasse BROOF(t2). Hvis de normale afstandskrav til skel og andre bygninger på samme grund skal overholdes, gælder samme krav som for stråtage, se afsnit 5.8.1, Brandkrav til stråtage.
Det er leverandøren af tagspån, der skal dokumentere, at tagdækninger med træspån overholder kravene i BR18 med tilhørende vejledninger. Da spåntage ikke er blandt de præ-accepterede løsninger i BR18, skal spåndækningen brandprøves på det aktuelle underlag for at sikre, at den samlede konstruktion lever op til kravene for klasse BROOF(t2).
Konstruktionsudformningen af spåntage, der lever op til klasse BROOF(t2), fremgår af den enkelte leverandørs brandprøvningsdokumentation samt eventuelt af en frivillig MK-godkendelse, der bygger på indholdet af brandprøvningen. Flere leverandører har godkendte løsninger, fx hvor spåntage af western red cedar skal udføres på et underlag af mindst 18 mm konstruktionskrydsfiner iht. leverandørens anvisning for at leve op til brandklasse BROOF(t2).
5.9.1 Typer af tagspån
Træspån bør være spejlskårne, dvs. med årringene stort set vinkelret på spånens overflade for at sikre, at de forbliver formstabile (krummer og svinder mindst muligt).
De fleste træspån fremstilles ved savning, mens kun en mindre del bliver fremstillet ved kløvning. En savet overflade er mindre vandafvisende end en kløvet flade, fordi oversavne fibre tillader større opsugning af fugt end en kløvet overflade.
Set fra siden er træspån kileformede, så de kan oplægges lagdelt med den spidse ende opad for at opnå bedst mulig tæthed, og uden at den samlede tykkelse bliver for stor. Tagspån er 10-20 mm i den tykke ende og 3-4 mm i den tynde ende afhængigt af træart og leverandør.
Set oven fra saves træspån i faste bredder bortset fra spån af western red cedar, der fremstilles med faldende bredder, så ikke to spån har samme bredde. Det stiller større krav til lægningen end med spån i faste bredder.
Tagets udseende bestemmes dels af, hvor mange spånlag taget opbygges af, og udformningen af spånens underkant. De fleste spån har en lige underkant, men de kan også udføres med fx buet og V-formet underkant.
En række egenskaber for træspån fremgår af tabel 26. Træarterne er angivet med deres latinske dobbeltnavn for at sikre mod forvekslinger. Eksempelvis tilhører western red cedar thuja-familien, men hverken dansk eller europæisk thuja har tilsvarende varighed som western red cedar.
Tabel 26. Egenskaber for træspån.
Træart | Densitet (U:12%) | Varighed, iht. DS/EN 350-2 | Tykkelse (kileskåret fra underkant til topende) | Dimensioner |
|---|---|---|---|---|
Robinie (robinia pseudoacacia) | 720-800 kg/m3 | 1-2 | 20 til 3 mm | Længde: 500 mm Bredde: 75, 100 og 125 mm |
Western Red Cedar (WRC) (thuja plicata) | 330-390 kg/m3 | 2 | 10 til 3 mm | Længde: 400 mm Bredde: 75-300 mm |
Eg, europæisk (quercus robur) | 670-760 kg/m3 | 2 | 20 til 3 mm | Længde: 500 mm Bredde: 75, 100 og 125 mm |
Lærk, sibirisk (larix sibirica) | 650-755 kg/m3 | 2-4 | 20 til 3 mm | Længde: 500 mm Bredde: 75, 100 og 125 mm |
Fyr, skovfyr (pinus sylvestris) | 500-540 kg/m3 | 3-4 | 20 til 3 mm | Længde: 500 mm Bredde: 75, 100 og 125 mm |
5.9.2 Taghældning på spåntage
Tagdækninger med træspån kan udføres med hældninger fra 15 til 50°. Ved lave hældninger forkortes levetiden, bl.a. fordi vandet ikke så let løber af. Kombinationen af længerevarende opfugtning og aflejring af humuspartikler fra omgivende beplantning kan give grobund for mos- og skimmeldannelser, der yderligere holder på fugten.
5.9.3 Opbygning af spåntage
Tage med tagdækning af tagspån oplægges normalt på en bærende konstruktion af træspær, fx hanebåndsspær eller gittterspær.
Udover selve tagspånene kan følgende elementer indgå i et spåntag:
- Taglægter eller fast underlag af mindst 18 mm konstruktionskrydsfiner med tagmembran
- Eventuelt undertag eller underlag af krydsfiner eller brædder
- Eventuelt afstandslister, hvis der er anvendt undertag
- Søm til fastgørelse.
Tagdækninger af robinie, eg, lærk og fyr kan alle sømmes til taglægter. I de fleste tilfælde er en forudsætning for, at spåntaget opfylder brandkravene til klasse BROOF(t2), at der er anvendt et underlag af mindst 18 mm konstruktionskrydsfiner. Tagdækninger med western red cedar skal sømmes til mindst 18 mm konstruktionskrydsfiner for at leve op til brandgodkendelsen som klasse BROOF(t2).
Spåntage udføres normalt som 3-lags dækning, hvor overlapningen på spånen gøres større ved lave taghældninger for at sikre tæthed. En 3-lags dækning er mest holdbar og giver det pæneste og mest ensartede udseende af tagfladen. Yderligere har 3-lags dækning den fordel, at der er væsentlig mindre tendens til, at nogle spån rejser sig, når taget tørrer ud, end ved 2-lags dækninger. Det gælder især for de hårde træarter som robinie og eg.
Spåntage kan også udføres som en 2-lags dækning, men konstruktionen vil være mere åben og er ikke så holdbar som en 3-lags dækning.
3-lags dækninger kan ofte udføres uden undertag ved taghældninger ned til 35°, hvor der enten ikke er brandkrav til tagkonstruktionen, eller hvor der foreligger en brandgodkendelse. Ved lavere hældninger skal overlægget på spåntækningen forøges, og der skal anvendes et egnet undertag. For 3-lags dækninger af eg og robinie, bør der altid anvendes undertag, da disse træarter har tendens til at rejse sig i yderlaget, så der skabes utætheder.
2-lags dækninger bør altid udføres med et egnet undertag.
Eksempler på opbygning af tage med tagdækning af tagspån er vist i figur 171 og figur 172.
Figur 171. Eksempel på tag med tagdækning af 2-lags tagspån med overlæg mellem de enkelte tagspån svarende til ca. halvdelen af tagspånenes længde (500 mm). For at sikre vandtætheden er der anvendt fast undertag.
Figur 172. Eksempel på tag med tagdækning af 3-lags tagspån uden undertag. Hvis løsningen skal brandgodkendes som BROOF(t2), skal der anvendes et underlag af 18 mm krydsfiner under spånene, og spåndækningen skal prøves på det aktuelle underlag af krydsfiner.
5.9.4 Udførelse af spåntage
Ved spåntækningen placeres spånene, så alle søm bliver skjult, og så der er den foreskrevne indbyrdes afstand mellem tagspånene iht. leverandørens anvisning.
Taglægter
Regler og retningslinjer for taglægter er anført i afsnit 2.6.1, Taglægter. Mere detaljeret beskrivelse findes fx i TRÆ 65 (Træinfomation, 2011).
Lægteafstanden skal tilpasses til den valgte type spåntag, 3-lagsdækning eller 2-lagsdækning iht. leverandørens anvisning for den aktuelle konstruktion, se også figur 173.
Afstandslister
Afstandslister anvendes på tage med undertag for at hæve taglægterne, så vand og snavs, der trænger gennem tagdækningen, kan afledes under taglægterne til tagrenden. Afstandslister skal være trykimprægneret og med en dimension på mindst 25 × 45 mm. Forhold vedrørende afstandslister er beskrevet i afsnit 3.1.2, Afstandslister.
Fastgørelse
Tagspån af nåletræ, fx western red cedar, lærk og fyr, fastgøres med rustfrie, ringede søm med hvælvet hoved (A4-kvalitet). Der bør ikke anvendes klammer, fordi de vil skade træet. Som udgangspunkt fastgøres hver spån med ét søm – brede spån dog med to søm. Sømmene dækkes af den efterfølgende række spån. Sømmene skal kun lige akkurat slås i, så de holder spånen på plads, og så det undgås, at spånene flækker.
Tagspån af løvtræ, fx robinie og eg, kan sømmes med enten syrefaste, rustfri, ringede søm eller klammer (S16/A4), fordi begge træarter er hårde.
Kontrol
Før oplægning af tagspån sker, bør følgende kontrolleres:
- At spånenes dækbredde passer til tagets bredde, eller om afstanden for henholdsvis 2- og 3-lags dækning skal tilpasses til tagbredden.
- At tagfladerne er i vinkel, fx ved at undersøge om, diagonalmålene på tagfladen er ens, samtidig med at tagfladens længde ved tagfod og kip er ens.
- At understøtningsafstanden svarer til oplægningsmetoden (2 eller 3 lag) og den afstand, som leverandøren har oplyst.
- At spær og taglægter er rette – ved kontrol med et 2 meter retholt bør afvigelser være jævnt fordelt og højst 15 mm.
- Det skal sikres, at der er mindst 45 mm mellem underkant lægte og overside varmeisolering, hvis der ikke anvendes undertag.
- At eventuelt undertag ligger korrekt – herunder er strammet op – og ikke er beskadiget
- At undertaget kan føres op ad eventuelt vindskedebræt
- At der er anvendt mindst 25 mm høje trykimprægnerede afstandslister mellem undertag og lægter.
Lægning af tagspån begynder normalt med at lægge to eller flere forskudte lag spåner oven på hinanden ved tagfoden. Spånerne lægges med den tynde ende opad. Hvert lag forskydes 25-35 mm sideværts fra samlingen i det underliggende lag, se figur 173. Træspån lægges altid med en indbyrdes afstand på 3-5 mm og må aldrig stødes sammen.
Ved lægning af tagspån på taglægter med 3-lag dækning vil den synlige del af hver spån være 160 mm, mens den ved 2-lags dækning vil være 220 mm, se figur 173. Ved lægning af western red cedar med 3-lags dækning på underlag af konstruktionskrydsfiner, vil den synlige del af hver spån være ca. 125 mm ved taghældninger på mindst 30°.
Figur 173. Eksempel på lægning og sømning af tagspån.
- 2-lags tagspåntag med angivelse af lægteafstande og sømlinjer.
- 3-lags tagspåntag med angivelse af lægteafstande og sømlinjer.
5.9.5 Detaljer med tagspån
I dette afsnit vises eksempler på udformning af nogle typiske detaljer, som anvendes i tage med tagdækning af tagspån. Der henvises desuden til monteringsvejledninger og yderligere detaljer fra leverandøren.
Ved udformning af detaljer i taget skal der i det konkrete tilfælde tages hensyn til retningslinjer for en række generelle forhold, fx retningslinjer for ventilation og krav i bygningsreglementet vedrørende blandt andet brandsikring og varmeisolering. Overordnede forhold vedrørende valg af tag er beskrevet i afsnit 1.1, Tagudformning.
Yderligere eksempler på udformning af detaljer i tage kan findes i afsnit 6, Kviste, ovenlys og tagvinduer, afsnit 7, Inddækninger – gennemføringer og tilslutninger, og afsnit 9, Eksempelsamling.
Rygning/grat
Rygning og grater på spåntage kan udføres med smigskårne brædder eller med spåner som vist på figur 174.
Figur 174. Eksempel på udformning af grat på tag med tagspån.
Skotrender mv.
Skotrender udføres normalt i alu, kobber eller zink, men kan også udføres med tagpap eller tagfolie. Er spåntaget af western red cedar eller trykimprægneret træ, bør zinkskotrender ikke anvendes på grund af risiko for korrosion.
Eksempler på skotrender er vist i afsnit 7.2.4, Skotrender.
Øvrige detaljer udføres som for skifertage, se afsnit 5.4, Skifertag.
5.10 Glastage
Glastage udføres normalt som systemløsninger, hvor der anvendes færdige profilløsninger fra samme leverandør. Valg af glas og profiler er vigtige for at opnå et velfungerende glastag. Tagkonstruktionen skal som andre bærende konstruktioner dimensioneres på baggrund af belastning og spændvidde. Krav til personsikkerhed skal overholdes, og desuden skal glasset i taget vælges med hensyntagen til opfyldelse af energikrav for bygningen. Til brug i glastage anvendes særlige profiler, som er udviklet til denne brug.
Glas i glastage er oftest termoruder/energiruder sammensat at to eller tre lag glas. Glas er tungt, ca. 2,5 kg/m2 pr. mm tykkelse, og vægten af ruderne kan derfor være afgørende for håndteringen og dermed for størrelsen af de enkelte ruder.
Brandklassifikation
For glastage skal hele konstruktionen inklusive glas være afprøvet og godkendt. Udførelse af brandventilationsåbninger skal være CE-mærket og udført i henhold til DS/EN 12101-2, Brandventilation – Del 2: Naturlige røg- og varmeudsugningsventilatorer (Dansk Standard, 2017).
Gældende standarder for ruder i glastage
Ruder i glastage er omfattet af standarderne:
- DS/EN 1279-1, Bygningsglas – Termoruder – Del 1: Generelle informationer, dimensionelle tolerancer og regler for systembeskrivelsen (Dansk Standard, 2004)
- DS/EN 1279-2, Bygningsglas – Termoruder – Del 2: Langtidsprøvningsmetode og krav for fugtgennemtrængning (Dansk Standard, 2003a)
- DS/EN 1279-3, Bygningsglas – Termoruder – Del 3: Langtidsprøvningsmetode og krav for gaslækage og gaskoncentrationstolerancer (Dansk Standard, 2003b)
- DS/EN 1279-4, Bygningsglas – Termoruder – Del 4: Prøvningsmetoder for kantforseglingers fysiske egenskaber (Dansk Standard, 2003c)
- DS/EN 1279-5 + A2, Bygningsglas – Termoruder – Del 5: Overensstemmelsesvurdering (Dansk Standard, 2010b)
- DS/EN 1279-6, Bygningsglas – Termoruder – Del 6: Produktionskontrol og periodiske prøvninger (Dansk Standard, 2018).
5.10.1 Taghældning
Glastagets overflade med tilhørende profiler skal udformes, så vand og sne kan afledes, se figur 175. Glastage bør altid udføres med tilstrækkelig hældning til at undgå, at der kan ophobes sne, vand og snavs ved kanterne, og så tætheden i samlingerne sikres, herunder omkring ruder. Ved mindre taghældninger skal der tages særlige forholdsregler for at sikre vandtætheden. Der findes dog glastage, der er afprøvet og dokumenteret til brug med hældning ned til 2°.
Ved lave hældninger skal der tages særligt hensyn til profilernes drænsystem.
Hældningen af glastage med enkeltlagsglas, fx i drivhuse, bør være mindst 27 ° for at sikre, at kondens løber af uden at dryppe.
5.10.2 Opbygning
Glastage skal være vandtætte, og det skal sikres, at vand bortledes fra den udvendige tagflade samt fra false og dræn i profilerne. Glastage udføres normalt med to-trins fugeløsninger: en udvendig regnskærm med mulighed for dræning af vand og kondens og en indvendig tætning mod fugtig indeluft.
Glastage skal have en inddækningshøjde på mindst 150 mm, så det sikres, at drænkanaler ikke blokeres, og at vand ikke kan trænge ind i konstruktionen. Ved anvendelse til brandventilation skal inddækningshøjden dog være mindst 300 mm iht. DS/EN 12101-2 (Dansk Standard, 2017) .
Figur 175. Glastage skal udformes, så vand kan løbe af, dvs. at der ikke skal være profillister, kapsler eller andet, som forhindrer afvanding. Tage, der afsluttes på karm som vist, skal udføres med en inddækningshøjde på mindst 150 mm. Det skal sikres, at vand, der trænger ind i profiler, drænes ud.
Ruderne skal desuden have tilstrækkelig styrke til at optage last fra nedbør, vind og egenlast (nedbøjning). Glastage er normalt ikke beregnet til persontrafik, men der findes løsninger, som kan betrædes.
Der skal foretages dimensionering af glasset, som både skal omfatte eftervisning af styrke og beregning af maksimal udbøjning. For glastage, hvor der kan forventes behov for at betræde glasset i forbindelse med rengøring og vedligehold, skal glasset dimensioneres i henhold til gældende normer. I forbindelse med valg af glas skal der fastlægges et sikkerhedsniveau for personskade ved lastpåvirkning og nedfald af glas. Yderligere oplysninger om dimensionering af glas i klimaskærmen kan fx findes i SBi-anvisning 215, Dimensionering af glas i klimaskærmen (Munch-Andersen & Pedersen, 2018).
Valg af glas er væsentligt i forbindelse med personsikkerhed. Risikoen for personskade kan reduceres ved anvendelse af sikkerhedsglas, fx lamineret glas indvendigt og hærdet glas udvendigt, ved risiko for termisk brud. Vejledning om forhold i forbindelse med personsikkerhed ved brug af glas i bygninger i henhold til bygningsreglementets krav behandles fx i Bygningsreglementets vejledning om glaspartier, glasflader og værn af glas i bygninger (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018d).
Termoruder må ikke have større tilladelig udbøjning af glaskanten end 1/200 af sidelængden – dog højst 12 mm, jf. DS/EN 1279-5 (Dansk Standard, 2010b).
Rudernes kanter skal beskyttes mod sollys (UV-stråling), og ruderne skal monteres, så de ikke stikker ind over uopvarmede områder, hvilket kan medføre termisk brud.
Glastage indgår i beregningen af bygningens energiramme. I BR18, § 258, er der angivet generelle mindstekrav til glastages energitiskud, Eref, beregnet på baggrund af rudens U-værdi, lystransmittans og solenergitransmittans. Mindstekravet for glastage er Eref = 0 kWh/m2 pr. år. Der kan dog vælges glas med en lavere solvarmetransmittans (g-værdi), hvis der kan påvises en energibesparelse ved det (BR18, § 258, stk. 3).
Termoruders U-værdi er altid angivet som værdien ved lodret montering. Ved skrå montering skal der tages hensyn til at U-værdien bliver reduceret. Præcis U-værdi ved aktuel taghældning kan beregnes med de fleste glasdataprogrammer. Se fx også vejledningen Glastag (Glasindustrien, 2018).
Glastage og ovenlys i tage skal udføres, så der er tilfredsstillende sikkerhed mod gennemtrædning. Der bør derfor være opmærksomhed på dette problem, selvom der ikke er faste retningslinjer for, hvordan kravet skal opfyldes.
5.10.3 Detaljer i glastag
I dette afsnit vises eksempel på udformning af typisk detalje i glastage. Der henvises til monteringsvejledninger og yderligere detaljer fra leverandørerne.
Ved udformning af detaljer i taget skal der i det konkrete tilfælde tages hensyn til retningslinjer for en række generelle forhold, fx retningslinjer for ventilation og krav i bygningsreglementet vedrørende blandt andet brandsikring og varmeisolering. Overordnede forhold vedrørende valg af tag er beskrevet i afsnit 1.1, Tagudformning.
Inddækning og afvanding af profiler
Figur 176. Eksempel på udformning af profiler i glastage. I tagkonstruktioner skal termoruder monteres i egnede metalprofiler, som sikrer afvanding af taget. Hulrum i profiler skal drænes.
5.11 Grønne tage
Grønne tage er et overordnet begreb, der dækker over forskellige typer af opbygninger og former for beplantning på tagflader.
Det vandtætte lag i et grønt tag udgøres af en tagmembran. For en lang række forhold vil udførelse og opbygning af grønne tage derfor være sammenfaldende med tage med tagdækning af tagmembraner, se afsnit 5.7, Tagmembraner.
Grønne tage med græstørv på fast undertag hører til kategorien meget tunge tage, se afsnit 5.1.3, Taghældning og fladevægt.
Forhold vedrørende afvandning fra grønne tage behandles i afsnit 2.2.5, Afløb fra grønne tage.
Vedligehold
Grønne tage kræver vedligehold for at renholde afløb, kontrollere plantevæksten og opretholde brandsikkerheden. Selvom sedumplanter i et ekstensivt grønt tag ikke skader tagdækningen og ikke kræver meget vedligehold, kan der med tiden komme utilsigtet plantevækst med et mere aggresivt rodnet. Ved etablering af et grønt tag bør der derfor i alle tilfælde foreligge en vedligeholdsplan. Ved ekstensive grønne tage med en vedligeholdsplan kan rodhæmmer i membranen eventuelt udelades.
Af vedligeholdsplanen skal det som minimum fremgå, at det grønne tag, herunder stenrender, brandbælter, afløb og lignende, bør efterses og renses mindst to gange årligt. Vedligeholdsplanen bør også indeholde oplysninger om vegetationen, herunder vanding og gødskning i henhold til leverandørens anvisning samt en instruks om fjernelse af utilsigtet plantevækst, blade mv.
Holdbarhed/levetid
Grønne tage giver en beskyttende effekt af tagdækningen med hensyn til afskærmning fra solens UV-stråling. Dette reducerer temperaturvariationerne på tagdækningen og reducerer i mange tilfælde også ældningen af tagdækningen, ligesom risikoen for fysisk overlast begrænses. Til gengæld bliver tagdækningen eksponeret for mere fugt, da det grønne tag vil have længere sammenhængende perioder med høj relativ luftfugtighed. Der sker også en forøget eksponering til fine partikler, der udvaskes fra vækstmediet. Tagdækningen skal være egnet til at modstå disse påvirkninger.
Brandklassificering
Grønne tage er foranderlige afhængigt af vejrligsforhold, årstid og planternes alder, hvorfor der kan være formelle problemer med at udstede klassifikationer på grønne tage som BROOF(t2) i henhold til krav i bygningsreglementet, se afsnit 2.5, Brandkrav til tage. Flere producenter på det danske marked har dog dokumentation for, at deres produkter til ekstensive grønne tage er klassificeret som BROOF(t2) efter prøvningsmetoden angivet i DS/CEN/TS 1187 (Dansk Standard, 2012a).
Forholdsregler til sikring mod brandspredning via et grønt tag er beskrevet i afsnit 5.11.7, Sikring mod brandspredning.
Gældende standarder
Grønne tage opbygges normalt på tagmembraner, og der gælder derfor de samme standarder for membranen i taget, som gælder for andre tage med membraner, se afsnit 5.7.1, Tagpap, og afsnit 5.7.2, Tagfolie.
Hvor der anvendes rodhæmmer i tagmembranen, skal man være opmærksom på, at der eventuelt kan ske udvaskning af rodhæmmeren. Dette er normalt ikke et problem i miljømæssig henseende, idet udvaskningen ligger under detektionsgrænsen. Hvis der er tvivl, kan udvaskningen undersøges ved en såkaldt tanktest efter den foreløbige prøvningsstandard DS/CEN/TS 16637-2, Byggevarer – Vurdering af afgivelse af farlige stoffer (Dansk Standard, 2014d). Hvis der stilles krav til udvaskning fra vækstlaget, kan dette fx dokumenteres ved hjælp af prøvningsmetoder fra den tyske organisation for grønne tage FLL (Forschungsgesellschaft Landschaftsentwicklung Landschaftsbau, www.fll.de).
5.11.1 Typer af grønne tage
Der skelnes mellem tre typer af grønne tage:
- Ekstensive tage
- Semi-intensive tage
- Intensive tage.
Valg af type grønt tag
Valg af type kan ske på baggrund af ønsker om beplantningsform, vægten af det grønne tag, og hvor meget vedligehold der kan accepteres.
Grønne tage etableres ofte på baggrund af miljøhensyn, fx for at tilbageholde nedbør, producere ilt, forlænge tagdækningens levetid, reducere storbyopvarmning (Urban Heat Island), nedsætte energiforbruget i eksisterende byggeri, absorbere støvpartikler og CO2 eller for at etablere et habitat for dyre- og planteliv (biodiversitet).
Et grønt tag, der primært er installeret for at tilbageholde nedbør, vil afvige meget fra et tag, der har som hovedmål at understøtte biodiversitet. Sidstnævnte kræver blandt andet, at vækstlagets substrater varieres, så det er muligt at have en større artsvariation af planter, som dermed kan fungere som habitat for et større spektrum af dyreliv.
Ekstensive grønne tage (sedumtage)
Tykkelsen af vækstmediet (eksklusive det vandregulerende lag) er begrænset til højst 60 mm.
Vegetationen består som udgangspunkt udelukkende af den robuste og tørketolerante planteart sedum. Mos kan dog opstå, hvor der ikke er skabt tilstrækkeligt gode vækstbetingelser, og kan på sigt overtage hele tagflader.
Et sedumtag vejer typisk ca. 35-50 kg/m2 i tør tilstand og ca. 50-100 kg/m2 i vandmættet tilstand.
Sedum kan anvendes både på flade tage og rejste tage, hvor lagopbygningen typisk varierer med taghældning og klima, se figur 177 og afsnit 5.11.4, Dimensionering og fastgørelse.
Sedum kan etableres med prædyrkede sedummåtter (vækstmedie med sedum) eller ved brug af modulopbyggede systemer (sedumbakker).
Ekstensive grønne tage egner sig ikke til ophold og kræver vedligehold i begrænset omfang.
Semi-intensive grønne tage
Semi-intensive grønne tage udføres oftest med græs eller urteagtige planter (eventuelt blandet med sedum) og kræver et tykkere vækstmedie og mere vedligehold end ekstensive grønne tage. Vækstmediet (eksklusive det vandregulerende lag) varierer mellem 60 og 150 mm. Tage med en blanding af sedum, urter og græs kan veje op til 150 kg/m2 i vandmættet tilstand. De kan anvendes både på flade og skrå tage. Til semi-intensive og intensive tage kan også benyttes løsninger med græstørv, se afsnit 5.11.4, Opbygning af grønt tag. På rejste tage skal græstørv sikres mod nedskridning, se afsnit 5.11.2, Taghældning for grønne tage samt Græstørvstage – opbygning og vedligehold (Byg Erfa, 2008a).
Ligesom sedumtage kan semi-intensive grønne tage etableres med prædyrkede sedummåtter (vækstlag med græs og urteagtige planter) eller ved brug af modulopbyggede systemer (sedumbakker). Udplantning af stiklinger og såning er også muligt, men er mere tidskrævende.
Intensive grønne tage/taghaver
Vækstlaget for intensive grønne tage er tykkere end for ekstensive og semi-intensive grønne tage. Det medfører større frihed i forbindelse med vegetationsvalg, da der kan anvendes større planter med et mere aggressivt rodnet. Typisk har vækstlaget en tykkelse på 150-400 mm (eller mere ved brug af større træer). Den samlede vægt af et intensivt grønt tag i vandmættet tilstand ligger på 150-800 kg/m2 og kræver, at den bærende konstruktion er beregnet til det. På grund af den større vægt frarådes det at etablere et intensivt grønt tag i forbindelse med renovering af tagkonstruktioner, medmindre det ved beregning sikres, at den bærende konstruktion kan optage lasten.
Intensive grønne tage kan i højere grad end de øvrige typer anvendes som taghaver med personophold, og de kræver sædvanligvis en del vedligehold.
Hybridt grønt tag
De ovennævnte grønne tagtyper kan med fordel kombineres i et hybridt grønt tag, der indeholder alle tre typer af grønne tage med forskellige vækstlagtykkelser med dertil hørende planter. I sådanne tilfælde skal man dog være opmærksom på tagets bæreevne. Større planter, busker og træer, som kræver et større vækstlag, placeres med fordel over bærende elementer, fx bærende vægge eller søjler.
5.11.2 Taghældning for grønne tage
Fald på ekstensive grønne tage bør udføres efter samme regler som almindelige tage, dvs. med fald på mindst 1:40, se afsnit 5.7.3, Taghældning for membrantage. I kasserender accepteres fald ned til 1:100 og ved sammenskæringslinjer ved modfaldskiler accepteres fald ned til 1:165.
Intensive grønne tage skal forsynes med et drænlag, der sikrer afvandingen mod afløbene. For omvendte tage og duo-tage kan faldet være mindre, fordi membranen ligger beskyttet. Faldet skal dog være mindst 1:100, og det er en forudsætning, at underlaget er rettet op, så faldet er veldefineret. Hvis der mod anbefalingerne etableres et intensivt, retvendt grønt tag (dvs. med tagmembranen øverst), bør faldet være mindst 1:40.
For taghældninger over 1:5 (11°) skal grønne tage sikres mod nedskridning, fx med vinkelskinner fastholdt af tagdækningen.
Hældning af taget samt mængde af nedbør og vegetationen har også indflydelse på valg af vandregulerende lag. Ved taghældning større end 5° anbefales det at benytte et vandregulerende lag, der også har funktion som vandreservoir.
Forhold vedrørende vandafledning fra grønne tage behandles også i afsnit 2.2.5, Afløb fra grønne tage, og afsnit 5.11.6, Vandafledning fra grønne tage.
5.11.3 Opbygning af grønt tag
Et grønt tag opbygges som en flerlagskonstruktion, hvor hvert lag har en speciel funktion i den samlede opbygning. Lagene, der indgår i et grønt tag, omfatter (beskrevet nedefra):
- Bærende tagkonstruktion (varmt eller koldt tag)
- Varmeisolering
- Tagmembran
- Beskyttelseslag
- Vandregulerende lag
- Filterlag
- Vækstmedie
- Vegetation.
Opbygningen kan variere, da et grønt tag som udgangspunkt etableres som en systemløsning, hvor den præcise opbygning afhænger af den enkelte leverandør og ønskerne til tagets anvendelse. Der kan forekomme løsninger, hvor et eller flere af de nævnte lag udelades.
Et eksempel på opbygning af et ekstensivt grønt tag som varmt tag er vist i figur 177.
Figur 177. Eksempel på opbygning af fladt tag med ekstensivt grønt tag med sedum. Eksemplet viser et varmt tag, men et ekstensivt sedumtag kan under de rette betingelser også etableres på et koldt tag.
Bærende tagkonstruktion
Den bærende tagkonstruktion skal være i stand til at optage belastningen fra det grønne tag og skal i en statisk beregning dimensioneres for en last svarende til, at det grønne tag er fuldt vandmættet.
Ved etablering af et grønt tag på en eksisterende bygning påføres den bærende konstruktion en øget belastning, som den ikke oprindelig er dimensioneret for. Det skal sikres, at bæreevnen af konstruktionen er tilstrækkelig til at optage den ekstra last fra taget. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at udføre forstærkninger af den eksisterende bærende konstruktion.
Konstruktionsopbygningen er i høj grad afhængigt af, hvilken type grønt tag der etableres. Intensive grønne tage kan sædvanligvis kun udføres på betondæk, mens ekstensive grønne tage ofte kan etableres på en konstruktion af træ eller stål. I alle tilfælde skal bæreevnen kontrolleres ved en statisk beregning.
Græstørvstage, som ligestilles med semi-intensive og intensive grønne tage, bliver traditionelt etableret på træbaserede materialer.
Grønne tage etableres sædvanligvis på varme tage på betondæk. Det er en fugtteknisk sikker konstruktion. For at undgå, at eventuel byggefugt bliver lukket inde, kan der eventuelt etableres sladreafløb fra dampspærreniveau som ekstra sikkerhed. Et varmt tag er normalt betegnelsen for et retvendt tag, dvs. med tagdækningen liggende over varmeisoleringen. Grønne tage kan dog også opbygges efter principperne for duo-tag eller omvendt tag. Forskellen er placeringen af tagdækningen, som beskrevet i afsnit 1.3.2, Varme tage.
Retvendte tage, hvor tagdækningen ligger på varmeisoleringens udvendige side, bør kun anvendes til ekstensive og semi-intensive grønne tage. Ved intensive grønne tage er der risiko for, at vækstlaget fryser fast i tagmembranen og river den i stykker. Intensive grønne tage bør derfor etableres som duo-tage (eventuelt med dampspærre på den varme side af konstruktionen) eller omvendte tage, da det sikrer den bedste beskyttelse af tagdækningen.
Principperne i duo-tage og omvendte tage kan derimod ikke anvendes til ekstensive grønne tage, da ballasten af det grønne tag ikke er tilstrækkelig til at sikre varmeisoleringen mod vindsug og flydning på grund af opdrift, når taget er vandfyldt, se afsnit 5.11.4, Dimensionering og fastgørelse.
Ved etablering af et grønt tag på en kold, ventileret trækonstruktion er der en række begrænsninger, da fugtforholdene ændres i forhold til et almindeligt tag. Det grønne tag kan påvirke ventilationsforholdene, da solopvarmningen og dermed skorstenseffekten reduceres. Til gengæld bliver også afkølingen af taget ved udstråling og dermed opfugtningen fra ventilationsluften reduceret.
Kolde, ventilerede tagkonstruktioner betragtes som risikobehæftede, og det anbefales derfor at installere fugtovervågning eller at etablere et ekstra lag tagdækning på en tynd varmeisolering som ekstra sikkerhed, se også Grønne tage – membraner, dræning, isolering, vækstlag, brandsikkerhed og vedligehold, (Byg-Erfa, 2016c). Hvis der anvendes kolde, ventilerede tagkonstruktioner, bør konstruktionen kunne inspiceres indefra.
I uventilerede trækonstruktioner, der er baserede på virkningen af en fugtadaptiv dampspærre, må der ikke etableres grønt tag. Det skyldes, at det grønne tag reducerer opvarmningen af tagkonstruktionen, så fugten fra taget ikke drives ned på den fugtadaptive dampspærre, som derfor ikke kan fjerne fugten.
Varmeisolering
I varme tage til underlag for ekstensive grønne tage kan der anvendes almindelig tagisolering med en korttidstrykstyrke ned til 40 kN/m2.
I omvendte tage og duo-tage, som typisk bruges til intensive grønne tage, kan der anvendes forskellige former for varmeisolering med højere trykstyrke. Isolansen over tagdækningen i duo-tage bør udgøre mindst 1/3 af den samlede isolans.
Der kan være behov for en dampspærre på den varme side af konstruktionen i duo-tage, hvor tagdækningen ligger mellem to lag varmeisolering. I omvendte tage ligger tagdækningen lige over den bærende konstruktion og fungerer derfor også som dampspærre.
Tagmembran
Valg af tagdækning til grønne tage tager udgangspunkt i tagets opbygning, dvs. om det er et intensivt, semi-intensivt eller ekstensivt grønt tag.
I intensive og semi-intensive grønne tage skal der altid anvendes et rodhæmmende materiale eller en rodspærre i form af en PE-folie med svejste samlinger eller tilsvarende. Tagmembraners rodhæmmende egenskaber prøves efter DS/EN 13948 (Dansk Standard, 2007e). Tagmembraner til intensive tage skal yderligere være resistente over for rodskud (rhizomes), hvis der kan optræde begroning med fx kvikgræs og bambus.
I ekstensive grønne tage kan rodhæmmende tagmembraner eller rodspærre undlades, hvis der foreligger en vedligeholdsplan, se afsnit 5.11, Vedligehold.
Tagdækningen skal være egnet til formålet og opfylde de ovenfor anførte krav, se afsnit 5.7, Tagmembraner.
Beskyttelseslag
Beskyttelseslagets funktion er at yde ekstra beskyttelse af tagdækningen. Det er blandt andet nødvendigt, hvor der anvendes et vandregulerende lag, der kan medføre deformation af den underliggende tagmembran og isolering. Hvor det vandregulerende lag indeholder en filtmåtte, kan denne også fungere som beskyttelseslag.
Vandregulerende lag
Det vandregulerende lag kan have flere funktioner afhængigt af materialevalg. Som udgangspunkt fungerer det som drænlag, der samtidig sikrer ventilation af rødderne og bortleder den nedbør, som ikke optages i overliggende lag. Hvor stor dræningskapacitet drænlaget skal have, afhænger af nedbørsforholdene på stedet, af størrelsen af taget, der skal drænes, og af tagets hældning.
Det vandregulerende lag kan yderligere have funktion som vandreservoir. Her skelnes der mellem løsninger på en drænmåtte af filt og løsninger, hvor der anvendes vandafledningsplader (’æggebakker’).
Der er forskel på forløbet af vandafledningen for de to løsningsmodeller:
- En drænmåtte af filt fungerer både som vandreservoir og dræn. Afledning af nedbør sker vandret gennem drænlaget.
- En vandafledningsplade fungerer som vandreservoir på oversiden og dræn på undersiden. Afledningen af nedbør sker lodret gennem drænlaget, hvorefter det afledes vandret på tagmembranen. Brug af vandafledningsplader kan derved medføre, at afstrømningen reduceres og forsinkes. Funktionen har dog kun begrænset effekt ved ekstreme nedbørshændelser som skybrud. For nærmere beskrivelse henvises til vejledninger fra FLL (Forschungsgesellschaft Landschaftsentwicklung Landschaftsbau; www.fll.de).
Filterlag
Filterlaget skal sikre, at fine partikler fra vækstlaget ikke udvaskes og videreføres til underliggende lag.
Vækstmedie
Vækstmediet danner grobund for vegetationen og skal derfor tillade rodpenetration. Desuden skal det have fysiske, kemiske og biologiske egenskaber, som sammen med tykkelsen af vækstmediet afgør, hvilke planter der kan gro på taget.
Vækstmediet har stor indflydelse på det grønne tags hydrauliske egenskaber. Vækstmediet skal være i stand til at optage og opbevare nedbør, men skal samtidig være gennemtrængeligt for overskydende nedbør. Derudover skal det sikre optimale luft- og vandforhold til plantevæksten.
Vækstmedier findes i mange varianter afhængigt af vegetation og producent, men består ofte af substrater med en blanding af mineralsk og organisk materiale tilpasset formålet med hensyn til vægt, næringsstoffer og dræning. Det mineralske materiale kan fx være pimpsten eller knust tegl. For nærmere beskrivelse henvises til vejledninger fra FLL (Forschungsgesellschaft Landschaftsentwicklung Landschaftsbau; www.fll.de).
Vegetation
Vegetationen kan forekomme i mange varianter afhængigt af tykkelse og kvalitet af vækstmediet og tagets anvendelse. Desuden har andre forhold indflydelse, fx skyggeforhold og vindbelastning. For at opnå et velfungerende grønt tag er det vigtigt at vælge plantearter tilpasset forholdene på taget. Egnede arter er især dem, der både kan modstå længere perioder med tørke og længere perioder med regn og fugt.
5.11.4 Dimensionering og fastgørelse
Ekstensive grønne tage tilbageholder ca. 50 % af regnvandet henover året afhængigt af udformning.
Hvilken regnintensitet taget på en bygning skal dimensioneres for, afhænger af bygningens anvendelse og dermed risikoen for skader, samt om der tages hensyn til fremtidige klimaændringer. Grønne tage har kun begrænset effekt ved skybrud, men kan dog tilbageholde en del af regnvandet og medvirke til at forsinke afvandingen. Hvor meget regnvand der kan tilbageholdes, kan normalt oplyses af leverandøren af det aktuelle system – det er typisk i størrelsesordenen 10-25 l/m2. For tykkere grønne tage kan der anvendes tal for vandtilbageholdelse, som er dokumenteret ved prøvning, fx efter FLL’s prøvningsmetode. Ved kraftige regnskyl har der de senere år været konstateret nedbør svarende til 100 l/m2 i løbet af få timer.
Der bør normalt dimensioneres for en regnintensitet svarende til overbelastning hvert 10. år, hvilket svarer til en regnintensitet på 230 l/s ha, se afsnit 2.2, Vandafledning fra tage. Se nærmere herom i fx SBi- anvisning 255, Afløbsinstallationer – systemer og dimensionering, afsnit 7.1.3, Acceptabel risiko for oversvømmelse (Brandt & Faldager, 2015).
Vind
Tagflader er særlig udsatte for vindpåvirkning i rand- og hjørnezoner, hvor de udsættes for opadrettede kræfter i form af vindsug, se også afsnit 5.7.5, Dimensionering af fastgørelse.
Vindsuget på selve det grønne tag afhænger af muligheden for trykudligning mellem det grønne tag og selve tagdækningen. Det er muligt at fordele vindlasten med 2/3 på tagdækningen og 1/3 på det grønne tag, hvis der anvendes vandafledningsplader, som muliggør trykudligning, jf. Eurocode 1- Del 1-4 med tilhørende dansk nationalt anneks (Dansk Standard, 2007c).
For at sikre, at produkterne er modstandsdygtige over for vindpåvirkning, bør der ved grønne tage ikke anvendes løsninger med en fladevægt under 25 kg/m2 i tør tilstand (50 kg/m2 i vandmættet tilstand).
Der skal foretages en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvor faktorer som bygningshøjde, terrænkategori, vindhastighed og bygningsgeometri, fx murkronens højde, inddrages.
I vindudsatte områder kan det grønne tag erstattes af ballast i rand- og hjørnezoner, fx et mindst 500 mm bredt bælte af et 50 mm tykt lag mindst 16/32 mm sten eller 50 mm tykke betonfliser.
Fastgørelse
Fastgørelse af tagmembraner i grønne tage sker som for tagmembraner generelt, se afsnit 5.7.6, Fastgørelsessystemer.
I ekstensive tage skal tagdækningen normalt fastgøres uden hensyntagen til vægten af vækstmediet. Hvis der gennemføres en beregning og vurdering, kan vægten af det grønne tag eventuelt trækkes fra vindlasten.
I intensive tage er vægten af opbygningen normalt tilstrækkelig til at forankre taget mod vindsug. Det skal sikres, at tagdækningen ikke blæser af i udførelsesperioden, fx ved at forankre tagdækningen mekanisk.
5.11.5 Tæthedsprøve
Da lokalisering af utætheder efter udlægning af grønne tage er vanskelig, bør der foretages tæthedsprøvning af tagmembranen, inden anlægsarbejdet påbegyndes. De fleste systemer til grønne tage kan dog forholdsvis let fjernes lokalt, hvis der skal foretages reparationer eller ændringer.
Tæthedsprøvning udføres ved at etablere en midlertidigt vandtæt afgrænsning på de områder, der ønskes undersøgt, hvorefter de vandbelastes. Især bør geometrisk komplekse tagflader med vanskelige detaljer, fx sammenbygninger og gennemføringer, undersøges. Hvis tagdækningen er etableret i sektioner, som hver især er tætnet mod dækket, vil lokalisering af eventuelle utætheder være lettere og risikoen for skader og tilhørende følgeskader mindre.
Alternativt kan tagfladen skannes inden udlægning af det grønne tag. Dermed kontrolleres tagets tæthed for den nedbør, som tagdækningen har været udsat for i byggeperioden. Yderligere kan der indbygges sensorer eller elektrisk detekteringssystem. Erfaringer med sidstnævnte er dog begrænset i Danmark.
5.11.6 Vandafledning fra grønne tage
Afvanding
Der bør ved ekstensive grønne tage skelnes mellem systemer med henholdsvis vandafledningsplader og filtmåtter. Ved vandafledningsplader kan en del af regnvandet afvandes under pladerne, mens regnvandet ved løsninger med filt skal afvande gennem selve opbygningen af det grønne tag.
Afstanden mellem tagbrønd og ’kip’ bør ved løsninger med filt begrænses til 7,2 meter, men kan ved systemer med vandafledningsplader øges til 10,8 meter, se figur 178.
Figur 178. Afstande mellem tagbrønd og ’kip’ for ekstensive grønne tage.
- Afstande, hvis der anvendes filtmåtte.
- Afstande, hvis der anvendes vandafledningsplader.
Grønne tage bør om muligt holdes væk fra skotrender. Skotrender afgrænses derfor typisk af en slidset vinkelskinne af rustfrit stål eller søvandsbestandig aluminium, der er fastgjort til taget med en strimmel tagmembran, så vandet kan passere, mens vækstmediet holdes på plads. Fastgørelsen af skinnen skal ske, så det ikke medfører risiko for utætheder, dvs. uden gennembrydning af membran.
Afgrænsning mod skotrenden har den fordel, at forekomsten af planterester i skotrenden reduceres.
Det anbefales, at kasserender og sammenskæringslinjer ved modfaldskiler holdes fri for begroning. Der kan eventuelt i kasserender udlægges stenballast af 32/64 sten uden filt. Dog kan løsninger med vandafledningsplader føres henover sammenskæringslinjer. Løsninger med filtmåtter kan eventuelt suppleres med vandafledningsplader over sammenskæringslinjer.
Ved intensive grønne tage bør afstanden mellem tagnedløb ikke overskride 6 meter i begge retninger, og det anbefales at anvende kuvertfald, se afsnit 5.7.3, Taghældning for membrantage. Skotrender og modfaldskiler kan anvendes, hvis afvandingen sikres, fx med vandafledningsplader.
Afløb
Afløbsbrønde skal sikres mod tilstopning, og de skal udføres, så de kan renses.
Afløbene skal friholdes for begroning i en afstand på 0,5 meter til alle sider. Der kan i stedet anvendes stenballast med sten på mindst 16/32 mm. Alternativt kan der anvendes et specielt bladfang, som hindrer vækstmediet i at løbe ned i tagbrønden og samtidig sikrer, at vandet kan løbe til gennem toppen, hvis siderne alligevel stopper til. Eksempel på afløb i grønt tag er vist i afsnit 2.2.5, Afløb fra grønne tage.
Tagnedløbene forsænkes, så der skabes fri afvanding, som vist i afsnit 2.2.4, Afløb fra flade tage.
I ekstensive grønne tage kan der anvendes almindelige tagnedløb og UV- afløb, men for UV-afløb skal man være opmærksom på, at den lave afløbskoefficient fra grønne tage reducerer selvrensningsmulighederne. Ved anvendelse af UV-afløb anbefales det at friholde skotrender for begroning, samt at der gennemføres jævnlige oprensninger af brønde.
I intensive grønne tage bør der anvendes særlige afløb beregnet til formålet og med mulighed for afvanding i alle opbygningens lag. UV-afløb frarådes til intensive grønne tage. Det er også nødvendigt at etablere nødafløb på normal vis, hvis taget er udformet som et ’badekar’. Nødafløb placeres lavere end laveste inddækning på taget. Nødafløb dimensioneres svarende til mindst et Ø 50 mm afløb pr. tagbrønd, se afsnit 2.2.4, Afløb fra flade tage.
5.11.7 Sikring mod brandspredning
For at begrænse brandspredning bør der udføres brandsikring med stenballast omkring ovenlys og mod tilstødende bygninger, som vist på figur 179.
Figur 179. Brandbælter mod tilstødende bygningsdele med anbefalede dimensioner.
- Brandbælte med stenballast mod ovenlyskuppel.
- Brandbælte med stenballast mod ydervæg med vindue.
- Brandbælte med stenballast mod ydervæg med overflade i beklædningsklasse K1 10 B-s1,d0 eller bedre. Hvis ydervæggens overflade er ringere end beklædningsklasse K1 10 B-s1,d0, øges brandbæltets bredde til 500 mm.
Der bør også anlægges brandbælter af stenballast eller fliser med en bredde på mindst 1 meter pr. 40 meter. Der bør udføres årligt tilsyn for at sikre, at brandbælterne opretholder deres funktion. Ved systemer til grønne tage, som har en BROOF(t2)-dokumentation, kan brandbælter pr. 40 meter eventuelt udelades. De brandtekniske forhold omkring grønne tage kan også vurderes ud fra de funktionsbaserede brandkrav i bygningsreglementet for det konkrete byggeri.
5.11.8 Detaljer i grønne tage
I dette afsnit vises et eksempel på udformning af typisk detalje i grønne tage. Der henvises desuden til monteringsvejledninger og yderligere detaljer fra leverandørerne.
Ved udformning af detaljer i taget skal der i det konkrete tilfælde tages hensyn til retningslinjer for en række forhold, fx retningslinjer for ventilation og krav i bygningsreglementet vedrørende blandt andet brandsikring og varmeisolering. Overordnede forhold vedrørende valg af tag er beskrevet i afsnit 1.1, Tagudformning.
Yderligere eksempler på udformning af detaljer i taget kan findes i afsnit 6, Kviste, ovenlys og tagvinduer, afsnit 7, Inddækninger – gennemføringer og tilslutninger og afsnit 9, Eksempelsamling.
Inddækninger
Detaljer omkring grønne tage er vigtige, og særligt ved inddækninger mod tilstødende bygninger, skal der sikres tilstrækkelig inddækningshøjde. De normale inddækningshøjder, fx for tagterrasser er 150 mm. For grønne tage anbefales en inddækningshøjde på 200 mm, fordi grønne tage har tendens til at vokse lidt i tykkelse med tiden. Inddækningshøjden skal forstås som højden over vækstmediet, se figur 180. Hvis der anvendes fugeskinner, er det afstanden fra oversiden af vækstmediet til skruehullerne i fugeskinnen, der afgør højden. Ved inddækninger ved yderdøre og lavtsiddende vinduer er det ofte mest hensigtsmæssigt at føre inddækningen ind i falsen, se afsnit 7.3.7, Inddækning ved tagterrasser.
Figur 180. Inddækningshøjden ved grønne tage skal generelt være 200 mm over overside af vækstmedie, da det grønne tag ofte bliver tykkere med tiden.