2 VALG AF TAGKONSTRUKTION

For at et tag skal fungere tilfredsstillende, er der en række krav, der skal opfyldes, både lovgivningsmæssigt og funktionsmæssigt. Bygningsreglementet stiller kun få konkrete krav til tage nemlig med hensyn til varmeisoleringsevne (U-værdi), vandafledning (taghældning), brandsikkerhed, lydisolering og sikkerhed mod gennemtrædning. Desuden er tage underlagt de generelle regler for konstruktioner i bygningsreglementet (BR18, § 340-341) om, at der skal opnås tilfredsstillende forhold i funktions- og holdbarhedsmæssig henseende, og at de anvendte materialer skal være holdbare og velegnede til formålet.

De væsentligste funktioner for en tagkonstruktion er følgende:

At være vandtæt/regnskærm (hindre indtrængning af nedbør)
At aflede vand
At være tæt mod fugt indefra (diffusion og konvektion)
At hindre fugtophobning (fugt, der trænger ind i konstruktionen, skal kunne slippe ud igen)
At være lufttæt (af hensyn til energiforbrug og komfort)
At reducere varmetab (være varmeisolerende)
At være ufarlig (brand, kemikalier i materialerne mv.)
At være stabil og robust overfor forventelig brugsbelastning (ingen kollaps eller skader som følge af slag/personfald)
At reducere støj udefra til et acceptabelt niveau
At være miljøvenlig (mindst mulig belastning af miljøet)
At medvirke til at hindre indbrud
At være bestandig (have lang levetid).

Et specifikt tag kan have supplerende funktioner, afhængigt af hvad der ønskes, fx at taget skal kunne tåle trafik fra service og vedligehold, fx af ventilationsanlæg. Til tagterrasser, taghaver og parkeringsdæk stilles særlige krav.

Enkeltmaterialer i taget kan også have helt specifikke funktioner, som stiller krav til egenskaberne af det pågældende materiale, fx diffusionstæthed eller diffusionsåbenhed af undertagsmaterialer afhængigt af den konstruktive opbygning.

Kombineres tagets funktioner med de påvirkninger taget udsættes for, kan der opstilles en række krav til de egenskaber, et tag bør have. Egenskaberne afhænger blandt andet af:

Hvilken funktion bygningen skal have (brugsområde), fx om der er tale om en tør lagerhal eller en svømmehal.
Hvilken form det er tænkt, at bygningen skal have, fx vil der for meget store bygninger normalt være begrænsninger for tagets form.
Hvilke klimaforhold bygningen bliver udsat for – både fra udeklimaet og fra indeklimaet (fugtbelastningsklasse), jf. afsnit 1.2, Ventilerede og uventilerede konstruktioner.

Der vil som regel være flere forskellige muligheder, når taget skal vælges, men det er altid nødvendigt at vælge et tag, som har de nødvendige egenskaber til at opfylde ovenstående funktioner. Desuden bør der tages hensyn til krav og ønsker fra andre sider, fx miljøkrav, lokalplaner og æstetik.

Det er for eksempel et generelt krav, at taget skal være bygbart. Det vil sige, det skal være muligt – og helst enkelt og sikkert – at udføre de nødvendige arbejdsoperationer på byggepladsen. Derved tages der hensyn både til den udførende og til den samlede kvalitet af tagkonstruktionen, som alt andet lige bliver bedre, hvis risikoen for fejlmontering reduceres.

Økonomi vil som regel også have afgørende indflydelse. I den forbindelse er det vigtigt, at der ikke alene fokuseres på en lav anskaffelsespris, men at der anvendes totaløkonomiske betragtninger, hvor levetiden og omkostningerne ved drift og vedligehold også indgår.

Valg af tag bør altid ske på baggrund af en afvejning af fordele og ulemper ved de mulige løsninger.

2.1 Vandtæthed og fugttæthed

Fugtpåvirkningerne på tage stammer fra:

Nedbør, (slag)regn og (fyge)sne, som kan trænge ind i konstruktionen udefra
Fugt i udeluften
Fugt i indeluften, som trænger ud i konstruktionen på grund af diffusion gennem materialerne eller konvektion (luftstrømning) gennem utætheder
Byggefugt, dvs. vand, som stammer fra byggefasen
Kondensation af fugt i konstruktionens yderste dele på grund af udstråling til himmelrummet, som nedsætter temperaturen på overfladerne til under dugpunktet.

Vind på ydersiden af taget kan forøge fugtpåvirkningerne på taget betragteligt. Vinden kan fx få nedbør til at optræde som slagregn eller fygesne. Begge dele kan være opadrettede og kan derfor i uheldige tilfælde trænge ind i konstruktioner, hvor vandtætheden delvist er baseret på overlapsamlinger, fx tagsten eller kapsler på murkroner.

Vind kan desuden medføre både over- og undertryk på tage – på tage med lille hældning er der dog normalt altid undertryk over hele tagfladen. Undertrykket på flade tage kan ved uhensigtsmæssig opbygning af taget forplante sig ind i ventilationsspalten og kan derved forstærke konvektion af rumluft op i taget, hvis der ikke er et helt lufttæt lag i konstruktionen.

Risikoen for opfugtning på grund af konvektion er større i tage end i ydervægge, fordi den termiske opdrift af indeluften altid vil give et lille, men konstant overtryk under loftet. Om vinteren vil overtrykket medføre, at rumluft vil søge at trænge op i tagkonstruktionen. Selv ved en korrekt udført dampspærre af god kvalitet vil små mængder fugt trænge op i tagrummet, ligesom fugt vil kunne trænge igennem utætheder, fx ved loftlemme og gennemføringer.

2.1.1 Generelle forholdsregler mod opfugtning

Regn og smeltevand skal hindres i at trænge ind i tagkonstruktionen, som derfor skal være vandtæt. I tagkonstruktioner med undertag tillades det dog, at små mængder nedbør kan trænge gennem den primære tagdækning, inden de stoppes. Vandet skal ledes bort fra taget og/eller undertaget hurtigst muligt, så der ikke er risiko for, at underliggende konstruktioner opfugtes og skades.

Fugtig indeluft skal hindres i at opfugte tagkonstruktionen. Derfor udføres tagkonstruktioner normalt med dampspærre, som skal hindre opfugtning på grund af fugtig indeluft, der trænger op i tagkonstruktionen som følge af diffusion og/eller konvektion, se efterfølgende afsnit 2.1.2, Dampspærre i tag. Hvis der vælges andre løsninger end at anvende dampspærre, skal brugen dokumenteres, fx ved beregning.

Det skal undgås, at der indbygges byggefugt i tagkonstruktionen. Arbejdet bør derfor foregå i tørvejr og med afdækning af igangværende arbejder ved arbejdets ophør hver dag. Tagkomponenter, som leveres med pålagt tagdækning, skal strimles over samlingerne – dvs. der skal monteres en strimmel tagmembran over samlingerne – umiddelbart efter oplægning. Alternativt skal der være afdækning over byggepladsen – mest sikkert i form af totalinddækning. Se også afsnit 4, Tagelementer.

2.1.2 Dampspærre i tag

Dampspærrer udføres normalt af banevarer, fx PE-folie (polyethylen-folie). Andre materialetyper kan dog anvendes, fx pladematerialer. Der bør i så fald foreligge udførlige vejledninger, herunder om, hvordan pladerne samles, og hvordan gennemføringer udføres, da de normalt anvendte anvisninger primært gælder for banevarer.

Gældende standarder

Dampspærrer af banevarer er omfattet af følgende produktstandarder:

Dampspærrer af plast eller gummi: DS/EN 13984, Fleksible membraner til fugtisolering – Dampspærrer af plast og gummi – Definitioner og karakteristika (Dansk Standard, 2013b)
Dampspærrer af bitumen: DS/EN 13970, Fleksible membraner til fugtisolering – Bitumendampspærre – Definitioner og karakteristika (Dansk Standard, 2005a).

Dampspærrer af pladematerialer mv. skal opfylde kravene i de standarder, som dækker de pågældende produkter, og diffusionsmodstanden skal dokumenteres.

Forhold vedrørende dampspærre i forbindelse med renovering af tage er beskrevet i afsnit 8.2.3, Dampspærre ved tagrenovering.

Krav til dampspærrer

En dampspærre skal:

Bestå af diffusionstæt (damptæt) materiale, som hindrer fugttransport af vanddamp ved diffusion, dvs. som har en høj diffusionsmodstand (Z-værdi).
Udføres lufttæt, fordi fugt, der trænger op i tagkonstruktionen ved konvektion (luftstrømning), normalt ikke kan fjernes hurtigt nok ved ventilation eller diffusion.
Bestå af egnet og robust materiale, som tåler håndtering på byggepladsen.
Have lang levetid udsat for de påvirkninger, der er i den færdige konstruktion.

Ved renoveringsarbejde gælder særlige regler, se afsnit 8.2.3, Dampspærre ved tagrenovering.

Bemærk, at pudsede lofter kan betragtes som lufttætte, hvis de er intakte, dvs. uden revner eller huller, men de er ikke diffusionstætte, og de må derfor ofte suppleres med en dampspærre.

Egenskaber for dampspærre

En dampspærre skal normalt have en Z-værdi på mindst 50 GPa s m²/kg. Bestemmelse af Z-værdien kan ske ved prøvning i henhold til DS/EN 1931, Fleksible membraner til fugtisolering – Bitumen-, plast- og gummimembraner til fugtisolering af tage – Bestemmelse af vanddampdiffusionsegenskaber (Dansk Standard, 2000a), eller DS/EN/ISO 12572, Byggematerialers og -produkters hygrotermiske ydeevne – Bestemmelse af vanddamptransmissionsegenskaber – Kopmetoden (Dansk Standard, 2016a).

En dampspærre skal desuden have god dimensionsstabilitet, styrke og brudforlængelse og bør kunne tåle rimelige påvirkninger i form af stød og slag uden at skades.

Der bør foreligge dokumentation for levetiden, fx vurderet på baggrund af accelererede ældningsforsøg. Dokumentationen bør også omfatte tilhørende hjælpematerialer som butylbånd, tape, folieklæber og fugemasse.

Det anbefales, at der så vidt muligt anvendes ’systemløsninger’, dvs. hvor dampspærrematerialet og tilhørende hjælpematerialer som tape, folieklæber, manchetter og fugemasse kommer fra samme leverandør. Derved sikres bedst, at de anvendte materialer kan anvendes sammen med godt resultat.

Diffusionsmodstand

Som anført ovenfor er dampspærrer normalt produkter med høj diffusionsmodstand, dvs. med en Z-værdi på mindst 50 GPa s m²/kg. Det betyder, at materialer som PE-folie, PVC-folie eller tagmembraner kan anvendes som dampspærrer.

Der findes systemløsninger på markedet, hvor der anvendes materialer med mindre diffusionsmodstand end 50 GPa s m²/kg. Hvis sådanne systemløsninger anvendes, skal det sikres, at konstruktionen opbygges, så den ikke kan skades af fugt fra bygningens indre, fx ved at der anvendes meget diffusionsåbne materialer længere ude i konstruktionen.

Fugtadaptive dampspærrer er dampspærrer med diffusionsegenskaber, som afhænger af omgivelsernes fugtindhold. Ved lav relativ luftfugtighed er fugtadaptive dampspærrer diffusionstætte (fungerer som dampspærre), mens de ved høj relativ luftfugtighed er diffusionsåbne. Ved høj relativ luftfugtighed tillader materialerne derfor fugt at trænge igennem (de fungerer således ikke som damspærre ved høj relativ luftfugtighed). Fugtadaptive dampspærrer kræver særlige betingelser for at fungere korrekt, da de er afhængige af, at der sker opvarmning af taget ved solstråling i sommerperioden. Anvendelsen er derfor typisk begrænset til flade tage (hældning < 10°) og til tage med ensidig taghældning mod retninger fra sydøst over syd til sydvest. Tagdækningen skal være mørk, fx tagpap, mørk tagfolie eller zink. Der skal udvises særlig opmærksomhed, hvis fugtadaptive dampspærrer ønskes anvendt i fugtbelastningsklasse 3. Fugtadaptive dampspærrer frarådes anvendt i fugtbelastningsklasserne 4 og 5.

Indplacering af bygning i fugtbelastningsklasse afhængigt af anvendelsen fremgår af tabel 1.

Lufttæthed

Konvektion (luftstrømning) af fugtig indeluft gennem utætheder er ofte den væsentligste årsag til opfugtning i tagkonstruktioner. Da den termiske opdrift medfører større risiko for konvektion i tage end i ydervægge, er det her særlig vigtigt, at dampspærren er lufttæt. Det kræver, at alle detaljer er projekteret omhyggeligt og bygbart og med egnede hjælpematerialer i form af tape, folieklæber mv.

I Bygningsreglement 2018 er der krav til lufttæthed. Kravet er, at volumenstrømmen gennem utætheder i klimaskærmen i nye bygninger opvarmet til 15 °C eller mere ikke må overstige 1,0 l/s pr. m² opvarmet etageareal ved en trykforskel på 50 Pa (BR18, § 263). For den frivillige lavenergiklasse er kravet 0,7 l/s pr. m² opvarmet etageareal (BR18, § 481).

Udførelse

Dampspærren i loftet skal monteres på den varme side af varmeisoleringen eller et stykke inde i varmeisoleringen regnet fra den varme side (afhængigt af fugtbelastningsklassen, se afsnit 1.3.2, Varme tage). Derved undgås risiko for høj relativ fugtighed/kondens på dampspærrens underside.

Dampspærren skal opsættes og loftlemme og andre åbninger mod tagrummet lukkes, inden der sættes varme på bygningen, da byggefugt ellers kan trænge ud i konstruktionerne og forårsage opfugtning.

Samlinger, gennemføringer og tilslutninger skal normalt udføres med fast underlag, fx 15 mm krydsfinerplade. Fast underlag er en forudsætning for, at en tapesamling kan trykkes sammen, så der opnås varig tæthed. Der findes i nogle tilfælde præfabrikerede gennemføringer, som i sig selv udgør et fast underlag. Samlinger og tilslutninger udføres med mindst 50 mm overlap. Opsætning sker normalt med klammer, som bør monteres med håndholdt klammepistol for at undgå skader på dampspærren. For at opnå lufttæthed skal alle samlinger mv. som hovedregel sikres yderligere ved klæbning, dvs. med tape, butylbånd, folieklæber eller fugemasse. Klemte samlinger alene kan ikke anses for lufttætte.

El-installationer mv. i lofter bør trækkes under dampspærren, så det undgås, at den perforeres. Det kan for eksempel opnås ved at anbringe dampspærren 45-50 mm oppe i varmeisoleringslaget.

Hvis dampspærren skades under opsætning, skal den udbedres eller i værste tilfælde udskiftes.

Eksempler på samling af dampspærrer er vist i figur 5. Eksempler på samling af dampspærre ved gennemføringer er vist i afsnit 7.2.1 og 7.3.1 for henholdsvis tage med kontinuert og diskontinuert tagdækning.

Yderligere information om dampspærrer og lufttæthed kan fx findes i:

SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt, 2013)
SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2013)
Dampspærrer – monteringsdetaljer (Byg-Erfa, 2015a)
Dampspærrematerialer og fugttransport – væg- og loftkonstruktioner (Byg-Erfa, 2015b)
Bygningers lufttæthed – tæthedskrav, bygningsudformning og måling (Byg-Erfa, 2013)
Lufttæthed i ældre bygninger – efter renovering og fornyelse (Byg-Erfa, 2016a)
www.membran-erfa.dk.

Figur 5. viser, at samling af dampspærer skal udføres med mindst 50 mm overlap.

Figur 5. Samling af dampspærrer skal udføres med mindst 50 mm overlap, der samles med tape (a), eller ved klæbning med fugebånd eller lim (b). Lufttæthed kan kun sikres, når samlingen sker på fast underlag. Den sikreste samling (c) opnås ved at anvende en tapet eller klæbet samling, som også er klemt. Klemte samlinger (d) uden tape eller klæbning, som tidligere var almindelige, kan ikke sikre lufttætheden. (Brandt, 2013).

2.2 Vandafledning fra tage

2.2.1 Bygningsreglementets krav

I Bygningsreglement 2018 er der krav om, at regnvand og smeltevand fra sne ’på forsvarlig måde kan løbe af. Tagvand skal via tagrender og/eller tagnedløb afledes til afløb’ (BR18, § 338). Tagrender eller tilsvarende foranstaltninger kan dog undlades ved bygninger med særlig fri beliggenhed, herunder sommerhuse, samt ved mindre bygninger som garager, udhuse og skure, medmindre bygningsmyndigheden stiller krav herom. Det skal sikres, at tagvandet ledes væk fra bygningen, og at det ikke bliver til gene for vejareal eller nabogrund, jf. afsnit 1.4 i Bygningsreglementets vejledning om fugt og vådrum (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018c).

Som følge af bygningsreglementets krav om afledning af vand skal tage og undertage udføres med veldefineret fald både ved nybyggeri og ved renovering. Hvis hældningen på tagfladen er større end 1:40 svarende til 2,5 cm pr. meter, vil vand fra tage normalt kunne løbe af på forsvarlig vis, jf. afsnit 1.4 i Bygningsreglementets vejledning om fugt og vådrum (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018c).

Faldet er normalt mod tagbrønd eller tagrende (tagkant). Taghældningen er vigtig for afledningen af vand.

For rejste tage (taghældning ≥ 10°) er der som hovedregel ikke problemer med at sikre vandafledningen undtagen ved tagfoden, hvor der i nogle tilfælde kan ske ophobning af vand på undertaget, hvis tagfoden ikke udformes korrekt.

For flade tage (taghældning < 10°) anvendes normalt et fald på mindst 1:40, dvs. 25 mm pr. meter eller ca. 1,4°. Stedvis (på små områder) kan der på grund af udførelsesmæssige tolerancer accepteres en hældning ned til 1:50. Om muligt bør faldet være større for at undgå risikoen for lunker (vandpytter) på tagfladen.

Faldet i skotrender og i sammenskæringslinjer ved modfaldskiler kan reduceres yderligere, fx til 1:165. Anvendelse af så små fald forudsætter dog, at underlaget er stift, dvs. svarende til en nedbøjning på højst 1:400 af spændvidden for snelast.

Ved større hældninger er risikoen for vandindtrængning ved tagdækninger med overlapsamlinger mindre. For mange tagdækninger anbefales der minimumshældninger for at sikre tætheden, se afsnit 5.1.3, Taghældning og fladevægt.

2.2.2 Forudsætninger for dimensionering af tagnedløb

Tagnedløb eller stående regnvandsledninger kan dimensioneres efter reglerne i DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009) (BR18, § 70).

Reglerne forudsætter et fyldningsforhold, f, på 1/3 i stående ledninger. Det kan kun opnås, hvor tilløbsforholdene er ideelle, fx hvor indløb er forsynet med afrundede kanter og i øvrigt er udformet korrekt. Som retningsgivende for almindelig håndværksmæssig udførelse kan følgende fyldningsforhold, f, anføres:

Indløb fra alle sider f = 1/3
Indløb fra én side (tagrende) f = 1/5-1/4
Indløb fra to sider (tagrende) f = 1/4-1/3.

Ved dimensionering af afløb fra tage regnes der normalt med en regnintensitet på 0,014 l/(s · m²) svarende til 140 l/(s · hektar). Bemærk, at for tagterrasser, altaner og tage med risiko for vandophobning (’badekar’) regnes normalt med en regnintensitet på 0,023 l/(s · m²) svarende til 230 l/(s · hektar) på grund af risikoen for skader på bygningen.

Hvis der tages højde for de fremtidige klimaændringer, skal regnintensiteten ganges med de klimafaktorer, der fremgår af tabel 6.

Tabel 6. Klimafaktorer, som kan anvendes for at tage højde for fremtidige klimaændringer afhængigt af anlæggets forventede levetid. Parameteren n er sandsynligheden for, at der i løbet af et år forekommer regnskyl med en intensitet, der er større end den dimensionsgivende. Hvis der i et anlæg med 100 års forventet levetid skal dimensioneres med en 10-års regn, er klimafaktoren fx 1,3. Dette angiver, at der forventes 30 % mere regn, end det vi kender i dag. (Dansk Standard, 2009).

Regnens gentagelsesperiode	2 år	10 år	100 år
N	½	1/10	1/100
Klimafaktor	1,2	1,3	1,4

Klimafaktorerne er beregnet for en fremskrivningshorisont/forventet teknisk levetid på 100 år. Det betyder, at der ved brug af klimafaktoren også skal ses på anlæggets tekniske levetid. Ved kortere levetid bliver faktoren reduceret svarende til reduktionen i forventet levetid.

Hvis oversvømmelse som følge af tilstopning af et nedløb kan bevirke, at der trænger vand ind i bygningskonstruktionen, bør der etableres mindst to nedløb – så vidt muligt på hver sin faldstamme – og/eller overløb ved tagkant eller udspyere i en eventuel murkrone. Det vil fx være tilfældet for mange flade tage med opkanter hele vejen rundt, se efterfølgende afsnit 2.2.4, Afløb fra flade tage, og afsnit 5.7.3, Taghældning for membrantage.

Nærmere information om dimensionering af regnvandsinstallationer kan fx findes i DS 432 og SBi-anvisning 255, Afløbsinstallationer – systemer og dimensionering (Brandt & Faldager, 2015).

2.2.3 Afløb fra rejste tage

Ved rejste tage med tagdækning af teglsten, bølgeplader, skifer eller tilsvarende føres regnvandet til en tagrende, hvorfra det gennem et nedløbsrør føres til afløbsinstallationen – normalt over en nedløbsbrønd med sandfang.

Vand afledes normalt også direkte til terræn fra stråtage og spåntage. Hvor vand afledes direkte til terræn, kan opsprøjt reduceres ved at anvende runde sten, hvor vand fra taget rammer terræn.

Tagrender udføres ofte med halvcirkulært tværsnit, men andre tværsnitsformer forekommer, fx trapezformede og rektangulære. Materialet er oftest PVC (stift) eller zink, men også kobber og rustfrit stål anvendes, se figur 6.

Figur 6. Eksempler på tagrendeprofiler.

Tagrender udføres normalt med fald på 2 ‰, men kan udføres uden fald, hvis der vælges en overstørrelse af tagrende (Brandt & Faldager, 2015).

Der bør ikke anvendes tagrender skjult i udhæng, da det kan medføre rådskader i udhænget, hvis tagrenden løber over (og dette ikke umiddelbart er synligt).

En tagrendes vandføringsevne er afhængigt af dens størrelse, form og fald. For at undgå for stor afstand fra tagkant til rende er det almindelig praksis at montere tagrender med meget små fald – eventuelt helt vandrette. For vandrette render er det kun størrelsen (tværsnitsarealet) og den geometriske form, der har betydning for vandføringsevnen. En halvcirkulær tagrendes kapacitet kan skrives som:

q=0,0000267\cdot A^{1,25}

(1)

hvor

er vandføringsevnen [l/s]

er tværsnittet [mm²].

Denne kapacitet kan øges med 40 % ved fald større end 2 ‰ eller ved render med større længde end 6 meter. Bøjninger placeret nærmere udledningsstedet end 2 meter nedsætter vandføringsevnen således:

10 % ved vandrette render, runde bøjninger
20 % ved vandrette render, skarpe bøjninger
25 % ved render med fald.

Formel (1) og korrektionsværdierne kan med god tilnærmelse også anvendes for rektangulære tagrender mv.

Figur 7 viser tagrenders kapacitet afhængigt af tværsnitsareal, tagarealet og regnintensiteten. Figuren gælder for rejste tage med hældning mindre end 50°.

Figur 7 viser vandrette tagrenderssapacitet afhængigt af regnintensiteten, tagrendens dimension og nedløbsrørets placering.

Figur 7. Vandrette tagrenders kapacitet afhængigt af regnintensiteten, tagrendens dimension og nedløbsrørets placering. (Brandt & Faldager, 2015).

Eksempel 1 (fra SBi-anvisning 255)

I et område med regnintensitet, i, på 130 l/s pr. hektar kan en halvrund tagrende med diameteren 100 mm – i henhold til figur 7 – afvande et tagareal på 64 m², hvis nedløbsrøret placeres for enden af tagrenden (L1/L1 + L2 = 1), eller 128 m², hvis nedløbsrøret placeres i midten (L1/L1 + L2 = 0,5). (Brandt & Faldager, 2015).

Nedløbsrørs kapacitet

Den vandmængde, som et nedløbsrør kan føre, afhænger af indløbets form, dvs. om indløbet har skarpe eller runde hjørner. Desuden afhænger kapaciteten af, om nedløbsrøret får tilført vand fra en eller to sider. Der er fundet data for nedløbsrørets kapacitet i overensstemmelse med Wyly-Eatons formel:

q=7,9\cdot k^{-1/6}\cdot d_i^{8/3}\cdot f^{5/3}

(2)

hvor:

er den dimensionsgivende afløbsstrøm i en delvis fyldt ledning [m³/s]

er ruheden [m]. Ruheden kan regnes at være af størrelsesordenen 0,00025 meter for stål- og plastrør og 0,00040 meter for støbejernsrør.

d_i

er den indvendige ledningsdiameter [m]

er fyldningsforholdet [m²/m²].

Wyly-Eatons formel gælder kun for fyldningsforhold mindre end ca. 1/3. Det forudsættes desuden, at afløbsstrømmen danner en hul cylinder langs rørets indervæg, efter at strømmen har nået største hastighed.

For nedløbsrør med tilløb fra to sider er fyldningsforholdet 1/4, og med tilløb fra én side er fyldningsforholdet 1/5. Disse fyldningsforhold er fundet for indløb med skarpe hjørner. For indløb med runde hjørner kan der regnes med en kapacitetsforøgelse på 10-30 %.

Nedløbsrør placeret i den ene ende af en tagrende har en maksimumkapacitet, der er omkring 70 % af kapaciteten for et centralt placeret nedløbsrør. Figur 8 viser nedløbsrørs kapacitet afhængigt af nedløbsrørets dimension, regnintensiteten, tagarealet og nedløbsrørets placering. Den dimensionsgivende regnintensitet kan normalt vælges svarende til overbelastning en gang om året ved separatsystemer og en gang hvert andet år ved fællessystemer. Ved tagrender langs stærkt befærdede fortove kan den dimensionerende intensitet eventuelt regnes noget større, se SBi-anvisning 255, Afløbsinstallationer – systemer og dimensionering, 7.4.5 Skrå tage (Brandt & Faldager, 2015).

Nedløbsrør kan placeres udvendigt på bygningen, og materialet er da normalt det samme som tagrendens. Nedløbsrør ved stærkt befærdede fortove bør på de nederste ca. 2 meter udføres af et robust materiale, fx rustfrit stål eller varmforzinket stål, så de kan modstå større mekaniske påvirkninger.

Eksempel 2 (fra SBi-anvisning 255)

I et område med regnintensitet, i, på 130 l/s pr. hektar kan et 80 mm nedløbsrør i henhold til figur 8 afvande 200 m² tag, hvis det placeres for enden af tagrenden, og 290 m², hvis det placeres midt på tagrenden. (Brandt & Faldager, 2015).

I fællessystemer kan tagnedløb fra skrå tage tilsluttes den øvrige afløbsinstallation på følgende måder:

I en lukket ledning til en mindst 0,2 meter nedløbsbrønd.
Ud over det omkringliggende areal, eventuelt gennem en åben rende (Kinnekulla-rende) med fald til en nedløbsbrønd. Hvis det skønnes, at der opstår gener ved denne løsning, kan myndighederne forbyde den. Løsningen bør ikke anvendes, når bygningen har terrændæk, og under alle omstændigheder skal terrænet have et fald på mindst 25 ‰ væk fra huset. Det er vigtigt, at opfyldning af opgravede områder sker, så der sikres terrænfald væk fra bygningen.

Figur 8. Nedløbsrørs kapacitet afhængigt af regnintensitet, nedløbsrørets dimension og placering. (Brandt & Faldager, 2015).

2.2.4 Afløb fra flade tage

Tagbrønde

Regnvandet strømmer på flade tage kun langsomt til nedløbene, der normalt udføres som tagbrønde med tilløb fra alle sider, se figur 9. Til tage med tagpap anvendes normalt tagbrønde af rustfrit stål, mens der til tage med tagfolie også kan anvendes tagbrønde af plast. Afvandingskapaciteten for tagbrønde til flade tage afhænger af rørdimensionen på afløbet samt afløbets og bladfangets udformning. Afvandingskapaciteten varierer kraftigt fra under 1 l/s til næsten 20 l/s.

Den dimensionsgivende regnintensitet bør svare til overbelastning én gang for hver 5-10 år.

Det skal sikres, at afløbsrør om nødvendigt varmeisoleres for at undgå kondensdannelse.

Yderligere eksempler på tagbrønde i flade tage med tagmembran er vist i afsnit 7.3.3, Inddækning af tagbrønde.

Figur 9. Eksempel på tagbrønd af rustfrit stål anbragt i en forsænkning i tag (her vist med 2-lags tagpap). Forsænkningen sikrer, at vand kan afledes til afløbet. Tagbrønden har et lag præmonteret tagpap, som sikrer god vedhæftning mellem brønd og efterfølgende tagpap. Der skal også tætnes mellem gennemføring og dampspærre for at undgå, at varm rumluft trænger op i tagkonstruktionen.

På grund af den langsomme tilstrømning, fx på grund af mindre lunker i taget, er der om vinteren risiko for, at der dannes ispropper ved tagbrøndene, så de tilstoppes. Det må derfor foretrækkes at udføre indvendige afløb, da disse holdes frostfrie af varme fra bygningen. Hvis afløbene anbringes i udhæng eller lignende, hvor de ikke holdes opvarmet af bygningen, må de opvarmes med el-tracing. El- tracing anvendes også andre steder, hvor der er risiko for isdannelse, fx ved vandkasser og sideudløb.

Afstanden mellem tagbrønde bør ikke overstige 14,4 meter, og afstanden fra gavl bør ikke være over 7,2 meter. På tværs af taget kan der – forudsat ubrudt fald på mindst 1:40 – accepteres større afstand. Se også afsnit 5.7.3, Taghældning for membrantage.

Tagbrønde, der leveres med præmonteret membran, sikrer god vedhæftning mellem brønd og tagdækning.

Tagbrønde kan også leveres med sideudløb til vandkasse, se figur 10. Kapaciteten af tagbrønde med sideudløb er væsentligt mindre end for tagbrønde med lodret udløb. For dimensionering henvises til leverandørernes vejledninger. Afløb til udvendige vandkasser skal udføres med fald mod vandkassen. Der fuges omkring afløbsrøret for at hindre opfugtning af væggen. Vandkasser skal udføres med overløbssikring, som er lavere end indløbsrørets niveau.

Figur 10. Principskitse af tagbrønd med sideudløb ført gennem murkrone til vandkasse. Tagbrønden har et membranstykke præmonteret på flange, så der sikres god vedhæftning mellem brønd og efterfølgende membran. Indløb til tagbrønden skal ligge højere end udløb i vandkassen.

På flade tage er inddækninger, fx omkring skorstene, ventilationshætter og ovenlys, sårbare. For at beskytte inddækningerne – og de bærende tagkonstruktioner – mod overbelastning er det nødvendigt at:

Placere tagbrønde på tagets laveste punkter. Der skal i forbindelse hermed tages hensyn til konstruktionens nedbøjning og eventuelle sætninger.
Der uanset dimensioneringsresultat anbringes mindst to tagbrønde på taget.
Tagbrønde forsynes med bladfang. Bemærk, at bladfangets udforming kan have stor indflydelse på brøndens kapacitet. At bladfanget kan forbedre kapaciteten forudsætter dog regelmæssigt vedligehold, især hvor der kan forventes mange blade.
Tagbrønde placeres så langt fra inddækninger – sædvanligvis mindst 0,5 meter – at både tagafløbsskålens inddækning og øvrige inddækninger kan udføres forsvarligt.

Hvis der er behov for skjulte samlinger inde i den konstruktion, som afløbet fra tagbrøndene føres igennem, skal de udføres som svejste samlinger.

Afvanding fra flade tage udføres undertiden som kasserender. Disse skal ligesom den øvrige tagflade udføres med veldefineret fald mod afløb. Faldet bør ikke være mindre end 1:100, dvs. 10 mm pr. meter. De bør desuden udføres robuste, så de kan modstå eventuelle påvirkninger fra is om vinteren. Kasserender bør forsynes med nødafløb, fx mindst Ø 75 mm rør i enderne, eller overløbssikring, som placeres, så vandet aldrig kan stå højere end til toppen af kasserenden.

Hvis der anvendes vandlåse, skal de placeres frostfrit, og der kræves ekstra vedligehold og oprensning af tagbrønde for at undgå tilstopning.

Tagbrønde forbindes med nedløbsrør udført som almindelige stående ledninger. Samlingen mellem tagafløbsskålen og indvendigt nedløbsrør skal opfylde tæthedskrav svarende til tæthedskrav til ledninger i DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009). Efter renovering, fx udskiftning af tagbrønde, vil afløbssystemerne ofte ikke være tætte, hvis der sker opstuvning. Dette bør der tages hensyn til ved dimensionering af afløbssystemet, fx ved at anvende en opstuvningsmuffe, og ved at der etableres nødoverløb.

I fællessystemer (dvs. afløbssystemer, hvor spildevand, regnvand og drænvand føres til samme ledning) kan tagnedløb fra flade tage tilsluttes den øvrige afløbsinstallation på følgende måder:

Til en lukket ledning til mindst 0,2 meter nedløbsbrønd.
Direkte til ejendommens afløbsledninger uden at passere en vandlås. Metoden kan kun anvendes ved flade tage, der ikke er indrettet til opholdsareal (pga. lugtgener), og hvor placeringen af tagbrønden i forhold til afløbs-ledningens udluftning sker som vist på figur 11.

Tilslutning af tagvand til en stående udluftet fællesledning skal ske som vist i figur 11.

Figur 11. Når en tagbrønd tilsluttes en stående, udluftet fællesledning, skal det sikres, at udluftningen også kan foregå i regnvejr. Tilslutningen skal ske med en af de to løsninger, som er vist på tegningen, for at ledningen kan dimensioneres som udluftet.

Tagvand kan føres direkte til en afløbsinstallation uden at have passeret et sandfang, hvis der er sikkerhed for, at tilløbet ikke indeholder grene, kviste, blade eller lignende, fx ved etageejendomme. Tilløbet bør dog beskyttes med bladfang eller lignende.

Særlige tagafvandingssystemer

Der er udviklet særlige typer af tagbrønde, der kan tilføres så meget regnvand og luft, at de efterfølgende ledninger bliver fuldtløbende. Afløbssystemer af denne type betegnes ’UV–afløbssystemer’. Strømning i fuldtløbende ledninger giver bedre udnyttelse af ledningerne, der kan udføres i små dimensioner og kan føres vandret over lange afstande.

Disse afløbssystemer udføres og dimensioneres efter særlige metoder, der afhænger af tagbrøndens udformning og eventuelt opstemning på tagfladen. Der bør om muligt anvendes UV-brønde med lodret udløb. Afløbet bør føres gennem tagkonstruktionen, og de vandrette rør føres under loftet.

Det er blevet almindeligt at føre rør i isoleringslaget, og tagbrønde med vandret udledning anvendes derfor ofte. Vandret trækning bør dog så vidt muligt undgås, idet skjulte rør altid indebærer en risiko for skjulte utætheder. I givet fald bør rør (og tagbrønd) trukket i konstruktionen trykprøves, inden taget lukkes.

UV-tagbrønde bør leveres med præmonteret membran, som sikrer god vedhæftning mellem brønd og efterfølgende membran.

Selve tagbrønden bør indgå i tæthedsprøvningen.

Ved renovering kan der i nogle tilfælde anvendes brønde med sideudløb.

Ledningssystemet kan blive udsat for både overtryk og undertryk og skal derfor kunne modstå disse påvirkninger svarende til mindst ± 300 kPa i forhold til atmosfæretryk. Det er normalt, at systemerne tæthedsprøves, inden de tages i brug. UV-systemerne bliver udviklet og afprøvet som systemløsninger, dvs. at der skal anvendes samme fabrikat for alle komponenter i systemet. Ved anvendelse af UV-systemer er det normalt, at leverandøren både dimensionerer, stiller krav til udformning af detaljer og leverer de nødvendige komponenter.

Nødoverløb fra flade tage

På flade tage med murkrone bør der etableres nødoverløbssystem, som er uafhængigt af det normale afløbssystem, så det sikres, at der ikke sker skade på tilgrænsende bygningsdele ved eventuel opstuvning af vand på taget. Nødafløbssystemet skal træde i funktion, hvis fx der sker opstuvning, fordi tagafløbsskålene tilstoppes, fx af is, grene eller blade, eller hvis hele afløbssystemet blokeres af skybrud.

Overløbet kan udføres som en tagbrønd med forhøjelsesringe, der gennem en separat ledning fører vandet væk fra taget, eller som åbninger eller rørgennemføringer i murkronen, se figur 12. Nødoverløbet skal ligge lavere end udluftninger, ventilationsindtag mv., med underkant 50-70 mm over overkant af afløbsbrønd, se figur 13. Der bør være et nødafløb med en diameter på mindst ca. 80 % af diameteren for de ordinære afløb for mindst hver anden tagbrønd. Nødafløbene skal sikre, at vandet aldrig kan stuve så højt op, at det kommer over inddækningerne på taget – typisk 150 mm over færdig tagflade. Nødafløb bør udføres, så vandet ledes væk fra facaden, fx ved hjælp af udspyere.

Eksempler på placering af nødoverløb på flade tage er også vist i afsnit 5.7.3, Taghældning for membrantage.

Figur 12. Principper for udførelse af nødoverløb fra flade tage.

Tagbrønd med forhøjelsesringe og separat afløbsledning
Slids eller åbning i murkrone
Rørgennemføring i murkrone, se figur 13.

Figur 13 viser, at man udfører nødoverløb som åbninger/ overløssikring eller stor rør i murkronen, når en tagflade ligger mellem bygning og murkrone.

Figur 13. Hvor en tagflade ligger mellem bygning og murkrone, udføres der nødoverløb i form af åbninger/overløbssikring eller store overløbsrør i murkronen, så det sikres, at der ikke kan ske opstuvning af vand, som kan medføre skader på bygningen. Der må ikke være samlinger på den del af nødafløbet, som føres gennem bygningsdele. Vær opmærksom på, at ved store tagflader skal nødafløbet anbringes, så underkant er placeret mindst 50 mm under inddækningshøjde (min. 150 mm).

2.2.5 Afløb fra grønne tage

Afløbsfaktoren fra grønne tage er væsentlig mindre end for almindelige flade tage, hvilket der bør tages hensyn til ved dimensionering af systemet. På årsbasis ender skønsmæssigt kun ca. 50 % af vandet i afløbene.

Grønne tage har dog kun begrænset effekt ved skybrud, og afløbene skal derfor dimensioneres som andre flade tage, dvs. så de kan klare belastning fra skybrud, og der skal sikres nødafløb.

Skotrender og området omkring tagbrønde skal normalt holdes fri for bevoksning for at undgå tilstopning.

Tagbrønde skal kunne renses og bør normalt renses og inspiceres to gange årligt.

UV-afløb bør normalt ikke anvendes til grønne tage, da der sjældent kommer vand nok til at gennemskylle rørene.

Retningslinjer for vandafledning fra grønne tage er også beskrevet i afsnit 5.11, Grønne tage.

Figur 14. Principsnit i afløb indbygget i grønt tag udført som duo-tag. Afløbet fra membranens overside er sænket ca. 10 mm for at skabe frit afløb fra membranen, se figur 9.

2.2.6 Specielle afløb

Udledning på underliggende tagflade

Ved bygninger med tage i flere niveauer ønskes tagvandet fra højere liggende tagflader ofte ledt ud over de lavere liggende – eventuelt gennem nedløbsrør, der udmunder frit på de lavere liggende tagflader. Ved en sådan fri udledning på en tagflade kan der forekomme mekanisk slid på tagbeklædningen, hvor vandet rammer, og der bør derfor anbringes såkaldte prelplader af stærkt og korrosionsbestandigt materiale. På tage med tagpap eller tagfolie anvendes et ekstra lag membran under afløbet.

Udspyere bør ikke anvendes over færdselsarealer.

Afløb fra tagterrasser

Regnvand skal bortledes fra tagterrasser og lignende i et sådant omfang, at der ikke opstår gener og skader. Der skal derfor i almindelighed udføres afløb eller etableres udspyere.

Afløb på en tagterrasse skal placeres i det laveste punkt. Ved fastlæggelsen af dette skal der tages hensyn til de forventede nedbøjninger af dæk mv.

Tilslutning af afløb fra tagterrasser til den øvrige afløbsinstallation skal ske som angivet for tagnedløb. Brønde på tagterrasser skal kunne inspiceres og renses. Tagbrønde bør udformes, så de kan afvande alle niveauer i terrasseopbygningen.

Et eksempel på indbygning af afløb i tagterrasse på varmeisoleret tag er vist i figur 15.

Figur 15. Principsnit i afløb indbygget i tag med tagterasse udført som duo-tag. Afløbet fra membranens overside er sænket ca. 10 mm for at skabe frit afløb fra membranen, se figur 9.

Afløb fra parkeringsdæk

Afløbsbrønde fra parkeringsdæk skal kunne modstå trafik fra køretøjer. De er derfor ofte udført i støbejern og med tagmembranen klemt fast i en klemring, som sikrer en robust samling. Tagbrøndene skal fastgøres forsvarligt, fx støbes fast, så bremse- og accelerationskræfter ikke flytter brøndene, se figur 16.

I visse tilfælde, fx større parkeringsanlæg, kan kommunen stille krav om, at afløb fra parkeringsdæk skal føres til sandfang og olieudskiller.

Figur 16. Principskitse af afløb på varmeisoleret parkeringsdæk udført som varmt tag. Membranen fastgøres mekanisk til afløbet med klemring.

2.3 Ventilation af tage

De små fugtmængder, som uundgåeligt trænger ind i en tagkonstruktion, skal fjernes igen, så der ikke med tiden sker skadelig ophobning af fugt i tagkonstruktionen. For mange tagkonstruktioner fjernes fugt på traditionel vis ved ventilation. Kolde tage er fx sædvanligvis udført som ventilerede konstruktioner, hvor ventilationsluften fjerner fugt, der enten er trængt op i konstruktionen indefra eller er trængt ned i konstruktionen oppefra.

Dette gælder dog ikke alle typer af opbygninger, og det er vigtigt at kende forudsætningerne for andre løsninger, jf. afsnit 1.3.1, Kolde tage.

2.3.1 Forudsætninger for, at fugt kan fjernes ved ventilation

Det er normalt en forudsætning for funktionen af en ventileret tagkonstruktion, at den er udført både tilstrækkeligt diffusionstæt og lufttæt. Bemærk, at hvis der trænger store fugtmængder op i tagkonstruktionen, fx på grund af utætte samlinger eller gennemføringer i dampspærren, kan selv kraftig ventilation ikke altid fjerne fugten.

Ventilation sker gennem ’ventilationsåbninger’, som etableres ved tagfod, ved kip, i gavle mv. Inde i tagkonstruktionen strømmer luften gennem ’ventilationsspalter’ eller ’rum’ (tagrum, spidsloft og skunkrum). Det er forskelle i vindtryk og temperatur (den såkaldte skorstenseffekt), der får luft til at strømme gennem konstruktionen og dermed ventilere fugt bort.

Ventilationen skal omfatte:

Uudnyttede tagrum, herunder skunkrum og spidsloft
Ventilationsspalte mellem varmeisolering og (normalt diffusionstæt) undertag i paralleltage
Spalte mellem varmeisolering og tagdækning i tilfælde, hvor der ikke anvendes undertag
Hulrummet mellem tagdækning og undertag – uanset om undertaget er diffusionsåbent eller diffusionstæt.

Princip for ventilation af hanebåndstag med koldt skunkrum, spidsloft og diffusionstæt undertag er vist i figur 17.

Figur 17. Principskitse af ventileret hanebåndstag med diffusionstæt undertag. Ventilationen omfatter skunkrum, ventilationsspalter mellem varmeisolering og undertag samt spidsloft. Ud over ventilation under undertaget skal der også ventileres mellem undertag og tagdækning. Ventilation sker mellem ventilationsåbninger ved tagfod og kip som vist, hvor termisk opdrift (skorstenseffekt) bidrager til at drive ventilationsluften gennem tagkonstruktionen. Det er en forudsætning for funktionen, at dampspærren er tæt.

Ventilerede tagkonstruktioner bliver periodevis kortvarigt tilført fugt fra udeluften, fx når konstruktionerne er koldere end udeluftens dugpunkt. Denne fugt bliver ventileret bort, når den relative luftfugtighed igen er lavere.

Ved tagdækninger med lav varmekapacitet og lav – eller ingen – fugtopsugningsevne, fx stålplader, kan den tilførte fugt medføre, at der udfældes kondens på undersiden, som skal fjernes, fx ledes bort af et undertag, eller midlertidigt opsuges af et kondensfang, se afsnit 5.5, Metalplader. Der gælder særlige forhold vedrørende bortledning af kondens på undersiden af zink- og kobbertage, se afsnit 5.6, Zink og kobber (og aluminium).

Ved nogle typer overlappende tagdækninger, fx tagsten, kan mindre vandmængder trænge gennem tagfladen udefra og forårsage opfugtning. Ventilationen under tagdækningen skal sikre hurtig udtørring og dermed beskytte afstandslister, taglægter og tagdækning. Behovet for ventilation er størst om vinteren, hvor fugtindholdet i tagkonstruktionen er størst, se afsnit 5.2, Tagsten.

2.3.2 Generelle retningslinjer for ventilation

For at undgå fugtproblemer skal ventilationen være effektiv, hvilket kræver, at følgende generelle retningslinjer overholdes:

Ventilationsåbningernes areal skal udføres med åbninger udført i henhold til tabel 7 eller med en samlet størrelse svarende til 1/500 af det bebyggede areal.
Ventilationsluften skal fordeles jævnt. Ventilationsåbningerne skal derfor placeres, så der ikke forekommer uventilerede områder. Der skal også være ventilation af taget, hvor grat, kel, ovenlys, skorsten mv. blokerer den normale ventilation, se figur 18. For rejste tage kan det fx opnås ved at anvende tudsten eller såkaldte ’skildpadder’ eller 'fisk'. Ved tage med undertage suppleres med studse i undertaget.
Normalt indlægges der net i ventilationsåbningerne for at undgå indtrængning af fugle, insekter og fygesne. Insektnettet nedsætter gennemstrømningen af luft til ca. det halve, og åbningerne med net skal derfor være ca. det dobbelte af det nødvendige nettoareal. Eksempelvis er det nødvendigt at anvende åbninger ved tagfod med en højde på 30 mm, hvis der anvendes insektnet, mens det uden insektnet kun er nødvendigt med en (netto)højde på 15 mm. Størrelsen af de nødvendige ventilationsåbninger i tabel 7 (tal før skråstreg) tager højde for, at der anvendes insektnet. Nettoarealet (tal efter skråstreg) kan bruges, hvis der undtagelsesvis ikke anvendes insektnet.

Tabel 7. Nødvendig størrelse af ventilationsåbninger eller antal studse pr. spærfag ved tage på bygninger med en husdybde (dvs. afstand fra facade til facade) på op til 16 meter. Tabellen gælder for spærafstande op til 1,2 meter. For tage uden undertage gælder tabellen åbninger mellem varmeisolering og tagdækning. For tage med undertage gælder tabellen åbninger mellem varmeisolering og undertag. For tage med undertag skal der normalt også ventileres mellem undertag og tagdækning.
I tabellen er der angivet to tal for størrelsen af de nødvendige ventilationsåbninger: 1) bruttoarealer for den samlede nødvendige størrelse med insektnet/fuglegitter i alle ventilationsåbninger, og 2) nettoarealer for den samlede åbning uden insektnet/fuglegitter. Tallene før skråstregen er bruttohøjder/-arealer, mens tallene efter skråstregen er nettohøjder/-arealer.
Leverandøren af studsen/insektnettet skal opgive, hvor meget nettet reducerer gennemstrømningen, hvis den giver en nedsættelse af strømningen til mindre end det halve af, hvad der er i en åbning/studs uden net.
Der skal altid være ventilationsåbninger ved tagfod. Ved lave taghældninger, dvs. <10 ° hældning, bør ventilation ved kip undgås for at undgå undertryk i tagkonstruktionen. Diskontinuerte tagdækninger omfatter tagsten, tagplader mv., mens kontinuerte tagdækninger typisk er tagmembraner, jf. afsnit 5.1, Typer af tagdækninger.

	Husdybde	Åbning ved* hver tagfod	Studse	Spalte
	Husdybde	Åbning ved* hver tagfod	Samlet åbning i kip		Type af tagdækning
Tagtype	m	Højde i mm (Højde med/uden insektnet)	cm² (Areal med/uden insektnet)	Højde i mm (Højde med/uden insektnet)	Diskontinuerte tagdækninger	Kontinuerte tagdækninger
Sadeltag ≥10 ° hældning	≤ 16	30/15	200/100	20/10	x	x
Pulttag eller tag mod væg ≥10 ° hældning	≤ 8	30/15	100/50	20/10	x	x
Pulttag eller tag mod væg ≥10 ° hældning	≤ 16	30/15	200/100	20/10	x	x
Fladt tag <10 ° hældning	≤ 16	30/15	Ingen åbninger ved kip og ingen ventilationshætter			x

*) Hvor der er krav om sikring mod brandspredning, må ventilationsåbningen ved tagfod for nogle bygningstyper højst være 30 mm høj, og den skal være mindst 300 mm lang (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2007).

Øvrige generelle retningslinjer for ventilation af tage omfatter:

Ved tagfod, hvor ventilation sker bag om tagrenden, skal der være fri adgang for luft til ventilationsåbningen – mindst 20 mm fri afstand mellem tagrende og ventilationsåbning/væg.
Ved husdybder over 16 meter skal ventilationen projekteres på baggrund af en fugtteknisk vurdering. Her vil det ofte være en fordel, hvis der kan etableres krydsventilation, dvs. så der også ventileres på langs ad bygningen.
Ventilationsåbningernes størrelse og antal afhænger af tagets størrelse og geometriske udformning, se tabel 7. Alternativt kan taget ventileres svarende til 1/500 del af det bebyggede areal.

2.3.3 Retningslinjer for ventilation af rejste tage

For at sikre tilstrækkelig ventilation af rejste tage, dvs. taghældning ≥10 °, kræves det, at de generelle retningslinjer i afsnit 2.3.2, Generelle retningslinjer for ventilation, er overholdt. Desuden skal følgende retningslinjer overholdes:

Ventilationen drives både af vindtryk og den såkaldte skorstenseffekt. Ventilation skal derfor normalt ske mellem tagfod og kip.
Ved renoveringsopgaver, hvor der er mistanke om, at lufttætheden er ringe, bør uventilerede undertage ikke anvendes.
Hvor der sker blokering af den normale ventilation, fx mellem tagfod og kip ved skotrende, kvist, ovenlysvindue, valm og skorsten, skal der sørges for ventilation af taget på anden vis, se figur 18.

´Figur 18 viser, at man skal foretage ventilation på anden vis, hvis den normale ventilation mellem tagfod og kip er blokeret.

Figur 18. Hvor der sker blokering af den normale ventilation mellem tagfod og kip, fx ved skotrende, kvist, ovenlysvindue, valm og skorsten mv., skal der sørges for ventilation af taget på anden vis, fx ved anvendelse af ventilationsstudse i eventuelt undertag og med tudsten, ’skildpadder’ eller ’fisk’ i tagdækningen.

Figur 19 viser, at der skal ske udluftning mellem undertag og tagdækning for alle tage med undertage.

Figur 19. For alle tage med undertage skal der ske udluftning mellem undertag og tagdækning, og for diffusionstætte undertage skal der også ske ventilation mellem undertag og varmeisolering. Figuren gælder for bygninger med husdybde og/eller længde på højst 16 meter.

Åbne tagrum udluftes mest effektivt ved ventilation mellem tagfod og kip.
Ved paralleltage og hanebåndstage sker udluftning mellem tagfod og kip.

e. Ved hanebåndstage i korte bygninger, dvs. under 16 meter, kan ventilation øverst på gavlene i spidsloftet supplere eller erstatte en del af ventilationen ved kip.

Figur 19b. viser udluftning for forskellige tagtyper.

b) For åbne tagrum i korte bygninger, dvs. under 16 meter, kan ventilation øverst på gavlene supplere eller erstatte en del af ventilationen ved kip.

d) Ved paralleltage og hanebåndstage sker udluftning mellem tagfod og kip.

f) Ved hanebåndstage i korte bygninger, dvs. under 16 meter, kan ventilation øverst på gavlene i spidsloftet supplere eller erstatte en del af ventilationen ved kip.

2.3.4 Retningslinjer for ventilation af flade tage

For at sikre tilstrækkelig ventilation af flade tage kræves det, at de generelle retningslinjer i afsnit 2.3.2, Generelle retningslinjer for ventilation, er overholdt. Desuden skal følgende retningslinjer overholdes:

Ved lave taghældninger, dvs. < 10 °, er det kun vinden, der driver ventilationen, og det skal derfor sikres, at vinden har fri adgang til ventilationsåbningerne.
Ved husdybder op til 16 meter sker ventilation alene gennem åbninger ved tagfod.
Ventilationsåbningerne etableres normalt ved tagkant, fx i udhæng eller murkrone. De bedste betingelser for gennemstrømning af ventilationsluft opnås ved at ventilere fra tagkant til tagkant.
Ved flade tage er der normalt permanent undertryk over hele tagfladen. Der må derfor ikke anvendes ventilationshætter til ventilation, fordi undertrykket via hætterne vil forplante sig til ventilationsspalten, hvor det kan medføre, at fugtig rumluft suges op i tagkonstruktionen.
Hvis ventilationen foregår gennem murværk i en murkrone, tilføres ventilationsluften gennem åbninger med et areal svarende til retningslinjerne for flade tage i tabel 7.
Den effektive højde af ventilationsspalten over varmeisoleringen i en flad tagkonstruktion skal erfaringsmæssigt være mindst 45 mm. Det kan fx sikres ved at foreskrive, at varmeisoleringens højde fikseres med ståltråd.
Hvis en tagkant støder op mod en væg, kan der etableres en inddækket ventilationsåbning, se figur 20. Løsningen må ikke anvendes i begge sider af et ventileret hulrum, da trykforskelle skabt af vinden så ikke kan trække luft gennem ventilationsspalten, da der opstår undertryk over hele taget.
Ved blokering af ventilationsspalten, fx ved store ovenlys og i vinkelbygninger, kan der etableres åbninger fra en blokeret ventilationsspalte til ventilationsspalterne i nabofagene. Hvis åbningerne udføres ved boring af huller eller udskramning i spær og andre bærende trædele, skal det eftervises, at de statiske forhold fortsat er tilfredsstillende.

Tabel 8. Angivelse af bruttoareal/højde af ventilationsåbninger ved tagfod og tagkanter for ventilerede tage med hældning mindre end 10 ° og husdybde på højst 16 meter. I tabellen er der angivet to tal for størrelsen af de nødvendige ventilationsåbninger: 1) bruttoarealer for den samlede nødvendige størrelse med insektnet/fuglegitter i alle ventilationsåbninger, og 2) nettoarealer for den samlede åbning uden insektnet/fuglegitter. Tallene før skråstregen er bruttohøjder/-arealer, og tallene efter skråstregen er nettoarealer. Ventilation skal ske fra tagside til tagside, fx gennem ventilationsåbninger i murkrone. Ventilationsåbningerne skal være jævnt fordelt og med en størrelse svarende til retningslinjerne for flade tage i tabel 7. Hætter på tagladen må ikke anvendes, da de medfører undertryk i ventilationsspalten.

Tagtype	Bruttoareal/nettoareal af ventilationsspalte
	Brutto-/nettoareal af ventilationsåbning i murkrone: 300/150 cm² pr. meter
	Højde af ventilationsåbning ved tagfod: 30/15 mm
	Højde af ventilationsåbning ved tagfod: 30/15 mm Ventilationsåbning mod mur: 30/15 mm (se figur 20)

Figur 20. nddækket ventilationsåbning på tag, der støder op mod en ydervæg, så normal ventilation fra tagkant til tagkant ikke er mulig

Figur 20. Inddækket ventilationsåbning på tag, der støder op mod en ydervæg, så normal ventilation fra tagkant til tagkant ikke er mulig. Løsningen må kun anvendes i den ene side af en tagkonstruktion. Der skal mindst være en åbning på 30 mm hele vejen rundt i ventilationsåbningen.

2.3.5 Uventilerede konstruktioner

Tage, som ikke kræver ventilation (uventilerede konstruktioner), omfatter følgende:

Varme tage, hvor varmeisoleringen er omsluttet af dampspærre i bund og sider og med tagdækning på toppen. Det er en forudsætning, at tagdækning og dampspærre er samlet tæt med hinanden, så fugt ikke kan trænge ind i varmeisoleringen. Den bærende konstruktion er overalt dækket af varmeisolering.
Kolde tage med fugtadaptiv dampspærre, hvor den fugt, der trænger op i kolde perioder, fjernes ved diffusion nedad i varme perioder. Det er en forudsætning, at tagdækningen bliver varm om sommeren ved eksponering for direkte sollys, så den fugt, der trænger op i vinterperioden, kan fjernes om sommeren. Der er særlige forudsætninger til udformningen af konstruktionen, som kan oplyses af leverandøren af den fugtadaptive dampspærre.
Kolde tage udført af tagelementer med bærende dele i træ eller stål. Elementerne er forsynet med dampspærre – som bør være af typen fugtadaptiv dampspærre for at undgå fugtophobning i konstruktionen – og tagdækning i form af tagmembran. Det er en forudsætning, at dampspærren er lufttæt. Det stiller især store krav til samlingerne mellem elementerne i det færdige byggeri. Det er ligeledes en forudsætning, at opfugtning af elementerne under transport og i byggeperioden skal undgås.
Kolde paralleltage med uventileret undertag, hvor fugt indefra fjernes ved diffusion gennem undertagsmaterialet. Det er en forudsætning for brug af uventilerede undertage, at dampspærren er lufttæt, så det kun er beskedne fugtmængder, der skal fjernes. Der er behov for ventilation mellem undertag og tagdækning for at fjerne fugten. Bemærk, at i åbne tagrum og i store skunkrum og spidslofter kræves der beskeden ventilation, selvom der anvendes diffusionsåbent undertag, jf. afsnit 3.2.2, Uventilerede undertage.
Eksempler på kolde og varme tage er vist i afsnit 1.3, Varme og kolde tage.

2.4 Varmetab

2.4.1 Bygningsreglementets energikrav

Tagkonstruktionen skal projekteres, udføres, ombygges og vedligeholdes, så unødvendigt energiforbrug til opvarmning eller køling undgås. Dette skal sammen med de øvrige bygningsdele i klimaskærmen medvirke til at opfylde kravene til varmeisolering i gældende bygningsreglement (BR18, § 250-298) (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2017). Desuden er det muligt at opfylde energikravene ved at anvende den frivillige lavenergiklasse (BR18, § 473-484).

Eftervisning af, at bygningsreglementets energikrav er opfyldt, skal ske på grundlag af SBi-anvisning 213, Bygningers energibehov (Aggerholm & Grau, 2018) (BR18, § 251).

Ved beregning af transmissionsarealer, transmissionstab mv. skal DS 418, Beregning af bygningers varmetab (Dansk Standard, 2011), benyttes (BR18, § 256).

I bygningsreglementet er der forskellige energikrav afhængigt af, om det er nybyggeri, ombygning eller renovering. For nybyggeri afhænger kravene af, om byggeriet er et boligbyggeri eller anden type. Desuden er der særskilte energikrav blandt andet til tilbygninger og sommerhuse.

Bygningsreglementets krav til lufttæthed fremgår af afsnit 2.4.3, Lufttæthed.

Nybyggeri

Bygningsreglementet energikrav til nybyggeri er grundlæggende formuleret som et overordnet funktionskrav i form af en energiramme for hele bygningen, der afhænger af om bygningen er en bolig eller anden type bygning. Energirammen angiver bygningens maksimale behov for tilført energi til blandt andet opvarmning. Energirammen suppleres dog med krav på bygningsdelsniveau dels til varmeisolering af klimaskærmen som helhed (dimensionerende transmissionstab) og dels til en mindste varmeisolering for bygningsdele og linjetab i samlinger (kuldebroer) (højeste U-værdi og Ψ-værdi). Dette for at undgå unødigt varmetab og kondens ved kuldebroer samt for at forbedre komforten.

U-værdien for et tag må højst være 0,20 W/m²K (BR18, § 257). Dette svarer til en varmeisoleringstykkelse på ca. 200 mm mineraluld afhængigt af den valgte varmeisoleringstype og fx mængden af træ i varmeisoleringslaget. For at kunne opfylde bygningsreglementets samlede energikrav vil de typiske U-værdier for nye tage dog i praksis ligge mellem 0,08 og 0,12 W/m²K. Tykkelsen beregnes ud fra lambda-værdier, se afsnit 2.4.2, Varmeisolering af tage. U-værdikravene svarer til varmeisoleringstykkelser på ca. 300-400 mm ved anvendelse af mineraluld med en λ-værdi på 37 og ved træprocent på ca. 6 %.

Der er krav til linjetabet i samlingen mellem tagkonstruktionen og ovenlysvinduer eller ovenlyskupler, idet linjetabet ikke må være større end 0,20 W/mK (BR18, § 257). Ved at begrænse linjetabet begrænses også kuldebroen omkring indbygning af ovenlysvinduer og ovenlyskupler, se figur 21. Der er derimod ikke krav til linjetabet ved samling mellem tagkonstruktion og ydervæg, da dette regnes kompenseret af, at varmetabet beregnes for bygningens udvendige overfladeareal, jf. DS 418, Beregning af bygningers varmetab (Dansk Standard, 2011). Større kuldebroer bør dog undgås.

Mindste krav til bygningsdele og linjetab i samlinger til bygningsdele i tage er vist i tabel 9.

Figur 21 viser krav il linjetab for tagkonstruktion ved samling med ovenlysvinduer og ovenlyskupler.

Figur 21. Der er krav til linjetab for tagkonstruktion ved samling med ovenlysvinduer og ovenlyskupler (rød cirkel), mens der ikke er krav til samling mellem tagkonstruktion og ydervæg (stiplet cirkel).

Tabel 9. Mindste krav til varmeisolering (U-værdi) og kuldebroer i samlinger (linjetab) for bygningsdele, der indgår i tage (BR18, § 257). Udover krav til selve loft- og tagkonstruktionen er der krav til loftlemme mod uopvarmede rum, fx loftrum.

Bygningsdel	U-værdi [W/m²K]
Loft- og tagkonstruktioner, herunder skunkvægge, flade tage og skråvægge direkte mod tag	0,20
For porte og lemme mod det fri eller mod rum, der er uopvarmede samt glasvægge og vinduer mod rum opvarmet til en temperatur, hvor temperaturforskellen mellem rummene er 5 °C eller mere	1,80
Ovenlyskupler	1,40
Lystunneler eller lignende	2,0

Bygningsdel	Linjetab [W/mK]
Samling mellem ydervæg og vinduer eller yderdøre, porte og lemme	0,06
Samling mellem tagkonstruktion og ovenlysvinduer eller ovenlyskupler	0,20

Renovering

Ved renovering af tage gælder særlige energikrav til tagkonstruktionens varmeisoleringsevne. Der skal typisk efterisoleres svarende til nybyggeri, hvis det er rentabelt og ikke medfører risiko for fugtskader (BR18, § 274-279).

For tagkonstruktioner skal der derfor med de nugældende regler ved renovering varmeisoleres op til en U-værdi på 0,12 W/m²K, og linjetab omkring ovenlysvinduer og ovenlyskupler skal holdes under 0,10 W/mK (BR18, § 279). Ved renovering af bygninger er det som alternativ til disse komponentkrav muligt at opfylde kravene i form af en energiramme ved anvendelse af renoveringsklasserne for eksisterende bygninger (BR18, § 280-282).

Hvilke krav der er til energibesparelser ved renovering af tage, afhænger af, om renoveringen består i en reparation, ombygning eller udskiftning.

Tabel 10. Mindste krav til varmeisolering (U-værdi) og kuldebroer i samlinger (linjetab) for bygningsdele, der indgår i tage (BR18, § 279). Der er udover krav til selve loft- og tagkonstruktionen krav til loftlemme mod uopvarmede rum, fx loftrum.

Bygningsdel	U-værdi [W/m²K]
Loft- og tagkonstruktioner, herunder skunkvægge, flade tage og skråvægge direkte mod tag	0,12
For porte og lemme mod det fri eller mod rum, der er uopvarmede samt glasvægge og vinduer mod rum opvarmet til en temperatur, hvor temperaturforskellen mellem rummene er 5 °C eller mere	1,80
Ovenlyskupler	1,40

Bygningsdel	Linjetab [W/mK]
Samling mellem ydervæg og vinduer eller yderdøre, porte og lemme	0,06
Samling mellem tagkonstruktion og ovenlysvinduer eller ovenlyskupler	0,10

Reparation

Ved reparation forstås mindre ændringer, dvs. mindre end 50 % af arealet. Reparationer udløser ikke krav om gennemførelse af rentable energibesparelser, fx udskiftning af enkelte tagsten eller udbedring af inddækninger omkring gennemføringer, jf. afsnit 4.0, Ombygninger og udskiftninger af bygningsdele i Bygningsreglementets vejledning om energiforbrug (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018a).

Ombygning

Ombygning er betegnelsen, når en bygningsdel renoveres eller bygges om, fx når en tagdækning skiftes. Ved ombygninger eller større reparationer, dvs. når arbejdet omfatter mere end 50 % af bygningsdelen, og det er rentabelt, skal der efterisoleres, forudsat at det er fugtteknisk forsvarligt, dvs. kan lade sig gøre uden risiko for fugtskader. Eksempler på arbejder, hvor der skal foretages rentabel isolering, er (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018a):

Nyt tegltag eller tilsvarende.
Lægning af ny tagdækning i form af ny overpap eller tagfolie på eksisterende tag.

Ved rentabel energibesparelse, fx efterisolering, forstås, at den årlige energibesparelse gange levetid divideret med investeringen er større end 1,33 (BR18, § 274).

Investeringen er de ekstra udgifter, der er til arbejdsløn og materialer, fx ved forhøjelse af spær, nye sternkanter, etablering af nye inddækninger, løft af ovenlys og kviste, påmuringer, etablering af dampspærre og udlægning af varmeisolering, som følge af de øgede varmeisoleringstykkelser.

Der skal ikke udføres efterisolering, hvis det medfører risiko for fugtskader (BR18, § 274).

Hvis det ikke er rentabelt at efterisolere op til nugældende isoleringskrav – svarende til krav om en U-værdi på 0,12 W/m²K – skal der isoleres med mindre tykkelser, såfremt det er rentabelt. Ved vurdering af, om yderligere efterisolering er rentabel, tages der udgangspunkt i en konstruktion, hvor merisoleringen i hulrummet allerede er foretaget, jf. afsnit 4.0 i Bygningsreglementets vejledning om energiforbrug (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018a).

Typisk vil det være rentabelt at efterisolere tilgængelige vandrette lofter i gitterspærtage, mens det ikke altid er rentabelt at efterisolere ved renovering af paralleltage. Information om energiregler og eksempler på løsninger, der normalt er rentable fremgår af vejledningen Ofte rentable konstruktioner (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2019).

Udskiftning

Udskiftning er betegnelsen, når bygningsdele udskiftes. Det kan fx være en hel tagkonstruktion, inklusive tagdækning, spær, varmeisolering og loft, jf. afsnit 4.0 i Bygningsreglementets vejledning om energiforbrug (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018a). Ved udskiftning må tagkonstruktionens U-værdi højst være 0,12 W/m²K, og linjetabet omkring tagvinduer og ovenlys højst 0,10 W/mK (BR18, § 279). Ved udskiftning eller tilføjelse af kviste og lignende kan disse ikke altid opfylde gældende krav til komponenter, hvilket der kan kompenseres for, fx ved forøget varmeisolering andre steder.

Beskrivelse af forhold vedrørende lufttæthed i forbindelse med renovering er beskrevet i afsnit 8, Renovering af tage.

2.4.2 Varmeisolering af tage

Til varmeisolering af tage kan der anvendes flere forskellige typer varmeisolering, fx:

Mineraluld fremstillet af glas eller sten
Celleplast
Organiske materialer, fx af hamp, hør, papir eller træfibre
Celleglas.

Materialernes varmeisoleringsevne angives ved deres varmeledningsevne, der betegnes lambda-værdi (λ-værdi). Varmeledningsevnen for varmeisoleringsmaterialer fastlægges gennem prøvninger i henhold til en række harmoniserede europæiske produktstandarder. Jo lavere lambda-værdi – jo bedre isolerer materialet.

Varmeisolering af celleplast omfatter blandt andet polyisocyanurat (PIR), polyurethan (PUR), polystyren (EPS og XPS) og phenolskum. Celleplast-isolering kan have lambda-værdier ned til ca. 0,020 W/mK. Mineraluldsisolering har typisk lambda-værdier på 0,030 til 0,040 W/mK. Organiske varmeisoleringsmaterialer af papir eller cellulosefibre har typisk lambda-værdier på 0,035 til 0,045 W/mK.

Ved trækonstruktioner, hvor der skal varmeisoleres mellem trædele, anvendes normalt blød varmeisolering af mineraluld i pladeform eller indblæst, granuleret varmeisolering, fx af mineraluld eller papirisolering. Tilpasning af hård varmeisolering, som ikke er fleksibel, fx PIR, PUR, EPS eller XPS, er vanskelig, fordi isoleringen ikke kan optage de tolerancer, der findes i trækonstruktioner.

I varme tage anvendes hård, trædefast varmeisolering af mineraluld, celleglas, polystyren, PIR eller PUR.

Hvilken type varmeisoleringsmateriale, der kan anvendes i en tagkonstruktion, afhænger også af, hvilke brandkrav, der er til den pågældende bygning, som tagkonstruktionen indgår i, se afsnit 2.5, Brandkrav til tage.

2.4.3 Lufttæthed

Som en del af energikravene i bygningsreglementet er der også krav til bygningers lufttæthed (BR18, § 263). Kravet er indført både for at undgå trækgener og unødvendigt varmetab på grund af utætheder i klimaskærmen. En tæt klimaskærm opnås ved at sikre et sammenhængende tæthedsplan, se figur 22. Tæthedsplanet opnås ofte ved hjælp af en dampspærre, som derfor – udover at være diffusionstæt – også skal være med tætte samlinger, tilslutninger og gennemføringer, se afsnit 2.1, Vandtæthed og fugttæthed.

Lufttæthedskravet i bygningsreglementet angiver en maksimal værdi for luftstrømme gennem bygningens klimaskærm ved en trykforskel på 50 Pa mellem ude og inde. Hvorvidt kravet er opfyldt, eftervises ved prøvning med både over- og undertryk i forhold til udendørs tryk i henhold til DS/EN ISO 9972 (Dansk Standard, 2015a). Resultatet angives som gennemsnittet af de to resultater.

I nye bygninger skal luftstrømmen ved en trykforskel på 50 Pa (w₅₀) være under 1,0 liter/sekund pr. m². Arealet regnes normalt ud fra bygningens opvarmede bruttoetageareal. For bygninger med høje rum, hvor klimaskærmens overflade divideret med etagearealet er større end 3, må luftstrømmen ikke overstige 0,3 liter/sekund pr. m² (BR18, § 263).

For den frivillige Lavenergiklasse (BR18, § 481) er kravet, at luftstrømmen skal være under 0,7 liter/sekund pr. m²etageareal. For bygninger med høje rum, hvor klimaskærmens overflade divideret med etagearealet er større end 3, må volumenstrømmen gennem utætheder ikke overstige 0,21 liter/sekund pr. m² klimaskærm.

Forhold vedrørende lufttæthed i forbindelse med renovering er beskrevet i afsnit 8, Renovering af tage.

Figur 22 viser, at tæthedsplanet skal være sammenhængende.

Figur 22. Tæthedsplanet (vist med rød streg) skal være sammenhængende, så det er tæt, dvs. så der ikke er mulighed for, at kold udeluft trænger ind i bygningen, eller at varm, fugtig indeluft trænger ud i konstruktionerne.

Utætheder

Kravene til lufttæthed har også stor betydning for tagkonstruktionens fugtforhold, idet større tæthed af tagkonstruktionens inderside reducerer risikoen for luftstrømning op i tagkonstruktionen og dermed for fugtskader.

Selv bygninger, som opfylder lufttæthedskravene, har altid mindre utætheder, dvs. at bygningen bliver ikke absolut tæt. Utæthederne skal være jævnt fordelt, og der må for eksempel ikke være en større koncentration af utætheder i tagkonstruktionen, idet dette kan medføre fugtproblemer.

Udformning og placering af tæthedsplanet har væsentlig betydning for den samlede tæthed – især udformningen af samlinger mellem tæthedsplanets dele, fx mellem dampspærre i væg og loft samt ved gennemføringer, se figur 23.

Tæthedsplanets placering og tæthed af alle detaljer bør derfor indgå tidligt i planlægningen. For at opnå god lufttæthed skal detaljerne projekteres, så de også er bygbare. Der skal i den forbindelse altid sørges for sikkert underlag for udførelse af samlinger og gennemføringer i dampspærren, fx fast underlag af krydsfiner, se afsnit 2.1.2, Dampspærre i tag.

Figur 23 viser vindpåvirkning og luftstrømning gennem en utæt bygning.

Figur 23. Tidligere var mange nye bygninger relativt utætte. Figuren viser vindpåvirkning og luftstrømning gennem en bygning – med trækgener i vindside (blå pile viser kold luft, som strømmer ind i bygningen) og varmetab gennem tilfældige utætheder i klimaskærmen i læsiden (røde pile viser utætheder, hvor varm luft strømmer ud af bygningen eller op i tagkonstruktionen).

Materialer i tæthedsplanet

Tæthedsplanet består normalt af forskellige materialer/konstruktioner, fx letbeton som bagmur og PE-folie i loftet. Lufttætheden skal altså opnås dels af materialerne i sig selv og dels ved samlinger mellem forskellige materialer/bygningsdele.

Materialer til udførelse af tæthedsplanet i tage i form af en dampspærre omfatter:

Dampspærrer i form af folier kan normalt betragtes som lufttætte i sig selv. For tykke folier, fx 0,2 mm PE-folie, kan stivheden dog vanskeliggøre udførelse af tætte hjørnedetaljer. For at sikre tætheden bør der anvendes specielle taper, folieklæbere, præfabrikerede manchetter mv., som er udviklet til brug sammen med den pågældende folie (systemløsning).
Dampspærrer i varme tage udføres ofte af tagmembraner i form af tagpap eller tagfolie enten fastgjort til et fast underlag af træ eller beton eller løst udlagt – men med tætte samlinger – på underlag af varmeisoleringsmateriale.
Pladematerialer, fx gipsplader og krydsfiner, er ofte lufttætte, mens OSB plader kun kan anses for lufttætte, hvis der anvendes plader specielt beregnet til lufttætning. Samlingerne mellem pladerne skal tætnes omhyggeligt og holdbart.

Ventilerede tage

I ventilerede tage ligger lufttætheden sædvanligvis på tagkonstruktionens inderside, fx opnået ved hjælp af en dampspærre eller en indvendig beklædning, se figur 24. Der ses bort fra undertagets tæthed. Det stiller krav både til korrekt materialevalg og til udformning og udførelse af detaljer.

Der henvises til Bygningers lufttæthed – tæthedskrav, bygningsudformning og måling (Byg-Erfa, 2013) samt www.membranerfa.dk.

Figur 24. Tæthedsplanet i ventileret tagkonstruktion.

Figur 24. Tæthedsplanet i en ventileret tagkonstruktion, fx i form af dampspærre (rød linje angivet på tværsnit i hanebåndstag), skal være sammenhængende for at sikre lufttætheden af tagkonstruktionen. Dampspærren i tagkonstruktionen skal sluttes tæt til ydervæggene og eventuelle ovenlys for at sikre et sammenhængende tæthedsplan. Samlinger og tilslutninger (vist med blå cirkler), fx ved vinduer, ovenlys og ventilationskanaler, kræver omhyggelig planlægning, projektering og udførelse. Samlinger mellem og gennemføringer i dampspærrer skal udføres på fast underlag for at sikre en holdbar løsning med god lufttæthed.

Varme tage

Varme tage udføres som hovedregel med en tæt dampspærre og en tæt tagdækning af tagmembran. Der stilles også her krav til korrekt materialevalg og til udformning og udførelse af detaljer.

I varme tage er der ingen ventilation mellem dampspærre og tagdækning, så tagdækningen kan derfor bidrage til opfyldelse af kravene til lufttæthed.

Det kan dog ikke altid påregnes, at tagdækningen er lufttæt ved tagkanter mv., hvilket medfører, at der kan ske trykudligning i tagkonstruktionen. Desuden kan bevægelse af tagdækningen i forbindelse med kraftig vind (undertryk over taget) bevirke, at der kommer undertryk i tagkonstruktionen mellem dampspærre og tagdækning. Dette kan medføre, at fugtig rumluft suges op, såfremt der er utætheder i dampspærren. Dampspærren skal derfor udføres meget omhyggeligt for at undgå opfugtning.

I varme tage med bærende konstruktion af profileret stålplade, hvor dampspærren af brandmæssige årsager normalt er placeret 50 mm oppe i varmeisoleringen, skal lufttætheden sikres i dette niveau.

2.5 Brandkrav til tage

Tage kan ved brand blive påvirket både udefra og indefra. Der er derfor krav i bygningsreglementets kapitel 5, Brand, til tagets materialer og konstruktioner, så risikoen for brandspredning reduceres for begge forhold (BR18, § 82-158).

Bygningsafsnit skal i henhold til BR18 indplaceres i anvendelseskategorier, risikoklasser og brandklasser.

Anvendelseskategorierne fremgår af BR18, § 85, og risikoklassen bestemmes ud fra BR18, § 86. I tilknytning til BR18’s kapitel 5, Brand, er der hidtil udgivet en vejledning, der angiver præ-accepterede løsninger for hver sin specifikke bygningstype. Ud fra anvendelseskategorien kan præ-accepterede løsninger til et aktuelt byggeri findes.

Dokumentation af brandmæssige egenskaber kan ske på forskellig vis:

Præ-accepterede løsninger
Komparative analyser med udgangspunkt i præ-accepterede løsninger
Brandteknisk dimensionering
Brandprøvning(er)
En kombination af de ovennævnte fire metoder.

Indplacering i brandklasse sker på basis af BR18, § 493.

Der gælder særlige forhold vedrørende brandsikring i forbindelse med renovering af tage, se fx Gode & brandsikre tage – Vejledning om brandsikring ved renovering af tage (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2014) (www.brandsikretage.dk).

2.5.1 Brand udefra

Bygningsreglementet indeholder overordnede funktionskrav med hensyn til, at ’materialer, konstruktioner og bygningsdele skal bidrage til bygningens brandsikkerhed’ (BR18, § 87).

I praksis udmøntes bygningsreglementets krav i vejledningen til BR18, kapitel 5 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018e). Heri anføres, at det normalt kræves, at tagdækningen – på aktuelt underlag – skal være klassificeret mindst som klasse B_ROOF(t2).

Dokumentation for, at tagdækninger opfylder kravet, sker ved prøvning efter metode 2 i DS/CEN/TS 1187 (Dansk Standard, 2012), og klassifikation sker efter DS/EN 13501-5 (Dansk Standard, 2016b).

En række tagdækninger er dog godkendt som klasse B_ROOF(t2) på forhånd på baggrund af beslutning 2000/553/EF fra EU-Kommissionen (Kommissionen, 2000). Det betyder, at de ikke behøver dokumentation for deres brandtekniske egenskaber over for udefrakommende brand, såfremt de oplægges på lægter uden direkte kontakt til underliggende materiale, fx isoleringsmateriale eller undertage, se tabel 11.

Tagdækninger skal dog også beskytte underliggende materiale i tagkonstruktionen. Ved andre anvendelser, fx udlægning af tagdækning på underlag af isolering, skal leverandøren af tagdækningen derfor kunne oplyse, på hvilke typer underlag tagdækningen kan anvendes.

Tabel 11. Materialer, der kan anvendes til tagdækninger og uden prøvning er godkendt som B_ROOF(t2) på underlag af lægter. (Kommissionen, 2000).

Tagmateriale	Beskrivelse
Skifre	Naturstenskifre og stenskifre
Tagsten ¹⁾	Tagsten af sten, beton, ler, keramik eller stål Eventuel udvendig beklædning skal være uorganisk eller have en (øvre brændværdi) PCS ≤ 4,0 MJ/m² eller en masse ≤ 200 g/m².
Fiberarmeret cement	Flade plader, profilplader og skifre¹⁾ Materialerne skal opfylde bestemmelserne i Kommissionens beslutning eller have en (øvre brændværdi) PCS ≤ 3,0 MJ/m².
Flade eller profilerede plader i metal ²⁾	Aluminium, aluminiumslegeringer, kobber, kobberlegeringer, zink, zinklegeringer, stål uden belægning, rustfrit stål, galvaniseret stål, båndbelagt stål, lakemaljeret stål. Tykkelse ≥ 0,4 mm. Eventuel udvendig beklædning skal være uorganisk eller have en (øvre brændværdi) PCS ≤ 4,0 MJ/m² eller en masse ≤ 200 g/m²
Tagdækninger, der ved normal brug skal fuldt overdækkes med uorganiske overdækningsmaterialer ¹⁾	Løst udlagte stenmaterialer i en tykkelse på mindst 50 mm eller en masse ≥ 80 kg/m² (kornstørrelse mindst 4 mm, højst 32 mm) Sand/cement i et afretningslag med en tykkelse på mindst 30 mm Cementsten eller mineralfliser med en tykkelse på mindst 40 mm

I henhold til særlige EU-regler.

Tagmembraner

Tagpap og tagfolie kræver dokumentation ved prøvning for, at de opfylder kravet til klasse B_ROOF(t2). Der er ikke brandkrav til tagpap og tagfolie, hvis de er dækket med enten 50 mm stenlag, 30 mm afretningslag eller 40 mm tykke fliser).

Prøvning af tagpap og tagfolie udføres efter metode 2 i DS/CEN/TS 1187 (Dansk Standard, 2012a), hvor tagdækningen prøves på tre standardunderlag (spånplade, mineraluld eller polystyren) eller på det aktuelle underlag. Ved prøvningen må ingen af skaderne på tagdækningen (et eller to lag) eller underlaget have en længde på 800 mm eller derover, og gennemsnittet af skader på tre prøvninger foretaget med vindhastighed 2 m/s og tre prøver foretaget med vindhastighed 4 m/s skal være under 550 mm.

På basis af en bestået prøvning udstedes en klassifikation i henhold til DS/EN 13501-5 (Dansk Standard, 2016), hvor tagdækningen klassificeres på det anvendte underlag med en densitet ned til 75 % af den, der blev anvendt ved prøvningen. Hvis produktet kan bestå på underlag af polystyren, gælder klassifikationen på alle underlag med højere densitet. Ved renovering gælder særlige regler for prøvning af tagdækningen, se DS/CEN/TS 16459, Udvendig brandpåvirkning af tage og tagdækninger – Udvidet anvendelse af prøvningsresultater fra CEN/TS 1187 (Dansk Standard, 2014). Tagpap til renovering af eksisterende tagpaptage skal være prøvet på underlag af tagpap.

Grønne tage

Grønne tage på underlag af tagpap eller -folie er ikke omfattet af EU-Kommissionens beslutning. For grønne tage skal der derfor enten udføres en prøvning af det grønne tag eller udføres en brandteknisk vurdering af det aktuelle tag. Ved ekstensive grønne tage er det tilrådeligt, at selve tagdækningen opfylder B_ROOF(t2) kravet, hvis det grønne tag skulle blive fjernet på et senere tidspunkt.

Regler og eksempler for brandsikring af grønne tage uddybes i afsnit 5.11, Grønne tage.

Stråtage og spåntage

Der gælder særlige regler for stråtage og spåntage, jf. vejledningen til BR18, kapitel 5, se fx Bilag 1 – Præ-accepterede løsninger – Enfamiliehuse (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018b). Spåntage kan klassificeres efter DS/EN 13501-5 (Dansk Standard, 2016b).

Tagdækning af strå (stråtag) opfylder ikke kravene til tagdækning klasse B_ROOF(t2) [klasse T tagdækning]. Stråtag kan dog normalt anvendes på bygninger, der kan henføres til anvendelseskategori 4, fx fritliggende og sammenbyggede enfamiliehuse, såfremt stråtaget brandsikres på undersiden, og alle lodrette boligskel udføres som mindst bygningsdel klasse EI 60 og føres op i tæt forbindelse med en bygningsdel klasse EI 30, jf. Bilag 1 –Præ-accepterede løsninger – Enfamiliehuse (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018b).

Regler for og eksempler på brandsikring af stråtage og spåntage uddybes i henholdsvis afsnit 5.8,Stråtage, og afsnit 5.9, Tagspån samt i TRÆ 71, Brandsikre bygningsdele (Træinformation, 2015).

Isoleringsmaterialer

Ved et isoleringsmateriale forstås et materiale med en densitet, som er mindre end 300 kg/m³.

Brandkravene til isolering til tage er beskrevet i bilag 1-8 til Bygningsreglementets vejledning til kap. 5, Brand, som præ-accepterede løsninger. Kravene afhænger blandt andet af bygningens anvendelseskategori, brandklasse og risikoklasse (som bl.a. bestemmes af bygningens højde).

Desuden er der krav til brandbeskyttelse af isoleringsmaterialet nedefra.

Nedenstående er baseret på bilag 1-8 med præ-accepterede løsninger til de mest gængse bygningstyper, men forventes at være identisk med kravene i de øvrige bilag for andre bygningstyper.

Materiale mindst klasse A2-s1,d0 (ubrændbart isoleringsmateriale) kan anvendes i bygninger, hvor gulv i øverste etage ligger mere end 22 meter over terræn, og kan anvendes uden begrænsninger i bygninger, hvor gulv i øverste etage er højst 45 meter over terræn. Dette omfatter blandt andet almindelig blød mineraluld, tagisolering af mineraluld samt celleglas.

Materiale mindst klasse B-s1,d0 (Klasse A materiale) kan anvendes uden begrænsninger til tagkonstruktioner i bygninger, hvor gulv i øverste etage er højst 22 meter over terræn. Materialer af denne type omfatter blandt andet visse typer fenolskum.

Materialer mindst klasse D-s2,d2 (Klasse B materialer) kan anvendes med de begrænsninger der i øvrigt gælder – som anført nedenfor:

Hvis gulv i øverste etage er mere end 5,1 meter over terræn, skal de bærende bygningsdele udføres af ubrændbare materialer (mindst klasse A2-s1,d0).
Hvis bygningen har tagdækning, som ikke er mindst B_ROOF(t2), skal der anvendes isolering af klasse B-s1,d (klasse A materiale). Dette gælder fx stråtage.
Hvis tagdækningen er mindst B_ROOF(t2), kan isolering af klasse D-s2,d2 (Klasse B materiale) anvendes i bygninger, hvor gulv i øverste etage er højst 22 meter over terræn. Dette omfatter fx visse typer PIR-produkter.

Materiale, som er ringere end D-s2,d2 (Klasse B materialer) må anvendes i bygninger, hvor gulv i øverste etage er højst 22 meter over terræn, men med begrænsninger med hensyn til bygningens højde, bærende konstruktion og brandmæssige adskillelse. Denne gruppe isoleringsmaterialer omfatter EPS, XPS, visse typer PIR og PUR samt papir- og celluloseisolering som granulat.

For bygninger, hvor gulv i øverste etage er mere end 5,1 meter over terræn, skal de bærende konstruktioner udføres af ubrændbart materiale (mindst klasse A2-s1,d0).
Tagdækningen skal være mindst B_ROOF(t2) for alle bygninger, hvor gulv i øverste etage er højst 22 meter over terræn.
Hvor gulv i øverste etage er højst 9,6 meter over terræn, skal isoleringen beskyttes mod underliggende rum med en mindst klasse K₁ 10/B-s1,d0 (klasse 1 beklædning) eller en bygningsdel klasse EI 30.
Hvis gulv i øverste etage er højst 22 meter over terræn, skal beskyttelsen udgøres af mindst bygningsdel EI 30.
I bygninger, hvor gulv i øverste etage er mere end 22 meter over terræn, skal alle isoleringsmaterialer mindst opfylde kravene til A2-s1, d0 (ubrændbart materiale).

Tagterrasser har særlige krav til tagisolering og skal udføres som etageadskillelser. Hvis isoleringsmaterialet ikke er mindst klasse D-s2,d2 (klasse B materiale), skal det anvendes oven på bygningsdel REI 60/A2-s1,d0 (BS-bygningsdel 60), dvs. typisk et betondæk, som er klassificeret som REI 60.

Klassifikation af isolering ved prøvning kan være udført under særlige betingelser. Hvis det er tilfældet, skal materialet anvendes som prøvet, for at klassifikationen er gældende.

Figur 25. Principeksempler på opbygning af tagkonstruktioner med varmeisolering, som ikke er ubrændbar (ikke mindst er materiale klasse B-s1,d0). Tagkonstruktionen skal beskyttes mod brand indefra, enten ved at konstruktionen er en REI/EI 30 konstruktion, eller ved at der anvendes en indvendig beklædning, som er mindst klasse K₁ 10 B-s1.d0 (klasse 1). (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018e).

2.5.2 Brand indefra

Overfladekrav til loftet/undersiden af taget

Der er et generelt krav i bygningsreglementet om, at loftoverflader udføres, så de ikke bidrager væsentligt til brand- og røgudviklingen i den tid, som personer, der opholder sig i rummet, skal bruge til at forlade lokalet. Det betyder, at der ofte er krav om en beklædning mindst klasse K₁ 10 B-s1, d0 (klasse 1 beklædning) på undersiden af et loft. I nogle tilfælde/anvendelseskategorier reduceres kravet til mindst klasse K₁10 D-s2,d2 (klasse 2 beklædning ). Der henvises til vejledningen til BR18, kapitel 5, Brand (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018e).

Det skal bemærkes, at der skelnes mellem ’udnyttelige lofter’ og ’u-udnyttelige lofter’. Hvis et loftrum i en etageejendom kan udnyttes til pulterrum eller lignende, er der typisk krav om en beklædning klasse K₁ 10 B-s1,d0 (klasse 1 beklædning) på undersiden af loftet.

Ved brug af trykbrandimprægnerede brædder skal man være opmærksom på risikoen for korrosion og skimmelangreb – særligt hvis disse er saltimprægnerede.

2.5.3 Brandsektionsvægge

En brandsektionsvæg skal være i tæt forbindelse med tagdækningen. Dette ville dog ofte føre til uacceptable kuldebroer, og derfor accepteres det normalt, at lejlighedsskel af beton og lignende kun føres ca. 1/3 op i konstruktionen – dog mindst 100 mm – og at tæt forbindelse mellem beton og underside tagdækning udføres af fastholdt, ubrændbar isolering, fx mineraluld med en densitet ≥ 30 kg/m³. Vægge, der fungerer som celleafgrænsning, skal ligeledes føres op til fast forbindelse med tagdækningen.

2.5.4 Brandkamme og brandkamserstatninger

Ved sammenbygning af tagkonstruktioner, der adskiller selvstændige brandsektioner, skal der udføres brandkamme eller brandkamserstatninger i tagkonstruktionen for at sikre mod brandspredning.

I hvilke tilfælde der bør anvendes en brandkam eller brandkamserstatning, afhænger blandt andet af arealet af brandsektionen og af bygningens brandklasse og anvendelseskategori. Størrelsen af brandsektioner er typisk fra 600 til 1000 m² og fremgår af vejledningen til BR18, kapitel 5, Brand (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018e).

For sammenbyggede enfamiliehuse (rækkehuse) op til to etager kan der sikres mod vandret brandspredning ved, at der for hver 1.200 m² bruttoetageareal udføres et lodret lejlighedsskel som bygningsdel klasse REI 60 A2-s1,d0, der slutter tæt til yderste tagdækning, se Bilag 1 – Præ-accepterede løsninger – Enfamiliehuse (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2018b) i vejledningen til BR18, kapitel 5, Brand.

Brandkamme og brandkamserstatninger anvendes fx i tagkonstruktionen ved store ejendomme eller sammenbyggede naboejendomme med fx etageboliger eller kontorer, se figur 26.

Eksempler på brandkamserstatninger er vist i figur 61 og figur 27. Yderligere information om brandkamserstatninger kan fx findes i Undertage – Sikring mod brand (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2007). Se også afsnit 4, Tagelementer.

Figur 26. Eksempler på tiltag til at reducere risikoen for vandret brandspredning over tag mellem to ejendomme (brandsektioner).

Udførelse af brandkam, hvor brandsektionsvæg, som er ført op over tag, er af samme konstruktion som underliggende væg i en højde på 0,3 meter målt vinkelret på tagfladen.
Brandkamserstatning til begge sider i klasse EI 60.
Brandkamserstatning til en side i klasse REI 60.

Figur 27. Eksempel på brandkamserstatning i ventileret tag med undertag af banevare og uudnyttet tagrum. Brandkamserstatningen er udført med fastholdt, ubrændbar isolering, fx mineraluld med densitet over 30 kg/m³ over den brandadskillende væg. Ventilation sikres fx med studse eller med ventilation fra nabofag, se også (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2007).

2.6 Bæreevne og stabilitet

Tagkonstruktionen skal udføres med den nødvendige bæreevne til at optage lasten fra egenvægt, snelast, vindlast mv. Bæreevne og stabilitet omtales kun overordnet her. Forhold vedrørende udformning af den bærende del af tagkonstruktionen, dvs. afstivning af tagkonstruktionen, dimensionering af spær, åse, lægter mv., er således ikke behandlet.

Udover korrekt dimensionering af spærene kræver det, at tagkonstruktionen afstives på langs. Det er nødvendigt både for at kunne optage vindlast på langs af bygningen, og fordi spærenes dimensionering i praksis kræver, at de fastholdes på tværs af deres plan. I byggefasen skal der tages særligt hensyn til vindlasten, der kan blive meget stor på uafdækkede spær.

Bærende konstruktioner til tage udføres normalt af dæk og spær i forskellige udformninger og i forskellige materialer, der normalt omfatter træ, stål og beton, se afsnit 1.1, Tagudformning.

For tage med tagkonstruktioner af træ henvises til fx SBi-anvisning 254, Småhuse – styrke og stabilitet (Cornelius, 2015) og publikationer og beregningsprogrammer fra Træinformation. De generelle beregningsforudsætninger for dimensionering af tagkonstruktioner med store træspær er fx beskrevet i TRÆ 73, Tagkonstruktioner med store spær (Træinformation, 2017). Da afstivning af tagkonstruktioner med træspær ofte er mangelfuldt udført henvises specielt til TRÆ 58, Træspær 2 – Valg, opstilling og afstivning (Træinformation, 2009b). Afstivning med træplader er beskrevet i TRÆ 60, Træplader (Træinformation, 2012). Hvis træspær ikke leveres fra en spærfabrik, kan de udføres som fx angivet i TRÆ 59, Træspær 1 – Spær med hulplader (Træinformation, 2009a).

For tage med betonkonstruktioner henvises til fx Betonelementer (Betonelement-Foreningen & Frøbert Jensen, 1991). For tage med stålkonstruktioner henvises til Stålkonstruktioner efter DS/EN 1993 (Bonnerup, Jensen & Plum, 2015).

Ved behov for nærmere kontrol og vurdering af eksisterende konstruktioners bæreevne kan der fx findes information i Er din bygning snesikker (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010a), Forebyg sneskader på haller og store spær (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2011) samt TRÆ 73, Tagkonstruktioner med store spær (Træinformation, 2017). Forholdsregler ved snerydning findes i Hvordan rydder jeg mit tag for sne (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010b).

2.6.1 Taglægter

For tagkonstruktioner med træspær anvendes ofte taglægter til at fastholde tagdækningsmaterialet. Taglægter kan også indgå som en del af tagkonstruktionens stabiliserende system og medvirke til, at arbejde og færdsel på taget kan foregå uden fare for ned- og gennemstyrtning.

Af hensyn til tagkonstruktionens styrke og stivhed samt for at undgå faldulykker under udførelsen skal der anvendes styrkesorterede lægter mærket med styrkeklasse C18 i henhold til DS/EN 14081-1 (Dansk Standard, 2016c), jf. Brancheaftale om taglægter 2011 (Træinformation, 2011a). Taglægter skal mindst have dimensionen 38 × 73 mm, og denne dimension kan anvendes for spærafstande op til 1000 mm og lægteafstande op til 550 mm. Lægtedimensioner for andre afstande fremgår af ’Lægtetabel 2005’ i TRÆ 65, Taglægter (Træinformation 2011b), der også behandler udhæng og fastgørelse.

Ved reparation og renovering af tage kan eksisterende taglægter undertiden genanvendes. Der findes en brancheaftale mellem byggeriets parter, som fastlægger betingelserne, jf. TRÆ 65.

Forholdsregler vedrørende arbejde og færdsel på tage er desuden behandlet i afsnit 10, Arbejdsmiljø ved arbejde på tag.

2.6.2 Fugtdeformationer i ventilerede paralleltage

I velisolerede, ventilerede paralleltage, hvor tagopbygningen i princippet består af bjælkespær, vil der om vinteren være meget forskellige fugtforhold i spærenes over- og underside. I toppen af spærene vil der være koldt og den relative luftfugtighed kan være høj, fx 90 % RF. Spærenes underside vil derimod befinde sig i et varmt indeklima, hvor den relative luftfugtighed kan være omkring 35 % RF. Selv om fugtudvidelsen for almindeligt konstruktionstræ i længderetningen kun er ca. 0,1 ‰ ved en ændring på 1 % træfugt, betyder det, at oversiden af spærene bliver længere end undersiden. Som resultat heraf vil taget ’skyde ryg’ om vinteren, se figur 28.

Ved almindelige småhuse kan dette blive op til ca. 20 mm afhængigt af spændvidden. Det betyder, at over indvendige vægge, kan der komme en synlig spalte, hvis der ikke er lavet forankringer, fleksible samlinger, eller spalten skjules bag skyggelister opsat på loftet. Bevægelsen er reversibel og går derfor tilbage igen om sommeren (Møller, 2012b).

Figur 28 viser, at paralletage kan "skyde ryg" om vinteren, ordi oversiden af tagkonstruktionen/spærene er mere fugtig end undersiden.

Figur 28. Om vinteren kan paralleltage ’skyde ryg’, fordi oversiden af tagkonstruktionen/spærene er mere fugtig end undersiden. Det betyder, at oversiden udvider sig, og den indvendige varme side trækker sig sammen, så hele konstruktionen bøjer opad. Bevægelsen går tilbage igen om sommeren

2.7 Støj

Nye boliger skal opfylde kravene i Bygningsreglement 2018 til indendørs støjniveau og tillige eventuelle krav i miljø- og planlovgivningen (BR18, § 368-§ 376). Især i områder, hvor støjniveauet udendørs er højere end miljølovgivningens grænseværdi, L_den, på 58 dB for vejstøj eller 64 dB for jernbaner (Miljøstyrelsen, 2007a & 2007b), skal det derfor sikres, at klimaskærmens, herunder tagets, lydisolering er tilstrækkelig til, at kravene kan opfyldes. Der bør ligeledes ske forbedring af klimaskærmens lydisolering i eksisterende byggeri i forbindelse med renovering og ombygning.

Detaljeret gennemgang af forhold vedrørende lydisolering af tagkonstruktioner findes fx i SBi-anvisning 244, Lydisolering af klimaskærmen (Rasmussen & Petersen, 2014).

2.7.1 Lydtransmissionsveje

Lydisoleringen for tage afhænger af konstruktionernes opbygning, herunder de anvendte materialers vægt, konstruktionernes tæthed samt tætheden af tilslutninger til andre bygningsdele, især vinduer. Lydtransmissionen gennem taget er typisk af meget mindre betydning for bygningens samlede lydisolering end lydtransmissionen gennem vinduer, yderdøre og udeluftventiler. På grund af tagets store areal kan det dog være vigtigt for bygningens samlede lydisolering. Særlig betydning har tagkonstruktionen i bygninger, hvor der er boliger i tagetagen. Især hvis taget ligger lavere end støjkilden, fx ved niveauforskelle i terrænet, der giver direkte sigt fra støjkilder til tagfladen.

Specielt i bygninger med paralleltag kan det være vigtigt at indregne og optimere tagets lydisolering. (Rasmussen & Petersen, 2014).

2.7.2 Lydtekniske egenskaber

Tagets lydtekniske egenskaber vil for tunge tagkonstruktioner, fx med bærende konstruktion af beton, være bestemt af den samlede vægt og konstruktionens tæthed. For lette tage på træspær vil opbygning med flere tætte lag med mellemliggende varmeisolering være bestemmende for lydisoleringen. Tunge tagkonstruktioner med beton som bærende konstruktion vil have bedre lydisolering end lette tagkonstruktioner med træspær.

Varmeisoleringsmaterialer har relativt lille densitet. Varmeisoleringens primære lydtekniske funktion i tage er at lyddæmpe hulrummene, hvilket også medvirker til at forbedre lydisoleringen.

Tagdækninger i ventilerede konstruktioner vil ikke bidrage væsentligt til lydisoleringen, fx vil et tag med tagmembran på brædder ikke bidrage væsentligt til lydisoleringen, da det er ventileret fra undersiden. Tage med tagsten kan dog øge lydisoleringen med 2-4 dB i forhold til tage med tagmembraner.

Tage med ventilerede tagrum vil have bedre lydisolering end ventilerede paralleltage, fordi tagrummet fungerer som ét stort dæmpet hulrum mellem tagdækningen og loftfladen. Skunkrum og spidslofter lydisolerer af samme grund bedre end paralleltage. (Rasmussen & Petersen, 2014).

Eksempler på lydtekniske egenskaber for typiske tagkonstruktioner i nye boliger fremgår af tabel 12. Detaljerede lyddata for en række tagkonstruktioner er fx beskrevet i rapporten Lydmåling i laboratorium av vinduer, yttervegger, tak og ytterveggventiler (Homb, Hveem & Høilund-Kaupang, 2012).

Tabel 12. Eksempler på niveauer af lydisolering for tunge og lette tagkonstruktioner til nybyggeri. (Rasmussen & Petersen, 2014).

Tagopbygning	Beskrivelse	Vægtet reduktionstal (bygning), R'_w [dB]	Vægtet reduktionstal (bygning) med spektral korrektion for trafik, R'_w + C_tr [dB]
	Paralleltag med let konstruktion, fx tagelement i træ med tagmembran, min. 300 mm varmeisolering og to lag gipsplade som loft	45-50	35-40
	Paralleltag med let konstruktion, fx tagelement i træ m. tagmembran, min. 300 mm varmeisolering, indskudt gipsplade og to lag gipsplade som loft	45-50	40-45
	Paralleltag med ventileret belægning på let konstruktion, fx tagsten på hanebåndsspær, undertag af banevare, min. 300 mm varmeisolering og to lag gipsplade som loft	45-50	35-40
	Tag med ventileret tagrum på let konstruktion, fx fibercement bølgeplader på gitterspær m. varmeisolering og to lag gipsplade som loft	45-55	40-50
	Varmt tag på tung konstruktion, fx 220 mm beton/letklinkerbetondæk-element m. polystyren- eller mineraluldsisolering og tagmembran	50-55	45-50
	Tag med ventileret tagrum på tung konstruktion, fx fibercement bølgeplader på træspær m. varmeisolering på 220 mm betonhuldæk	45-55	40-50

Note: Det vægtede reduktionstal, R'_w, angiver bygningsdeles evne til at isolere mod luftlydtransmission mellem det fri og et rum i en bygning og kan angives med eller uden spektral korrektion for trafik, C_tr. Begge er udtrykt i enheden decibel, (dB).

2.7.3 Let paralleltag

Især i bygninger med paralleltag og med let spærkonstruktion i træ er det vigtigt at indregne og optimere tagets lydisolering. Lydisoleringen for tage med lette tagkonstruktioner af træspær kan primært øges ved montering af flere pladelag på selvstændig skeletkonstruktion og med hulrum lyddæmpet med mineraluld, se figur 29.

Tagkonstruktioner bør også være lydisolerede mod støj fra slagregn og hagl. Anvendelse af lette tagmaterialer, fx stålpladetage, bør overvejes nøje af hensyn til eventuelle støjgener. Hvis der skal anvendes stålplader, giver korte plader med lyddæmpende bagside størst dæmpning.

Figur 29. andret principsnit i ventileret paralleltag med tagmembran på krydsfinér i boligbyggeri.

Figur 29. Vandret principsnit i ventileret paralleltag med tagmembran på krydsfinér i boligbyggeri. Konstruktionen er lydteknisk optimeret med indskudt pladelag, krydslagt skeletkonstruktion med mineraluld og indvendig beklædt med tre lag gipsplade med forskudte samlinger. Alternativt kan der til indvendig beklædning anvendes to pladelag, som ophænges i elastiske beslag/lydbøjler. (Rasmussen & Petersen, 2014).

2.7.4 Tagvinduer og ovenlys

Tagvinduers og ovenlyskuplers lydisolation udgør ofte tagets lydteknisk svage led. Hvis der stilles krav til tagkonstruktionens lydisolation, er det vigtigt ved projekteringen af et konkret projekt at få de specifikke produktdata fra vinduesproducenten/-leverandøren. R'_w-værdierne svarer til en forventet feltværdi, der anvendes til projekteringen og normalt estimeres til at ligge 3 dB under laboratorieværdien, R_w. Produktdata fra leverandøren gælder som regel produktet i en referencestørrelse, og man skal derfor være opmærksom på korrektioner (fradrag i ydeevne) for vinduer med større areal.

For nærmere information vedrørende tagvinduers og ovenlyskupler lydisolation henvises til SBi-anvisning 244, Lydisolering af klimaskærmen (Rasmussen & Petersen, 2014).

Eksempler på lydtekniske data for tagvinduer og ovenlys findes i tabel 13.

Tabel 13. Eksempler på lydisolering for tagvinduer og ovenlys. (Rasmussen & Petersen, 2014).

Tagvinduestype	Vægtet reduktionstal (bygning), R'_w [dB]	Vægtet reduktionstal (bygning) med spektral korrektion for trafik, R'_w + C_tr [dB]
Ovenlys (plastbaseret)	15-20	10-15
Ovenlys (plastbaseret) med ekstra isoleringsrude	25-30	20-25
Tagvindue/glastag med almindelig isoleringsrude	25-30	20-25
Tagvindue/glastag med lamineret lydisoleringsrude	28-35	23-32
Tagvindue/glastag med alm. isoleringsrude suppleret m. lamineret lydrude	35-40	30-35

Note: Det vægtede reduktionstal, R'_w, angiver bygningsdeles evne til at isolere mod luftlydtransmission mellem det fri og et rum i en bygning og kan angives med eller uden en spektral korrektion for trafik, C_tr. Begge udtrykt i enheden decibel, (dB).

Eksempler på opbygning af ovenlys med energirude er vist i figur 181 i afsnit 6.1.1, Typer af ovenlys.

Konstruktionen omkring vinduet (lysningen) kan være et lydteknisk relativt svagt område. Det er derfor ekstra vigtigt at følge leverandørens indbygningsvejledning, da der ikke er tale om almindelige vinduesfuger.

Ved indbygning af tagvinduer og ovenlys i lette tagkonstruktioner opnås den lydteknisk sikreste løsning ved minimering af afstanden mellem vindue og den bærende spærkonstruktion samt anvendelse af lysning med dobbelte pladelag og fuger med god lydisolering i samlinger.

Lydisolering af en tagkonstruktion kan være relevant i forbindelse med ændring eller renovering af en tagkonstruktionen, eller hvor der sker omfattende ændringer af bygningens omgivelser, fx trafikomlægninger, hvor der bliver direkte sigt fra støjkilder til tagflader. I sådanne tilfælde er det en god idé at fokusere på de dele af taget, som har den laveste lydisolering og/eller et relativt stort areal. Dette vil typisk være ovenlys og tagvinduer med almindelige isoleringsruder samt tage med lette spærkonstruktioner.

2.7.5 Forbedring af lydisolering

Forbedring af tage med lette spærkonstruktioner kan ske ved at supplere med en lydisolerende forsatskonstruktion, jf. tabel 14. Normalt suppleres indefra med et lydisolerende underloft, men forbedringen kan principielt også foretages udefra, fx i forbindelse med udskiftning af tagdækning.

Tabel 14. Skønnet lydisolering for eksisterende lette tagkonstruktioner, der er forbedret med supplerende, indvendig, lydisolerende forsatskonstruktion. (Rasmussen & Petersen, 2014).

Tagopbygning (principskitser)	Beskrivelse	Vægtet reduktionstal (bygning), R'_w [dB]	Vægtet reduktionstal (bygning) med spektral korrektion for trafik, R'_w + C_tr [dB]
	Paralleltag med tagmembran på let konstruktion, der er forbedret med nedhængt, tæt pladeloft med delvist isoleret hulrum	45-55	40-50
	Paralleltag med tagsten på let konstruktion, der er forbedret med nedhængt, tæt, lydisolerende pladeloft med delvist isoleret hulrum	45-55	40-50

Indvendig forsatskonstruktion

En lydisolerende forsatskonstruktion opbygges med en skeletkonstruktion af træ- eller stållægter med god afstand mellem eksisterende loftoverflade og bagside af ny beklædning – gerne på 100 mm og med mindst 2/3 af hulrummet udfyldt med varmeisoleringsmateriale. Størst dæmpningspotentiale opnås ved store hulrum og få kontaktpunkter mellem ny og eksisterende konstruktion, fx ved anvendelse af elastiske ophæng eller krydslagte lægter til skeletkonstruktionen. Forbedringspotentialet for nedhængte lydlofter er 5-15 dB, afhængigt af antal pladelag, ophængningssystem og hulrumstykkelse, som skitseret i tabel 14.

Inden opsætning af ny skeletkonstruktion skal eksisterende fuger mod tilstødende bygningsdele udbedres ved stopning og fugeforsegling med elastisk fugemasse. Tilsvarende skal ny loftbeklædning lydfuges mod tilstødende bygningsdele.

Princip for opbygning af en indvendig lydisolerende forsatskonstruktion med tre pladelag stift koblet til bæresystemet er vist i figur 30. Alternativt kan der anvendes to pladelag, som ophænges i elastiske beslag/lydbøjler. (Rasmussen & Petersen, 2014).

Figur 30. Vandret principsnit, der viser eksisterende, ældre tag i boligbyggeri, hvor lydisoleringen er forbedret indefra ved opsætning af skeletkonstruktion med delvist udfyldt hulrum og tre lag gipsplade med forskudte samlinger. Alternativt kan der anvendes to pladelag, der ophænges i elastiske beslag/lydbøjler. (Rasmussen & Petersen, 2014).

2.8 Sne og is på tage

2.8.1 Sne

Sne lægger sig på tage på samme måde som i terræn. Densiteten kan variere fra 20 kg/m³ til 400 kg/m³. Den lette sne forekommer, når det er meget koldt og med rolige vindforhold, mens den tunge sne (tøsne) forekommer ved højere temperaturer. Regler for hensyntagen til sneophobning er angivet i Eurocode 1 – Del 1-3 (Dansk Standard, 2007a). Snelasten afhænger af taghældningen og er ved flade tage typisk 0,8 kN/m², mens den er mindre ved hældningstage. Der er særlige regler for sneophobning ved sammenbyggede huse og bygninger med tagspring.

Sneen virker i realiteten som en ekstra varmeisolering på taget – let sne med densitet 100 kg/m³ har en varmeledningsevne på mindre end 0,06 W/mK. Over tid vil densiteten af sneen på et tag øges, når sneen synker sammen og eventuelt delvis smelter.

Sneen medfører ekstra belastning på taget, og i sammenhæng med vind kan der opstå skæv belastning, som kan føre til, at konstruktioner bryder sammen, hvis de ikke er dimensioneret og udført korrekt. Især ved haller og lignende bygninger med store spænd bør der være opmærksomhed på risikoen i forbindelse med sne på tagene.

2.8.2 Istapper

Istapper optræder typisk langs tagrender og tagnedløb. Istapper dannes ved frysning af rindende vand, som fremkommer, når sne eller is smelter på grund af enten solstråling eller varmetab gennem taget. Når det smeltede vand løber ned over istappen, danner det en væskefilm på overfladen, som ved de rette forhold vil fryse til is igen. Herved vil istappens tykkelsen og længde øges. For at istappen skal vokse, må den omgivende lufttemperatur være under 0 °C, så vandet fryser igen. Istapper kan ikke dannes, hvis udeluftens temperatur er over 0 °C. Hvis lufttemperaturen er mellem 0 og –5 °C, vokser istapper langsomt. Ved lavere lufttemperaturer vokser istapper hurtigere afhængigt af temperatur og smeltevand.

Varmebalancen mellem overfladen og omgivelserne bestemmer, hvor hurtigt en istap vokser. I koldt vejr går frysning hurtigt, men også luftens fugtighed, vindhastighed og sol er vigtige faktorer for vækst af istapper.

Teoretisk kan længden af en istap ved –10 °C vokse med 100-400 mm/time, og en 500 mm lang istap med en vægt på 2 kg kan dannes i løbet af ca. 5 timer.

Et tagvindue er normalt dårligere isoleret end resten af taget, og derfor vil sneen smelte hurtigere på vinduet. Der er derfor øget risiko for, at smeltevandet kan fryse neden for vinduet og eventuelt danne istapper her, førend det sker på resten af taget.

Det bør undgås, at personer eller ting befinder sig, hvor istapper kan falde med, fx ved at etablere et udhæng over dør eller et bed eller haveanlæg langs facaden, se figur 31.

Figur 31 viser, at man kan reducere risikoen for, at personer rammes af istapper vedat etablere et bed eller haveanlæg, nvr der er risiko for nedfald af istapper.

Figur 31. Det skal undgås, at personer opholder sig, hvor der er risiko for, at der dannes istapper, som kan falde ned, Risikoen for personophold kan reduceres, fx ved at etablere et bed eller haveanlæg, hvor der er risiko for nedfald af istapper.

Sne smelter, hvis temperaturen bliver over 0 °C. Sneen kan dog også smelte, hvis der kommer solstråling på taget – selvom det meste af solstrålingen reflekteres – eller på grund af varmetab fra bygningen under taget.

For nyfalden sne med densitet på ca. 100 kg/m³og ved − 10 °C udetemperatur vil smeltning for et tag med U-værdi på 0,15 W/m²K først begynde, når der er mere end 160 mm snedybde. Ventilerede tage vil have mindre tendens til dannelse af istapper, da tagfladen holdes kold. For et tag med en U-værdi på 0,3 W/m²K vil smeltning derimod begynde allerede ved 80 mm. For dårligere varmeisolerede tage er tykkelsen endnu mindre. Konsekvensen af dette er, at der sjældent dannes istapper på nye bygninger med velisolerede tage, mens de vil optræde oftere for ældre bygninger, som typisk har dårligere isolerede tage.

For glastage kan sneen begynde at smelte ved lav snetykkelse, hvis U-værdien er ringe. Da disse tage typisk er med stor hældning, vil det medføre, at sneen glider ned af taget, når snetykkelsen bliver stor. Ruder skal, uanset om de er højisolerende eller ej, dimensioneres for den fulde snelast, jf. SBi-anvisning 215, Dimensionering af glas i klimaskærmen (Munch-Andersen og Pedersen, 2018).

I praksis bygges mange glastage over rum, som kun er lidt opvarmede eller kun opvarmes af tilstødende bygninger, så indetemperaturen bliver under 20 °C. I sådanne tilfælde skal der større snetykkelse til, før sneen glider af taget. Tilsvarende skal der være opmærksomhed på glaskonstruktioner ved shedtage, hvor sneen kan ophobes.

Nedfald af istapper

Istapper begynder at smelte ved tøvejr, og de falder ned, når styrken eller vedhæftningen er reduceret så meget, at den ikke længere kan optage vægten af istappen. Istapper kan også falde ned, selvom det er frostvejr, blot udetemperaturen stiger, eller der kommer sol på taget, idet der så smelter mere sne. Den øgede mængde smeltevand kan medføre, at istappen slipper.

Det kan ofte ses, hvor istapper vil dannes, ved at se på, hvad vej vandet på taget afledes. Der vil ofte komme meget smeltevand ved et indadgående hjørne, hvor der typisk placeres et tagnedløb, og hvor istapper med stor sandsynlighed vil optræde.

For at undgå risiko for skader skal Bygningsreglementets vejledning om brug af glas altid følges (BR18, § 196-§ 241) (Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen, 2018d). Vær fx opmærksom på, om der kan dannes istapper på tilstødende, højere bygninger, da dette kan medføre risiko for at større istapper kan knuse glasset og ramme personer under taget.

2.8.3 Tagtyper

Rejste tage

For tage med udhæng vil smeltevand fra sne løbe ud på udhænget, hvor temperaturen typisk er lavere end på det øvrige tag. Herved kan en del af smeltevandet fryse, men typisk fryser en del af det først ved tagkanten eller tagrenden, hvorved der dannes istapper. Tagrender bør kunne tåle belastning fra istapper samt eventuel last fra sne som glider ned ad taget.

Istapper kan undgås eller reduceres ved at benytte varmekabler, så smeltevandet føres bort uden at fryse. Varmeeffekten af kablerne bør kunne styres, da brug af varmekabler uden regulering kan medføre væsentligt ekstra energiforbrug.

Hvis taget er ventileret, bør temperaturen i luftspalten holdes lav for at undgå, at sne på taget smelter, så der dannes istapper. Tilsvarende gælder for uudnyttede tagrum og skunkrum. Teknikrum og varme- og ventilationsanlæg i tagrum skal være varmeisolerede, da varmeafgivelsen ellers kan øge smeltningen af sne og dermed risikoen for, at der dannes istapper.

For ældre huse, hvor der er problemer med istapper, kan forholdene forbedres ved at varmeisolere etageadskillelsen mellem bygningen og tagrummet. Det giver samtidig en energibesparelse.

Tagmaterialer

For glatte tagmaterialer, fx af metal, er der stor sandsynlighed for, at al sneen glider ned af tagfladen på én gang, når snetykkelsen bliver for stor, og sneen smelter på grund af opvarmning nedefra eller som følge af solstråling, se figur 32. Der skal derfor tages hensyn til, at sneen kan glide ned uden at skade personer eller ting, fx hvor der er risiko for, at sne fra højtliggende tagflader kan skride ned over gangarealer, fortove mv.

Risikoen for, at sne skrider ned, afhænger af tagets hældning og strukturen af tagdækningens overflade. Behovet for snefangere på et tag afhængigt af taghældning og tagdækningens overflade fremgår af tabel 15.

Alternativt kan sådanne tage forsynes med snefangere, som dimensioneres efter stor belastning og udformes, så sneen ikke kan glide hverken over eller under snefangeren. Hvis snefangere fungerer, kan de fastholde sneen, men der er stadig risiko for dannelse af istapper. Normalt er snefangere ikke nødvendige for tagflader, hvor tagudhænget er mindre end 5 meter over terræn.

Eksempler på udformning og montering af snefangere er vist i figur 33 og figur 34.

Figur 32 viser, at sne kan skride ned på grund af tagets hældning og struktur og at man kan forsyne taget med snefangere.

Figur 32. a) Risikoen for, at sne skrider ned, afhænger af tagets hældning og strukturen af tagdækningens overflade. Risikoen for nedskridende sne er særligt stor ved ældre, dårligt varmeisolerede bygninger. b) Tage kan forsynes med snefangere, som dimensioneres efter størrelsen på belastningen og udformes, så sneen ikke kan glide hverken over eller under den.

Tabel 15. Behov for snefangere afhænger af tagets hældning og strukturen af tagdækningens overflade.

Tagdækningens overflade	Taghældning			Eksempler på tagdækning
	≤ 15^o	15-30^o	> 30^o
Glat	X	X	X	Metaltage Tagfolier
Middel		X	X	Skifertag Tagpaptag
Ru			X	Tegltagsten Betontagsten

Figur 33. Eksempel på snefanger til zinktag, der fastgøres i de stående false.

Figur 33. ksempel på snefanger til zinktag, der fastgøres i de stående false.

Figur 34. Eksempel på snefanger til tagsten, der fastgøres i en ekstra, indskudt lægte.

Flade tage

Ved flade tage med murkrone er der typisk indvendige tagnedløb, og derfor dannes der ikke istapper.

I stedet kan sneen smelte omkring afløbet, og når det fryser, kan der dannes en is-ring omkring afløbet. Det betyder, at der kan komme til at stå vand på taget, og dermed øges risikoen for vandgennemtrængning især ved gennemføringer i tagfladen. Isen kan desuden medføre store mekaniske belastninger på tagmembraner og gennemføringer.

Forholdsregler mod skader som følge af tilfrysning af afløb på flade tage er beskrevet i afsnit 2.2, Vandafledning fra tage.

2.9 Levetid

Ved ’levetid’ forstås tiden fra indbygning af et materiale eller en bygningsdel frem til det tidspunkt, hvor materialet eller bygningsdelen i sin helhed udskiftes (BUR, 1985). Bygningsreglementet har generelle bestemmelser om, at anvendte materialer og konstruktioner skal være holdbare og velegnede til formålet (BR18, § 340-§ 357).

Et tag er en sammensat bygningsdel, som består af flere dele. Taget kan fx – beskrevet indefra og ud – være opbygget af pladebeklædning, dampspærre, spær, varmeisolering, undertag, afstandslister, lægter og tagdækning. Hertil kommer forskellige hjælpematerialer, fx tape, fugemasse og klammer samt ovenlys, ventilationskanaler mv., som indbygges i taget.

For en sammensat bygningsdel som et tag kan en resulterende levetid derfor i almindelighed ikke bestemmes direkte, men levetiden for hver af de indgående bygningsdele og -materialer må vurderes særskilt.

Hvad afgør levetiden?

Levetiden for materialer og konstruktioner afgøres af forskellige forhold. Ofte skelnes der mellem nedenstående forskellige former for levetider, som hver især kan være årsag til, at materialet ikke længere opfylder brugernes krav/ønsker:

Teknisk levetid: Den tid fra indbygning af materialet/bygningsdelen i bygværket, hvor bygningsdelen teknisk og fysisk er i stand til at opfylde sin oprindelige funktion.
Funktionel levetid: Den tid fra indbygning af bygningsdelen i bygværket, hvor der er behov for bygningsdelens oprindelige funktion. Den funktionelle levetid bestemmes af ændringer til krav og ønsker for ydeevner, fx ændrede krav til energiforbrug.
Økonomisk levetid: Den tid fra indbygning af bygningsdelen i bygværket, hvor det totaløkonomisk er forsvarligt at vedligeholde og udskifte dele af bygningsdelen.
Æstetisk levetid: Den tid fra indbygning af bygningsdelen i bygværket, hvor bygningsdelens æstetiske standard kan opretholdes.

Levetiden afhænger af en række faktorer, fx materialekvalitet, udformning og design, udførelse, påvirkninger, vedligehold, samfundsforandringer, teknologisk udvikling, konjunkturer, priser på arbejdskraft og byggematerialer, livsstil og mode mv.

Levetiden for en bygningsdel afhænger i praksis af så mange faktorer, at en fast værdi for levetiden vil være en dårlig beskrivelse af virkeligheden, mens udnyttelsen af probabilistiske modeller giver mulighed for en mere realistisk beskrivelse af en bygningsdels levetid ved at inkludere spredning og beskrivelse af fordelingen.

Den statistiske variation af levetider kan beskrives ved fordelingskurver som vist i figur 35. For hver af de nævnte typer af levetider kan der angives en middellevetid af den pågældende type, som illustreret ved lodrette streger i figuren.

Figur 35. Eksempel på fordeling af levetider for en given bygningsdel. Antallet angiver, hvor mange bygningsdele, der har opbrugt deres levetid til en given tid.

For tage er levetiden kompliceret, fordi der som regel indgår mange forskellige materialer i opbygningen. Den samlede konstruktions levetid er derfor ikke alene afhængigt af et enkelt materiale, men af alle de materialer, inklusive samlinger og tilslutninger, som indgår i den samlede konstruktion.

For tage vil det primært være den tekniske levetid, der er udslagsgivende, idet tage kun sjældent renoveres eller udskiftes af funktionelle, æstetiske eller økonomiske årsager.

Den tekniske levetid for en given bygningsdelstype vil almindeligvis variere som følge af forskelle i en række faktorer (Hovde, 2005 & ISO, 2008):

Materialekvalitet
Udformning og design
Udførelse
Påvirkninger indendørs
Påvirkninger udendørs
Brugsforhold
Vedligehold.

Levetiden for en konkret bygningsdel beregnes ved at multiplicere en middelreferencelevetid med faktorer, der tager hensyn til ovenstående forhold, jf. ISO 15686-8 (ISO, 2008). For tage kan der eksempelvis anslås en referencelevetid. Referencelevetiden korrigeres så afhængigt af fx materialekvalitet, design, udførelse, hældning på taget, fugtbelastningsklasse, vedligehold mv. Der vil normalt blive anvendt en faktor på 1 for et ’standardforhold’ og fx 0,8 for forhold, som forventes at medføre kortere levetid, og 1,2 for forhold, som forventes at forlænge levetiden.

Levetiden af en tagkonstruktion kan også splittes op i levetiderne for nogle af de væsentligste elementer.

Den bærende konstruktion vurderes normalt at have lang levetid, fx kan levetiden for spærkonstruktioner anslås til over 100 år.

Dampspærrematerialers og undertagsmaterialers levetid er langt kortere og afhænger helt af det anvendte materiale. Levetider for disse materialetyper kan endnu kun vurderes på baggrund af accelererede ældningsforsøg, da der ikke foreligger langtidserfaringer. For at sikre den længst mulige levetid, bør der kun anvendes materialer med dokumentation for levetiden, fx materialer, som er omfattet af DUKO (Dampspærre- og Undertagsklassifikationsordning) (www.duko.dk). Det anbefales, at der så vidt muligt anvendes systemløsninger, dvs. hvor alle produkter som dampspærre, tape, folieklæber mv. stammer fra samme producent, så der er størst mulig sikkerhed for, at de passer sammen. Hjælpematerialer skal ideelt have mindst samme levetid som membranmaterialer.

Tagdækningers levetid er meget forskellig, selvom de i princippet skal opfylde de samme funktioner. Levetiden for tagdækninger af strå, tagmembraner og tagsten kan altså være meget forskellig. Ud over materialet afhænger levetiden fx af hældningen på og eksponeringen af taget. Der er fx store forskelle mellem påvirkningerne under brug. Flade tage kan fx blive udsat for større påvirkninger af vand og is, fordi stående vand på overfladen accepteres i en vis (mindre) udstrækning, mens rejste tage ikke er udsat for samme vandbelastning. Varme tage vil desuden få en langt højere temperatur på overfladen af tagdækningen end kolde tage. Der angives i denne anvisning ikke estimerede middellevetider for tagdækninger.

Varmeisoleringsmaterialer vurderes normalt at have lang levetid.

Hjælpematerialer, fx taper, klæbere, inddækningsmaterialer og mekaniske fastgørelser, bør have dokumentation for levetid, da svigt i hjælpematerialer ofte kan betyde svigt af hele den pågældende konstruktion.

Nye produkter

For at undgå problemer med nye produkter (eller ændrede anvendelser) er det vigtigt, at det vurderes, hvilke påvirkninger materiale og konstruktion vil blive udsat for. Lang levetid kan kun opnås, når produktet har egenskaber, som modsvarer de påvirkninger, det udsættes for.

Især for nye produkter er det vigtigt, at leverandørernes oplysninger om de relevante/nødvendige egenskaber for den pågældende anvendelse kan dokumenteres, fx med prøvningsrapporter fra uvildige prøvningsinstitutter.

Parallelle levetider

Et særligt problem ved sammensatte konstruktioner er, at ikke alle materialer/produkter nedbrydes lige hurtigt. Hvis taget er opbygget, så materialer med kort levetid ikke er udskiftelige uden destruktiv nedtagning af dele med længere levetid, bestemmes levetiden af konstruktionen ofte af de materialer, der har kortest levetid. Levetiden af et tag med undertag kan fx være bestemt af undertagets levetid, fordi undertaget skal udskiftes inden levetiden for tagdækningen er udtømt. I nogle tilfælde kan en bagvedliggende bygningsdel dog udskiftes ved ikke-destruktiv nedtagning af foranliggende dele, fx udskiftning af undertag med kort levetid under tegltag med lang levetid. I sådanne tilfælde kan tagsten og inddækninger nedtages og genoplægges. Dette vil dog ikke kunne ske uden betydelige meromkostninger, som kan være udslagsgivende, fx ved vurdering af totaløkonomi. Hvis levetiden af et produkt betyder, at det skal udskiftes, skal det helst kunne ske, uden at andre materialer berøres, eller alternativt skal de to produkter, som berøres, have såkaldt ’parallelle levetider’, dvs. have levetider af samme størrelsesorden.

Projektering, udførelse og bygbarhed

For tage som for mange andre bygningsdele er levetiden ofte bestemt af, om taget er projekteret og udført korrekt. Alle detaljer må projekteres og beskrives omhyggeligt med hensyntagen til bygbarheden. Vær især opmærksom på, at skader i tage ofte optræder ved detaljer som fx gennemføringer og tilslutninger. Antallet af kritiske detaljer bør reduceres til det mindst mulige, herunder bør flade tage ikke anvendes som et bekvemt sted at placere installationer, uden at andre muligheder har været overvejet.

Garanti og levetid

Garanti på et tagprodukt har normalt ikke sammenhæng med materialets levetid, men er mere et udtryk for, hvad der markedsføringsmæssigt er formålstjenligt. Fx har tagmembraner gennem tiden haft garantier på 10 eller 15 år, men dette er ikke et udtryk for, hvad levetiden for membranen er – membranens levetid vil med de i dag anvendte materialer normalt være væsentligt længere.

2.10 Miljøforhold

Ved valg og projektering af tagkonstruktionen bør der anvendes materialer og konstruktioner, der ikke medfører unødig belastning af omgivelserne.

Herunder skal der tages hensyn til:

At der anvendes materialer, som ikke er skadelige, herunder også materialer, som kun kan anvendes, hvis der tilsættes biocider
At der anvendes materialer, som er fornyelige, fx træ
At konstruktioner projekteres, så der anvendes et minimum af materialer
At materialer og konstruktioner har lange levetider
At materialer i klimaskærmen har parallelle levetider eller alternativt er lette at udskifte hver for sig
At materialer og konstruktioner kan genbruges.

For tage er der for tiden ikke krav vedrørende indhold af miljøfarlige stoffer, men der forventes kommende krav vedrørende udvaskning af stoffer til regnvandet. Der stilles i visse kommuner allerede krav til udvaskning fra tagdækning, hvis regnvandet ledes til følsomme recipienter.

Der er europæisk standardisering i gang for fastlæggelse af standarder for udvaskning (leaching), og der foreligger foreløbige standarder.

2.11 Indbrud

Taget skal være udformet, så der ikke er let mulighed for indbrud gennem taget eller dets bestanddele. Hvis en taglem placeres tilgængeligt udefra, fx i en indbygget carport, bør den sikres/aflåses, så der ikke er fri adgang til huset via loftet. Bygninger med opbevaring af store værdier bør sikres ved at vælge tagkonstruktioner, som er vanskelige at trænge igennem.